Dette indlæg findes også på Syria Untold [en].

Da syrerne gik på gaden i marts 2011, var det ikke blot for at gøre modstand mod den regerende Assad-familie, men også imod den bagstræbelse de var blevet underlagt i årtier. Kunst i sin helhed, og musik i særdeleshed, har spillet en afgørende rolle i det paradigmeskifte, der har fulgt revolutionen, og syrerne opdager nu deres stemmer for første gang.

Syria Untold har talt med den anerkendte komponist og pianist  Malek Jandali [en] om fremkomsten af nye kunstformer og musik i Syrien. Jandali, som komponerede sangen“Watani Ana” (Mit hjemland) i begyndelsen af revolutionen, har fortalt os hvad han anser for at være hans personlige bidrag til sit land: Musik for frihed og retfærdighed, musik for et nyt Syrien.

Syriens hymne til de frie

Jandalis seneste arbejde, en sang kaldet “Syriens hymne til de frie” (en. “Syria Anthem of the Free”) beskriver han som “en hymne af folket, til folket”. Han har samarbejdet med den Russiske Philharmoni og koret fra Kairos operahus om at producere sangen, for han mente, at syrerne fortjente en hymne, der repræsenterede folket.

Hymnen fortæller historien om de millioner af syrere, der er påvirkede at den aktuelle opstand; martyrerne, kvinderne, børnene og flygtningene. “Der er så mange historier, og vi kunstnere, især musikere, er så heldige, fordi vi kan skære igennem de sociale og politiske begrænsninger og geografiske grænser, og gå direkte til det humane, ind i hjerterne på de her børn” siger Jandali. “Vi kan være stemmen frem for ekkoet af disse børn. Musik, som et universelt sprog, kan fortælle historien og sætte et menneskeligt ansigt på ofrene og disse modige børns historie.”

Den aktuelle syriske nationalhymne, “Humat al-Diyar” (Hjemlandets Beskyttere) blev først vedtaget i 1938. Den blev kortvarigt udskiftet i 1958, da Syrien indgik i den Forenede Arabiske Republik sammen med Egypten, men har været landets symbol siden 1961.

Jandali siger, at han ikke skrev “Syriens hymne til de frie” med den intention, at det skulle blive den nye nationalhymne, men han ville blive beæret, hvis det syriske folk valgte den til at blive det. Den starter med ordene Syrien og frihed, to referencer der mangler i den nuværende hymne:

Syrien, Syrien! Hjemland for de frie og frihedens land. Syrien, Syrien! Det gyldne korns land

 

Jandali er født i Tyskland, men gik i skole i sin hjemby Homs. “Hver morgen blev vi tvunget til at recitere og memorere regimets slogans,” siger han og tilføjer, “Assad-regimet forbandt flaget, landet og nationalhymnen til regimet og Assad-familien,” og at Syrien var “Assads Syrien”. Han siger, at han voksede op og følte sig som en hykler; lovpriste Assads diktatur når han var i skole, og vendte bagefter hjem til en familie, der var imod det brutale regime.”

Undertrykker kunst og kultur

“[Diktatorer, generelt] er bange for kunst og musik, fordi det er søgen efter sandhed og skønhed. Hvis jeg fortalte sandheden, ville jeg blive dræbt, tortureret og deporteret,” siger Jandali og tilføjer, at portrætter af diktator Assad er på frimærker, vægge og bærbare computere og i vores skoler på en måde, som har koloniseret syrisk rum, vores kultur og selv vores historie.

“De fleste referencer i hymnen er til militæret. Hvorfor taler vi ikke om syriske opfindelser som alfabetet og musikken i stedet for militærstyrker og krig?” siger Jandali.

Syriens kyst er hjem for verdens ældste musiknoder og det ugaritiske alfabet, som menes at være civilisationens første alfabet. Men i stedet for at hylde landets rige historie, begynder nationalhymnen med en reference til militæret, “Hjemlandets Beskyttere”. Ironisk nok har den Syriske Arabiske Hær, i realiteten Assads slyngler, været årsag til ødelæggelsen af mit hjemland Syrien, og de har begået krigsforbrydelser imod menneskeheden igennem de sidste 29 måneder. Mere end 185 tusinde er blevet dræbt, der er over 6 millioner flygtninge i Syrien og en million uden for Syrien og hele verden kigger på!”

For to år siden, producerede Jandali et album som hed “Ekkoer fra Ugarit” i et forsøg på at bringe Syriens glemte musik tilbage til liv. Han vendte tilbage til sit hjemland efter 10 års fravær og præsenterede projektet for Kulturministeriet og Det Syriske Symfoniorkester, men blev mødt med en afvisning. Jandali siger, at han var nødsaget til at gå til præsidentpaladset for at søge tilladelse.

“Det tog omkring 8 måneder at blive sikkerhedsgodkendt til at fremføre syrisk musik i Syrien,” siger han. “Det viser hvor korrupt systemet er, og hvordan de har tvunget emigranter som du og jeg til at blive dæmoniserede eller ikke-respekterede.”

Fordi hans optræden var imod Ministeriet for Kultur og symfoniens ønsker, anklagede de ham for at være spion, fortæller Jandali. “De ville forhindre mig i at blive involveret i den slags projekter i fremtiden. De var bange for viden og bange for at fremvise sandheden.”

Musikeren føler ikke, at det kun er Syrien, der har undertrykt udfoldelsen af kunst; tværtimod, det har hele den arabiske verden. Han giver eksemplet om Suezkanalen i Egypten og brugen af den italienske komponist Verdis opera “Aida” til åbningsceremonien. “Hvorfor havde vi ikke en arabisk opera komponeret af en arabisk musiker ved fejringen af Suezkanalens åbning? Var det ikke vores forfædre, der opfandt musikken?” Siger Jandali.

“Det er fornærmende for en arabisk musiker, ” fortsætter han. “Hvor er vores symfonier, vores operaer? Vi er opfinderne, og alligevel har vi endnu ikke selv en stemme.”

 

En ny generation af syriske kunstnere

Jandali siger, at diktatorer frygter den bløde magt, som kan ændre folks sind, og at det er derfor, de sigter mod kunstnere og intellektuelle. Personligt har han lidt under denne form for forfølgelse. Til trods for at han forlod landet for mange år siden, har regimets styrker gentagne gange ransaget hans syriske hjem og slået hans forældre alvorligt som gengæld for hans anti-regime-aktiviteter. Men revolutionen har banet vejen for en ny generation af kunstnere, som bryder med årtiers tilstedeværelse af officiel propaganda i kunstproduktionen.

“Det var ikke kunst,” hævder Jandali. “Du har brug for frihed til at producere. Du har brug for frihed til sand kunst, til viden og kultur, til opfindelser og til fremskridt. Uden frihed er der intet.”

Al Jandalis arbejde siden starten på revolutionen har været finansieret for egne midler. Han har generøst doneret sin tid og musik for at hjælpe lidende syriske børn med overskuddet fra sine verdensomspændende koncerter. Og kunstneren undrer sig; “Hvornår vil de syriske organisationer tage sig sammen og støtte de ganske få ægte syriske kunstnere, som står side om med folket i deres søgen efter frihed og menneskerettigheder?”

Den oversatte tekst fra Malek Jandalis seneste sang “Syriens hymne for de frie” lyder således:

Syrien, Syrien! Hjemland for de frie og frihedens land

Syrien, Syrien! Det gyldne korns land

Oh, mit land, civilisationens vugge, dets land inspirerede de skriftkloge

Hjemland for de ærefulde, hvilested for martyrerne

Vores sol skinner klart, vores ørn svæver over de højeste himle

Oh mit land, dydernes flod

Dets glorie er indgraveret i tavler og sten

Hjemland for profeterne, alfabetet og musikken

Vi beder til Gud, at jeg aldrig skal skilles fra mit land, min familie

Mine bedsteforældres olivenlunde, og børnenes hænder

Landet for de frie og frihedens hjem

Syrien, Syrien! Hjemland for de frie og frihedens land

 

Dette indlæg findes også på Syria Untold [en].