‘Kom ikke tilbage eller du vil forsvinde': Uighur-mor trygler sin datter i udlandet

Screenshot fra et østrisk TV interview med Mehbube Abla offentliggjort på YouTube.

Identiteten på forfatteren til denne historie er anonymiseret af sikkerhedsmæssige grunde. 

Global Voices har interviewet Mehbube Abla, en 38-årig uighur fra Ghulja, en by i det vestlige Xinjiang. I 2004 forlod hun Kina for at studere i udlandet og er aldrig vendt tilbage. Alle hendes familiemedlemmer, som blev i Xinjiang, er blevet fængslet.

Der er 11 milllioner uighurer, et muslimsk tyrkisk folkeslag, der bor i den vestlige provins Xinjiang i Kina. Denne gruppe bliver typisk portrætteret som “nationale separatister” eller simpelthen “terrorister” i de kinesiske mainstream medier, og siden Xi Jinping blev præsident i Kina i 2012, er de blevet mere systematisk forfulgt.

Ifølge Human Rights Watch er uighurerne blevet frataget basale menneskerettigheder, herunder religionsfrihed, bevægelsesfrihed, og at tale deres eget sprog. Og ifølge flere forskellige vidneudsagn og kilder er over 1 million uighurer – og også andre muslimske minoriteter – i interneringslejre. Nogle internerede fanger er også blevet sendt til Xianjiangs enorme fængselssystem.

Da disse interneringslejre, som Kina beskriver som “frivillige træningscentre“, er omgivet af hemmelighedsholdelse, er det præcise tal for personer der på nuværende tidspunkt er interneret svært at fastslå, men det formodes, at hundredevis er døde under internering. Mere detaljeret information er tilgængeligt i Databasen for Xinjiang Ofre.

Abla er aktiv på de sociale medier, hvor hun arbejder for uighurernes menneskerettigheder. Dette interview blev foretaget over telefon i Uighur og er blevet redigeret for korthed og stil.

Global Voices (GV) Hvornår forlod du Kina?

Mehbube Abla (MA): In 2004, I left Xinjiang to study in Germany, and a year later I moved to Austria, where I have been living ever since. Back then, before getting on the airplane, I looked around me, and told myself this was the last time I was seeing my homeland. I knew that I was never going to return. As soon as I had settled in Europe, I started to join meetings and protests for the Uyghur cause. My two younger sisters also live abroad.

Mehbube Abla (MA): I 2004 forlod jeg Xinjiang for at studere i Tyskland, og året efter flyttede jeg til Østrig, hvor jeg har boet lige siden. Dengang før jeg trådte ind i flyet, kiggede jeg rundt og sagde til mig selv, at det var sidste gang, jeg så mit hjemland. Jeg vidste, at jeg aldrig ville vende tilbage. Lige så snart jeg havde bosat mig i Europa, begyndte jeg at deltage i møder og demonstrationer for Uighursagen. Mine to yngre søstre bor også i udlandet.

Mehbube Ablas  forældre. Billede brugt med tilladelse

GV: Bad dine forældre dig om at stoppe din aktivisme på grund af politichikane derhjemme?

MA: It is my parents and my younger brother back home who have really paid a price for me using my freedom to condemn China. Since I became an activist, members of the Chinese police force have gone to parents’ home, and taken my father and brother in for questioning a number of times. But my family never accused me of giving them trouble. The only thing my mother kept saying was “Don't ever come back! If you do that, you will disappear for sure!”. So in all these years I've never gone back.

But it was no problem for us to talk over the phone, until April 2017. That's when my brother, Adiljan Ablajan, who was in his early thirties, was taken to a so-called re-education camp. In September 2017, my mother Peyzohre Omerjan, was taken. And in October the same year, they took my father Ablajan Hebibulla. 

Det er mine forældre og min yngre bror derhjemme, som virkelig har betalt en pris for, at jeg kan bruge min frihed til at fordømme Kina. Siden jeg blev aktivist, har medlemmer af det kinesiske politi været hos mine forældre og taget min far og bror til afhøring adskillige gange. Men min familie har aldrig anklaget mig for at give dem problemer. Det eneste, min mor blev ved med at sige, var “Kom aldrig tilbage! Hvis du gør, forsvinder du helt sikkert!”. Så i alle disse år har jeg aldrig været tilbage.

Men det var ikke noget problem for os at tale i telefon indtil april 2017. Da blev min bror, Adiljan Ablajan, som var i begyndelsen af tyverne, taget til en såkaldt genopdragelseslejr. I september 2017 blev min mor Peyzohre Omerjan taget. Og i oktober samme år tog de min far Abjahan Habibulla.

GV: Hvad er der sket med din familie, siden de blev anholdt i 2017?

MA: My mother and brother were held in the same camp at first, close to our home. I don't know anything about the location where my father was held. In June 2018, my mother and brother were sentenced to 20 years in prison, but in October 2018 I learned that they were both taken back to the camp because the verdict was deemed faulty. In November 2019, I got the information that my mother had again been sentenced, this time to 19 years in prison, while my brother got a five year sentence. My brother was married and had a one-year-old daughter when he was detained back in 2017. I heard that his wife was sent to a camp as well, and I have no idea what happened to their daughter. At the same time I also learned that my father was sentenced to eight years in prison. From what I heard, my mother is being held in a women's prison in Ghulja, in the west of Xinjiang. I don't know where my father and brother are held. But there has been news about Uyghur prisoners from Ghulja being moved to other parts of China.

Min mor og bror var i den samme lejr til at begynde med tæt på vores hjem. Jeg ved ikke noget om det sted, min far var. I juni 2018 blev min mor og bror idømt 20 års fængsel, men i oktober 2018 fandt jeg ud af, at de begge var blevet taget tilbage til lejren, fordi dommen blev betragtet som fejlagtig. I november 2019 fik jeg information om, at min mor igen var blevet dømt, denne gang til 19 års fængsel, mens min bror fik en dom på 5 år. Min bror var gift og havde en et-årig datter, da han blev tilbageholdt tilbage i 2017. Jeg hørte, at hans kone også var blevet sendt til en lejr, og jeg har ingen anelse om, hvad der skete med deres datter. På samme tidspunkt fik jeg at vide, at min far var blevet idømt otte års fængsel. Fra hvad jeg har hørt, er min mor i et kvindefængsel i Ghulja i det vestlige Xinjiang. Jeg ved ikke, hvor min far og min bror er. Men der har været nyheder om, at uighurfanger fra Ghulja er blevet flyttet til andre steder i Kina.

Mehbube Abla der holder et billede af sine forældre. Billede brugt med tilladelse.

GV: Var det muligt at finde nogen official grund til din families anholdelse?

MA No. I inquired at the Chinese embassy in Austria and was given the very general answer that my family “is doing fine, and those who broke the law are in prison”, and that's it. But my family are law-abiding citizens. My mother works as a tailor, she designs clothes. My father is a businessman who used to run his own shop selling imported goods. And my brother studied biomedical analysis, but was always very interested in cars and ended up starting his own car business. 

I believe that by sentencing my family, the Chinese authorities want to put pressure on me and my sisters, and break us down mentally. But I will not let them! I'm even more dedicated now!

MA: Nej. Jeg forhørte mig på den kinesiske ambassade i Østrig og blev givet det meget generelle svar, at min familie “har det godt, og dem der brød loven er i fængsel”, og det er det. Men min familie er lovlydige borgere. Min mor arbejder som skrædder, hun designer tøj. Min far er forretningsmand og plejede at have sin egen butik der solgte importerede varer. Og min bror studerede biomedicinsk analyse, men var altid meget interesseret i biler og endte med at starte hans egen bilforretning.

Jeg tror, at ved at dømme min familie vil de kinesiske myndigheder lægge pres på mig og mine søstre og nedbryde os psykisk. Men jeg vil ikke lade dem! Jeg er endnu mere dedikeret nu!

GV: Du har fornyelig modtaget nyheder om din mor, kan du fortælle os om det?

MA In September, my aunt suddenly called my sister in Norway, saying that she had visited my mother in prison, and that my mother sends her greetings to us. According to my aunt, my mother is doing fine, and is allowed visits twice a month.

I believe that the authorities forced my aunt to call us, as a way to calm me down, in the hope I would quit my activism. Any contact with relatives abroad is dangerous for Uyghurs these days, so there is no way my aunt called on her own initiative. When answering the phone she told my sister: “Don't ask me anything, just listen to what I have to say.” 

Until I can talk to my mother myself I don't believe anything I am told about her. This call from my aunt came just after a period when I had been very active on social media. The Chinese authorities want to show that: “Look, Uyghurs can actually contact their relatives abroad.” I believe my activism is pressuring them.

In Chinese prisons, relatives have to pay 300-400 Chinese renminbi (US$ 45 to 61) every month, to provide a prisoner with food and clothes. I know that my aunt is paying this sum for my mother, but what about my father and brother? It's just the close family, like siblings, parents and children, that are allowed to visit a prisoner. So who is caring for my brother? Both his parents are in prison too, and his siblings are now abroad.

MA: I september ringede min moster pludselig til min søster i Norge og sagde, hun havde besøgt min mor i fængslet, og at hun skulle hilse fra min mor. Ifølge min moster har min mor det godt og har lov til at få besøg to gange om måneden.

Jeg tror, at myndighederne tvang min moster til at ringe til os for på den måde at berolige os, i et håb om at jeg ville stoppe min aktivisme. Al kontakt med familiemedlemmer i udlandet er på nuværende tidspunkt farligt for uighurere, så det er umuligt, at min moster ringede på eget initiativ. Da min søster besvarede opkaldet, sagde min moster “Spørg mig ikke om noget, lyt kun til det jeg har at sige”.

Indtil jeg selv kan tale med min mor, tror jeg ikke på, hvad jeg får at vide om hende. Dette opkald fra min moster kom lige efter en periode, hvor jeg havde været meget aktiv på de sociale medier. De kinesiske myndigheder vil vise at “Se, uighurere kan faktisk kontakte deres familiemedlemmer i udlandet”. Jeg tror, at min aktivisme lægger pres på dem.

I kinesiske fængsler skal familiemedlemmer betale 300-400 kinesiske renminbi (281-374 danske kroner) hver måned for at give en fange mad og tøj. Jeg ved, min moster betaler dette beløb for min mor, men hvad med min far og bror? Det er kun den nære familie som søskende, forældre og børn der må besøge en fange. Så hvem tager sig af min bror? Begge hans forældre er også i fængsel, og hans søskende er nu i udlandet.

GV: Hvordan klarer du sådan en stresset situation?

MA Of course, when I got the news of what happened to my family I was devastated. I cried for months. I would have been less sad if they had just died. The thought of what they are enduring in the Chinese prison is so painful, it is such a heavy burden. But I can't just stay home and cry. I have to be strong – I have two children to raise. And I have beautiful dreams about taking care of my parents. The more active I am and the more things I do, the more positive I get. This is something I learnt from my dear mother. I will keep fighting for my family.

MA: Selvfølgelig da jeg fik nyheden om, hvad der var sket med min familie, var jeg knust. Jeg græd i månedsvis. Jeg ville have været mindre ked af det, hvis de bare var døde. Tanken om hvad de bliver udsat for i det kinesiske fængsel er så smertefuld, det er sådan en tung byrde. Men jeg kan ikke bare blive hjemme og græde. Jeg må være stærk – jeg har to børn, jeg skal opdrage. Og jeg har smukke drømme om at tage mig af mine forældre. Jo mere aktiv jeg er, og jo flere ting jeg gør, jo mere positiv er jeg. Det er noget, jeg har lært af min kære mor. Jeg vil blive ved med at kæmpe for min familie.

Læs flere historier om forfølgelsen af minoriteter i Kinas Xinjiang region 

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.