Kuwait forbyder 1.000 bidoon-børn at gå i skole

More than 1,000 stateless children in Kuwait are not allowed to go to school. "Your silence on preventing Bidoon children access to education is a crime," reads the placard on the left. The other one reads: "I have a dream. But I am Bidoon." Photograph shared on Twitter by @nawaf_alhendal

Mere end 1.000 statsløse børn i Kuwait har ikke tilladelse til at gå i skole. “Jeres mangel på begrundelse til at fratage bidoon-børn deres mulighed for at uddanne sig er en kriminalitet” står der på plakaten til venstre. På den anden står der: “Jeg har en drøm. Men jeg er bidoon.” Fotografi delt på Twitter af @nawaf_alhendal

Alt imens internationale NGO'er ihærdigt forsøger at undgå, at syriske børn kommer bagud i skolen, forsøger et andet arabisk land systematisk at forbyde en gruppe børn at uddanne sig. Efterhånden som skoler begyndte at åbne over hele Kuwait i september, var der over 1.000 børn fra den arabiske nations ‘statsløse’ bidoon-samfund (“bidoon” betyder “uden nationalitet” på arabisk), som stod uden for skoleportene og græd, fordi de var blevet nægtet adgang til skolens område. Begrundelsen: ingen dåbsattester.

Den kuwaitiske stat nægter at tildele statsløse børn dåbsattester i et forsøg på at nægte deres eksistens, fra det øjeblik de bliver født. Bidoon-sagen har stået på i lang tid i Kuwait, men regeringen bruger nu nogle andre metoder til at isolere og boykotte medlemmerne af denne gruppe. Ironisk nok begynder man at nægte bidoon-børns adgang til folkeskolerne i et skoleår, hvor flere bidoon-piger var blandt topstudenterne. Men selvom disse piger havde rigtig høje karakterer, var det stadig ikke muligt for dem at blive optaget på Kuwait University for at læse videre. 

Bidoon-folk bliver ofte set på som kriminelle. Hver gang en forbrydelse har fået stor bevågenhed, og er begået af et statsløst individ, konkluderer man bare, at det er en “uciviliseret bidoon”, hvilket retfærdiggør, at de ikke har ret til en rimelig behandling. Det er derfor vigtigt at erkende den onde cirkel, der hersker. Hvis bidoon-folk ikke må gå på offentlige skoler og de fleste ikke har råd til private skoler, kan de kun beskæftige sig inden for arbejdsområder med mindsteløn. Dette gør det forfærdeligt svært at se mulighederne for en lys fremtid, selvom mange af dem har de samme ambitioner, drømme og talenter, som resten af borgerne i Kuwait.

Ved at fratage bidoon-børn retten til at gå i skole forfølger Kuwait en skadende stereotyp og idømmer bevidst en hel generation af uskyldige børn et liv som analfabetiske, hvilket baner vejen for arbejdsløshed, narkohandel, kriminalitet og krænkelse. Alt for tit ser jeg bidoon-børn, der ikke er ældre end otte eller ni år gamle, sælge vandmeloner på gaden i Kuwaits brændende hede eller videresælge billigt legetøj ved lyskryds om aftenen. Disse børn er helt bevidste om, hvor markant anderledes deres daglige rutiner er i forhold til andre børn.

Da bidoon-børn blev nægtet adgang til deres skoler i løbet af deres første uge af skoleåret, var det kun en håndfuld sager, som nåede de sociale medier. Nogle kuwaitere tilbød at dække deres undervisning og købe de påkrævede skoleuniformer bare for at finde ud af, at hovedproblemet var deres manglende dåbsattester. 

Det er slående, at den væsentligste indsats for at redde disse børn fra en livstid med ringe muligheder kom fra den kuwaitiske civilbefolkning. Lærernes Forening i Kuwait igangsatte et projekt kaldet “Katateeb Al Bidoon” og bad lærere om at undervise bidoon-børn ved lærerforeningens bopæl. Det var der flere, der gjorde, og bidoon-børnene mødte faktisk op i uniform, med madpakken klar og ivrige efter at lære, hvor som helst når som helst. Men uanset hvor uselvisk en handling dette er, kan det ikke skjules, at disse børn får en improviseret form for uddannelse, som isolerer dem fra deres ligemænd.

I oktober måned demonstrerede diverse grupper foran det kuwaitiske uddannelsesministerium og krævede, at bidoon-børn fik lov til at vende tilbage til skolen. Det hjerteskærende ved disse demonstrationer var, at de foregik klokken 10 om formiddagen med bidoon-børn, der var mødt op i deres skoleuniformer og bar på plakater, alt i mens de burde have siddet i deres klasselokaler og ikke demonstrere mod en menneskeret. Forestil jer det psykiske trauma og den fortvivlelse, det her vil forårsage.

Her er nogle af billederne fra demonstrationerne af den kuwaitiske aktivist Nawaf El Hendal (brugt med tilladelse):

dokdokdijndijkdd-01

qeywY0

79293200px
IMG-20141107-WA0004

IMG-20141107-WA0005

IMG-20141107-WA0004

Da jeg gik i folkeskole lærte jeg at læse og skrive både på arabisk og engelsk, at tælle, at spille klaver, male og mange af de basale færdigheder jeg skulle bruge for at kunne klare mig i mit voksne liv. Disse færdigheder er noget mange af os tager for givet som børn, men som voksne kan vi ikke underdrive den betydning, de har i at forme os fra at være individer til at blive ansvarlige borgere. Derudover er det umuligt at undervurdere de langsigtede konsekvenser, der vil komme af, at over 1.000 børn ikke har adgang til uddannelse. Ikke at kunne skrive en sætning er i sig selv en fængselsstraf.

Det er tid til at stoppe med at straffe uskyldige børn og lade dem betale prisen for beskidt politik. Det er meningen, at skolen skal være et sted, hvor børn blomstrer, føler sig i sikkerhed, bliver mere bevidste om deres unikke kvaliteter og uendelige muligheder. Men i Kuwait i år er skolerne blevet steder, der forviser bidoon-børn.Tiden er inde til at rette op på denne fortidige fejl og lave inkluderende politik fremfor at finde nye metoder til adskillelse.

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.