Denne artikel er skrevet af Patrícia Vilas Boas og blev oprindeligt udgivet på nyhedsmediet Agência Mural i maj 2021. Med nogle få ændringer genudgives artiklen her i henhold til en aftale med Global Voices om deling af indhold.
Få dage før regeringen i den brasilianske delstat São Paulo indførte udgangsforbud i marts 2020 grundet COVID-19-pandemien, dukkede det brasilianske arbejdsministerie, Ministério Público do Trabalho, uanmeldt op på et loftsrum i en bygning i distriktet Cidade Líder i udkanten af den største by i Brasilien og hovedstad i delstaten af samme navn, São Paulo.
Selvom bygningen virkede tom ude fra, befandt der sig en tekstilfabrik inden for.
I bygningens lokaler blev der fundet 10 peruvianske immigranter, heriblandt en mindreårig, som arbejdede under nedværdigende forhold med arbejdsdage på op til 14 timer om dagen og gæld hos arbejdsgiveren, som blev trukket direkte fra lønnen.
Ifølge den brasilianske straffelov kunne forholdene sammenlignes med slaveri. Tilfældet er dog ikke enkeltstående i São Paulo.
Ifølge data fra det brasilianske økonomiministerie, Ministério da Economia, er der i løbet af de sidste ti år fundet flest tilfælde af arbejde under slavelignende forhold i centrum af hovedstadsområdet São Paulo. Denne data har Agência Mural fået adgang til gennem en anmodning om aktindsigt.
Dataene viser, at arbejde under slavelignende forhold ikke kun eksisterer inde i landet, men også i landets storbyer. I alt er 898 arbejdstagere under sådanne forhold blevet reddet i centrum af São Paulo siden 2010.
De fleste af dem, der blevet reddet, var udlændinge, herunder især bolivianere og peruanere, som kom til Brasilien på jagt efter bedre levevilkår. Uden mange penge blev de udnyttet til at arbejde under alt lige fra uhygiejniske forhold til lange arbejdsdage uden sikkerhedsforhold.
De fleste arbejdede som syersker. Af de virksomheder, som er blevet undersøgt, befandt syv ud af ti sig inden for tekstilbranchen. Den største sag var dog i 2013, hvor 111 arbejdstagere, som arbejdede på udvidelsen af lufthavnen Aeroporto de Guarulhos i São Paulo for det brasilianske byggefirma OAS, blev reddet. Dengang nægtede firmaet at tage ansvar for situationen.
Siden begyndelsen af året og til marts 2021 er der blevet registreret 16 klager over lignende forhold – det er i gennemsnit fem om måneden.
Ifølge data fra det brasilianske Arbejdstilsyn har man fundet mere end 55.000 arbejdstagere under slavelignende forhold i hele landet siden 1995. Af disse 55.ooo blev 1.930 fundet i delstaten São Paulo. I Pará i den nordlige del af landet befandt det højeste antal sig, nemlig 13.000, efterfulgt af delstaterne Minas Gerais, Goiás og Tocantins, hvor der blev fundet henholdsvis 7.000, 4.000 og 3.400 arbejdstagere.
Ifølge det brasilianske arbejdsministerie boede dem, der blev reddet fra fabrikken i distriktet Cidade Líder, på arbejdspladsen under uhygiejniske forhold uden adgang til grundlæggende ting som rengøringsartikler eller toiletpapir.
Når arbejdstagerne skulle spise, var det under uhygiejniske, ukomfortable forhold. Derudover var nogle af symaskinerne ikke sikkerhedsmæssige forsvarlige at anvende, hvilket udgjorde en betydelig risiko i form af personskade. Desuden var elinstallationerne heller ikke udført korrekt.
Derudover var ni ud af ti immigranter papirløse. De arbejdede i gennemsnit 12 timer om dagen, nogle gange 14 timer. Desuden arbejdede de sort og havde ikke ret til ferie eller julebonus.
Efter undersøgelsen fastslog det brasilianske arbejdsministerie, at tekstilfabrikken skulle overholde en række lovgivningsmæssige foranstaltninger, der blandt andet omhandlede udstedelse af dokumenter vedrørende de papirløse immigranter, arbejdstilladelse, at tilpasse den nu nedlukkede fabrik og at overflytte arbejdstagerne.
En mand på 26, der af sikkerhedsmæssige årsager går under det fiktive navn “Carlos”, var en af dem, som blev reddet. Han er peruviansk og siger, at han kom til Brasilien for at opleve São Paulo. Han begyndte at arbejde som syerske for at kunne betale for sit ophold. Han havde først sine papirer i orden fem måneder efter sin ankomst til Cidade Líder.
“I starten var jeg ikke vant til at arbejde sådan her, i mange timer, og det påvirkede mig meget,” sagde han.
“Carlos” tjente, hvad der cirka svarer til 1 dansk krone pr. syet produkt, og han havde kun fri om søndagen. Efter at være blevet reddet besluttede han at vende tilbage til sit land. Men på trods af det han blev udsat for, vil han igen prøve at skabe sig et nyt liv i Brasilien, da hans situationen i Peru er meget vanskelig.
En boliviansk kvinde på 38 under det fiktive navn “Laura” besluttede at blive i Brasilien. Hun har boet i Cidade Patriarca, i den østlige del af São Paulo, i mindst 15 år. Hun har arbejdet som syerske, siden hun ankom, og i 2013 blev hun reddet i forbindelse med en undersøgelse foretaget af det brasilianske arbejdsministerie.
Ligesom “Carlos” kom hun til Brasilien med hjælp fra en hun kendte, en slægtning, der allerede boede i landet. “Alle dem, der kommer fra Bolivia, arbejder [som syersker], fordi der er ikke andet [arbejde] her. Når de ankommer, lærer de, hvordan de skal håndtere en symaskine.”
Nu er hun mor til to. Hun fortæller, at hendes arbejdsgiver på tidspunktet for undersøgelsen bad hende sige, at hun kun havde arbejdet der i to år, selvom hun faktisk havde arbejdet der i seks år. Derudover blev hun tvunget til ikke at forlade fabrikken, før alt arbejdet var færdiggjort. “Den tid var meget svær. Vi arbejdede meget, og [fabrikken] betalte en ringe løn.”
“Vi finder altid unge mennesker i tekstilbranchen,” siger Grécia Delgado på 30, som står i spidsen for at forbedre livet i sit samfund. Hun er socialrådgiver hos Centro de Apoio e Pastoral do Migrante (CAMI), en støtteorganisation for immigranter. Samtidig undersøger hun tekstilfabrikker i São Paulo og fortæller, at “ingen af disse arbejdstagere valgte at være i den situation.”
Grécia er datter af bolivianske immigranter og forklarer, at organisationen CAMI ønsker at videregive information til de immigranter, der arbejder på tekstilfabrikkerne og er socialt sårbare.
Tekstilbranchen
Ifølge data fra den brasilianske fagforening Sinditêxtil var omkring 450.000 arbejdstagere direkte eller indirekte beskæftiget i tekstilbranchen i delstaten São Paulo i 2019. Tallet udgør 30% af landets samlede antal beskæftigede inden for branchen, som er 1,5 millioner. Den største produktion inden for branchen befinder sig i delstaten São Paulos hovedstad.
De seneste ti år er der sket en eksplosion i antallet af små tøjproducenter i byen. Ifølge data fra det brasilianske skattevæsen var der i 2010 979 små virksomheder inden for tøjbranchen i hovedstaden – i 2020 var der 34.377, det vil sige 35 gange så mange.
Dariele Santos på 29 er medstifter af Instituto Alinha, en organisation, der hjælper små, nyopstartede virksomheder i São Paulo og i centrum af hovedstadsområdet med at tilpasse sig.
Organisationen kontakter også de virksomheder inden for tøjbranchen, der har fabrikker, for at sikre retfærdige forhold under hele produktionskæden i modebranchen.
Dariele fastholder, at det arbejde, der foregår under slavelignende forhold i modebranchen, er mere forbundet med usikkerhed og et system af underleverandører, som indebærer fire mellemmænd mellem arbejdstagere og virksomheden, end det er forbundet med den historiske måde at opfatte slaveri på.
“Når vi tænker på slaveri, har vi en tendens til at tænke på det som i gamle dage, som dengang, hvor en hersker slavebandt mennesker, der var indespærret i lænker,” siger hun.
“Når vi taler om moderne slaveri, er det i mindre grad en person, der slavebinder, men i større grad et system, der slavebinder gennem mange mellemmænd og til en meget lav akkordløn.”
Hun kommenterer på behovet for at sy mange produkter for at opnå et eksistensminimum, og hvor lang tid det tager.
“Når man arbejder med fast fashion, er omkostningerne [for virksomhederne] mere [overkommelige], nogle gange består lønnen kun af en lille skilling. Her taler jeg ikke kun om små virksomheder, men også om store,” tilføjer Grécia fra organisationen CAMI.
Ifølge Índice de Transparência da Moda, et indeks over modebranchens gennemsigtighed, som undersøgte 40 store mærker og forhandlere på det brasilianske marked i 2020, opfyldte halvdelen af de undersøgte mærker ikke mere end 10 % af kriterierne for at opnå den maksimale score på 250. Analysen dykkede blandt andet ned i emner som arbejdsforhold, tvangsarbejde, retfærdig løn, foreningsfrihed, bortskaffelse af tekstilaffald, genbrug og bæredygtighed.
“Vi er nødt til at skabe et rum for en mere etisk, bæredygtig, ren, retfærdig, sikker og gennemsigtig modeindustri for alle,” siger Eloisa Artuso på 38, der er direktør for uddannelsesområdet hos organisationen Fashion Revolution, som desuden står bag det førnævnte indeks.
Angela Bozzon på 56 er direktør for den brasilianske tekstilhandelsforening Associação Brasileira do Varejo Têxtil (ABVTEX) og har foretaget mere end 36.000 undersøgelser af tøjproducenter og deres underleverandører siden 2010. Hun bekræfter, at “samfundet og forbrugerne i stigende grad er forbundet med spørgsmål om social ansvarlighed og miljømæssig bæredygtighed.”
Ifølge den brasilianske straffelov er slavelignende arbejde ulovligt. Ifølge lovens artikel 149 lyder straffen på to til otte års fængsel og en bøde til dem, der fremmer “forhold, der svarer til slaveri”, såsom at udsætte arbejdstagere for tvangsarbejde eller udmattende arbejdsdage, nedværdigende arbejdsforhold eller holde dem indespærret, indtil deres gæld til arbejdsgiveren er betalt.