Sorte kvinder i europæisk politik: Fra kamp til succes

(Alle links i dette indlæg er på fransk, medmindre andet er angivet)

Nu om dage hører det under almindelige begivenheder at se afrikanskfødte kvinder med succesfuld karriere i Europa. Udover de indlysende udfordinger (som en sådan karriere indebærer) har mange af disse kvinder også udmærket sig inden for politik. Det er dog ikke lang tid siden, at en sådan succes ville have været en umulighed. Disse kvinder har ofte haft en lang vej foran sig, bogstaveligt talt såvel som symbolsk, for at nå dertil hvor de er i dag. For rigtigt at kunne sætte sig ind i hvor store fremskridt, de har gjort, er det nødvendigt at tænke tilbage til det 19.århundrede og på det image, som de sorte kvinder havde dengang. Formålet med denne artikel er udelukkende at levere beretninger om kvinder med afrikansk oprindelse, der i dag fungerer som ledere i lande, som ikke tidligere har haft status som kolonimagt i deres hjemland.

En historie om racisme
Historien om “Hottentot Venus” er symptomatisk for de sidste to århundreders forhold mellem Vesten og afrikanske kvinder. Sébastien Hervieu, korrespondent i Afrika for den franske nyhedsavis Le monde, fortæller historien om Sarah Baartman [da] fra Sydafrika, bedre kendt som historien om “Hottentot Venus”. I en artikel udgivet i oktober 2010 på hans blog afriquedusud.blog.lemonde.fr anmelder han Abdellatif Kechiche's film Black Venus, en film om hendes tragiske historie:

Au début du XIXème siècle, cette servante est emmenée en Europe et devient un objet de foire en raison de ses attributs physiques proéminents. Certains “scientifiques” utilisent sa présence pour théoriser l'infériorité de la “race noire”. Lorsqu'elle meurt à seulement 25 ans, ses organes génitaux et son cerveau sont placés dans des bocaux de formol, et son squelette et le moulage de son corps sont exposés au musée de l'Homme à Paris. C'est seulement en 2002 que la France accepte de rendre la dépouille de Saartjie Baartman à l'Afrique du Sud, concluant ainsi un long imbroglio juridique et diplomatique

I begyndelsen af det 19. århundrede blev denne tjenestepige bragt til Europa, og på grund af hendes fremragende fysiske attributter blev hun genstand for stor opmærksomhed. Visse “videnskabsmænd” brugte hendes ydre til at forsvare deres teori om “den sorte race's” underlegenhed. Da hun døde, kun 25 år gammel, lagde man hendes kønsdele og hendes hjerne i glas med formaldehyd. Hendes skelet, samt en støbning af hendes krop, blev sendt til “The Museum of Man” i Paris (svarerende til det danske Medicinsk-Anatomisk Institut). Først i 2002 gik Frankrig med til at sende Sarah Baartman's jordiske rester tilbage til Sydafrika, og dermed afslutte en lang juridisk og diplomatisk strid ( imbroglio).

Postkort der afbilder Sarah Bartman, fra Wikipedia (offentligt domæne)

Sarah Bartman døde i Paris d. 29. september 1815. Mere end 100 år senere henvendte Khoïkhoï -folket sig til Nelson Mandela og forlangte at Sarah's jordiske rester blev leveret tilbage. Dette krav blev afvist af de franske myndigheder og videnskabsmænd, idet de argumenterede for at Sarah's jordiske rester havde en uundværlig videnskabelig og statslig værdi. Ikke desto mindre gik Frankrig omsider med til at sende hendes krop hjem til Sydafrika, hvor den i overensstemmelse med hendes folks ritualer blev renset, lagt på et leje af tørrede urter og herefter brændt.

Norge

Manuela Ramin-Osmundsen

To århundreder senere er de sorte kvinders stilling i det europæiske samfund ændret markant. Nu ser man eksempelvis flere sorte kvinder som folkevalgte politikere.
I Norge er Manuela Ramin-Osmundsen en af disse kvinder og også en af de mest interessante, fordi hun er et tydeligt eksempel på de modsætninger, der stadig eksisterer i visse lande. Hun blev tvunget til at fratræde sin ministerpost efter kun 4 måneder i jobbet. En artikel på Grioo.com beskriver hendes karriere:

Originaire de l’Ile de la Martinique, à 44 ans, Manuela Ramin-Osmundsen a obtenu son poste de ministre de l’Enfance et de la Parité au sein du gouvernement de centre-gauche norvégien le 18 octobre 2007[…] Elle est mariée avec Terje Osmundsen, un homme politique membre du parti conservateur norvégien. Après son mariage, elle a pris la nationalité norvégienne et renoncé à celle de la France. Le pays n’autorisant pas la double nationalité.

44-årige Manuela Ramin-Osmundsen, der er født på Martinique, fik posten som Minister for Børn og Lighed i den norske centrum-venstre-regering d. 18. oktober 2007 […] Hun er gift med Terje Osmundsen, som er politiker og medlem af det Konservative Parti i Norge. Efter deres indgåede ægteskab fik hun norsk statsborgerskab og fraskrev sig hermed sit franske statsborgerskab, da Frankrig ikke tillader dobbelt statsborgerskab.

I et interview fra 2008 med Patrick Karam der arbejder på websitet fxgpariscaraibe.com forklarer hun nogle af fordelene ved at være blevet udpeget til minister, men også hvorfor hun valgte at fratræde sin stilling pga. en kontrovers om en påstået interessekonflikt i at ansætte politiskvalgte:

En Norvège, il y a obligation de représentation des deux sexes dans les conseils d’administration, 40 % de femmes au minimum. Nous menons aussi une politique pour inciter les hommes à prendre plus de responsabilité dans le foyer pour laisser les femmes entreprendre professionnellement. J’ai travaillé aussi sur l’enfance en danger, les violences, les maltraitances… J’ai travaillé quatre mois sans être critiquée, c’était une expérience réussie. Les critiques sont venues avec la nomination d’une médiatrice. Avec du recul, tout le monde voit que c’est une bagatelle. J’ai cédé au pouvoir de la presse.

I Norge skal der være en ligelig repræsentation af begge køn i de administrative råd med minimum 40% kvinder. Desuden fører vi en politik, der har til sigte at motivere mænd til at tage et større ansvar på hjemmefronten, således at kvinder får bedre mulighed for også at gøre karriere. Jeg har arbejdet med børn udsat for vold og misbrug …. jeg fungerede i fire måneder uden at få nogen form for kritik og havde god succes. Kritikken begyndte med udpegelsen af en børneombudsmand. Set i bakspejlet er det tydeligt for enhver at det handlede om en bagatel. Jeg endte dog med at give efter for den magt, pressen kan have.

Sverige

Nyamko Sabuni, Wikipedia (CC-BY-SA)

Nyamko Sabuni, der oprindeligt kommer fra Den Demokratiske Republik Congo, har tidligere været minister i Sverige. Da hun blev født i Burundi i 1969, flygtede hendes far til landet på grund af, han blev forfulgt. Hun blev valgt til den svenske Rigsdag i 2002, og i en alder af 37 år blev hun udnævnt til svensk minister og fungerede fra 2006 frem til 2010. En artikel udgivet på congopage.com beskriver hendes udvikling.

En 1981, à l’âge de 12 ans, elle est arrivée en Suède avec sa mère et trois de ses cinq frères et sœurs. Là, elle a retrouvé son père, un opposant politique plusieurs fois emprisonné au Congo (actuellement République démocratique du Congo), venu dans le pays nordique grâce à Amnesty International.

I 1981, i en alder af 12, ankom hun til Sverige sammen med sin mor og tre af sine brødre og søstre. Her blev hun forenet med sin far, der på grund af sin politiske modstand havde været fængslet flere gange i Congo (i dag Den Demokratiske Republik Congo) og som, med hjælp fra Amnesty International, flygtede til det nordiske land.

Holland

Ayaan Hirsi Ali, Wikipedia (offentligt domæne)

Bloggen hirsiali.wordpress.com tegner en profil af Ayaan Hirsi Ali:

Née en Somalie en 1969, excisée à l’âge de 5 ans, Ayaan Hirsi Ali est scolarisée dans un lycée musulman pour filles. Soumise à ses parents, à son clan et à sa religion jusqu’à l’âge de vingt-trois ans, elle profite d’un passage dans sa famille en Allemagne, pour s’enfuir et échapper à un mariage forcé. Réfugiée aux Pays-Bas, elle adopte les valeurs libérales occidentales au point de devenir une jeune députée à La Haye et de s’affirmer athée. Pour avoir travaillé dans les services sociaux du royaume, elle connaît, de l’intérieur, les horreurs tolérées à l’encontre des femmes au nom du multiculturalisme.

Ayaan Hirsi Ali er født i Somalia i 1969. Hun blev omskåret i en alder af 5 år og har gået på en muslimsk pigeskole. Hun var underlagt sine forældre, sin klan og sin religion, indtil hun som 23-årig udnyttede et familiebesøg i Tyskland til at flygte og undgå tvangsægteskab. Hun søgte tilflugt i Holland og tilegnede sig vestlige liberale værdier i en sådan grad, at hun allerede som ung blev medlem af Parlamentet i Hague og desuden også erklærede sig for ateist. Efter at have arbejdet i landets socialforvaltning har hun fået et førstehåndskendskab til alle de rædsler som man byder kvinder i multikulturalismens navn.

Som indædt modstander af visse aspekter inden for islamisk og afrikansk tradition, som strider i mod basale menneskerettigheder, har hun grundlagt en NGO, hvis mål kan ses på hendes hjemmeside Ayaan Hirsiali:

‘In response to ongoing abuses of women’s rights, Ayaan Hirsi Ali and her supporters established the AHA Foundation in 2007 to help protect and defend the rights of women in the West from oppression justified by religion and culture.’

Som reaktion på den vedvarende overtrædelse af kvinders rettigheder oprettede Ayaan Hirsi Ali og hendes støtter “The AHA Foundation” i 2007 for at hjælpe og forsvare vestlige kvinders rettigheder imod undertrykkelse, der retfærdiggøres gennem religion og kultur

Italien
Den første sorte kvinde som blev valgt til det italienske parlament er Mercedes Lourdes Frias fra den Dominicanske Republik i Caribien. Black Women in Europe beskriver [en] hende således på deres blog:

Mercedes Lourdes Frias was born in the Dominican Republic. She was the first black person elected to the Italian Parliament in 2006 where she served through April 2008. She was a member of the Commission on Constitutional Affairs and the Parliamentary Committee on the Implementation of the Control of Schengen Agreement, and the Control and Surveillance on Immigration. She works on anti-racist activities and welcoming immigrants. From 1994 1997 she was a member of the Council of the Federation of Protestant Churches in Italy. In the town of Empoli Ms Frias served a councilor for the environment, rights of citizenship, equal opportunities.’

Mercedes Lourdes Frias er født i den Dominikanske Republik. I 2006 blev hun den første sorte person nogensinde valgt ind i det italienske parlament, hvor hun fungerede frem til april 2008. Hun har været medlem af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, Den Parlamentariske Kommité for gennemførelsen af Schengen-aftalen og EU grænsekontrol. Fra 1994-1997 var hun medlem af Italiensk Forbund af Protestantiske Kirker. I byen Empoli har Ms Friar fungeret som rådgiver for miljø, borgerrettigheder og ligestilling.

Mest overraskende af alle sorte kvinder, der enten er blevet valgt ved en folkeafstemning eller udpeget til en høj ansvarsfuld stilling i Europa, er Sandra Maria (Sandy) Cane, som i 2009 blev valgt som partimedlem af Lega Nord; det mest racistiske og fremmedfjendske af Italiens politiske partier. En af partiets mærkesager er ønsket om at separere den nordlige del af den italienske halvø fra den sydlige (selvom grænsen endnu ikke er helt veldefineret), fordi partiets ledere ikke bryder sig om syditalienerne. Bloggen stranieriinitalia.it (udlændinge i Italien) giver en kort præsentation af hendes karriere [it]:

Il primo sindaco di colore in Italia ha la camicia verde. Sandra Maria (Sandy) Cane si è aggiudicata con appena 38 voti di scarto la fascia tricolore a Viggiù, cinquemila anime in Valceresio, tra Varesotto e Canton Ticino. Alle sue spalle, una lunga storia di migrazioni. Di Viggiù era originaria la famiglia materna del neosindaco, scalpellini emigrati in Francia, dove durante la seconda guerra mondiale arrivò il padre, un soldato statunitense afroamericano. Il neo sindaco è nata a Springfield, nel Massachussets, nel 1961, ma a dieci anni, dopo la separazione dei genitori, ha seguito la madre nel paesino d’origine.

Italiens første farvede borgmester bærer en grøn T-shirt (farven som Lega Nords tilhængere anvender). Sandra Maria (Sandy) Cane vandt med kun 38 stemmer over den tidligere borgmester i byen Viggiù, en by med femtusinde indbyggere, der ligger i Valceresio regionen mellem byen Varèse og Tessin-regionen. Hun har en lang historie som flygtning bag sig. Den nye borgmesters familie på moderens side var stenhuggere, som oprindeligt kom fra Viggiù, men som immigrede til Frankrig. I løbet af 2. Verdenskrig kom hendes far, der var afro-amerikansk soldat, til Frankrig. Hun blev selv født i Springfield i Massachusetts i 1961, men 10 år efter at hendes forældre blev skilt tog hun med sin mor tilbage til hendes hjemby.

Ifølge bloggen associazioneumoja.wordpress.com kom hun ind i politik gennem sit usædvanlige ideologiske ståsted:

Della Lega sono sempre stata sostenitrice, anche se mai vera militante. Quando ero ragazza morivo dal ridere a vedere i loro manifesti, curiosi e di forte impatto. Poi quindici anni fa, più o meno, mi sono avvicinata di più. […] Vedo come «molto americana» anche la Lega, per la richiesta di rispettare rigorosamente la legge, anche per i clandestini. Anche se a Viggiù, precisa, non ci sono problemi di integrazione, nè tantomeno di sicurezza. Tra le priorità, guarda al rilancio turistico del paese, con manifestazioni e attenzione alla cultura.

Jeg har altid støttet Lega Nord men uden at være særlig aktiv. Da jeg var lille synes jeg, at deres plakater var sjove, de var påfaldende og gjorde et stort indtryk. Så for ca. 15 år siden blev jeg lidt mere engageret. […] Jeg ser det som “meget amerikansk”, selvom det er Lega Nord det handler om, fordi de forlanger en notorisk respekt over for loven, også når det gælder illegale indvandrere. På trods af dette påpeger hun, at de ikke har nogen problemer med integration og heller ikke med sikerheden i Viggiù. En af hendes prioriteter er, at få turismen til at blomstre gennem forskellige begivenheder og med fokus på kulturen.

Selvom der ses fremskridt i forhold til at inkludere afrikanske kvinder i politik, fremstår de som isolerede eksempler, og udover dette står de også over for vanskeligheder forårsaget af racisme eller kultur og religion. Selv inden for deres egen familie og deres eget samfund må de klare de udfordringer som alle kvinder i verden står over for: hustruvold, problemer i forbindelse med børnefødsler, marginalisering og manglende repræsentation.

Skrevet afAbdoulaye Bah

Translated (en) byVivienne Griffiths

Sorte kvinder i europæisk politik: Fra kamp til succes

Oversættelser

Kategorier

Seneste historier om Subsaharisk Afrika

Seneste historier

Indled debat

Retningslinjer

Menu

Om os

Sponsorer