I Guatemala mindes forfædrene med mad, fløjlsblomster og marimba-musik

Foto: Estuardo Tunche for det guatemalanske nyhedsmedie Prensa Comunitaria.

Denne artikel er en genudgivelse af to artikler, som er lagt sammen til én. Artiklerne er skrevet af Elías Oxom og Joel Pérez og blev oprindeligt udgivet på det guatemalanske nyhedsmedie Prensa Comunitaria.

Guatemalanere over hele landet fejrede Alle Sjæles Dag den 1. og 2. november, hvor de udtrykte sig på forskellige religiøse og kulturelle måder for at mindes deres elskede, afdøde forfædre. Billeder, blomster, mad og vand blev anbragt ved de afdødes gravstene og hjem.

De pyntede med blade fra pacaya-palmen og fra ambratræet og brugte fløjlsblomsten, kendt som “de dødes blomst“, til at udsmykke med. Derudover tilføjede de frugter, forskelligt mad, stearinlys, duftende gran og harpiks.

Denne tradition er meget højtidelig for dem, der stadig praktiserer den, men mange stoppede med at holde fast i traditionen for flere år siden. Selvom restriktionerne under COVID-19-pandemien forbød besøgende på kirkegårdene, hyldede mange alligevel livet. Pandemien efterlod en stor smerte hos dem, der mistede.

Foto: Guadalupe Figueroa for det guatemalanske nyhedsmedie Prensa Comunitaria.

Hvert år den 2. november, før COVID-19-pandemien, havde hundredvis af familier som tradition at besøge kirkegården i Ixcán, som ligger i det guatemalanske departement Quiché, hvor også den katolske kirke forestod gudstjeneste. Både sidste år og i år faldt besøgstilstrømningen til kirkegården dog betragteligt.

Foto: Prensa Comunitaria.

Selvom sundhedsmyndighederne indførte restriktioner for besøg på kirkegården i Ixcán i løbet af den 1. og 2. november, var det tydeligt, at ingen kontrollerede, om de blev overholdt. Så derfor ankom familier til kirkegården den 2. november for at besøge deres elskedes gravsteder.

Foto: Prensa Comunitaria.

I det guatemalanske departement Alta Verapaz samlede familier sig gennem denne kulturelle måde at udtrykke sig på, som nu er en familiekomsammen, hvor man, ud over at spise den hellige mad sammen, drikker juice lavet på sukkerrør og beder for de afdøde. Maya Kaqchikel-folket fra den guatemalanske by San Pedro Sacatepéquez fejrede De Dødes Dag i byens park, hvor et alter var blevet lavet til ære for de afdøde. Derudover var der live-musik med marimba og violin samt en kunstudstilling.

Foto: Feliciana Herrera for det guatemalanske nyhedsmedie Prensa Comunitaria.

Også familier fra Maya Ixil-folket, der holder til i den guatemalanske by Nebaj, besøgte deres afdøde. De besøgte gravstederne fra den 28. til den 30. oktober, eftersom kirkegården lukkede om søndagen den 31. oktober. Mange samfund mindedes deres forfædre med marimba og mad. Derudover praktiserede de både familietraditioner og traditioner som samfund.

På samme måde dekorerede familier fra samfundet i Nuevo Horizonte, der ligger i det nordlige Petén i Guatemala, allerede fra tidlig morgen deres afdødes grav med farverige blomster, hvor de også efterlod deres afdødes fortrukne slik og mad. I byen San Juan Comalapa, der ligger i Chimaltenango i det centrale Guatemala, tilberedte Zoila Girón og hendes familie fiambre, en traditionel guatemalansk salat med kød. De fortæller, at det er en madtradition, de har som familie på Alle Sjæles Dag. I den guatemalanske kommune Todos Santos Cuchumatán nær grænsen til Mexico blev der afholdt et traditionelt hestevæddeløb.

Selvom pandemien begrænsede familier i at besøge kirkegårde i to år, fortsatte mange samfund med at mindes deres forfædre og fejre livet.

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.