Sahand Sahebdivani: ‘Det vigtigste ved historiefortælling er, at den gør os menneskelige’

Veteran storyteller Anje Robertson. Picture taken by Bas Uterwijk and available in the Mezrab's facebook page.

Den erfarne historiefortæller, Anje Robertson, i det tidligere Mezrab. Fotografi af Bas Uterwijk tilgængeligt på Mezrabs Facebook-side.

Alle links i denne artikel er på engelsk medmindre andet er angivet.

Dette er anden del af et interview med Sahand Sahebdivani, der handler om kulturel udveksling, historiefortælling og identitet. I første del fortalte Sahand om baggrunden for Mezrab, et kulturcenter han har grundlagt i Amsterdam, såvel som fortælletraditioner og den forståelse af verden de historier, som vi hører kan give os.

I dette andet afsnit uddyber Sahand disse tanker og ligeledes hvad begrebet kulturel hybrid dækker over.

Global Voices (GV): Det ser ud til at Mezrab går stærkt ind for kulturel udveksling gennem historier. Hvordan mener du, at dét, at fortælle historier bringer os tættere på grupper af mennesker, som vi mener er anderledes end os?

Sahand Sahebdivani: Først og fremmest ved at menneskeliggøre os. Vi ser Den Anden gennem denne lense af “kulturel karakter”. Når vi tænker på venezuelanere uden at kende noget til venezuelanere, så tænker vi på Chavez, olie og diktaturer. Vi tænker i disse klichéfyldte forestillinger. Vi ser ikke et menneske med menneskelige forhåbninger. Der gælder det samme med iranere. Man tænker på Ayatollahen, på Ahmadinejad og på undertrykte kvinder. Det vigtigste ved historiefortælling er, at den gør dig menneskelig. Nu, hvor folk snakker om det, så forestiller jeg mig sjovt nok en person, der går op på scenen og fortæller en historie. Uanset om det er en historie fra deres kultur eller en personlig erfaring. Og jeg vil anslå, at mellem 70% og 80% af de historier der bliver fortalt i Mezrab er personlige historier.

Mange mennensker tror, det er historierne, der formidler et andet indtryk af landet. Men de ved ikke […] at historierne ikke har den store betydning. Det, der betyder noget, er, at der står et menneske foran dig og fortæller en historie med alt hvad det indebærer af lampefeber og nervøsitet. Der står et menneske og fortæller om sin første forelskelse, eller hvad det nu er; det betyder ikke noget, hvilken historie det er. Du ser ikke en stereotyp af en iraner eller venezuelaner eller russer eller polak. Du ser et menneske, der kæmper med at stå foran et publikum og fortælle en historie. De kæmper med sproget […] Det er dét, der gør dem menneskelige, og det betyder meget mere end hvad det nu er for en historie de fortæller. Du kan glemme historien … Men oplevelsen af at se personen som et individ bliver hos dig. Og jeg tror, det er den vigtigste del af det arbejde.

"Ryan Millar warming up the crowd for the storytellers." Picture taken by Bas Uterwijk in 2013 and available on the Mezrab's Facebook page.

“Ryan Millar varmer publikum op til historiefortællerne.” Fotografi af Bas Uterwijk i 2013,  tilgængeligt på Mezrabs Facebook-side.

Det er ikke sådan, at du lige kan skifte din opfattelse fra det ene øjeblik til det næste. Jeg vil tro, at de mennesker der aldrig har stiftet bekendtskab med fremmede kulturer måske ændrer deres opfattelse første gang de kommer til Mezrab, eller første gang de hører de her historier.

For mennesker der regelmæssigt kommer her og hører historier, er det snarere en proces, der udforsker nuancerne af menneskelig erfaring.

GV: Hvis, som du siger, det er selve det at fortælle en historie og ikke historien selv der gør folk menneskelige for hinanden, hvordan tror du så moderne teknologi påvirker traditionel historiefortælling?

Sahand: Jeg tror overhovedet ikke moderne teknologi påvirker historiefortælling. Teknologien genopfinder hele tiden måden vi fortæller historier. Fra dengang vi gik fra myter til romaner, til teater og film. Og nu har vi internettet, vi har historier der bliver forstærket af apps, nogle ser vi i 3D, vi kan søge informationer med vores iPhones, det hele bliver blandet sammen på forskellig vis, en person fra en tv-serie kan f.eks have et Twitter-feed, som du følger, og selv om det er en fiktiv person, føler du, at du har et venskab med vedkommende. Der sker en masse indenfor teknologien, der kan påvirke vores oplevelser af traditionel historiefortælling. Men det sjove er, at sideløbende med at det sker, så søger folk tilbage til historiefortælling og væk fra de teknologiske nyvindinger. Teknologien udvikler ganske rigtigt nye måder at fortælle historier — jeg elsker det og jeg bruger dem selv — men folk har stadigvæk brug for at være sammen og være i et rum, hvor de bare kan sidde og slappe af.

Noget andet jeg oplever er, at folk vil høre personlige historier. Men det er et kulturelt skift mere end et teknologisk skift. Folk nyder virkelig, virkelig personlige historier. Det kræver eksempelvis mere at forstå de mytologiske historier… Dét er en forandring, jeg har bemærket.

GV: Men hvad med opdagelsen af andre gennem online historier? 

Sahand: Det er dét, vi gør hele tiden. Hele dagen, hver eneste dag forbinder vi os med hinanden gennem historier. At adskille historiefortælling og teknologi er at sige, at der er noget i teknologien, der ikke er historiefortælling. Det er altsammen historiefortælling, alle computerspil, for eksempel, fortæller en historie, også selv om det er den her dumme Mario der løber rundt, så er det stadigvæk en historie … Spillerummet er enormt […] Vi er hele tiden omgivet af andre menneskers historier. Vi bliver konstant bombarderet med andre menneskers historier.

"Contrary to what some might think, it's really the audience at the Mezrab that makes the night. These are the kindest folk you'll meet in Amsterdam." Picture taken by Bas Uterwijk in 2013 and available on the Mezrab's Facebook page.

“I modsætning til hvad nogle måske tror, så er det i virkeligheden publikummet i Mezrab, der bidrager mest til aftenen. Det er nogle af de venligste mennesker, du møder i hele Amsterdam.” Foto af Bas Uterwijk i 2013 tilgængeligt på Mezrabs Facebook-side.

GV: Du ser ud til at være en skikkelse, der legemliggør muligheden for harmoni mellem tilsyneladende forskellige kulturer (hollændere og iranere). Kan du fortælle os om dine oplevelser med at være en kulturel hybrid og hvordan det farver dit syn på verden?

Sahand: Jeg vil starte med at sige, at fra en vist synsvinkel så er jeg en kulturel hybrid, og har succes som sådan i den forstand, at der ikke er nogen konflikt mellem mine kulturelle identiteter. Men jeg er også nødt til at sige, at vi alle er kulturelle hybrider. Jeg kan ikke komme i tanker om et eneste menneske, der ikke på en måde er en kulturel hybrid. Selv når du ser på Europa, og Europa på verdenskortet er et lillebitte sted. Omfanget af den etniske sammenblanding, der er foregået i Europa, og antallet af gange grænsedragningerne er blevet ændret … Mængden af religioner der er blevet blandet her… Selv hvis et menneske stadig bor det same sted som dets oldefar flyttede til, er han eller hun en kulturel hybrid.

Se på bevægelsen fra land til by. Jeg bor for eksempel i Amsterdam. Og i mine øjne er de mange hollandske borgere, der flytter fra små byer til hovedstaden immigranter. En, der flytter fra en landsby til en storby, kan være meget mere immigrant end, for eksempel, min familie, som har levet i store kosmopolitiske byer i flere generationer.

Man skal være opmærksom på at ens personlige identitet kan have mange forskellige facetter. At man hele tiden skifter fra den ene til den anden. Når man indser det, forstår man at national identitet ikke er sådan et stort problem. Det er ikke så afgørende, specielt ikke hvis man færdes i en verden, hvor både de iranske intellektuelle og de hollandske intellektuelle læser Kundera eller Garcia Marquez; så for mit vedkommende kan jeg lige så godt læse de bøger i Teheran som i Amsterdam.

GV: Men der vil altid være gnidninger, vil der ikke? 

Sahand: Selvfølgelig, det ville være at oversimplificere at sige, at der aldrig er en konflikt. Men det er ikke noget stort problem. Det er kun et problem, hvis vi gør det til et. Vi er så desperate efter at finde en identitet, og det tror jeg er sandt uanset om du hollænder, venezuelaner eller iraner, at din opbyggelse af en identitet bliver mere et fængsel end hvad din identitet faktisk er.

Og det er noget, jeg ser, når jeg ser iranere, der bor i udlandet gå rundt… “Jeg er nødt til at være iraner på denne her måde.” Jeg kender en fyr, der ikke vil komme i Mezrab fordi det ikke er “iransk nok. Fordi Sahand har indgået alt for mange kompromiser med Vesten.” Hvad mener han med det? At han kun vil komme steder der er fuldstændig iranske? Det er bullshit. Så er der kun omkring fire steder i Holland han vil komme.

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.