Den baskiske separatistgruppe ETA sænkede sine våben for 10 år siden. Ånder alt virkelig fred nu?

Skærmbillede af en YouTube-video fra BBC. Videoen fra oktober 2011 viser en optagelse af ETA-medlemmer, som lægger “våbnene på hylden”.

For ti år siden, den 20. oktober 2011, erklærede den baskiske væbnede gruppe ETA, som står for Euskadi Ta Askatasuna og betyder “Baskerlandet og Frihed” på baskisk, endelig “et definitivt ophør med sin væbnede aktivitet.” Noget de baskiske og spanske samfund havde ventet længe på.

Selvom det først var i 2018, at gruppen officielt blev opløst, markeres den 20. oktober alligevel i kalenderen som en befrielsesdag, især af dem, som var i livsfare under perioden. Baskerlandet har nu endelig chancen for at blive et frit og “normalt” samfund som ethvert andet.

Jesús Eguiguren, en af de mest højtstående personer inden for baskisk politik i de seneste årtier, var også lettet. Dage efter den forventede erklæring fra ETA blev han spurgt, hvad normalitet betød for ham, hvortil han svarede: “For mig betyder det friheden til at spise pinchos i den gamle bydel i Donostia-San Sebastian, min hjemby.” På grund af direkte trusler fra ETA mod ham for hans politiske modstand mod baskisk uafhængighed var den gamle bydel et område, som Eguiguren ikke kunne bevæge sig rundt i, ligesom mange tusinde andre heller ikke kunne.

ETA blev dannet i 1959 under Franco-æraen og kæmpede for baskisk selvbestemmelse og uafhængighed. Siden slutningen af 1960'erne har ETA været ansvarlig for mere end 850 dødsfald i Baskerlandet og andre dele af Spanien. Men antallet af dræbte undervurderer den gennemgribende følelse af frygt, ETA og dets tilhængere spredte. I de sidste 15 år af gruppens eksistens gik ETA specifikt efter at afpresse og true de politikere, akademikere, politifolk, journalister og embedsmænd, som var uenige i deres totalitære dagsorden. Omkring 3.300 mænd og kvinder blev tvunget til at leve under politibeskyttelse.

Baskerlandet er en region med en stærk national identitet fordelt mellem det nordlige Spanien og det sydvestlige Frankrig. Med kun færre end tre millioner indbyggere kendte næsten alle nogle, som betalte en høj pris for at være den, de var, og nogle gange var prisen den højeste af alle – nemlig deres liv. I mit tilfælde omfattede dette en folkeskolekammerats far, som var politibetjent, og som blev dræbt af den væbnede gruppe, en lærer i samme folkeskole, hvis mand, en journalist, blev myrdet, en sportsholdkammerats far, som modvilligt flyttede til Madrid efter at have modtaget alvorlige trusler og én af mine lærer på universitetet, som også var min ven og min tidligere chef samt det baskiske parlaments højkommissær for menneskerettigheder mellem 2004 og 2014, Iñigo Lamarca, hvis navn figurerede på én af ETA’s dødslister.

Baskerlandet har ændret sig meget i de sidste 10 år. Nu er ingen i livsfare på grund af gruppens politiske aktiviteter, og det har virkelig en betydning. Min nevø og niecer, som er 11 år, er lykkeligt uvidende om miljøet under den lavintensive krig, der gennemsyrede samfundet for op til ti år siden.

Det baskiske samfund arbejder stadig på at skabe et minde for offentligheden om perioden. Det gik hurtigere for ETA's voldsofre at få anerkendelse fra offentlige institutioner end at få social anerkendelse. I de byer og samfund, hvor baskisk uafhængighed var det foretrukne politiske valg, blev medlemmerne af ETA ofte behandlet som helte. Samtidig blev troværdige rapporter om polititortur systematisk afvist af den spanske regering, hvilket satte staten og dens institutioner i et dårligt lys hos offentligheden. På trods af adskillige rapporter fra uafhængige efterforskere og internationale menneskerettighedsorganisationer var, og er, den officielle diskurs, at anklagerne mod politiet angående tortur var løgne, som terroriserende medlemmer af ETA spredte.

Der er lang vej endnu før spanske offentlige myndigheder og et betydeligt flertal i det spanske samfund erkender, at tortur og mishandling var en ubehagelig del af tiltagene mod terror, som blev brugt i 80'erne, 90'erne og 00'erne. Som jeg forklarer i min nye bog Spain and its Achilles’ Heels: The Strong Foundations of a Country's Weaknesses, gik tiltagene ud over politiets troværdighed som en fuldt ud demokratisk institution og gjorde livet endnu sværere for de betjente, der respekterede retssystemet.

I 00'erne blev ETA trængt op i en krog af politiet, men det var den manglende opbakning fra folket, der var hovedårsagen til, at gruppen endegyldigt stoppede sin vold i 2011. I de foregående årtier nød ETA godt af den langvarige stilhed i en stor del af det baskiske samfund, hvor indbyggerne troede, at de kunne holde sig uden for ETA's og dets informanters radarer ved at forholde sig diskrete. Nogle ekstraordinære undtagelser bør dog fremhæves, såsom Gesto Por la Paz, en organisation, som afholdte demonstrationer i tavshed dagen efter hvert mord hver uge i 25 år siden 1986. Selvom det var en beskeden gestus, krævede det en stor portion mod.

Over tid gav folket i det baskiske samfund sig selv magt nok til at tydeliggøre, at ETA ikke repræsenterede dem. En sociologisk statistisk undersøgelse af Baskerlandet viser, at færre end 25 procent af befolkningen afviste fuldstændig ETA i 1981, men det tal steg til 60 procent i 2000 og forblev på det niveau i 10 år yderligere, mens den ideologiske støtte til ETA på omkring 1-3 procent i 00'erne var minimal.

Baskerlandet har ændret sig væsentligt til det bedre, hvor alt ånder fred og ro, og hvor friheden er genfundet. Der er dog brug for mere tid til at styrke broer og gå beslutsomt hen imod forsoning. Politibetjente, livvagter, journalister og politikere blev uretmæssigt dræbt, og det baskiske samfund var alt for længe lammet af skræk.

Den nye film Maixabel kan hjælpe med at ændre offentlighedens opfattelse i Spanien. Filmen fortæller den sande historie om Maixabel Lasa, en modig aktivist, der gik ind for fred, minder og forsoning. Hendes mand blev myrdet af ETA i 2000, og for et par år siden stod Maixabel ansigt til ansigt med manden, der dræbte hendes mand. Morderen havde taget afstand fra ETA gennem en vanskelig forsoningsproces.

Der findes flere historier som Maixabel Lasas’, som kom frem gennem samtaler i løbet af det sidste årti ved møder mellem ETA's ofre og angrende, forhenværende medlemmer af gruppen. De fleste af disse møder var private, men nogle af dem, der deltog, besøger nu skoler, hvor de fortæller om deres oplevelser. Derudover udtrykker de også deres følelser ved andre offentlige arrangementer.

De, der var ofre for ETA, for GAL, en statssponsoreret terrorgruppe fra 1980'erne, samt for polititortur, samledes også ved andre arrangementer. Derudover undskyldte de politikere, der gik ind for baskisk uafhængighed, for den skade, de forårsagede med deres medskyldige tavshed i årtier.

At arbejde sig væk fra fortiden på en plural, inkluderende og respektfuld måde vil tage tid, og Baskerlandet har først for nylig befriet sig fra ETA's åg. Erindringer om historien er en god måde at huske på, at frihed ikke bør tages for givet.

Som min mor engang sagde til mig, da hun talte om baskisk fred og forsoning: Det er chokerende, hvor hurtigt man vænner sig til normalitet, når folk ikke bliver dræbt for deres ideer.

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.