Ved århundredeskiftet indgik Kina og Venezuela adskillige aftaler med hinanden til en værdi af mange millioner dollars for at udvikle den venezuelanske minesektor, som begge lande promoverede som et alternativ til den olie som den venezuelanske hovedstad, Caracas, er så afhængig af. Forventningerne var store. Men år senere har investeringerne ikke båret frugt, og minesektoren er fastlåst i kaos, sanktioneret af USA og udsat for omfattende kritik.
Kinas sats på minedrift
Ifølge en rapport fra den venezuelanske afdeling af den globale NGO Transparency International underskrev Venezuela og Kina over 470 gensidigt forpligtende aftaler mellem 2000 og 2020. Venezuela har modtaget størstedelen af Kinas finansiering til Latinamerika, eftersom landet har modtaget 45 procent af de samlede midler til regionen, som svarer til mere end 68 millioner dollars. 91 procent af finansieringen blev ydet som lån.
Venezuela blev til en af Kinas tætteste samarbejdspartnere i Latinamerika. Deres strategiske partnerskab var baseret på fælles ideologier såsom målet om at kæmpe for USA's magt ved at fremme en verdensorden bestående af flere magter samt en streng fortolkning af princippet om “ikke at blande sig” – så længe det var til deres egen fordel.
Partnerskabet var også baseret på gensidige økonomiske interesser: Kina var på udkig efter råvarer for at opretholde sit økonomiske opsving, nye markeder til sine produkter og en dør til Latinamerika og Caribien, imens Venezuela ønskede at løsrive sig fra sin traditionelle vigtigste handelspartner, USA. Selvom olieindustrien dominerede i årevis, viser rapporten fra Transparency International, at der blev indgået mindst 17 aftaler, som involverede minesektoren og minedrift af jernmalm, stål, kul, guld og coltan.
I 2012 indgik den nu afdøde præsident Hugo Chávez en aftale med Kina om at efterforske, udforske og kortlægge Venezuelas mineressourcer. Eksperter og oppositionen kritiserede aftalen for bevidst at indeholde afgørende information om strategiske ressourcer, ignorere lokal ekspertise og for dens mangel på gennemsigtighed. Samme år gav Venezuela den kinesiske CITIC Group tilladelse til at operere i området Las Cristinas i den sydlige del af Venezuela, hvor en af de største guldreserver i verden findes.
Indsatsen for minedrift fordobles
Da olieprisernes kollaps mellem 2014 og 2016 satte skub i en økonomisk krise, der allerede var under optræk i landet, satte Maduro minesektoren i spidsen for sin strategi om at skabe variation i og omdanne økonomien. Med behov for udenlandske investeringer for at gøre alvor af initiativet forsøgte regeringen at promovere strategien som en efterligning af udviklingsmodellen, der endte med at gøre Kina til en blomstrende økonomi. Kinesisk investering og deltagelse i projekterne lovprises også altid som måder, hvorpå landets fremtidige succes skabes.
I februar 2016 besluttede Maduro at skabe Orinoco Mining Arc (OMA), et område, der udgør over 12 procent af Venezuela, som skal bruges til minedrift af mineralressourcer til landets strategiske udvikling. Samme tidspunkt meddelte Maduro, at 150 mineselskaber fra 35 forskellige lande havde vist interesse for at operere i OMA. Blandt dem var store kinesiske virksomheder, som var interesseret i minedrift af guld, coltan og andre mineraler.
Offentligt ramaskrig
Det ambitiøse mineprojekt modtog udbredt fordømmelse fra forskellige grupper af samfundet lige fra miljøorganisationer og indfødte til forskere, eksperter og politiske ledere, der hellere så, at projektet ikke blev en realitet, og som i stor stil brugte de sociale medier til at udtrykke deres utilfredshed.
Ifølge kritikerne er miljøforringelse, herunder områder, der er beskyttet på grund af deres biodiversitet og vigtige rolle som landets kilde til vand, indvirkningen på sundhed, levebrød og endda fysisk sikkerhed i oprindelige samfund, den hastige udbredelse af ulovlig minedrift samt mangel på offentlige høringer og godkendelse af nationalforsamlingen, som kræves i følge forfatningen, de vigtigste grunde til at lave om på OMA.
Af de angiveligt 35 lande, der er interesseret i OMA, har nogle kritikere udpeget kinesiske virksomheders deltagelse som værende særligt skadelige for miljøet. Kinas sult efter guld opfattes som rovdrift på Venezuela og dets ressourcer, men også som en afgørende brik, der sikrer, at Maduro-regeringen sidder ved magten ved at skaffe den flere ressourcer. Andre bemærker dog, at regeringens korruption er skyld i, at OMA er en fiasko, men ikke i ambitionerne i Kinas globale projekt om infrastruktur, kendt som “Belt and Road”-initiativet. Fiaskoen ved OMA står i kontrast til andre vellykkede projekter, finansieret af Kina i andre dele af verden.
Sagen om Palua Havn
I 2017 offentliggjorde Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, indvielsesceremonien for udvidelsen af Palua Havn ved Orinoco-floden i det sydlige Venezuela i sit ugentlige tv-program. Projektet havde til formål at øge “mobiliseringskapaciteten”, især eksportkapaciteten, af jernmalm, et råmateriale, der bruges til at fremstille stål.
Det faktum, at propagandaapparater fra Kinas og Venezuelas regeringer brugte udvidelsen af Palua Havn til at fremme succesen med deres strategiske samarbejde, selvom målet om at øge eksporten af jernmalm ikke blev nået, er en del af en lang historie af store løfter og store investeringer uden gennemsigtighed og med få resultater.
Ifølge det venezuelanske ministerium for industrier og national produktion, Ministerio de Industrias y Producción Nacional, er udvidelsen “det første nationale projekt, som er udført med finansiering fra fonden Fondo de Financiamiento de Gran Volumen y Largo Plazo“, en af de to fonde, der kanaliserede størstedelen af de kinesiske lån til Venezuela.
De venezuelanske statstilknyttede medier omtalte projektets afslutning som en stor succes, der ville hjælpe landet med at generere indkomst ved at øge eksporten. Kinesiske statsdrevne medier gentog den venezuelanske regering og fremstillede også projektet som et vellykket resultat af det “omfattende strategiske partnerskab” mellem Kina og Venezuela.
I store træk forsøgte begge regeringer at fremstille havnens udvidelse som et eksempel på Kinas bidrag til den økonomiske og sociale udvikling i Venezuela og til den stadigt svært opnåelige diversificering af landets oliebaserede økonomi.
Selvom officielle oplysninger om de bilaterale aftaler mellem Kina og Venezuela sjældent er offentligt tilgængelige, har uafhængige journalister og NGO'er sammensat puslespillet med denne og tidligere aftaler i et forsøg på at øge ansvarligheden for offentligt finansierede projekter. Deres fund tegner et andet billede. Til at begynde med blev havnen i Palua færdiggjort fire år senere end planlagt. Den skulle have været færdig i slutningen af 2012, men blev først indviet i 2017.
Derudover var projektet det eneste, der blev afsluttet på baggrund af en aftale mellem det venezuelanske statsejede jernfirma Ferrominera og tre store kinesiske statsejede byggefirmaer, som foreslog, at forbedre jernindustriens infrastruktur gennem to andre projekter. Midt i sammenbruddet af sin produktionskapacitet havde Ferrominera desperat brug for investeringer i infrastruktur for at kunne overholde endnu en aftale, der blev lavet med Kina i 2009.
Ud fra den samme “råvarer-for-penge-ordning”, der anvendes i oliesektoren, modtog Venezuela mindst 1 milliard dollars fra Kina til investering i mineinfrastruktur, som skulle tilbagebetales med forsendelser af jernmalm til Kina, som, i betragtning af internationale priser dengang, indebar en stor rabat.
Ferromineras produktionskapacitet steg ikke. Tværtimod blev firmaet ved med at indgå aftaler, og i dag er kapaciteten kun en brøkdel af, hvad den var, da aftalen fra 2009 blev underskrevet. Men selv efter Venezuelas standarder i dag ser Ferrominera ud til at klare sig bedre end andre sværindustrier.
Forventningerne sættes ned
Fire år efter projektet vedrørende Palua Havn blev indviet, er de fleste af regeringens store mineprojekter, som er finansieret med udenlandske investeringer, ikke blevet til en realitet. Den økonomisk indbringende forretning, der udnytter guld og mineraler i det sydlige Venezuela, kontrolleres af – og bestrides mellem – lokale kriminelle bevæbnede bander, væbnede paramilitære grupper og magtfulde fraktioner inden for militæret. Vold er udbrudt i regionen, og regeringens kontrol over territoriet er blevet tvivlsom. Desuden sanktionerede den amerikanske regering i 2019 det venezuelanske statsejede guldfirma Minerven for at støtte Maduro-regeringen.
For nylig advarede en guide til investorer, udgivet af den kinesiske ambassade i Venezuela, kinesiske virksomheder om de mange udfordringer i Venezuelas minesektor: sanktioner, politisk ustabilitet og økonomiske vanskeligheder. I modsætning til den optimisme som de kinesiske medier udtrykte i begyndelsen for nogle år siden, har de på det seneste også informeret om ulemperne ved Venezuela, herunder udfordringerne ved Maduros legitimitet.
Maduro anerkender imidlertid ikke denne virkelighed. Over for en langvarig økonomisk og finansiel krise promoverer embedsmænd stadig minedrift som en investeringsmulighed – en der tidligere var vellykket i Kina.
Denne artikel er en del af en undersøgelse fra Civic Media Observatory af de forskellige fortællinger om Kinas “Belt and Road”-initiativ og samfundets forskellige opfattelser af de potentielle fordele og ulemper ved den udvikling, Kina står i spidsen for. Klik her for at lære mere om dette projekt og dets fremgangsmåde.