Siden midten af januar har den amerikanske kongress’ anti-pirat lovforslag kendt som SOPA/PIPA fremkaldt reaktioner fra en lang række kulturelle og politiske stemmer rundt om i verden.

Global Voices-bidragydere har givet læserne et glimt af nogle af de svar fra fortalere for et åbent internet i Europa, Asien og Syd- og Nordamerika (her, her og her). Fortalere for et åbent internet i USA fik en kæmpe sejr i januar, da medlemmer af kongressen gik med til at trække lovforslaget tilbage.

Teatro Karl Marx, af Edgar Rubio. CC: BY-NC-ND.

I Cuba, hvor meget få indbyggere bruger internettet regelmæssigt, og sider som Wikipedia eller BitTorrent forbliver fremmede for de fleste, tilførte bloggere et unikt perspektiv til diskussionen. I modsætning til mange SOPA/PIPA-kritikere i USA og resten af verdenen, fokuserede cubanske bloggere ikke på lovforslagenes tekniske konsekvenser. Både uafhængige og statstilknyttede cubanske bloggere så ikke blot SOPA/PIPA som juridiske indgreb, der ville have undertrykt innovative kræfter og åbenhed på internettet, men også som en magtfuld tilkendegivelse af, hvordan lovgivere (og musik- og filmindustrien) ser på kultur og kreativitet som en del af samfundet i USA.

Karel Pérez Alejo, som skriver for Cubadebate [es] og Trabajadores [es], fremlagde sagen som et polemisk opsplittende “samfund” eller “de 99%” og lovens stærkeste supportere:

Si bien algunos han analizado el fenómeno como la confrontación entre Hollywood y Silicon Valley, los millones de reclamos de los usuarios hablan de una guerra más profunda, entre una sociedad que busca manejar una información sin restricciones y un grupo de intereses que intentan seguir un obsoleto modelo de propiedad.

Voces Cubanas blogger Regina Coyula drog en parallel mellem SOPA/PIPA og FBIs delvise nedlukning af ‘file locker’-siden MegaUpload (spansk version her). Coyula argumenterede for, at sådanne nedlukninger, som højst sandsynligt ville have været tiltagende, hvis lovforslaget blev vedtaget, begrænser tilgangen til viden og kultur for folk, der ellers ikke har råd til det:

[US authorities] with allegations of piracy, encroached [upon] the alleged right of millions of citizens of the global village to download content that they know they should not — or cannot — pay for.

På La Pupila Insome [es], sammenlignede Iroel Sánchez paradigmet om intellektuel ejendomsret i USA med den cubanske model, og bemærkede den måde, hvorpå Cubas uddannelses- og kulturelle system har forsøgt at “demokratisere” viden ved at gøre det lettilgængeligt for alle:

Cuba, con una formación masiva de profesionales universitarios….no hubiera podido desarrollar [su] capital humano sin una concepción democratizadora y no lucrativa del conocimiento…

Siden den blev indført i 1960'erne har den revolutionære regerings kulturpolitik affødt bitre uenigheder om kunstneres ideologiske rolle i det cubanske samfund. Men den har også leveret et stærkt system til støtte af kunstnere og kulturelle institutioner. I Cuba kan man besøge den nationale ballet for bare et par pesos mere, end det koster at købe en biografbillet. Det er meningen, at alle borgere skal have adgang til kultur, viden og uddannelse.

Men når det drejer sig om kultur og viden lavet og udvekslet på internettet, er de fleste cubanere meget dårligere stillet end enhver indbygger i USA. For dem, der ikke besidder højt profilerede stillinger i regeringen eller universitetsverdenen, er internetadgang stadig begrænset.

Internettet er blevet et omstridt rum, hvor regeringsmedlemmer og den officielle presse har fordømt USAs “cyberkrig” mod Cuba; det tilsyneladende grænseløse landskab af kultur og viden på nettet bliver sjældent nævnt i det offentlige rum. Cubanske myndigheder har valgt at begrænse brugen af internettet, antageligt for at forsøge at lægge en dæmper på den potentielle samfundsmæssige virkning uafhængig politisk tale på internettet og økonomisk aktivitet kan have.

Ligesom Sánchez, hentydede Coyula til den cubanske kulturpolitiks enestående politiserede natur, men kastede et kritisk blik på dette “demokratiserede” system for vidensdeling. Afslutningsvis talte Coyula for ideen om en balance, hvori markedets interesser og hensynet til offentligheden kunne harmoneres med hinanden:

It’s true that there is a symbiotic relationship between art and the marketing that puts it in the hands of the consumers. But to see art as a commodity has resulted in the promotion of products of dubious quality at the expense of other values. […] At some point, a balance must be achieved between both interests.