Kan du se alle de sprog deroppe? Vi oversætter Global Voices-historier for at gøre verdens borgermedier tilgængelige for alle.

Lære mere om Lingua oversættelse  »

Historier fra Sammendrag

Colombia: Nej til sexturisme i Medellín

NoTurismoSexual

Screenshot fra You Tube-video.

I midten af juli måned 2014 blev der oprettet en Facebook-side med navnet Nej til sexturister [es], som søger at skabe bevidsthed omkring sexturisme [es] i Colombia. Wikipedia definerer fænomenet således:

… en form for turisme [es], hvis formål er seksuelle relationer [es], som regel mænd med kvindelige prostituerede [es], men ligeledes, dog i mindre grad, er der kvindelige sexturister og sexturisme for homoseksuelle.

For nyligt offentliggjorde fansiden denne video, som er en del af en kampagne fra NGO'en Fundación Pazamanos, og som ønsker at skabe bevidsthed og afstandtagen fra disse sexturister, der hovedsageligt besøger byen Medellín.

Fodbold VM's indflydelse på det colombianske valg

I en blog der hedder Trayectoria Económica (Økonomiske Forløb), skriver [es] Daniel Bustos om præsidentvalget, der lige har fundet sted i Colombia, og analyserer forskellige aspekter, der for ham har haft indflydelse på valgresultatet. Blandt disse kan man finde … VM i fodbold:   

El sabado no fue un día normal en Colombia, primero porque volviamos a ver a la selección en un mundial luego de 16 largos años, un dia en el que por primera vez para muchos, veian a la selección en un mundial, un dia lleno de ilusion en el que todos y cada uno de los colombianos teniamos una gran ilusión y optimismo en lo que harian en brasil, y si, lo logramos, ganamos y por una amplia mayoria de goles esto desbordo el optimismo […] al otro día algunos todavia con el optimismo a pecho […] salimos a votar para hacer caer la abstención…

Sidste lørdag var ikke en almindelig dag i Colombia. For det første fordi vi – efter 16 lange år – genså vores landshold i en VM slutrunde – og for mange var det første gang i deres liv, at de så deres landshold være med til VM. Det var en dag fyldt med håb, en dag hvor hver eneste af os colombianere havde en drøm og var fulde af optimisme over, hvad de ville præstere i Brasilien. Og ja, vi gjorde det, vi vandt, og resultatet med den overlegne måldifference fik optimismen til at flyde over […] . Næste dag på valgdagen følte nogle fortsat denne optimisme i hjertet, og vi tog ned og stemte for at forbedre den som oftest lave valgdeltagelse … 

Bagefter spørger man sig selv, hvad prisen er for de alliancer, som præsidentkandidaten Juan Manuel Santos indgik for at kunne vinde valget.

la gran pregunta es ¿Cuánto, cómo y cuando tendrá que pagar Santos los favores recibidos?, Santos hizo alianzas con toda la “izquierda” colombiana, de hecho parte de los votos que fueron determinantes en Bogotá fueron votos petristas, del polo y algunos verdes, es evidente que el presidente Santos tiene ahora una grandisima deuda […] No alcanzaran los 4 años de gobierno para pagar la jugosa factura que le pasara la mal llamada “Unidad Nacional”,

det store spørgsmål er hvor meget? hvordan? og hvornår? skal Santos betale for den støtte, han har gjort brug af. Santos lavede alliancer med hele “venstre”fløjen i Colombia, og faktisk var en del af de afgørende stemmer i Bogotá stemmer fra folk, der støtter Petro, polo og fra De Grønne [note fra oversætteren: partier og tilhængere, der som regel regnes for at tilhøre venstrefløjen], og derfor er det klart, at Præsident Santos nu står i stor gæld til dem […] De næste fire år ved magten vil ikke være nok til at betale den pebrede regning, som venstrefløjen giver til dette parti med det misvisende navn “Unidad Nacional” (Nationalt Sammenhold) [note fra oversætteren: Santos’ parti]

Du kan følge Daniel på  Twitter.

Indlægget oven for er fra den 7. udgave #LunesDeBlogsGV d. 15. juni 2014.

Libanon: Hvad er et pas værd? En bitter diskussion

A Lebanese Passport.. one of the worst 10 passports to hold. Photo credit: Blogger Ali Sleeq

Et libanesisk pas… et af verdens 10 værste at være indehaver af. Foto: Blogger Ali Slee

Det var ikke nogen stor overraskelse at finde et libanesisk pas blandt verdens 10 værste med hensyn til restriktioner på friheden til at rejse. Henley & Partners Visarestriktionsindeks, der blev udgivet i sidste uge, understreger blot Cederlandets vanskelige status og har udløst forbitrede reaktioner fra alle sider. I hvert fald gik bloggeren @AbirGhattas ikke glip af ironien i at perspektivere til Libanons berygtede og dramatiske racismeproblem:

Det må tage hårdt på “fruen” at stå på samme liste som “medhjælpen” fra Nepal, Sudan, Pakistan og Sri Lanka.

Selvfølgelig stopper spøgen ikke her, de libanesiske sikkerhedsmyndigheder udsendte omgående en pressemeddelelse, der kundgjorde [ar], at “et libanesisk pas er verdens bedste”. I den officielle meddelelse blev det tilføjet, at Libanon snart vil indføre et “avanceret” biometrisk pas.

Det var der ikke nogen, der lod sig imponere af:

Revolution 961 har beregnet, at et libanesisk pas er et af de dyreste at få udstedt:

En libanesisk borger skal betale 40$ (70$ hvis man skal have det samme dag) for at få det famøse blå pas, der gælder et år og giver indehaveren adgang til at besøge et område på 5.296.760 km² uden også at skulle have visa. Heroverfor giver fx et dansk eller japansk pas mulighed for at besøge mere end 73.000.000 km², hvilket er 15 gange så meget som vores pas. Men en dansker betaler 10,4$ om året (104$ for et pas, der gælder i 10 år), mens en japaner betaler 13,5$ (135$ for 10 år).

Udsigten til biometriske data, er ikke for alvor noget at glæde sig over. Bloggeren Gino deler sit syn på sagen:

 Hvad angår den “nye biometriske data” tingest, betyder det kun én ting: FLERE PENGE! =D Som det er nu betaler vi i hundredvis af dollars for få års fornyelse af vores intetsigende pas (verdens dyreste hvis jeg ikke tager fejl?) At udstyre dem med RFID-chips og foretage biometrisk identifikation betyder kun én ting: en eller anden med tætte forbindelser til sikkerhedsmyndighederne eller en af politikerne/krigsherrerne vil sikre sig rettighederne, opkræve os ublu beløb og tjene millioner på et pas, der er lige så ubrugeligt og frustrerende som det nuværende.

Alt imens @eliefares fra A Separate State of Mind beklagede den kendsgerning, at mens reaktionerne varierer fra benægtelse til raseri, bliver der gjort meget lidt for at forbedre situationen:

(…) et pas udmærker sig ikke ved sit udseende, sin størrelse eller hvordan det føles i hånden eller hvor effektivt det kan scannes ved grænseovergange. Men fortæller man ikke folk, når man i stedet kan fordreje simple kendsgerninger til hvad som helst, der kan give os en rolig nattesøvn. Lad os kalde det en livsstil. Lad os kalde det at forlænge status quo i det uendelige. Ønsker libanesere virkelig at forbedre deres pas? Som det ser ud, kunne mange ikke være mere ligeglade.

Hvad er det egentlig der giver et pas værdi? I en verden hvor de nationale grænser i væsentlig grad mister betydning mellem nogle lande, mens andre fortsat holdes udenfor, kan et pas betyde alt. Et stigende antal mennesker føler sig muligvis som verdensborgere, men deres oprindelsesland spiller en afgørende rolle i forhold til, hvilke sociale og økonomiske muligheder de har adgang til. I et land med så megen uro, bliver dobbelt statsborgerskab et eftertragtet mål.

Det er derfor @Khaladks tweet, selv om det kan forekomme mærkeligt, er en sætning der ofte høres i Beirut:

Når min kone har fået sit #Australske pas, vil vi foretage en ceremoniel afbrænding af hendes #libanesiske pas ved konsulatet! #justsaying

— كريم (@khaladk) October 2, 2013

Trinidad og Tobago: Frigørelse betyder frihed for alle

(Alle links er på engelsk)

Det var som om, at de caribiske bloggere ikke brugte meget tid på Frigørelsesdagen i går (1. august, red.) (selvom der på Twitter var masser af korte udsagn og fotos, der samlede og viste de festlige begivenheder, og mange Facebookbrugere delte deres statusopdateringer, der fortalte, hvad de brugte dagen på).

Trinidad og Tobago var situationen dog en anden, hvor en anden form for frihed var i bloggernes tanker, da de skrev om statskuppet, der blev forsøgt i 1990 (23-årsdagen for det mislykkede oprør blev markeret den 27. juli).

Bloggen The United Voice pointerede, at der stadig er mange spørgsmål vedrørende statskupforsøget, som mangler at blive besvaret:

Up to now, we still have no completed investegation into this travesty. The perpetrators, or those still alive after their own internel bloodlettings, still walk free among us, arrogant calling their own terms to appear before the still ongoing, albeit very belated Inquiry into the treason and murders of those days. But we have hope that we will get answers in the expected Report of the Inquiry into that event.

Indtil videre har vi stadig ikke set nogen fuldendt undersøgelse af fadæsen. Gerningsmændene, eller dem som stadig er i live efter deres egne interne blodsudgydelser, går stadig rundt blandt os og skaber på arrogant vis deres egne vilkår for, hvornår de viser sig i den stadigt igangværende, omend forsinkede, undersøgelse omkring landsforræderiet og mordene fra de dage. Men dog håber vi, at der vil være nogle svar i den forventede forhørsrapport om begivenheden.

Bloggen Plain Talk var skeptiske over det faktum, at gerningsmændene muligvis havde fået tilladelse til at demonstrere dagen før årsdagen. Tilsyneladende for at minde folk om grunden til oprøret:

When the Acting Commissioner of Police gave the Jamaat al Muslimeen permission to march through the very city they attacked so violently twenty years ago, did he not posses the pressence of mind to imagine how it would come across to the survivors of the horrific event and law abiding people everywhere?

Talk about rubbing the salt in a wound, many of the same businessmen on Frederick Street who rebuilt their business out of sheer determination after loosing everything to the looting… had to look on in quiet anger as those responsible sauntered by. Many were left with debt that carried on long after those who comitted this atrocity managed to squirm free of justice, and it is with dark irony indeed that it is only though their determination that very city these anarchist marched through today rose from the ashes of their violence.

What of those who lost loved ones, to whom the anniversary of this horrific event is a fresh opportunity to mourn?

Da den fungerende politichef gav Jamaat al Muslimeen tilladelse til at demonstrere i den selv samme by, som de angreb så voldsomt for 23 år siden, kunne han da ikke forestille sig, hvordan overlevende fra denne forfærdelige begivenhed, og andre lovlydige borgere, ville have det med det?

Og for at gnide mere salt i såret var mange af de forretningsfolk, der har til huse på Frederick Street, som genopbyggede deres forretning af ren og skær beslutsomhed efter at have mistet alt i forbindelse med plyndringen… nødsaget til bare at kigge på med undertrykt vrede mens de ansvarlige slentrede videre. Mange røg ind en dyb gæld, som blev ved længe efter, at dem som begik grusomheden formåede at vride sig fri fra retfærdigheden, og der er derfor en slående ironi i, at den målfasthed, som de udviste, gør, at disse anarkister kan demonstrere i den selv samme by, som genopstod efter de voldelige begivenheder, som de forårsagede.

Hvad med dem som mistede nogen de elskede, for hvem denne forfærdelige begivenhed er en åbenlys mulighed for at sørge?

Han fortsatte:

In our zeal to appear all things to all people we sometimes lose perspective of the trees for the forest. These victims are all people, and they were wronged in 1990, and they were wronged again on a Friday evening in 2013.

Can you imagine Al Qaeda terrorists being granted permission to march through New York city to comeamorate 9/11? or even being interviewed at the end of that march as to why they did what they did?

I vores iver efter at få alles ønsker opfyldt mister vi nogen gange evnen til at se skoven for bare træer. Disse ofre er alle sammen mennesker, og de blev forurettet tilbage i 1990, og det blev de igen en fredag aften i 2013.

Kan I forestille jer Al Qaeda-terrorister få tilladelse til at demonstrere gennem New York for at mindes 9/11? Eller bare at blive interviewet ved demonstrationens afslutning for at svare på, hvorfor de gjorde som de gjorde?

Phillip Edward Alexander afsluttede sit indlæg med at sige:

Granting them permission to march as conquering heroes through the capital city they so brutally attacked was an unforgivable abandonment of reason. The Acting Commissioner of Police, he had a choice. He could have said no. He should have said no. Make no mistake, this march was a slap in the face of every law abiding citizen of this country, and the fact that they got permission so to do makes it that much more abominable. As if we needed another clear demonstration of how badly off course we as a nation are.

At give dem tilladelse til at demonstrere som sejrende helte gennem den hovedstad, som de ødelagde så brutalt, var en utilgivelig fejlbedømmelse. Den nuværende politichef havde et valg. Han kunne have sagt nej. Han skulle have sagt nej. I kan være sikre på, at denne demonstration var et slag i ansigtet på alle lovlydige borgere i dette land, og det at de rent faktisk fik tilladelse, gør det bare så meget mere forkasteligt. Som om vi behøvede endnu et tydeligt bevis på, hvor langt ude af kurs vores land er.

Mark Lyndersay, der dækkede statskuppet som fotograf tilbage i 1990 havde et andet syn på sagen:

As someone who personally had a Muslimeen gun pointed at his head on July 27, 1990 while in pursuit of my duties as the first Picture Editor of the Guardian, I've got to say that watching Yasin Abu Bakr and his cronies stroll along the streets of Port of Spain escorted by the police, I felt a real annoyance and resentment.

But then, that's what we fought for back then. Whether it was manning a large gun in response to the insurrection or publishing a newspaper from a building frequently peppered by gunfire, the only civil response to terrorism is ultimately the practice of constitutionally guaranteed freedoms, which include those that allow us to gather and represent our points of view, as unwelcome as they may be.

So Yasin Abu Bakr applies to the Police Commissioner for permission to march in the city, not only gets permission, but a protective escort. You may see affront. I see a success for democracy and free speech. We win.

Som en der har prøvet at have en af Muslimeens pistoler rettet mod sig den 27. juli 1990, mens jeg udførte mine pligter som den første fotoredaktør for the Guardian, er jeg nødt til at sige, at da jeg så, Yasin Abu Bakr og hans slæng slentre hed ad gaden i Port of Spain eskorteret af politiet, følte jeg en enorm irritation og modvilje.

Men så igen, det var det vi kæmpede for dengang. Uanset om man brugte skydevåben mod oprøret eller udgav aviser fra en bygning, der ofte var under tung beskydning, er det eneste civile modsvar til terrorisme i sidste ende at udøve de grundlovssikrede friheder, hvilket inkludere dem, som tillader os at samle os og repræsentere vores holdninger, selvom de nogle gange kan være knap så velsete.

Når så Yasin Abu Bakr anmoder politichefen om tilladelse til at demonstrere gennem byen, og ikke bare får den, men til og med bliver eskorteret af en beskyttende politieskorte, vil I måske se hån. Jeg ser derimod succes for demokratiet og fri tale. Vi vinder.

En præsentation af Balkan-minoriteterne

Face the Balkans subjects of stories

Et screenshot af Face the Balkans’ website.

Femten unge journalister fra seks forskellige lande har produceret en serie af personlige historier vedrørende repræsentation af minoriteter (i sin bredeste forstand) fra Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Serbien og Makedonien. Historierne er tilgængelige på engelsk, tysk og fransk på Face the Balkans’ website.

Indien: Fem lovmæssige punkter bloggere bør vide

Apar Gupta diskuterer en bloggers juridiske bekymringer sammen med 5 lovmæssige punkter, som man bør vide, hvis man blogger i Indien.

Den Dominikanske Republik: Tag stilling for kvinder

Feministisk blogger og journalist María Isabel Soldevila opfordrer folk til at tage stilling og handle mod kvinders undertrykkelse [es] i den Dominikanske Republik.

Egypten: Tips til en præsidentkandidat

Den egyptiske blogger Mohamed ElDahshan skriver et indlæg, der hedder: 10 tips til Khaled Ali. Khaled Ali er aktivist og advokat og stiller op til præsidentvalget.

Argentinsk blogger analyserer bloggens ‘undergang’

Teknologibloggeren Mariano Amartino [es] reagerer på et indlæg af Jeremiah Owyang kaldet “Guldalderen for bloggeri om teknologi er slut” [en]. Mariano påpeger ironien i at poste et indlæg om “bloggens undergang” på et blogsite og spørger samtidigt: ‘Hvem definerer hvad der er en blog og hvad der ikke er?’

Blog-karneval om fremtidens undervisning

Internet i Klasseværelset indkalder til blog-karnevallet “Fremtidens undervisning” [es]. De primære temaer kredser omkring følgende spørgsmål: “Hvordan forestiller vi os, at undervisningen bliver inden for de næste 10 til 20 år?; Vil vi fortsat bruge lærebøger?; Vil brug af digitale hjælpemidler blive mere udbredt?; Vil elever og læreres roller og arbejdsformer ændres?; Vil indlæringsmetoder og -evalueringer blive benyttet på anderledes vis?; Vil klasseværelserne og skoleområdernes udseende og indretning ændres markant?”

“Kvinder arbejder 2-3 timer mere end mænd”

mujer blogger

Foto taget af Ed Yourdon på flickr, under licens af Creative Commons Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic (CC BY-NC-SA 2.0).

Den venezuelanske kvinde Marita Seara Fernández er en del af gruppen Mujeres Construyendo [es], som er et online-fællesskab, der forsøger at nedbryde den digitale barriere mellem kvinder. I oktober 2013 deltog hun i det
“Første Internationale Møde for Kvindelige Bloggere” [es] , som fandt sted i Mexico. Hun påpeger, at kvinder blot udgør 25 % af de spansktalende bloggere, og at events som disse stadig oplever en genert deltagelse fra kvinders side. Kvinder har brug for at udtrykke sig frit uden censur og uden bekymring om det rent formuleringsmæssige.

Fernández skriver [es]:

Hay muchísimas voces femeninas en el mundo, sobre todo en países donde la represión, discriminación y desigualdad es parte de su día a día. Pero qué hay de blogs escritos por mujeres latinoamericanas?, ¿de voces que presenten una realidad en sus comunidades o  reflejen el empoderamiento y el liderazgo que muchas representan?.  Hay pocas.

[..]

Si comenzamos con que el acceso igualitario a internet es un derecho, para disminuir esta brecha es esencial el cambio o implantación de nuevas políticas públicas que van desde la alfabetización y la educación desde edades tempranas hasta la ayuda en el manejo y redistribución  del tiempo de las mujeres, de manera así que puedan acceder  al aprendizaje de estos recursos.

Der er så mange kvindelige stemmer i verden, især i lande hvor undertrykkelse, diskrimination og ulighed er en del af hverdagen. Men hvad med blogs der er skrevet af kvinder fra Latinamerika? Røster der repræsenterer deres virkelighed eller afspejler den selvstændiggørelse og ledelsesevne, som mange af kvinderne repræsenterer? Dem er der få af.

[…]

Hvis vi starter med at slå fast, at den lige adgang til internet er en rettighed, så er det hermed afgørende – for at mindske denne barriere – at ændre eller implementere en ny offentlig politik, der spænder fra læsetræning og uddannelse fra en tidlig alder til hjælp til at omstrukturere kvinders tid, så de også kan få mulighed for at tilegne sig disse ressourcer.

Blandt andet påpeger hun, at “kvinder arbejder 2-3 timer mere end mænd, så derfor har de ikke tid nok til at lære at bruge de digitale ressourcer.” I kan læse mere i hendes indlæg [es].

Indlægget oven for blev udgivet i den 5. udgave af  #LunesDeBlogsGV 2. juni 2014.

Statue af Hugo Chávez halshugget i Táchira, Venezuela

(Alle links er på spansk, medmindre andet er angivet)

Siden et billede af statuen af den afdøde venezuelanske præsident, Hugo Chávez, blev tweetet, er det hurtigt gået hele verden rundt.

I Táchira væltede de STATUEN af den afdøde MORDER, og den blev halshugget. Vær bange, PSUV (Venezuelas Forenede Socialist Parti), det bliver jeres tur.

Billedet er blevet kopieret og retweetet hundredvis af gange, hvilket har skabt alle slags reaktioner. Her fra en tilhænger af regeringen:

Statuen af kommandant og præsident Chávez blev halshugget af fascister i Táchira.Det minder om det ukrainske kup

Billedet endte hurtigt hos medierne, der rapporterer, at halshugningen blev udført undervejs i protesterne i San Antonio del Táchira. De rapporterer ligeledes, at statuen tidligere er blevet ødelagt.

Det bør nævnes, at Táchira [da], en venezuelansk delstat, der grænser op til Colombia var arnestedet til studenter-protesterne mod regeringen ledet af Nicolás Maduro, som beordrede hærens tilstedeværelse i regionen. Los Gochos, som den oprindelige befolkning i den omtalte delstat bliver kaldt, har været genstand for adskillige memes i den venezuelanske cybersfære på grund af deres deltagelse i protesterne.

Her et andet billede af samme situation:

CHAVEZ HALSHUGGET!!!

Kys på egyptiske gader

Et billede, der har cirkuleret på Facebook, af to unge egyptere som kysser på gaden, har skabt både forargelse og beundring. Her delt af Ahmed ElGohary, en tv-reporter, der modsætter sig “manglen på manddom” som delingen af et sådant billede medfører. Andre har lovprist dets skønhed og revolutionære udtryk.

Two young lovers kiss on the street in Egypt, shared by Ahmed ElGohary  https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10151429894938231&set=a.10151035748418231.432064.669983230&type=1&theater

To unge og forelskede egyptere kysser hinanden på gaden i Egypten, delt af Ahmed ElGohary http://tinyurl.com/l3rozz9

At vise sin kærlighed offentligt er generelt ildeset i Egypten, og love for offentlig usømmelighed kan reelt bruges mod de, der offentligt viser deres hengivenhed eller drikker alkohol på gaden.

Sammen med billedet har ElGohary delt Youssra El Hawary's sang On The Street. El Hawary er en uafhængig, upcoming sangerinde og hendes sange har vist sig at være blevet en stor succes på youtube. Teksten i On The Street lyder:

Nogle mennesker forbander hinanden, dræber hinanden på gaden,
Nogle mennesker sover på gaden,
Nogle mennesker sælger deres ære på gaden,
Men det ville virkelig være en skandale hvis vi en dag glemte og vi kyssede hinanden på gaden!

Lejr for internetfrihed i Lima

campamento-por-la-libertad
Er du i Lima? Har du lyst til at støtte op om at beskytte internettet? Meld dig som deltager til Lejr for Frihed 2013: To dages fri kultur og aktivisme i Lima. [es]

Den 4. og 5. maj 2013 mødes adskillige aktivister, Linux-brugere, billedkunstnere, advokater og journalister til en aktion i forsvaret af internettet. [es] Du kan også følge deres aktiviteter via dette hashtag #yaratpp.

 

7 afrikanske overskæg du må se

President Omar al Bashir

President Omar al Bashir fra Sudan og hans overskæg. Via Wikimedia Commons (Public Domain)

(more…)

Den Demokratiske Republik Congo: Sundhedsproblemer i Goma på grund af mangel på rent vand

Passy Mubalama rapporterer [fr], at byen Goma i det nordlige Kivu, DR Congo, står overfor mange udfordringer på grund af mangel på rent vand. Hun forklarer, at vandforsyningen har været et problem siden Nyiragongo-vulkanens udbrud i 2002, hvor røret, der ledte rent vand til Goma, blev ødelagt.

Egypten: Komplet liste af præsidentkandidater

Den egyptiske blogger Bassem Sabry lægger en komplet liste op af egyptiske præsidentkandidater.

Venezuela: Interview med Luis Carlos Díaz omkring cyberangrebene

Knight Center for Journalism in the Americas [en] i Austin har udgivet et interview med journalisten og Global Voices-medarbejderen Luis Carlos Díaz, som er blevet plaget og truet gentagne gange af hackere [en].

El Salvador: Blogger opfordrer de unge til at omdanne landet

Fernando Marroquin påstår [es] at den salvadorianske ungdom snakker meget — om politik, styret, osv. — men de gør ikke særlig meget, eller intet, for at ændre på situationen: “Vi sætter intet i gang; vi er bare tilskuere med dårlige pladser”, konkluderer han i sit indlæg, som opfordrer andre unge til at slutte sig sammen med ham i kampen for at omdanne landet.

Japan: Ændringer i livstil og bevidsthed siden jordskælvet

Bloggen Japan for Sustainability (Japan for bæredygtighed) opsummerer [en] resultaterne af diverse meningsmålinger i Japan, der viser hvordan Japansk livstil og bevidsthed har ændret sig siden jordskælvet i marts 2011. Emner inkluderer energi, natur, personlige forhold, karriere og ægteskab.