Kan Jamaicas “ugudelige by” ende på UNESCOs Verdensarvsliste?

Billede af Port Royal fra havnen i den jamaicanske by Kingston, omkring 1875-1940. Foto: Ukendt via Wikimedia Commons, offentlig platform.

Jamaica har en mission om, at den mest “ugudelige by på jorden”, den sunkne by Port Royal, skal føjes til UNESCOs Verdensarvsliste – noget som nogle mener, burde være sket for længe siden.

For enden af den landtange, som beskytter havnen i Kingston mod det åbne hav, også kaldet the Palisadoes, lå Port Royal. I det 17. århundrede var byen centrum for skibsfart og handel. Derudover var Port Royal Caribiens største by, indtil et jordskælv med en styrke på 7,5 jævnede byen med jorden den 7. juni, 1692. Tsunamien, som efterfølgende ramte, var årsag til yderligere ødelæggelser, hvorfor mange anså hændelserne for at være de højere magters måde at straffe byen på for dens synder.

Luftfoto af Port Royal i Kingston, Jamaica.

Dengang var Port Royal en af de travleste og rigeste byer i Nord- og Sydamerika. På grund af byens eskapader, fik den et dårligt ry for at være fuld af kaperskibe, pirater (inklusive den berygtede Henry Morgan), sprut og festligheder. Byens risikofyldte placering på Jamaicas sydøstlige kyst medførte imidlertid også ødelæggelser de efterfølgende år, hvor orkaner og et alvorligt jordskælv ramte i begyndelsen af 1900-tallet.

Hvis Jamaicas ønske om, at Port Royal føjes til Verdensarvslisten bliver opfyldt, er det den tredje sunkne by, foruden den egyptiske by Alexandria og den italienske by Baia, og den første by fra den vestlige halvkugle, som føjes på listen. UNESCOs Konventionen om beskyttelse af den undersøiske kulturarv er forpligtet til at beskytte en sådan arv, hvor beviserne for den sunkne menneskelige civilisation er mere end 100 år gammel.

UNESCO forklarede, hvilken betydning Port Royal har, ved at bemærke, at byen “falder ind under kategorien ‘katastrofale steder’, steder, som er blevet ødelagt af en naturkatastrofe, eller er ved at blive ødelagt, og bevaret på samme sted”:

Port Royal […] is distinctly different from most archaeological locations. Generally archaeological excavations represent a long period of time where buildings were constructed, renovated, added, fell into disrepair, were abandoned, collapsed and perhaps built over. In contrast, after just 37 years of existence, the bustling city of Port Royal literally sank into the harbour in a matter of minutes, remaining perfectly preserved as it was on the day of the earthquake.

Port Royal […] skiller sig meget ud fra de fleste arkæologiske steder. Generelt repræsenterer arkæologiske udgravninger en lang periode, hvor bygninger blev rejst, renoveret, tilføjet, forfaldt, forladt, kollapsede og måske ombygget. I modsætning hertil sank den travle by Port Royal bogstaveligt talt ned i havnen i løbet af få minutter efter blot 37 års eksistens og forblev perfekt bevaret, som den var på dagen for jordskælvet.

UNESCOs vurdering af Port Royals “enestående universelle værdi” blev også fremhævet:

The underwater assemblage of excavated buildings in the sunken city is an excellent example of an architectural ensemble representing everyday life in a colonial port town. Combining the cache of historical documents with the underwater excavations has allowed a detailed reconstruction of this significant stage in human history to emerge.

Den undersøiske samling af udgravede bygninger i den sunkne by er et glimrende eksempel på en arkitektonisk helhed, som repræsenterer hverdagen i en kolonial havneby. Ved at kombinere de allerede eksisterende, historiske dokumenter med undervandsudgravningerne har det været muligt at skabe en detaljeret rekonstruktion af denne betydningsfulde periode i menneskehedens historie.

Jamaicas kulturminister, Olivia “Babsy” Grange, mener, at det “vil have en enorm indvirkning på vores kulturarvsturisme”, at Port Royal føjes til Verdensarvslisten. På sin Facebook-side lagde Grange adskillige billeder op af dykkerekspeditionen, som var ledet af arkæologer fra Mexico og Japan. Arkæologerne hjalp Jamaica National Heritage Trust (JNHT) med at udarbejde kulturarvsvurderingen, som er påkrævet for at komme på Verdensarvslisten.

Holdet forsøger at kortlægge den sunkne by gennem digital fotogrammetri, og nogle af resultaterne har været ret forbløffende: Silvanus Walters, viceteknisk direktør for arkæologi hos JNHT og leder af ekspeditionen, fortalte den jamaicanske TV-station  Public Broadcasting Corporation of Jamaica (PBCJ), at det engelske fort Fort James, som man troede blev fuldstændigt ødelagt af jordskælvet i 1695, stadig er intakt.

Udover fortet, nævnte rapporten fra PBCJ også, at den digitale kortlægning var i stand til at identificere vægge, gader og artefakter på havbunden. Kommer Port Royal på Verdensarvslisten, vil den lille fiskerby med tiden tiltrække meget mere opmærksomhed, da den sunkne by forbindes med andre aspekter af områdets kulturarvsturisme.

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.