Colombia vil altid huske den dræbte, indfødte journalist Maria Vásquez

Forfatternote: Denne historie er én ud af flere historier, som dækker trusler mod oprindelige journalister i det colombianske departement Cauca. Den første historie ^[1] omhandler straffrihed i forbindelse med forbrydelser begået mod journalister, og den anden ^[2] omhandler de indfødtes kamp for jordrettigheder.

Det var en ganske almindelig søndag, uden tegn på problemer. María Efigenia Vásquez Astudillo og hendes mand, John Miller, som begge er indfødte journalister fra det sydlige Colombia, greb deres kamera og tog til de indfødtes Kokonuko-reservat.

Miller havde til opgave at dokumentere indbyggernes demonstrationer i det indfødte Kokonuko-reservat samt deres efterfølgende sammenstød med politiets uropatrulje, Esmad ^[3]. Begivenhederne fandt sted i Kokonuko-reservatet, som ligger i den lille colombianske by Puracé, et par timer væk fra den store by Popayán.

Miller fortalte Global Voices, at folk fra nabolaget havde haft ringet til ham og Efigenia Vásquez, hvorefter de bad dem dokumentere eventuelle konfrontationer med politiet. Indbyggerne fra Kokonuko-samfundet var mødt op for at demonstrere mod et privat turisme-projekt, ledet af Diego Angulo, som skulle gennemføres i hjertet af deres såkaldte resguardo, eller reservat, som ifølge den colombianske lovgivning ^[4] er en fælles ejendom.

Søndag morgen den 8. oktober 2017 befandt ægteparret sig i reservatet i nærheden af adressen Agua Tibia 2, hvor Angulos virksomhed Centro de Turismo y Salud Termales Agua Tibia ^[5], som beskæftiger sig med økoturisme, spabade og termiske bade, ligger.

Miller sagde, at han optog med sit kameraudstyr, som Vásquez havde lært ham – uden at blive distraheret og med fuld fokus på den eventuelle konfrontation mellem politiet og de indfødte. Ved 15-tiden foreslog Vásquez, at de tog hjem for at tage sig af deres tre børn.

Da de gik ned ad bjerget, så hun pludselig på ham og sagde, at hun ville gå en anden vej. Hun gik således rundt om bjerget, imens Miller fortsatte med at optage.

Han filmede en urobetjent fra Esmad, som affyrede skud, men han kunne ikke se, hvem han skød efter. Kort efter hørte han nogle fra lokalsamfundet råbe om hjælp. Han lagde straks kameraet fra sig og prøvede at lokalisere råbene.

Han fik et chok, da han så Vásquezs lig ligge på jorden. Han løb hen til hende sammen med andre fra lokalsamfundet. På vejen nedenfor var der stadig konfrontationer mellem Esmad og folket, hvilket gjorde det umuligt for ambulancen at komme frem.

En forbipasserende bilist kørte Vásquez hen til ambulancen, så den kunne køre hende til det nærmeste hospital. Den lille by, de befandt sig i, havde dog ikke det nødvendige medicinske udstyr, så hun blev fragtet til Saint Joseph Hospital i Popayán, som ligger i departementet Cauca.

I løbet af denne tid bad Vásquez for sit liv og om, at hendes forældre ikke skulle have noget at vide om hændelsen. Et par timer senere fik Miller at vide af en sygeplejerske, at de ikke kunne redde hende. Han var knust – hans elskede og kollega døde af skudsår. Dagen efter bekræftede ^[6] instituttet Legal Medicine Institute dødsårsagen.

Vásquez Astudillo var indfødt journalist og radiovært for radiostationen Renacer Kokonuko ^[7], tidligere indfødt vagt og mor til tre. Hun døde, mens hun rapporterede om hendes samfunds kamp om jordrettigheder. Selvom det er fire år siden, inspirerer hendes død stadig samfundet til at fortsætte deres kamp for deres reservat og fælles jord.

Kampen om de indfødtes territorier

Det er essentielt for Kokonuko-samfundet, at de genvinder deres jord, fordi deres identitet er forankret i Moder Jord.

Sulma Yace, en ældre leder af Kokonuko-samfundet, understregede, at samfundets forbindelse til Moder Jord er vigtig. Hun fortalte også, at flere og flere engagerer sig i at forsvare reservatet og genvinde Agua Tibia 2, efter Vásquez blev dræbt der, imens hun rapporterede om deres kamp. I 2021 protesterer indfødte samfund stadig mod tilstedeværelsen af Diego Angulos termiske bade i deres reservat.

Jhoe Sauca, juridisk talsmand for Kokonuko-samfundet hos Caucas regionale råd for indfødte Consejo Regional Indígena del Cauca (CRIC) ^[8], forklarede Global Voices, at det er vigtigt at genvinde Agua Tibia 2 “for at udvide reservatet, for at praktisere traditionelle ritualer og for at kræve retten til territoriet for Efigenias skyld.”

Eftersom Vásquez blev dræbt, da hun var på arbejde ^[2], fortalte den colombianske fond for pressefrihed, Fundación para la Libertad de Prensa (FLIP) ^[9], til Global Voices, at Colombias justitsminister burde undersøge sagen og være opmærksom på Esmads aggressioner mod journalister ^[10].

Justitsministeriet besvarede Global Voices spørgsmål på mail, hvori det informerede om, at der på nuværende tidspunkt er blevet igangsat en disciplinær undersøgelse mod urobetjenten, som affyrede skuddet. Ministeriet skrev, at undersøgelsen blev sat i værk, da betjenten havde begrænset offerets rettigheder og agerede uden for sin funktion.

Selvom der er lang vej til retfærdighed for drabet på Vásquez, fortsætter folk med at huske hende. Hendes tre børn husker hende som en hengiven mor, passioneret omkring hendes arbejde på radiostationen og engageret i hendes indfødte samfund.

Hendes mor, Ilda Astudillo, var glad, fordi hendes datter blev, hvad hun ønskede, nemlig en radiovært. Hendes far, Luis Vásquez, bliver stadig inspireret af hendes drømme om at studere journalistik og jura – noget som hun nu aldrig kommer til.

John Miller, hendes partner på arbejde og i livet, sagde, at på trods af denne forfærdelige hændelse og de risici, som indfødte journalister arbejder under i Cauca, vil han fortsætte med at rapportere fra Agua Tibia 2. Imens han mindedes gamle dage, citerede han sin kone: “Hvordan kan jeg løbe den anden vej? Jeg må være stærk og have personlighed, og jeg tillader ikke at blive besejret,” sagde han og tilføjede: “Vi skal handle efter vores måde at tænke på.”