Kan du se alle de sprog deroppe? Vi oversætter Global Voices-historier for at gøre verdens borgermedier tilgængelige for alle.

Lære mere om Lingua oversættelse  »

Cuba og USA: “En lykkelig dag er kommet”

Cuba y Estados Unidos restablecieron sus relaciones diplomáticas el pasado 17 de diciembre (Tomado del blog Letra Nueva)

Cuba og USA genoptog deres diplomatiske forhold den 17. december. Billede anvendt med tilladelse fra bloggen Letra Nueva.

Alle links er på spansk, medmindre andet er angivet.

Den 17. december, da præsidenterne fra Cuba og USA samtidigt annoncerede en begyndelse på normaliseringen af deres forhold, delte mange cubanske brugere på de sociale netværk teksten fra sangen: “El feliz día que está llegando” (“Den lykkelige dag, som er på vej”). I 1974, mere end 10 år efter bruddet på det diplomatiske forhold mellem Cuba og USA, skrev den cubanske troubadour Silvio Rodríguez: “Man nærmer sig en solrig dag/ en dag af årgamle fortryllelser/ man nærmer sig en vild fugl/ susende mod glæden fra din duft/ man nærmer sig kaninernes tid”.

Til trods for den politiske antagonisme mellem begge nationer opsummerede “kaninernes tid” (“tiempo de conejos”), forudset af Silvio Rodríguez, på en uforklarlig måde følelserne tilhørende en betydelig del af de omkring elleve millioner cubanere bosiddende på øen og de næsten to millioner spredt af politiske og økonomiske motiver i forskellige byer rundt omkring i verden.

I april 2011 delte en ung blogger, journalist og underviser fra Havana Universitet dette på sin blog “El aguacero” (“Regnskyllet”): “En af de bedste venner forlader Cuba”. Hendes ven havde en dag, for mange år siden, sagt til hende, at “de folk som tager afsted dør…” Denne følelse af tab, af omvæltning provokeret af emigrationen har været et tilbagevendende emne i den cubanske blogosfære: “Med tiden forstår jeg, hvordan bånd ødelægges og livet fortsætter med at være respektløst og folk forsvinder, forsvinder og forsvinder herfra…”, forklarer forfatterinden.

Den 17. december fremprovokerede også følelser af eufori og nærhed, som nogle opsummerer i sætningen: “Efter i dag vil intet være det samme igen”.

Ifølge den cubanske journalist Carlos Manuel Álverez har den første transformation fundet sted i vores psyke længe før, de første foranstaltninger for den nye plan blev realiseret fra Det Hvide Hus for at “konfrontere og styrke den cubanske befolkning”. “Vi beskæftiger os ikke med en sag, som kun vil tage fat på vores økonomiske, kulturelle eller sociale realitet, som i forvejen dækkes tilstrækkeligt, men en sag som vil kræve, at vi fornyer vores sprog, ordene som vi plejer at bruge, koncepterne som vi har indrettet os efter som befolkning”, påpeger Álvarez.

Memes publicados en las redes sociales que apuntan a la transformación del discurso oficial cubano (Tomado del blog Negra cubana tenía que ser)

Memes lagt ud på de sociale netværk peger mod en transformation af de offentlige cubanske samtaler. Brugt med tilladelse fra bloggen Negra Cubana.

Denne begyndende normalisering har også resulteret i forvirring, som både udtrykkes gennem morsomme memes, som oversvømmer de sociale netværk, og spørgsmål vedrørende fremtiden. “Hvad sker der, når du hele livet har stået overfor en ‘fjende’, som nu snart holder op med at være din ‘fjende’?”, spørger Sabdiel Batista.

Ifølge Álvarez vil vi først og fremmest “være nødt til at fortsætte med at varetage vores uafhængighed, men nu hvor amerikanerne sidder til bords (det, som udover at være uundgåeligt, gør sagen mere kompleks og interessant og som fører til det eneste spørgsmål, som i sandhed måler os som befolkning, nemlig om vi, trods alt, er parate til dem)”

I forhold til den forandring, som cubanerne vil opleve i deres hverdag fremover, tilføjer Rafael Gonzáles: “De cubanske borgere vil være nødt til at deltage (…) ikke blot som tilskuere, men som dem (…) som skal udholde og glæde sig over en realitet, som jeg i disse dage ikke tør tvivle på”.

Denne gruppe borgere vil blive nødt til aktivt at inkludere cubanere, som bor uden for Cuba, da deres pengeoverførsler udgør landets næststørste indtægtskilde. Fra Alta Gracia i Argentina beretter Alberto Manuel Pacheco om nødvendigheden i at højne niveauerne for tolerance og politisk inklusion. “Vi vil se et lykkeligt fædreland i fremgang, hvor vi alle kan være, selvom vi lever i 200 lande”, påpeger han. Og tilføjer:

Sé que puedo sonar ingenuo pero al menos este (…) cubano se cansó de leer sobre escorias, castristas, gusanos, disidentes y de ofensas mutuas. De ahora en adelante solo serán cubanos. No importa si son extrema derecha o izquierda o si son anarquistas, todos tenemos nuestro papel y nuestro lugar por derecho natural en eso que llamamos nación. Será muy duro lograrlo pero con el primer paso se hace más cercano el futuro, añade.

Jeg ved, at jeg kan lyde naiv, men i det mindste er denne cubaner blevet træt af at læse om udskud, castro-tilhængere, cubanske flygtninge, systemkritikere og om gensidige fornærmelser. Fra nu af vil de kun være cubanere. Det har ingen betydning, hverken om de er ekstremt højreorienterede eller venstreorienterede, eller om de er anarkister. Vi har alle vores papirer og vores naturlige ret i dette, vi kalder vores nation. Det vil blive hårdt at opnå det, men ved det første skridt er fremtiden tættere på, tilføjer han.

Standpunkterne i dialogen mellem begge regeringer lægger grundlaget for, at “vi kan leve i fred, som de naboer vi er, og at den gensidige respekt og beundringerne fra befolkning til befolkning altid vil veje tungt med forskellene, som vi uden tvivl også har (…) En lykkelig dag er kommet”, konkluderer Silvio Rodríguez fra sin blog.

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.