Latino-immigranter i USA: Hvordan ser deres situation ud nu?

Brugt med tilladelse.

De såkaldte latinoer er det største mindretal i USA. Undersøgelser og statistikker viser, at deres levevilkår tilsyneladende forbedres. Men selvom antallet af fattige er faldende, er latinoerne stadig de fattigste og dem med den laveste uddannelse. I 2017 var omkring 65 procent af de illegale immigranter i USA fra Mexico og Mellemamerika. Tallet omfatter omkring syv millioner mennesker, hvoraf størstedelen har boet i USA i mere end et årti.

Livet er især hårdt for de illegale immigranter. Uden papirer har de ingen grundlæggende rettigheder. De må leve i skjul, og i de fleste tilfælde har deres arbejdsgivere eller udlejere magten over dem. De giver dem ofte illegalt arbejde og får dem til at arbejde for en lav løn og i mange, udmattende timer. Disse illegale immigranter har ofte dårlige levevilkår.

Nu er jeg ikke selv latino, men jeg blev interesseret i emnet ved at iagttage disse forhold, som mange mennesker, der tilhører denne minoritet, er tvunget til at leve under dagligt. Tilbage i 2017 flyttede jeg til Los Angeles, hvor jeg boede i godt og vel halvandet år. I den periode kom jeg tæt på latino-samfundet, hvor jeg fik venner og talte med snesevis af mennesker med forskellige baggrunde. Derudover gik jeg sporadisk i kirke i latino-samfundet.

Ordet “latino” er en fællesbetegnelse for personer, der identificerer sig som latinamerikanere. Definitionen er stor og omfatter mange, hvis man ser på socioøkonomisk status, uddannelse, etnicitet og køn. Jeg har i forbindelse med denne artikel talt med første- og andengenerationsindvandrere fra Mexico og Mellemamerika, som arbejder som bygningsarbejdere, med omsorgsarbejde og på fabrikker i USA.

Da Oscar M. på 43 år kom til USA fra Mexico, blev han bygningsarbejder. Da jeg talte med ham, boede han på den byggeplads, han arbejdede på i Los Angeles, da han ikke havde råd til en lejebolig. Oscar fortæller, at hans arbejdsgivere forventede, at han flyttede direkte til byggepladsen, så han var mere tilgængelig for dem. Arbejdet var den hurtigste måde at tjene penge på for en, der kun kunne tilbyde sine hænder. I mange år fandt han arbejde gennem forlydender fra lokalsamfundet og med hjælp fra venner og kolleger.

Han sneg sig fra den ene byggeplads til den anden i håb om, at den amerikanske myndighed Immigration and Customs Enforcement (ICE) ikke ville finde ham. Hans bil var hans oase, hans boble af lykke, når han pendlede rundt i byen – men én enkelt bøde for en sprungen baglygte ville være nok til at sætte hans ophold på spil.

Nu har Oscar fået opholdstilladelse. Han fortæller mig, at hans situation dog ikke har ændret sig meget, men nu er han bare ikke længere bange for at blive stoppet af politiet. Eftersom han er mexicansk, fortæller han, at hans arbejdsgivere, forventer, at han “varetager de opgaver, ingen ønsker.”

De forventer, at han arbejder i længere tid og “trækker det tunge læs.” Han vil gerne finde et mere givende job, men det er ikke nemt med regninger, der skal betales, og en familie, som skal brødfødes. “Dette er mulighedernes land, ja. Men når risikoen for at ende på gaden altid er der, fortsætter du bare med at gøre, hvad du allerede gør, og håber, at det bliver bedre i morgen.”

Foto: Thomas Hawk/Flickr (CC BY-NC 2.0).

Repræsentanter og frivillige fra kirkerne i latino-samfundene i Los Angeles fortæller mig om mennesker, der i samfundets øjne er ”navnløse”, og som kæmper for at overleve sidst på måneden ved at tigge om mad og tøj. De fortæller om mennesker, der er slidt ned af at yde den fysiske indsats, de skal yde dag efter dag ved at arbejde ude i marken, i hjemmet, i byggeindustrien eller på fabrikkerne. Nogle gange kommer de også ud for arbejdsulykker, som efterlader dem invalide, uden erstatning for deres skader og uden fuld adgang til sundhedsvæsenet.

Selv latinoer med arbejdstilladelse er udsat for lignende, dog mildere, forhold. De får tilbudt risikofyldt arbejde med lav indkomst og lange arbejdstider. Arbejde, hvor de først får udbetalt en ordentlig løn, efter de har arbejdet i ekstremt mange timer. Arbejde som dette findes blandt andet inden for fastfoodbranchen, telefonsalg, byggeindustrien og på fabrikker. Nogle immigranter har universitetsuddannelser, men tilbringer livet i lagerbygninger. Mange af dem fortalte mig, at deres fordele, f.eks. deres helbredsdækning, for det meste ikke afhænger af, hvor dygtige de er, eller hvor meget erfaring de har, men udelukkende af de ordninger, som den virksomhed, de arbejder for, har. Deres liv afhænger alene af, hvilke beslutninger deres arbejdsgivere træffer.

María Rosa S. på 58 år bosatte sig i USA længe før Oscar. Da hun fik sin opholdstilladelse, begyndte hun at arbejde om natten for et stort supermarked som rengøringsassistent. Hun fortæller, at hendes løn kun lige rækker til at have et “næsten anstændigt” liv. Alt det hun kan lægge til side, sender hun til sine slægtninge i El Salvador for at hjælpe dem med at klare sig.

Det er nu 13 år siden, at María Rosa sidst var i sit hjemland, El Salvador, og derfor har hun ikke set sine sønner i 13 år. Hun fortæller, at det næsten er umuligt at få fat i de papirer, hun har brug for, for at få hendes sønner til USA. Flybilletter er dyre, så hun foretrækker at lægge pengene til side.

Det tager tid at ændre samfundet til det bedre. Men at forsætte med at lade disse udstødte medlemmer af dette enorme samfund blive hørt er fortsat én af de mest effektive måder at forstå, ikke kun, hvilke vanskeligheder, de står over for, men også, hvor der skal handles.

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.