Kan du se alle de sprog deroppe? Vi oversætter Global Voices-historier for at gøre verdens borgermedier tilgængelige for alle.

Lære mere om Lingua oversættelse  »

Gaber Indien over for meget med det nye lovforslag om fødevaresikkerhed?

(Alle links er på engelsk)

Det fremsatte lovforslag om fødevaresikkerhed, som vil give tilskud til basale madvarer for omkring to tredjedele af befolkningen, udløser spørgsmål i hele landet om hvorvidt en så dyr vedtægt er en klog beslutning eller ej.

Lovforslaget blev fremlagt i underhuset Lok Sabha i det indiske parlament d. 22. december 2011. Derefter opstod der en omfattende debat om dets fordele og konsekvenser. På trods af den store mængde tid der er blevet brugt på diskussionerne, er parlamentet ikke nået til enighed. På dette afgørende tidspunkt, d. 5. juli 2013, gik den siddende UPA-regering uden om den lovgivende forsamling og satte National Food Security Ordinance 2013 i kraft.

Lovforslaget er en foranstaltning som skal komme almindelige indere til gode. Det skal gøres ved at give omkring 67 procent af den indiske befolkning ret til fem kilo korn om måneden til en højt subsidieret pris. Prisen på ris, hvede og grove korn er blevet fastsat til at være henholdsvis tre rupees (0,28 DKK), to rupees (0,18 DKK), og en rupee (0,09 DKK) pr. kilo.

A customer in Mumbai, India inspects food grains before making his purchase

En kunde i Mumbai undersøger korn før han køber. Foto af Prasad Kholkute (CC-BY-SA 2.0)

Vedtægten er nu trådt i kraft, men mange borgere, samt deres repræsentanter i parlamentet, sår tvivl om det. Udover at oppositionen fordømmer regeringens måde at tage vedtægts-ruten til at gennemføre forslaget, er der blevet rejst spørgsmål  og betænkeligheder omkring vedtægtens anvendelighed, omkostninger og holdbarhed på længere sigt.

I et interviewmed Diva Arora fra Infochange India, understregede den anerkendte politiske og sociale aktivist Aruna Roy, som tidligere har været medlem af premierministerens National Advisory Council, klart behovet for en national fødevaresikkerhedslov. Hun redegjorde grundene for dens nødvendighed og dens levedygtighed:

“…som velfærdsstat har Indien tidligere haft, og bør fortsætte med at have det i fremtiden, en afgørende rolle i at behandle dets borgere som retmæssige indehavere af rettigheder, ikke som passive støttemodtagere. Regeringens vision for de fattige bør ses sammenholdt med, at den sikrer adgang til varer, der er nødvendige for at kunne leve et værdigt liv, og ikke gennem sparsommelighedens optik.

Især i tider med velstand, så sikkerhedsnettet kan sikres til alle for eftertiden. Baggrunden for loven er retten til et værdigt liv, og at forhindre sult.

Udover det humanitære aspekt, er der mange fordele i at investere i befolkningens ernæring, som måske ikke altid kan forstås i kvantitative begreber. Det økonomiske klima er modent til initiativer som dette, set i lyset af vores voksende BNP, vækst i offentlige indtægter, øgning i indkøb, voksende (og spildte) fødevarelagre, og betydelige forbedringer i  PDS (Public Distribution System) i mange stater.”

I det samme interview påpeger hun dog nogle få fejl ved vedtægten, vedrørende processen i at identificere modtagerne af denne ordning.

 “Ja, identificeringen af de fattige, der skal have tilskud er virkelig problematisk. Det tidligere system med automatisk eksklusion havde i det mindste et identifikationskriterium. I det nuværende foreslåede differentiering i generelle, prioriterede, og ekskluderede husholdninger, er der et ekstremt forvirrende og kompliceret kriterium. Det er upraktisk og umuligt at implementere. Folk er ikke klar over, hvilken kategori de tilhører, og hvad deres rettigheder er. Dette vil føre til et uigennemsigtigt system og eksklusion af mange folk.”

På grund af de huller i vedtægten, især med henblik på implementering, er der rettet skarp kritik mod regeringen fra forskellige sider. En del netbrugere har også givet udtryk for deres skepsis. For eksempel skrev Tejinder Narang på sin  blog:

“Fødevareministre og andre officielle talsmænd har erklæret, at der “ikke er noget problem”, politisk og finansielt, i at rulle ordningen ud. Tommelfingerreglen er, at når regeringer siger, at der “ikke er noget problem”, skal man forstå, at der er et “alvorligt problem.” Selvfølgelig er der “ikke noget problem” i at give løfter tæt på et valg, men der kunne være “alvorlige problemer” for de efterfølgende regeringer at udrette noget til store nationale omkostninger for alle.

En hovedårsag til manglende adgang til madvarer, er den manglende evne til at lagre varerne sikkert. I en Slideshare-præsentation med titlen “Rotting Of Food Grains”, havde KD030303 en overbevisende pointe omkring fødevareopbevaringens elendige tilstand i landet. I mangel på bedre lagermuligheder er det sandsynligt, at regeringens hensigt med at øge udbuddet af mad, og derudover at begrænse eksporten, direkte vil øge hyppigheden af sådanne tab. Regeringens indsats bør derfor rettes mod at opbygge lagerkapacitet til at matche landbrugsproduktionen i landet.

Det underliggende problem her, er nødvendigheden i at evaluere fordelen ved regeringstilskud generelt. Den følelse bliver desuden gentaget i de følgende tweets:

Indien bruger for meget på dårligt målrettede tilskud og for lidt på infrastruktur og uddannelse:

Selv Verdensbanken er enig i, at mad-subsidier måske ikke hjælper de fattige og skaber økonomiske problemer for Indien:

Bloggeren Sonali Ranade (@sonaliranade) havde den følgende kommentar omkring tilskud:

Andre lande fokuserer på job til folket. Indien fokuserer på tilskud. Det er derfor fattigdommen varer ved:

Den kendte indiske blogger Nitin Pai (@acorn) tweetede også sit syn på tilskud generelt, og deres økonomiske konsekvenser:

Dårligt argument #2553: Fordi middelklassen får tilskud, er det hyklerisk at kritisere fødevaresikkerhedsloven. 1/3:

For det første giver loven *også* tilskud til dele af middelklassen, selvom den angiveligt er for de “fattige”. 2/3:

For det andet, og lyt godt efter, hvem beder dig om at fortsætte med at give brændstoftilskud til middelklassen? Afskaf også dem! 3/3:

Tilskud vil skade enhver nations økonomi. Som set før har tilskud til brændstof, gødning og elektricitet allerede kostet statskassen dyrt. Landets rekordhøje budgetunderskud gør intet godt for de øgede leveomkostninger. Det er stadig uvist, hvorvidt regeringen har råd til tilskud af denne størrelsesorden. Måske er det på tide, vi minder os selv om ordsproget – “Giv en mand en fisk, og han har mad i dag. Lær en mand at fiske, og han har mad for livet.”

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.