Musikken, Brasilien ikke vil have, du hører

Girls dance at a baile funk party in Rocinha,  the largest favela in Rio de Janeiro. Photo by Flickr user Balazs Gardi NC-CC-ND 2.0

Piger der danser ved en baile funk fest i Rocinha, det største slumområde i Rio de Janeiro. Foto taget af Flickrbrugeren Balazs Gardi NC-CC-ND 2.0

Op til verdensmesterskaberne i Brasilien til lyden af skud i baggrunden fortsatte forbudte funkrappere med at tale om, hvad regeringen ønskede at gemme væk: ekstrem vold, social adskillelse og racisme i slumområderne.

Hvis du er i Brasilien, kommer du formentlig ikke til at høre de mest udpenslende og ikoniske versioner af disse sange i radioen. Musikken bliver betragtet som værende ekstremt forbudt, eller proibidão, i landet og stammer fra de berømte slumområder på Rio de Janeiros bjergsider.

Myndighederne siger, at de forbudte funktekster ‘hylder og tilbeder stoffer og vold og kriminelle bander’ i slumområderne og siger, at sangene hjælper til med at rekruttere til banderne. Forbudte funkmusikere er uenige med myndighederne; de siger, at teksterne fortæller om livet, som det er i slumområderne som en protest.

“Hvis du er født i et slumområde, og du har muligheden for at fortælle om, hvad der sker i det område, er du nødt til stolt at formode, at du fortæller om, hvad der sker i det område,” sagde rapperen MC Frank i dokumentarfilmen “Funk is culture – Music Politics in Rio de Janeiro.” Frank blev arresteret sammen med 5 andre rappere i 2010.

Politiet har førhen brugt to punkter under loven ‘forbrydelser mod den offentlige fred’ inden for straffeloven til at komme med anklager og sætte rappere i fængsel. Punkt 286 ‘undskyldning af forbrydelser og forbrydere’ og punkt 287 ‘offentlig tilskyndelse til forbrydelser’, hvor begge udløser 3-6 måneders fængselsophold. 

Foruden det problematiske forhold forbudte, funkrappere har haft med loven, har bailes, som er store funk-danse-fester i slumområderne, en lang fortid med kriminalisering og afkriminalisering i Rio de Janeiro. 

At finde bandlyst funk i Brasilien

De mest udpenslende forbudte funksange er svære at få fat i uden for slumområdet. Men det betyder ikke, at de er utilgængelige. Foruden at være uploaded på YouTube er nogle af sangene også blevet nedjusteret til “velopdragne versioner” for det almindelige publikum

En tilpasset version af den klassiske forbudte funk sang Rap das Armas (Våbenrappen) blev brugt i soundtracket til den prisbelønnede film Tropa de Elipe. Lyden af våben var fjernet til filmversionen:

Her er den forbudte version:

Den store razzia i 2010

I november 2010 raserede Rios militærpoliti Alemãokomplekset, det absolut største nabolag i slumområderne, og arresterede MC Frank, MC Smith og tre andre funksangere i et af de største angreb i nyere tid.

MC Smith in screen shot from film Grosso Calibre

MC Smith i et stilbillede fra filmen Grosso Calibre

Denne episode resulterede i to dokumentarfilm og en stort budgetteret fiktionsfilm. Dokumentarfilmen Grosso Calibre er den korte version af filmen Proibidão, hvor rapperen MC Smith er hovedrollen i begge film. Den nyudgivede fiktionsfilm Alemão havde også MC Smiths deltagelse, men denne gang som skuespiller og rådgiver. Alemão forsøger at portrættere politiangrebet tilbage i November 2010 i Alemãokomplekset.

Om sin anholdelse siger MC Smith: “Jeg blev arresteret for at udtrykke mig om mine ideer”. Han blev tilbageholdt i 15 dage og erklæret uskyldig. På bloggen Funk Neurotico fortalte han om episoden:

Jeg har gjort mig nogle tanker omkring den situation, jeg oplevede. Man burde ikke håndtere ondskab ved selv at være ond. Jeg kunne være blevet kriminel, men det skete ikke. Imens alle andre kaldte mig lovløs, var jeg selv revolutionær. Nelson Mandela skulle bruge 27 år i fængsel, inden han blev hørt. Hvis jeg dør, på grund af det jeg laver, er det okay. Jeg har ikke nogle ønsker om at være millionær, eller berømt indtil jeg er 90 år gammel. Jeg er her for at lave historie, for at være en lektion, som lærerer underviser i i skolerne. Det er min plan. Jeg vil efterlade et eftermæle.

Forbudt funks forbindelse til kriminelle grupper

På den anden side, siger akademikeren og aktivisten Paul Sneed, at forbudt funk er blevet brugt af Comando Vermelho-gruppen for at styrke dens dominans i slumområdet. Ifølge ham, sponsorerer medlemmerne af denne kriminelle gruppe baileerne  og bruger dem som en platform, hvor de kan vise deres magt. Denne særlige kriminelle grupper, siger han, promoverer desuden produktionen af dystre rapsange såsom “Bandido de Cristo” (Jesus’ Forbryddere) ved at optage liveoptrædener for derefter at lave ulovlige CD'er som en måde at sprede deres idéer på.

Adskillige kriminelle grupper kontrollerer talrige bailes, fordi de foregår i slumdområderne. Men det skal dog ikke betyde, at bailes udelukkende spiller forbudt funk. Der er alle mulige temaer i funktekster, hvor nogle af dem er inkluderet i forbudte funksange, men ikke udelukkende, også selvom baile er finansieret af narkohandlere.

Den brasilianske funks begyndelse

Den amerikanske funk begyndte at blive populær i Rio i 1970'erne. Det udviklede sig stille og roligt til en særegen brasiliansk stil med sangtekster på portugisisk døbt funk carioca. Bailes eller dansefester, som spillede funk carioca, fandt sted over hele byen i 1980'erne. I 1992 fik funkfans skylden for et kæmpe slagsmål på Arpoadorstranden i Rio, og bailediskotekerne blev derefter lukket ned af myndighederne. Musikken flyttede hurtigt ind i slumområderne, væk fra politiets kontrol, og her udviklede det sig yderligere til funk proibidão  eller forbudt funk.

Musikforskeren Palombini forklarer på hjemmesiden proibidao.org, at i 80'erne optog en soulsanger ved navn Gerson King Combo en single, som hed Melô do Mão Branca og fortolkede en politimands telefonsamtale:

Ratatá! Papá! Zim! Catchipum! são sons que você tem que acostumar, essa é a música que toca a orquestra do Mão Branca, botando os bandidos pra dançar

Ratatá! Pará Catchipum![som en pistol lyder], disse lyde er de lyde, som du er nødt til at få brugt, dette er den hvide mands håndorkesters musik, der får alle gangstere til at danse.

Men det var først i 1995, at forbudt funk begyndte at vise sig som genre, hvilket skete, da MC Júnior og Leonardo sammen med Cidinho og Doca fik gjort lyden af maskinpistoler, rifler  grenader populær ved at bruge den i deres sange. Alle disse rappere blev stillet for retten i løbet af den tid.

Forsøgene på at kriminalisere funk begyndte med carioca funk i 1999 og udviklede sig til den forbudte version.

Riolovenes kriminalisering af bailes

Især har der været en lang historie for at forbyde og beskytte bailes i Rio de Janeiro. I 1999 blev der lavet en statslig undersøgelseskommission med det formål at undersøge baile funk, som ifølge dem øgede vold, stoffer og uregerlig opførsel blandt unge. Som følge af denne undersøgelse blev den første lov, som gjorde de folk, der ledte de steder, hvor bailes  blev arrangeret, medskyldige, lavet i 2000. Fire år senere, blev der lavet en lov af folketingsmedlemmet Alessandro Calazans, som annullerede den lov, der forbød baile-relaterede aktiviteter, og erklærede baile funk en populær kulturel aktivitet.

Igen i 2008, blev en ny lov lavet, som genkaldte den forrige lov og skabte strengere regler vedrørende bailes, som nu blev udvidet til også at inkludere raves. Blandt de otte nye restriktioner var der anmodningen om at skulle hyre et firma godkendt af det føderale politi, der skulle tage ansvaret for den interne sikkerhed af bailes og raves. I 2009 blev denne lov også annulleret og en ny, lov 5543 lavet af folketingsmedlemmerne Marcelo Freixo og Paulo Melo blev godkendt, og definerer funk som en populær musikalsk og kulturel bevægelse, og erklærer at alle sager relateret til emnet bør behandles af kulturministeriet. Denne lov forbyder desuden diskrimination og sociale, racemæssige og kulturelle fordomme mod funk.

Så i skrivende stund er de fleste bailes i Rio de Janeiro i sikkerhed fra loven, men forbudt funk-rappere fortsætter med at leve i en tynd tråd i forhold til landets lov om forbrydelser mod den offentlige fred, alt i mens de laver den musik, de tror på.

Emilio Domingos og Sheila Holz bidrog til denne rapport. 

Denne historie blev bestilt af Freemuse, den førende forsvarer af musikere rundt omkring i verden og Global Voices til Artsfreedom.org. Artiklen må gerne blive gengives af ikke-kommercielle så længe forfatterne Debora Baldelli, Freemuse og Global Voices krediteres, og der bliver linket til den originale version.

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.