En kvindelig demonstrant i Lima, 2023. Foto: Juan Zapata/Connectas

Dette er et uddrag fra en artikel skrevet af Elizabeth Salazar Vega for Connectas. Artiklen er genudgivet af Global Voices under en fælles medieaftale. 

Jeg må have været seks år gammel, da min mor benægtede sin egen oprindelse for at beskytte mig: “Hvis de spørger dig, hvor dine forældre er fra, så fortæl dem, at din mor er fra Ica, og at din far er fra Arequipa,” sagde hun til mig, imens hun redte mit hår færdigt. Så satte hun en sløjfe i mit hår, hvorefter hun fulgte mig i skole i Miraflores, et af de rigeste distrikter i den peruvianske hovedstad, Lima, hvor jeg boede og gik i skole i mine første leveår.

Nogen tid senere gik det op for mig, at hendes fødeby, Ayacucho, som ligger i den sydlige del af Andesbjergene i Peru, næsten var et forbudt ord i hovedstaden. De, der emigrerede fra Ayacucho, blev mistænkeliggjort og udpeget som terrorister blot på baggrund af deres fødeby. Derudover blev bynavnet Puno, som er en grænseregion mellem Peru og Bolivia og min fars fødeby, brugt som en fornærmelse i byer med klasseskel.

Intet har ændret sig i Peru, og i de senere år har det peruvianske begreb terruqueo bredt sig i landet. Begrebet bruges til at miskreditere demonstranter ved at anklage dem for at være terrorister med det formål at underminere deres stemme og troværdighed. Så terruqueo og diskrimination baseret på oprindelsessted eller hudfarve lever tilsyneladende videre med den nye generation. På de bedste privatuniversiteter i Lima er tilstedeværelsen af en indfødt så forstyrrende, at efter regeringen begyndte at finansiere fattige, unge talenter gennem programmet Beca 18, blev uddannelsesstederne nødt til at udbyde integrationsprogrammer for at hjælpe studerende, som kommer fra andre regioner. Deres akademiske merit bliver overskygget af deres udseende og måde at tale på.

I dette land, som fremstiller sig selv som mangfoldigt overfor turister, selvom mangfoldigheden ikke er til at få øje på, har borgere fra Andesbjergenes regioner demonstreret de seneste to måneder. Nogle demonstrerer i deres hjembyer, imens andre rejser til Lima i deres campingvogne for at demonstrere. De er iført ponchoer, traditionelle nederdele og hatte og har medbragt flag, som symboliserer deres provins. Demonstranterne består af både mænd og kvinder, som taler landets modersmål, quechua, og de kræver, at præsident Dina Boluarte går af, og at Kongressen opløses. Men ligesom i universitetets undervisningslokaler behandler den centraliserede magt i hovedstaden dem ikke som ligeværdige.

Demonstranter fra det nordlige område af Lima marcherede i mere end fire timer langs den panamerikanske motorvej i en massiv demonstration mod regeringen. Foto: Juan Zapata/Connectas

I december 2022 forsøgte den tidligere præsident Pedro Castillo, som mange følte repræsenterede Perus oprindelige og landlige befolkningsgrupper, at opløse Kongressen, efter at lovgivere stod i vejen for meget af hans politik. Dette førte i sidste ende til hans rigsretssag. Hans vicepræsident, Dina Boluarte, overtog efterfølgende magten gennem forfatningsmæssig arv, men blev bredt kritiseret for sin håndtering af demonstrationerne mod regeringen. 58 mennesker blev dræbt og mere end 1.200 såret i konfrontationer med statsstyrker.

Demonstranterne, som hovedsageligt er fra Andesbjergenes regioner, og som ikke selv mærker til landets økonomiske fremgang, bliver konfronteret med et eksklusivt bybillede, som stigmatiserer og undertrykker dem. I et land med 50 oprindelige befolkningsgrupper har klasseskel og racisme været bestemmende for, hvem der må demonstrere, og hvem der fortjener at leve.

Racefordomme strækker sig til forskellige socioøkonomiske og geografiske lag og er ikke kun forbeholdt mennesker med europæiske rødder. Mestizos*, cholos** og andinos***, der ønsker at tage afstand fra deres rødder for at undgå at blive inkluderet i marginaliserede grupper, mærker også modstand. Den modstand, de oplever, er blevet så udbredt, at selv Dina Boluarte, som blev født i den sydlige region Apurimac, har forsøgt at skabe en følelse af fællesskab. Under sin tale i byen Cusco fremhævede hun forskellen mellem sit eget udseende og demonstranternes: “Her er vi hverken europæiske eller blåblodige, og jeg er heller ikke anderledes end dig på grund af mine lyse øjne.”

Inden for de seneste hundrede år er Peru begyndt at se bort fra individers biologiske forskelle for i stedet at skelne dem på baggrund af kulturelle tilhørsforhold og klassehierarki. Men i stedet for at opnå større lighed har dette i sidste ende betydet, at de, der bevæger sig op ad den sociale rangstige, uanset deres etniske baggrund, ser ned på dem, som befinder sig længere nede på rangstigen. Dette er, hvad antropolog, Marisol de la Cadena, kalder “tavs racisme.”

“Den nye generation med højere social status har tilsluttet sig en vag raceopfattelse. En opfattelse, der åbenlyst forkaster definitive biologiske forskelle, men accepterer ‘intellektuelle’ og ‘moralske’ forskelle mellem grupper af individer til at definere racehierarki. Standarderne for at måle disse forskelle er vilkårlige og etableret af eliten,” påpeger forfatteren i en af sine tekster.

Foto: Juan Zapata/Connectas

Marco Avilés, som er journalist og forfatter med speciale i disse områder, fastholder, at “Perus ikke-racialiserede elite blev undervist i samfundsdannende bobler på prestigefyldte skoler og universiteter, som underviser i en ufuldstændig version af den peruvianske virkelighed. Disse personer bliver sjældent udfordret til at udpege og bremse racisme. De beskylder i stedet dem, der tager problemet op, for at være vrede og selvbevidste.”

“Enhver 30- eller 40-årig i en offentlig stilling, der siger, at racisme ikke eksisterer, er utroligt uvidende. Denne uvidenhed stammer dog ikke fra fattigdom. Den udspringer af magt, hvilket passer magthaverne bedst,” konstaterer Avilés.

Læs hele artiklen her [ES].