Libanesisk politi anholder fire under razzia på homodiskotek

(Alle links er på engelsk, medmindre andet er angivet)

‘Ghost’, en homovenlig natklub i Dekwaneh, Matn, Libanon, blev i sidste måned ransaget af 12 politibetjente efter ordre fra byens borgmester, Antoine Chakhtoura. Ifølge rapporter blev gæster under hændelsen chikaneret ud af klubben, og fire blev arresteret.

Efterfølgende blev de fire anholdte tvunget til at klæde sig af og fotograferet. En af de anholdte, en transkønnet kvinde, hvis identitet er ukendt, blev citeret af NOW Lebanons Nadine Elali for at have udtalt følgende:

De slog mig og skubbede til mig og fornærmede mig ved at bruge nedsættende ord som ‘svans’ og ‘halvt mand’, derefter stillede de nedværdigende spørgsmål, såsom hvor meget jeg tjener i timen, og hvorvidt jeg nyder at ‘sutte på den’, hvorefter de bad mig om at klæde mig af og derpå tog billeder af mig.

Et andet af ofrene, en syrisk homoseksuel mand, blev interviewet af Lebanese Broadcasting Corporation (LBC) i de optagelser, som Raynbow Lebanon efterfølgende har offentliggjort på YouTube.

De blev ved med at fornærme og tale grimt til dem. Og de sagde: ‘Og hvad så, hvis I gør den slags i Syrien? Se, hvad Syrien bringer os’. Derefter begyndte de at filme os, mens de slog min ven og mig. Der var cirka fem personer, som slog os.

Libanesiske og arabiske internetbrugere svarede hurtigt igen ved at fordømme borgmester Chakhtouras ureglementerede opførsel.

Bloggeren ‘Aristophanes Jr’ skrev og udgav et satirisk blogindlæg kaldet “The Fortress” på sin blog:

Borgmester Ridder følte ingen skam ved at retfærdiggøre sine kriminelle handlinger på landsdækkende TV. Et klart brud på forfatningen, hvilket mange professionelle inden for lovgivning indikerede. Vil denne forbrydelse ikke resultere i nogen straf? Vil ridderen blive forskånet fra fangehullet?

Blogger og forkæmper for kvindesundhed, Dr. Hasan Abdessamad, tryglede i spøg Frankrig om at ‘genkolonisere’ Libanon, idet han citerede kontrasten mellem Artikel 534 i den libanesiske straffelov, som fordømmer seksuelle relationer, der “strider mod naturlovene” (fra Artikel 534) – og som stammer fra tiden, hvor Libanon var et fransk mandatområde – og Frankrigs nylige anerkendelse af ægteskab mellem mennesker af samme køn.

Landet, som gav Libanon Artikel 534 i straffeloven, har nu givet alle sine indbyggere ret til at indgå ægteskab.

Han frigav [ar] også en video, hvori han fordømte borgmesterens handlinger, kaldte dem “en forbrydelse” og krævede en retsforfølgelse. Derudover udsendte Lebanese Medical Association for Sexual Health (LebMASH), af hvilken han er medlem, en erklæring, som fordømte borgmester Skakhtouras razzia.

Lebanese Medical Association for Sexual Health (LebMASH) fordømmer på det kraftigste de handlinger, som blev udført efter ordre fra Hr. Shakhtoura, borgmester i Dekwaneh, d. 21. april 2013.

Blogger Elie Wafi fra Beirut har advaret mod lignende hændelser i nærmeste fremtid:

Shakhtoura og hans håndlangere er ikke glade for det, de så. Homoseksuelle overalt, som kyssede og holdt i hånd. OMG! Men mest af alt var det synet af mænd i dametøj, transseksuelle og syrere, som går på to ben efter klokken 7 om aftenen, der gjorde dem vrede. Efter klokken 7 – hvordan kunne de?? Hvilken vederstyggelighed!
Hr. Shakhtoura var tæt på at besvime, og beordrede sine undersåtter til at anholde disse skabninger. Men dette var ikke nok, for disse transseksuelles køn måtte defineres. Enno chou hawde? Rjel aw chou? [Oversat: Hvad er dette? En mand, eller hvad?] Sagen kan ikke vente, Libanons rygte er på spil, hvilket er særligt risikabelt for Dekwaneh, landets fæstning.

Det er ikke første gang, sådan noget sker, og jeg frygter, at det ikke vil blive den sidste.

Men hvorfor? Svaret er simpelt – vi er en marginaliseret minoritet. Selvom vi ikke nødvendigvis betragter den sådan, bliver ens seksuelle orientering pludselig til en identitet, når man bliver retsforfulgt på baggrund af den.

Twitter-brugere udtrykte ligeledes deres harme:

@Egayptian: Hvilken “moral” og hvilken “religion” giver dig ret til at aftvinge mennesker deres tøj og tage billeder af dem uden deres samtykke?

 

@fafpink: Som om lukningen af en homoklub skulle få det homoseksuelle miljø til at forsvinde  http://shouldiexist.blogspot.com/2013/04/lets-just-talk-human-rights.html?spref=tw 

 

@eli_beik: & Er homoseksuel og Stolt! protesterer snart mod overgreb på LGBT'er

 

@DannySeesIt: LGBT-personer, som bor i Libanon, står over for retsmæssige og sociale udfordringer. De fortjener lige rettigheder nu! http://www.avaaz.org/en/petition/Gay_rights_in_Lebanon/?wWvCEeb 

 

@JoSamuelAoun: Jeg beundrer det, når homofober påbegynder deres homofobiske sætninger med “Med al respekt til disse mennesker og menneskerettigheder”

Den libanesiske menneskerettighedsorganisation ‘Alef’ udsendte en erklæring, som blev re-tweeted af Daemion El Hajj:

 

جمعيّة ألف تدعو القوى المختصّة للتحقيق بما فعله شختورة والشرطة البلديّة في الدكوانة pic.twitter.com/W1wv6wFUbs


@DaemionElHajj: Alef (NGO) opfordrer de relevante myndigheder til at undersøge, hvad Shakhtoura og kommunens politi gjorde i Dekwaneh

Endelig har aktivister slået det følgende op på Facebook-siden for byrådet i Parramatta, Dekwanehs søsterby:

 

Kære Hr., Frue,

Vi vil gerne rette jeres opmærksomhed mod det brud på basale menneskerettigheder, som blev forårsaget af jeres søsterby, Dekwaneh, Libanon. Byens borgmester, Hr. Antoine Chakhtoura, har – ulovligt – givet ordre til lukningen af en LGBT-venlig natklub ved navn Ghost. I forbindelse med lukningen blev fire personer, deriblandt en transkønnet person, anholdt og bragt til politistationen i politibilernes bagagerum, hvor de blev udsat for nedsættende og ydmygende handlinger, såsom afklædning og fotografering uden deres samtykke, og verbale, fysiske og endda seksuelle krænkelser.

Velvidende, at jeres by er en af Australiens stolte byer, et land, som er kendt for sin tolerance og respekt for menneskerettigheder, opfordrer vi jer til at handle og offentligt erklære jeres støtte til LGBTQ-miljøet i Libanon.
Dette er ikke den første gang, og vil måske heller ikke blive den sidste, at sådanne diskriminerende hændelser sker i Libanon, hvor der fortsat er lang vej til lige rettigheder for LGBT-miljøet. Men som fællesskab ville vi elske at høre jeres støtte for vores sag, og vil sætte pris på enhver og al den hjælp, I kan give os.
Slut jer til os i vores kamp for retfærdighed, støt os nu, hvor ingen andre måske vil hjælpe os.

De bedste hilsener,

En sit-in den 30. april blev organiseret af Helem, den libanesiske homorettighedsorganisation.

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.