Syrien: Kærlighed i en krigstid

لعب القلوب - تصميم ZedLord-Art

Hjertespil. Design: ZedLord-Art fra deviantArt (Creative Commons licens, 3. udgave)

Dette indlæg er del af en artikelserie af bloggeren og aktivisten, Marcell Shehwaro, der skriver om levevilkårene i Syrien under den igangværende væbnede konflikt mellem regimets støtter og de, der forsøger at afsætte det.

De fortalte mig allerede den første dag, at hendes mand var blevet fængslet, og at de sange jeg har for vane at synge måske ville gøre hende trist. Nyheden rystede mig ikke. Vi har vænnet os til at høre historier om de fængsledes familier, som om det normale i Assads Syrien er at være i fængsel og at de uden for fængslerne, eller de som anser sig selv for at være udenfor, er undtagelsen.

Over middagen, som en indledning til at lære hende bedre at kende, spørger jeg hende under fire øjne: “Hvordan blev din mand fængslet?”

Hun svarer, fyldt med hjertesorg: “Efter jeg havde ringet og fortalt ham, at jeg var blevet arresteret ved checkpointet for hærens  4. pansrede division [en] på vejen fra Daarya til Damaskus tog han, den skøre mand, bilen og kørte derhen for at spørge efter mig, men blev selv arresteret”.

Hun sukker og fortsætter så: “Du må ikke tro at han gjorde det for at bevise sin maskulinitet, min mand elsker mig virkelig, vi blev gift af ren kærlighed”.

Hendes øjne glitrer af generthed og vemod og jeg er tvunget til at spekulere over, hvilken kærlighed der er så stærk, at den kan få en mand til at køre til et checkpoint for den 4. panserede division som, ledet af Maher Assad, er kendt for sin brutalitet og grusomhed.

Jeg prøver at skjule mine romantiske følelser og spørger hende: “Har du set ham efterfølgende?” Hun svarer med et forstående smil overfor min ungdommelige nysgerrighed: “Jeg var ikke klar over, at han også var blevet fængslet, indtil jeg så ham en måned senere, hvor vi havnede i det samme køretøj, som skulle transportere os til et andet sted. Han havde tydelige mærker efter tortur. Selvom vagten holdt øje og forbød ham at snakke med mig, spurgte han mig alligevel modigt, hvordan jeg havde det. Jeg kunne knap nok ryste på hovedet og sige at jeg havde det fint, før vagten råbte til os igen. Siden den dag, det er næsten ni måneder siden, har jeg hverken set ham eller hørt fra ham, jeg ved ikke engang hvor han befinder sig”.

På det tidspunkt troede jeg, at grænsen for deres kærligheds mod var nået, men hun overraskede mig: “Efter syv måneders fængsel og tortur under hvilken jeg ikke tænkte på andre end ham og vores børn, blev jeg løsladt, og uden at søge råd hos min familie og uden at se mine børn tog jeg i hemmelighed til luftvåbenets sikkerhedshovedkvarter i Damaskus.”

Jeg kunne ikke styre mig for rasende at udbryde: “Luftvåbenet? Aqsa afdelingen? Hvordan kunne du gøre det? Er du blevet sindsyg?”

Med tårer i øjnene fortsætter hun: “Jeg havde hørt, at han måske var der, så jeg var nødt til at tage derhen og spørge efter ham. Jeg krævede ham tilbage, spurgte til ham og råbte ad dem, men de truede med at arrestere mig, så jeg tænkte på vores børn og havde ikke andet valg end at tage hjem. Da min familie hørte hvad jeg havde gjort, blev de meget bange på mine vegne og pressede mig til at flygte til Libanon med børnene.”

Hun sukker og fortsætter så: “Jeg var ikke i stand til at bo i Beirut, det er så langt fra Damaskus. Jeg bor tæt på grænsen og mine øjne venter på, at jeg skal vende tilbage. Bed for ham Marcell, bed for at han stadig er i live og kommer ud i god behold.”

For sjov spørger jeg: “Er vi inviteret med til festen?”

Hun svarer håbefuldt: “Selvfølgelig.”

Når du søger efter detaljer om vold og død og blod i Syrien vil du indimellem støde på skøre og modige kærlighedshistorier, som roser der stædigt vokser videre trods de torne der prøver at kvæle dem. Der er kærlighedshistorier i sidegaderne, som trodser de snigskytter, der deler byen i to. Der er kærlighed mellem byen og flygtningelejrene eller byerne langs den tyrkiske grænse. Der er soldater fra den frie syriske hær med kærester, de ikke ikke kan se, før regimet falder. Dette er, hvad det vil sige at leve et liv på kanten. Du mærker døden og snyder den, imens du holder fast ved livet og tilføjer det mening i din søgen efter et smil fra den du elsker.

Min veninde, Heltinden, bemærker at jeg sidder og dagdrømmer, imens jeg leger med en halskæde, som jeg har fået af den jeg elsker. Hun afbryder min tankestrøm med et direkte spørgsmål: “Hvad er din historie?” Jeg svarer ærligt og sandt: “Jeg tror han fortjener en som er bedre end mig, eller i det mindste en pige som han ikke om natten skal drømme om kan være blevet kidnappet af døden eller forfulgt at bekymring. Han fortjener en pige som har morgendagens stabilitet, noget han kan bygge en familie på.”

Hun griner af mig og mine naive bekymringer og siger: “Tror du min mand havde elsket mig mere hvis jeg var mindre revolutionær end jeg er?” Og jeg skammer mig over svaret, for jeg kender det ikke fuldt ud.

Kærligheden alene binder os til vores jord, fremtid, frihed og til vores liv, som ville blive sværere og sværere, hvis det var fyldt med had og kun had.

Med vores kærlighed til Syrien og til morgendagen vil vi overkomme al tyranniets vold. Vi vil sejre.

Marcell Shehwaro blogger på marcellita.com og tweeter fra @Marcellita, begge primært på arabisk. 

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.