Iran: Blogger risikerer dødsstraf for at fornærme islam

Den 50-årige iranske blogger, Mohammad Reza Pour Shajari (alias Siamak Mehr [fa]), er blevet anklaget for at “fornærme islams profet” og “være fjendtlig mod Gud” eller “føre krig mod Gud”. Anklager der i Iran kan ende med dødsstraf. Retssagen mod ham, den 21. december 2011, varede kun 15 minutter.

Hans datter, Mitra Pour Sharjari, fortalte Deutsche Welles farsi service [fa], at hendes far fortalte dommeren, at han ikke ville forsvare sig selv, fordi hverken hans advokat, jurymedlemmer eller medierne var til stede. Han sagde: “En dag vil du, som Gaddafi, gemme dig i et hul.” Dommeren svarede, at det ingen forskel gjorde, fordi: “Nu er vi her, og du, og folk som dig, vil betale prisen.”

Siamak Mehr blev anholdt i september 2010. På sin blog, “Iran Land's Report”, kritiserede han med stærke ord den islamistiske republik og islam.

I sit sidste indlæg [fa], den 8. september 2010, skrev han, at han betragtede shiamuslimske præster som en mafiagruppe, der har spildt Irans nationale ressourcer siden [den islamiske revolution i] 1979.

Nedenstående video viser Siamak Mehr i lænker på vej til domstolen:

Den iranske blogger Azarmehr skriver [en] om videoen:

Hvem ville du forvente at se lænket på hænder og fødder, omringet af revolutionsgardens særlige enheder mens han bliver ført til den revolutionære Domstol? En farlig forbryder? Den person du ser på videoen, lænket på hænder og fødder, er en blid og høflig mand, der har mistet en nyre, som følge af den tortur han har været udsat for i fængslet.

Mehdi Roud skriver [fa]:

Denne blogger er blevet anklaget efter middelalderlige love for at offentliggøre sine idéer på sin blog. Hans familie havde ikke lov til at være til stede i retten… og en politisk fange som ham kan risikere dødsstraf.

I februar 2011 offentliggjorde [fa] Bazaferinieazada et brev fra Siamak Mehr, hvor han skriver, at han er anklaget for at modarbejde den nationale sikkerhed og for at fornærme regimets ledere.

Han nævner også, at der i anklageskriftet står, at han har fornærmet den [islamiske] hellighed som Salman Rushdie (en indisk-engelsk forfatter mod hvem den iranske ayatollah Khomeini har udstedt en fatwa [juridisk afsigelse i religiøs lov]).

I et brev til sin datter skriver Siamak Mehr [en]:

Kære Mitra,
Husk, jeg er ikke kun en person, jeg er også en idé. En dybt rodfæstet idé hos iranere, og jeg er fuld af fortrøstning om, at vi vil overvinde denne ondskab, denne anti-humane-, anti-friheds- og anti-liv-kilde. Min fysiske ødelæggelse skal derfor aldrig forveksles med denne blomstrende idé

De seneste år har det iranske regime fængslet flere bloggere. Den fængslede blogger Omid Reza Mirsayafis [en] tragiske død i 2010 viste, at jo mere isoleret og berøvet af et netværk en blogger er, jo mere fare er han i.

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.