- Global Voices på dansk - https://da.globalvoices.org -

Se El Salvadors nye Bitcoin City gennem memes fra de lokale

Kategorier: Latinamerika, El Salvador, Borgermedier, Humor, Menneskerettigheder, Økonomi & Forretninger, Politik

Skærmbillede fra en YouTube [1]-video af Euronews, hvor Bitcoin City blev præsenteret.

Som en sand artist indtog [2] El Salvadors præsident, Nayib Bukele, scenen den 20. november, hvor han, til lyden af AC/DC og med lysshow og fyrværkeri, annoncerede, at der skulle bygges en såkaldt ​​Bitcoin City i El Salvador.

“Der vil ikke være nogen indkomstskat eller kapitalindkomstskat. Invester og tjen alle de penge, du vil. Det er en god ting for os,” sagde Bukele.

Udmeldingen kom i slutningen af den såkaldte bitcoin-uge, hvor en stor bitcoin-konference [3], som tiltrak hundredvis af udenlandske investorer, blev afholdt. Bitcoin City, den første af slagsen, er en skattefri, teknologisk og grøn by. Byen skal finansieres med bitcoins og trække sin geotermiske energi fra en nærliggende vulkan. “Bitcoin-mining”, en proces, der skaber bitcoins gennem intensive regnekræfter, er nemlig en teknik, som er kendt [4] for at forbruge store mængder energi, hvorfor teknikken også er blevet kritiseret for at øge [5] den globale CO2-udledning.

Ifølge Bukele vil der i Bitcoin City både være en kommune, huse, barer, restauranter, bæredygtig transport, toge, en havn, en lufthavn, digitale og teknologiske oplysningsvirksomheder, sportsfaciliteter og mange kulturelle attraktioner. Målet er at tiltrække digitale virksomheder og udenlandske investorer. I centrum af den cirkulære by vil der være en “smuk, farverig sten [med form som bitcoin-logoet], som vil bestå i flere hundrede år,” sagde Bukele.

Den 7. september blev El Salvador det første land i verden [6] til at indføre bitcoin som en officiel valuta. For at bygge byen vil det mellemamerikanske land i 2022 begynde at udstede bitcoin-obligationer. Bitcoin City er blevet sammenlignet [7] med andre skattefrie zoner i den mellemamerikanske region. Disse zoner har dog modtaget udbredt kritik [8], fordi borgerne ikke er blevet inddraget i beslutningsprocessen, og fordi processen ikke har været særlig gennemsigtig.

Borgernes reaktioner

Søger man efter hashtagget #BitcoinCity [9] på Twitter, er de mest populære opslag fra Nayib Nukeles politiske allierede og tech-nørder, som bor uden for landet. Generelt set blev nyheden om Bitcoin City opfattet som moderne og dristig [10], især fordi mange ser El Salvador som et land, der afhænger af udenlandske lån. Ikke desto mindre foretrækker ni ud af ti salvadoranere at bruge den amerikanske dollar [11], selvom 35% [12] af befolkningen mener, at bitcoin burde indføres som en officiel valuta.

Et af de mest populære indlæg om El Salvador og Bitcoin City [13] er en video af den salvadoranske YouTube-bruger Cinco Zavala. I videoen latterliggør han de lokale kritikere og hævder, at Bitcoin City vil give masser af arbejdspladser til lokalbefolkningen takket være udenlandske investorer. Det samme siger andre i deres videoer.

I mellemtiden har andre salvadoranere lavet memes med negative synsvinkler, som nu cirkulerer rundt på nettet.

De fleste memes fremhæver den skarpe kontrast mellem regeringens overdrevne indsats for at tiltrække udenlandske investorer og dens begrænsede investering i at sænke kriminalitetsraterne. El Salvador havde en af de højeste drabsrater [14] i verden indtil for nylig. Landet er endnu ikke stabilt, og dets kriminalitetsrate kan med stor pludselighed svinge op og ned [15].

Vores præsident støtter backpackerne.
På det første billede: Støtte til familierne til dem, som er forsvundet.
På det andet billede: Inviter europæiske backpackere, så de investerer i bitcoin, og betal for deres strandfest.

Blogger Roberto Dubon stillede spørgsmålstegn ved, om de penge, der blev brugt til at præsentere Bitcoin City, kunne have været brugt til at hjælpe familier til de mange forsvundne personer. Menneskerettighedsobservatoriet ved det private universitet UCA i El Salvador rapporterede [18], at procentdelen af personer, der fortsat er forsvundet, steg med 40 procent i første halvdel af 2021.

75.000 dollars for at opføre denne #TonyStark [19]-kopirede præsentation.
Tænk, hvis pengene blev brugt til at støtte familierne til de forsvundne.

I begyndelsen af ​​november opfordrede [23] den amerikanske menneskerettighedsorganisation Inter-American Commission on Human Rights (IACHR) El Salvador til at tage fat på problemet med de tvungne forsvindinger, som der, ifølge salvadoranske menneskerettighedsorganisationer, har været flere og flere af de seneste år.

Flere menneskerettighedsorganisationer er også bekymrede over, at deres arbejdspladser for nylig blev ransaget [24]. Derudover er de bekymrede over det nye lovforslag [25], som pålægger dem at betale 40% af deres internationale donationer i skat. Samtidig er de bekymret for [26] landets demokrati.

Den Salvadoranske kunstner Lucrecia Chinchilla delte et billede og stillede følgende spørgsmål: “Skal vi grine, græde eller protestere?”. Hun vurderer, at Bitcoin City er en facade, der skjuler de stigende sager om forsvundne personer og regeringens manglende initiativ til at finde dem.

Skal vi grine, græde eller protestere?

Nedenstående meme var et af dem, der blev delt mest på sociale medier. Billedet viser en mor, som repræsenterer præsident Nayib Bukele. Moren på billedet passer på det ene af sine børn, nemlig det barn, som repræsenterer “the bitcoin bros”, mens hendes andre børn, som repræsenterer landets økonomi og dem, der er forsvundet, drukner.

Har du tjekket din Chivo Wallet?

Chivo Wallet er en elektronisk tegnebog, som den salvadoranske regering har skabt, hvorigennem man betaler med enten dollars eller bitcoin.

Politolog Antonio Salazar forsøger gennem en meme at vise, hvordan Bitcoin City vil forværre landets uligheder med kriminalitet, fattigdom og forurening på den ene side og luksus på den anden.

Resten af El Salvador // Bitcoin City