Cuba: Menneskerettighedernes tilstand
(Links i dette indlæg er på engelsk, medmindre andet er angivet)
Den nyligt fremsatte anmodning om information fra FN's komité mod tortur i forhold til de påståede krænkelser af menneskerettighederne i Cuba, har fået bloggere til at tale.
Diaspora-bloggeren, Uncommon Sense, sagde, at på trods af, at “FN langt fra har en fejlfri historik når der kommer til at stille Castrodiktaturet til regnskab for dets mere end 50 års undertrykkelse…fortjener FN's komité mod tortur et bifald…”. Hvorfor egentlig? For at have fået den cubanske regering til at benægte, at nogen “er blevet forfulgt og straffet for at udøve deres rettigheder, herunder også retten til ytringsfrihed og foreningsfrihed” – til hvilket bloggeren svarede:
No one, except the thousands of political prisoners, past and present, who have languished in the Castro gulag because they exercised the rights given to them by God.
No one, except the activists who every day risk what little liberty they enjoy to ensure that one day they and their successors enjoy those rights freely.
No one, except those Cubans, like Zapata and Villar, who were permanently silenced, who were murdered by the Castro regime because of the threat that they, and their commitment to those rights, posed to the dictatorship's survival.
That one of the dictatorship's flunkies would stand before the world and deny the undeniable, is evidence enough that whatever action the UN takes against Cuba as result of the latest inquiry, the Castros live in fear that their time is up.
Ingen, ud over de aktivister der hver dag sætter den smule frihed, de har, på spil, for at sikre at de og deres efterkommere en dag frit kan nyde godt af disse rettigheder.
Ingen, ud over de cubanere der bliver bragt til permanent tavshed, som Zapata og Villar, der blev myrdet af Castros regime på grund af den trussel de udgjorde mod diktaturets overlevelse gennem deres engagement i disse rettigheder.
At en af diktaturets støtter stiller sig op og foran hele verden og benægter det ubestridelige, er bevis nok på, at hvad end FN gør for at gribe ind over for Cuba som et resultat af den seneste undersøgelse, lever Castroerne i frygt for at deres tid er gået.
Den cubanske regerings holdning adskiller sig fra holdningen i to forskellige rapporter; en fra det amerikanske udenrigsministerium og den anden fra Amnesty International, begge om menneskerettighedssituationen på øen. Havana Times bloggede om Amnestys konklusioner og rapporterede, at:
According to Amnesty, the Cuban government continued its ‘repression’ on freedom of expression, association and assembly with hundreds of arrests and brief detentions, although it freed the last 11 prisoners of conscience who had been held since 2003, as well as another 62 ‘political prisoners,’ some of whom had been in jail since the 1990s.
The NGO human rights defender, which hasn’t been allowed to enter the country since 1990, also expressed its opposition to the US embargo and highlighted the negative impact the measure has on the health of the Cuban population, especially marginalized groups.
Den cubanske regering fortsætter, ifølge Amnesty, sin ‘undertrykkelse’ af ytringsfriheden og forenings- og forsamlingsfriheden med hundredvis af anholdelser og kortvarige tilbageholdelser, selvom den har løsladt de sidste 11 samvittighedsfanger der har været tilbageholdt siden 2003, samt 62 andre ‘politiske fanger’- hvoraf nogle har været fængslet siden 1990'erne.
NGO-menneskerettighedsforkæmperen, der har haft indrejseforbud siden 1990, har også udtrykt modstand mod den amerikanske embargo og fremhævet den negative indflydelse embargoen har på den cubanske befolknings helbred, især marginaliserede grupper.
Noter fra the Cuban Exile Quarter adresserede imidlertid “to (af de mange) fejlinformationer fremlagt af Castros regime til komitéen mod tortur”:
First false statement, the claim that “the persons mentioned in these questions and the rest of the list of questions are supposed ‘human rights defenders’, do not qualify as established in the The Declaration on Human Rights Defenders adopted by the General Assembly of the United Nations” on December 9, 1998 citing article 3.
The Cuban Black Spring of 2003 in which the majority of the organizers of the Varela Project, an initiative that sought to reform the current Cuban constitution to bring it into line with international human rights obligations, were imprisoned and sentenced in summary trials to up to 28 years in prison for engaging in a legal right recognized by the Constitution. The claims made by Rafael Pino Bécquer are demonstrated as patently false by the above mentioned crackdown and the numerous cases of dissidents being imprisoned with the sole purpose of the dictatorship enforcing political conformity.
Second false statement, the regime's representative claims that the facts have been misrepresented in order to serve a shadowy conspiracy. At the same time the United Nations Special Rapporteur on Torture was formally invited by the regime on January 28, 2009 and to the present day the dictatorship has not agreed on a date for the visit. International human rights organizations have requested permission to visit the island and be able to study the situation on the ground to be able to arrive at their own conclusions on the human rights situation, but the Cuban regime has denied them all permission to visit the island. Human rights organizations are relying on reports from human rights groups operating inside and outside of Cuba that are slandered and libeled by the dictatorship.
Den første falske erklæring: påstanden om at “de nævnte personer i disse spørgsmål og i resten af listen af spørgsmål, er formodede ‘menneskerettighedsforkæmpere’ er ikke berettiget, som det er fastslået i erklæringen om menneskerettighedsforkæmpere,vedtaget af FN's generalforsamling d. 9. december 1998″, under henvisning til artikel 3.
I Cubas sorte forår i 2003, hvor størstedelen af Varela-projektets arrangører, et initiativ der søgte at reformere Cubas nuværende forfatning og bringe den i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsforpligtigelser, blev fængslet og dømt op til 28 års fængsel i summariske retssager for at udøve deres juridiske ret, anerkendt af forfatningen. Rafael Pino Bécquers påstande bliver påvist som værende åbenlyst forkerte, af de ovenfor beskrevne overgreb, samt de talrige sager, hvor systemkritikere bliver fængslet med det ene formål at håndhæve diktaturets politiske konsensus.
I den anden falske erklæring, påstår regimets repræsentant, at fakta er blevet fordrejet, for at kunne tjene en dunkel konspiration. På samme tid blev FN's særlige ordfører for tortur formelt inviteret af regimet d. 28. januar 2009, og diktaturet har endnu ikke vedtaget en dato for besøget. Internationale menneskerettighedsorganisationer har anmodet om tilladelse til at besøge øen og undersøge situationen, for at kunne drage deres egne konklusioner om menneskerettighedssituationen, men det cubanske regime har nægtet dem alle at besøge øen. Menneskerettighedsorganisationer er afhængige af rapporter fra menneskerettighedsgrupper, der opererer i og udenfor Cuba og som er udsat for bagvaskelse og injurier fremsat af diktaturet.
FN og menneskerettighedsorganisationers tilsynsførende venter muligvis på svar, men diaspora-bloggere fortsætter med at gøre opmærksom på tilfælde af forfølgelse og undertrykkelse.
