Kan du se alle de sprog deroppe? Vi oversætter Global Voices-historier for at gøre verdens borgermedier tilgængelige for alle.

Lære mere om Lingua oversættelse  »

Internetgiganter: Hvilke roller og ansvarsområder?

Dette indlæg er en del af vores reportage fra Global Voices Summit, Nairobi, Kenya 2012. [da]

(Links i dette indlæg er på engelsk, medmindre andet er angivet.)

Blogget live på #gv2012 med link-hjælp fra Nathan Matias. Læg venligst rettelser i kommentarfeltet.

Konferenceværten Daudi Were citerer et kendt ordsprog, der lyder ; “Når elefanter slås, lider græsset. Når elefanter enes, bliver græsset spist.” Med den præsentation bemærker vores ordstyrer, Ivan Sigal, at større virksomheder styrer en stor del af vores digitale offentlighed. De er et mødested for meget af vores borgerdebat, men de er funktionelt private virksomheder. Magten de udøver formidles gennem kode, virksomhed, administrativ praksis og konstruktionsform. I betragtning af deres vigtige rolle i vores debat, hvordan samarbejder vi med dem? Og hvordan samarbejder de med os?
#GV2012 citizen Media Summit 2012
Billede af @LauraSchne

Vores første taler er Ramzi Jaber fra (onlinecensorship.org) og Visualizing Palestine. Han er aktivist og anerkender, at det fortalte ikke nødvendigvis skildrer realiteterne. Sociale medier bliver i stigende grad brugt til sociale bevægelser. Hvis disse netværk er forsyningsselskaber som Danah Boyd og Mark Zuckerberg har postuleret, burde de så ikke reguleres som vand- og el-forsyningsselskaber mange steder bliver?

Demonstranter har set deres indhold blive taget ned fra sociale mediesider som Flickr og YouTube, ikke af undertrykkende regeringer, men af platformene selv. Vi har ikke data til at opdage det, når dette sker. Vi finder ud af det gennem blogs og personlig kontakt. D. 1. juli startede OnlineCensorship.org  med at crowdsource overvågning af alle tilfælde af censur og  eksternt kontrollere portvagterne for vores online tale.

Den næste taler er Max Schrems, der har skabt og er styrer af bloggen Europe vs. Facebook og som har berettet om Facebooks praksis og politikker mod dets brugere. En Facebook-ansat besøgte hans klasse i Californien og kom med påstande om Facebooks brug af data i Europa, hvilket var i strid med europæisk lov. Da han udnyttede sine EU-rettigheder og udbad om sine personlige data, modtog han 1222 sider med personlige data de ikke burde have mere, herunder private beskeder. Meget af disse data er det rent faktisk ulovligt for dem at være i besiddelse af, ifølge europæisk lov. Projektet var et forsøg på at se, om loven ville blive håndhævet over Facebook. Det blev den ikke. Rettighederne vi har på papir bliver ikke omsat til rettigheder i praksis. Det samme gælder for censur og andre problemstillinger. Et problem med demokrati er, at vi har nedskrevne love og bestemmelser, men magtfulde virksomheder kan ofte slippe afsted med at ignorere disse regler. Hvad mere er, at disse internetvirksomheder har base i USA, men rækker ud i hele verden. Hvis du vil tjene penge på andre markeder må du selvfølgelig respektere den lokale lovgivning.

Direktøren for Googles Corporate and Policy og tidligere New York Times-reporter, Bob Boorstin, begynder med tre tal:
0: antallet af mål hans hold, Italien, scorede aftenen forinden.
0: antallet af kvinder i panelet, hvilket ikke er OK.
1,222: antallet af  datasider Facebook har på Max. “De gør ikke et særligt godt stykke arbejde”, spøger han.

Enhver diskussion omhandlende virksomheder må begynde med regeringer rundt om i verden, siger Bob. Disse regeringer sætter virksomhederne i en position af tvungen overholdelse. Og det er ikke kun de sædvanlige skurke som Kina og Vietnam. Det er mange af regeringerne i verden. Bob ser beskyttelse af brugerne som virksomhedernes primære ansvar. Mangel på dette betyder at man svigter kunden, udsætter dem for fare og desuden er man skyld i tillidstab hvilket omsættes til forretningstab. Virksomhedernes væsentligste ansvarsområder er:

    • At maksimere ytringsfrihed og adgang til information på internettet. “At maksimere” inkluderer i denne sammenhæng kun ytringsfrihed der bør ses; børnepornografi er en undtagelse (selvom det ofte bliver brugt som undskyldning for at slå ned på legitime udtryksformer, bemærker Bob).
    • Ansvaret for at være fortalere snarere end passive vidner i forbindelse med disse problemstillinger.
    • Virksomheder burde lobbye og samarbejde med menneskerettighedsgrupper og andre imod regeringer der filtrerer indhold og blokerer adgang. Global Network Initiative bringer folk sammen over hele spektret for at forøge indflydelsen.

To af Googles bestræbelser i denne afdeling:

      • Google har udviklet en gennemskuelighedsrapport for at vise hvad der blokeres og hvor meget information hver regering efterspørger om dens brugere. Google tror på gennemskuelighed og presser andre virksomheder og regeringer til at tage det alvorligt.
      • Data Liberation Front: Google har en hel afdeling dedikeret til at gøre det muligt for brugere at tage deres data og bringe dem andetsteds.

Bob argumenterer at virksomheders sociale ansvar og menneskerettigheder ikke burde fyldes ned i en skinnende årlig rapport. Disse aktiviteter bør foldes ind i hverdagsaktiviteter i hele virksomheden.

Ivan bemærker at i områder hvor lovene regulerer internettet er det op til de borgerlige mekanismer vi allerede har på plads, at håndhæve denne lov. Samtidig bor der udsatte mennesker i steder hvor regeringen ikke repræsenterer brugeren og ikke leverer rettigheder. Hvordan imødekommer vi en global struktur der er fleksibel nok til at indeholde disse to modsætninger?

Max imødegår Bobs pointe om tillid og siger at Facebook har et de facto monopol og som resultat heraf omsættes tab af brugernes tillid ikke til forretningstab.

Vi diskuterer hvorfor der ikke er kvinder i panelet. Et kvindeligt panelmedlem fra Yahoo! var nødt til at udgå i sidste øjeblik grundet helbredsårsager og Rebecca  [Rebecca MacKinnon er en af grundlæggerne af Global Voices] var allerede i, eller organiserede flere andre paneler.

Ramzi fremlægger den forretningsmæssige virkelighed omkring censur: Det er meget billigere at fjerne potentielt stødende indhold end at betale en person for at vurdere situationen. Tæppeforbud er nemmere at implementere end nuancerede politikker. Og markeringsmekanismer anvendes i stigende grad af brugere for at fjerne indhold de er uenige med (for eksempel Digg Patriots).

Bob retter en udtalelse omkring Googles politik om privatliv. De satte for nyligt antallet af deres politikker over deres produkter ned fra 70 til 10, til gavn for brugerne. Han indrømmer at politikkerne ikke er så tilgængelige som de bør være. Men han peger igen på regeringerne, der tvinger Google til at følge lokal lovgivning. Der er variationer i politikken alt efter nation der involverer pirateri. Thailand har en lovgivning der forbyder fornærmelser mod kongen. Tyskland har en ekstremt streng lov om nynazisme som Google skal overholde. Vi hører hele tiden at internettet er uden grænser, men Bob siger at det absolut ikke er tilfældet. At krydse grænser bringer dig i en ny jurisdiktion hvor din politik kunne resultere i, at du mister din forretningslicens.

Bob adresserer pointen om, at Facebook er et monopol: monopoler varer ikke ved. Googles formodede monopol er blevet brudt af Facebook, med brugere der henvender sig der før Google. I Kina, Japan og Rusland slår lokale søgemaskiner Google i markedsandelen. Han tror på at teknologien vil forandres, og at folk vil bevæge sig videre til nye tjenester, og derved forhindre langsigtede monopoler. Han anfægter også argumentet om, at virksomheder ikke gør nok for at yde tjenester i undertrykkende lande som Iran. Google har lobbyet for at tilbyde tjenester til borgere i Syrien og Iran og er startet op der i det seneste år.

Google fjernede for flere år siden materiale, der viste mennesker blive banket i et egyptisk fængsel. De fjernede videoen tre gange i træk og da de derved nåede deres tre-strikes lov, fjernede de kanalen. Systemkritikeren der stod for kanalen kontaktede Google gennem det amerikanske udenrigsministerium og forklarede vigtigheden af videoen, og Google indvilligede i at genoprette kanalen. Aftalen opnåede et kompromis ved at bede brugere inkludere mere information for at forklare formålet med videoen, samt en interstitiel erklæring der advarer seeren om det voldelige indhold.

Max påpeger at problemet er, at automatiske mekanismer sletter tale, og som bruger har du ikke mulighed for at komme i kontakt med enhver person. Han har en Facebook-direktørs mobiltelefonnummer hvor han kan true med at gå til pressen og hans indhold bliver genoprettet indenfor en time. Ikke alle har en sådan forbindelse til disse virksomheder.

Ramzi anerkender den store forskel i forholdet mellem brugere og ansatte på sites med brugergenereret indhold, og at automatiske rapporteringsmekanismer ikke er perfekte. Halvfjerds timers video bliver hvert minut uploadet til YouTube. De ved ikke hvordan de skal screene alt dette indhold før det udsendes, og vil ikke dedikere de ressourcer det ville kræve.

Ramzi spørger også Bob om hvordan virksomheder bliver inkluderet i gennemskuelighedsrapporten, og bemærker, at Israel ikke er inkluderet. Bob er ikke sikker, men tror at de kun rapporterer om dokumenterede efterspørgsler af information.

Dave Parry, en professor ved University of Texas spørger Bob, om Google har rettigheder og ansvarsområder. Hvad er Googles rettigheder og hvad kan vi, offentligheden, gøre ved Google hvis ikke de overholder disse rettigheder?

Bob svarer, at Google som en virksomhed har retten til at levere varer og tjenester til folk. Google leverer gratis tjenester der ofte er bedre end alternativerne, hvor handlen så består i, at du tilbyder Google dine personlige data som modydelse. (Det er forfriskende at høre Googles byttehandel forklaret i så klare vendinger.)

Bob definerer folks rettigheder, og til forskel fra visse amerikanske præsidentkandidater tror han ikke, at virksomheder er mennesker. Individet har retten til at gøre hvad de ønsker, under lovgivningen for at protestere imod uretfærdigheder. Viften af handlinger kunne inkludere boykot af Google eller at forfølge håndhævelse gennem enhver regeringsgren, om det er kongressen eller den føderale handelskommission. I  SOPA/PIPA-kampen i Amerika, fandt virksomheder og forbrugere fælles grund til at forsvare sig selv imod virkelig dårlige lovforslag der gik efter ytringsfriheden.

Max er uenig i forsvaret a la “take it or leave it”. En ansat hos en kæmpe virksomhed udtrykte sin tillid til at visse regulativer ikke ville blive vedtaget, især grundet den store mængde som virksomheden havde investeret i politisk lobbyisme imod dem. Så at bede borgere om at forfølge regeringsregulativer af disse giganter er en smule fjollet.

Den første afrikanske Global Voices-redaktør, Ory Okolloh, nu ansat hos Google, er til stede. Hun siger, at der hersker bekymring om, at mange afrikanske regeringer ikke beskytter borgeres rettigheder i tilstrækkelig grad. Google afholdte en konference for at dele værktøjer til og måder hvorpå borgere og professionelle journalister alle kunne beskytte sig selv mens de udtrykte sig online. Hun ville ønske der var mere research på det område og peger på en gruppe, ResearchICT Africa, som de støtter.

Jillian York har kritik til Google, men roser dem for at være her, tale med og lytte til os. Facebook derimod tager til alle regeringskonferencer og afviste at komme her. Global Voices’ slogan er: “verden taler, lytter du?” Hvordan kan vi gøre en forskel indenfor disse virksomheder hvis de ikke er her til at lytte?

Max taler uformelt med Facebook-ansatte, men siger, at når et offentligt panel kommer frem med en problemstilling som denne, arbejder deres PR-afdeling ved at ignorere invitationer til at medvirke.

Bob advarer os om, at Google uvægerligt vil begå fejl i fremtiden og beder os om at stille dem til ansvar når det sker. Han beder os om at give Facebook en chance, da de er nybegyndere med hensyn til alt dette. Facebook tilsluttede sig Global Initiative [det Globale Initiativ] som observatør. I ICT-sektoren  kommer forskellige virksomheder fra forskellige baggrunde.  Telesektoren var generelt offentlige værktøjer der senere blev privatiseret. Deres første reaktion på at blive forelagt en anmodning fra regeringen er: “Hvornår vil i have det?” Den historiske kulturvane er svær at bryde. Til gengæld er Googles første reaktion:”Hvorfor vil i have det?” og de beder regeringerne om at retfærdiggøre anmodningerne før de udleverer borgeres data.

Betyder det at samarbejde med aktivister og lytte til samfund mindre profit? Ramzi tror at det på lang sigt bedre kan betale sig at interessere sig. Palo Altos kultur er at afprøve ting hurtigt, lean opstart og uddannelse må finde sted. Max er enig i, at der er forskellige grupper i en virksomhed som Facebook og afdelingen for databeskyttelse har måske ikke evnen eller adgangen til ledelsen for at gøre hvad de ved er det rigtige.

Rebecca MacKinnon påpeger at Max og Ramzi arbejder på projekter der kanaliserer borgeres krav i retning af disse private virksomheder. Hvordan henleder vi disse virksomheders opmærksomhed på problemer på en konstruktiv måde?

Ramzi peger igen på OnlineCensorship.org, da dens spændvidde inkluderer Google+, Flickr, YouTube og Facebook. Max siger, at vi er nødt til at skelne mellem feedback, at forbedre et produkt og så basale menneskerettigheder. Disse virksomheder kommer til disse paneler og beder om tilgivelse snarere end tilladelse. Men hvis du bryder loven er det ikke NGO'ers ansvar at komme og forklare hvad du gjorde forkert. Det er dit ansvar at anskaffe en advokat og ikke bryde loven til at starte med.

Ory påpeger, at mobiltelefoner og televirksomhederne der overvåger og  sporer dem er et kritisk problem i Afrika. Magtforholdet televirksomhederne har med regeringerne er bekymrende. Bob peger på Mobile Monitor, stadig  i alfafasen, men som forsøger at katalogisere mobilregulativer på et sted.

Afslutningsvis understreger Ramzi værdien af personlige kontakter og at kende folk som Rebecca, Jillian og resten af Global Voices.

Bob vil gerne slutte med en optimistisk bemærkning: Du kan nogle gange udrette meget ved at samarbejde med mennesker, der ved første øjekast måske ikke virker til at være på din side.

Dette indlæg er en del af vores reportage fra Global Voices Summit, Nairobi, Kenya 2012. [da]

1 Kommentar

Deltag i debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.