Sahand Sahebdivani og hans mor, Parwin Akhbari, sammen på scenen i Antwerpen, Belgien. Foto: Facebook (brugt med tilladelse).

Dette er første del af et interview i to dele med Sahand Sahebdivani. Læs anden del: ‘Sahand Sahebdivani: ‘Det vigtigste ved historiefortælling er, at den gør os menneskelige.’

I kulturudvekslingens ånd og for at hylde etniske hybrider, blev Mezrab grundlagt som et samlingspunkt omkring musik og historiefortælling. Mezrab har til huse i Amsterdam og er et sted, hvor mennesker kommer for at udveksle historier, musik, rytmer og meget mere. I dag er det også kendt for koncerter, improvisation og komik, og udgør et elsket sted for Amsterdams kulturelskere. Efter flere år med fortryllende fortælleaftener, har kulturcentret fornyligt åbnet en skole, hvor der undervises i denne fortællekunst. Formålet med Mezrab er yderligere udviklet af grundlæggeren, Sahand Sahebdivani, og hans familie. Livsmod, identitet, kunst og en lille smule jinner (arabiske og muslimske traditionelle ånder)—det er alt sammen en del af Mezrabs historie.

For at få mere at vide om Mezrab, har Global Voices fornyligt talt med Sahand, som fortalte os mere om stedets oprindelse og sin egen baggrund. Han talte om kulturelle hybrider, fremstillingen af kvinder i iranske folkeeventyr, og historien om Mezrab, der startede som en lille familietradition og i dag er et af Amsterdams mest berømte kulturelle mødesteder.

Der er to forskellige hovedingredienser, der danner grundlag for [Mezrabs] tilblivelse: Jeg voksede op med mine forældre, der havde en masse talenter de ikke gjorde brug af. De var højtuddannede, men da de kom hertil [til Holland] var det eneste arbejde, de kunne få rengøring og madlavning, hvilket de gjorde uden at beklage sig. Det er et liv de forsonede sig med. Men samtidigt var de et par utroligt kulturelle mennesker derhjemme. Altid ivrigt beskæftiget med at lave mad, recitere poesi og synge.

Da jeg var omkring 20 år begyndte jeg at invitere folk hjem for at spise sammen […]. Det blev så stor en succes, at vi åbnede et sted, hvor vi kunne gøre det. Når sandheden skal frem, så åbnede min far et tilsvarende kulturcenter i Amsterdam, da jeg var ti år. Det hed Khaneye Aftab (“Sollysets Hus”) og lå i nærheden af hvor Mezrab ligger. Jeg husker, det var dér, jeg første gang mødte persiske historiefortællere. De kom fra Frankrig. Der skete en masse spændende ting dér. Min far lavede mad, der var musikvideoer, poesi, men det kom aldrig til at løbe rundt fordi det kun var for iranere. Alt hvad der skete foregik på persisk. Så de, der ikke var persere, følte sig fremmede dér. […]

[Så fik vi idéen til] et andet sted som ligesom dette, men åbent for alle kulturer. Vi åbnede et sted, der var cirka 30 kvadratmeter stort. Jeg kan huske det især appellerede til mennesker fra Sydeuropa, Spanien, Italien, Latinamerika. Ikke så mange fra Mellemøsten som man skulle forvente, men en masse latinamerikanere, spaniere, italiener, portugisere … Nogle få kurdere … I fem år kørte vi med historiefortælling, men for det meste brugte, vi musik til at skabe forbindelse mellem de mennesker der kom. Vi lavede mange ‘amsessioner. For mit vedkommende, blev stedet mit musikkonservatorium. Jeg har ikke nogen musikuddannelse, så det var meget vigtigt for mig at spille der en gang om ugen. Jeg lærte at spille musik ved at gøre det. Sådan kom Mezrab til verden,

Efterhånden som projektet udviklede sig, oplærte Sahand sig selv til historiefortæller og erkendte kunstformens behov for en større scene. Dermed begyndte Mezrab at blive kendt som et sted, hvor historiefortællere kunne komme og fortælle alle mulige historier. Virkelige, mytologiske, opdigtede og fra forskellige traditioner—på både engelsk og hollandsk. Mezrab begyndte at blive tilstedeværende online, en udvikling der er synlig på Youtube.

Både Mezrab Caféen og fans deler videoer med optrædener. Optagelserne giver smagsprøver på hvad dette fænomen handler om. Et eksempel er en 8 år gammel video, der viser en jamsession, der foregår i et 20 kvadratmeter stort rum, hvor Parvin, Sanhands mor, akkompagnerer musikerne.

Videoer fra denne periode er tilgængelige via MezrabCafe på YouTube:

Historiefortælling er mere end at overlevere gamle fortællinger fra en generation til den næste; det handler også om at genfinde forsvundne fortællinger, som for eksempel historier der fremhæver kvinders rolller i gamle epos. På den måde favner Mezrab idéer og bevægelser, der ikke bare handler om interkulturel kommunikation, men også om lighed. Gennem historier der kommer fra fjerne, oldgamle steder, men giver resonerer med nutidige idealer. Mezrab er blevet et sted, hvor der foregår en levende dialog mellem fortiden og nutiden.

Der er lidt af en idealist i mig, når jeg fortæller en historie. Det er helt sikkert sandt. Men jeg synes det ville være en forkert tilgang at finde historier og så hæfte mine egne holdninger på dem. Det, jeg kan lide, er, at der er mange historier der allerede repræsenterer disse tanker. Mange flere end man skulle tro. Vi kommer fra lande—jeg tænker på Mellemøsten, eller måske når vi ser på Indien—hvor kvinders rolle er underordnet mænds.

Jeg kunne godt finde historier om undertrykkelse og ændre dem, så de passede til mine egne idealer, men jeg synes ikke, det er den rigtige måde at gøre det, især ikke når der allerede findes så mange historier, der fremstiller kvinder som selvstændige individer. Som for eksempel historien om Rostam og Tahmineh. Det er en historie min far fortalte mig da jeg var barn, som et eksempel på kvinders styrke. […] Når det kommer til stykket, er der mange eksempler på stærke, skarpe kvinder. Min idealisme vil hellere udpege de der findes end tilføje de detaljer i andre historier

Det er en smuk oplevelse at møde historiernes stærke kvinder, og det er på en måde også opmuntrende at vide, at de regimer, der vil undertrykke kvinder, er nødt til at ændre de traditionelle historier for at tilpasse dem deres narrativ.

Til sidst vil jeg gerne sige at det samme gælder for nationalisme, iranere kan være utroligt nationalistiske, forfærdeligt nationalistiske og hvis du som iraner er meget nationalistisk, er noget af det, du er stolt af Shahnameh. [det episke digt skrevet af af den persiske poet Ferdowsi] Det interessante er, at alle de vigtigste helteskikkelser i Shahnameh var af blandet af iransk og fjendens blod. Næsten ingen af dem var “fuldblodsiranere”. Alle havde en bedsteforælder eller en mor, der kom fra fjendens side, og på den måde kan denne ældgamle historiesamling tjene som modgift til nationalisme. Det finder jeg meget inspirerende.

I anden del af dette interview går Sahand mere i dybden omkring møder mellem mennesker, kulturelle hybrider og historiers kraft, både online og offline.