- Global Voices på dansk - https://da.globalvoices.org -

Chile er en farlig magnet for migranter

Kategorier: Latinamerika, Chile, Borgermedier, Humanitær Respons, Menneskerettigheder, Migration & Immigration, Regering

Foto: CONNECTAS

Denne artikel er et uddrag af teksten “De foragtede migranter [1]“, som er udgivet af CONNECTAS. Følgende udgave er redigeret og genudgivet af Global Voices.

Manuel, hans kone og deres tre børn emigrerede til Chile fra et landdistrikt i Carabobo i Venezuela i 2018, men de kan ikke huske præcis, hvornår på året det var. De husker heller ikke navnene på de mange byer, de opholdt sig i. Dog husker de, at de arbejdede i en lille by i Colombia ved en vejkant, hvor de skrabede nok penge sammen til busbilletter til Ecuador. Derudover husker de, at de i Peru hoppede op i en lastvogn med grøntsager i, mens den kørte, fordi ingen ville standse for at samle dem op. Endelig husker de, at de i Chile vandrede 25 kilometer om dagen gennem ørkenen i tre dage. Det var så intenst, at den ene af hans tvillingedøtre, Maria, som var 11 år, sagde, at hendes fødder næsten kun bestod af hård hud.

Der findes tusindvis af historier som denne i Latinamerika. Massemedierne sætter fokus på nogle få af disse historier, mens langt de fleste bringes til tavshed og forglemmes. Hver dag rejser omkring 800 migranter, hvoraf næsten alle er venezuelanere, fra Bolivia til Chile efter at have rejst gennem en stor del af det sydamerikanske kontinent i søgen efter økonomisk stabilitet. De fleste rejser som familie. De sidste tre år er Maria og hendes søskende vokset op på landevejen. Selvom de savner deres hjem, lader deres far dem vide, at deres hjemsted allerede er en spøgelsesby. Nu vil de forsøge at blive i Chile, hvor de ser muligheder, sagde de til CONNECTAS [2].

Børnene tror, ​​at deres far omsider vil finde fast arbejde i Chile, at de vil få eget tag over hovedet, og – vigtigst af alt – at de ikke længere skal vandre hele dagen og sove, hvor end de befinder sig, når mørket falder på. De ved ikke, at for blot en uge siden i byen Iquique, som de engang krydsede, demonstrerede lokale mod migranter, hvor de brændte deres telte og endda jagede nogle gennem gaderne.

Radikale personer brænder ejendele, som tilhører #VenezuelanskeMigranter [6] #Chile [4]. Omkring 5.000 mennesker deltog lørdag i en demonstration mod immigration i #Iquique [5]. De brændte #migranternes [6] få ejendele og anklagede den chilenske regering for ikke at tage ansvar for #immigrationskrisen [7].

Ifølge data fra Jesuit Migrant Service (SJM), som er baseret på rapporter fra den chilenske afdeling for immigration og migration samt det nationale statistiske institut (INE), steg antallet af udlændinge fra 305.000 i 2010 til næsten 1.500.000 i 2020 – tallet udgør 7,5 procent af det samlede befolkningstal i landet.

Den politiske og økonomiske krise, der er opstået i flere lande i regionen, er grunden til migrationen, og i Chile har det fået præsident Sebastián Piñera til at tage strengere metoder i brug. Ifølge Chiles nye migrationslov [10], der trådte i kraft i oktober 2021 [11], vil de personer, som ankom ved de åbne grænseovergange før den 18. marts 2020 – datoen, hvor myndighederne lukkede grænserne for første gang på grund af COVID-19-pandemien – få opholdstilladelse. Modsat har dem, der krydsede grænseovergangen på ulovlig vis, kun 180 dage til at forlade landet uden straf. Den chilenske regering lejede fly, så de bedre kunne håndhæve reglerne og udvise immigranter. Kun appeldomstolen standsede de vilkårlige udvisninger, der både var rettet mod personer, dømt for en forbrydelse, samt irregulære migranter.

Standpunktet for den chilenske regering har ændret sig. Piñera sagde i marts 2018: “Vi fortsætter med at modtage venezuelanere i Chile, fordi vi har en solidarisk pligt, og jeg glemmer aldrig, at da Chile mistede sit demokrati, var Venezuela meget generøs over for chilenere, der søgte nye muligheder.” Men i år, midt i migrationskrisen, begrundede han udvisningerne på følgende måde: “Vi ønsker ikke, at organiseret kriminalitet, smugling, narkotikahandel og dem, der ikke respekterer vores love, kommer ind i vores land.”

Menneskerettighedsorganisationer ønskede, at de kollektive udvisninger skulle stoppe samt at migranternes sager skulle gennemgås i overensstemmelse med internationale standarder og med respekt for menneskerettighederne.

#Chile [4]. Eksperter fra #FN [12] bad straks regeringen om at stoppe planerne for kollektive udvisninger af migranter, som har ret til at forblive i landet, mens deres situation vurderes i henhold til #menneskerettighedsstandarder.

Alligevel er Chile stadig en attraktiv destination og en sand magnet for dem, der ikke har meget at miste. Haitianerne, som forskellige lande har forsøgt at usynliggøre, står også over for deres egen tragedie [19], som ikke kan holdes skjult. Den chilenske regering anslår, at der i december var mere end 182.000 haitianere i landet. Antallet inkluderer ikke dem uden identitetspapirer, og som derfor, ifølge myndighederne i landet, ikke eksisterer. Under alle omstændigheder er haitianerne det tredje mest emigrerende folkefærd i det sydamerikanske kontinent og er kun overgået af venezuelanerne og peruanerne.

Chiles nationale menneskerettighedsinstitution (INDH) lavede i 2017 en undersøgelse af befolkningens opfattelse af immigranter og oprindelige folk. På baggrund af undersøgelsen advarede instituttet om, at racediskrimination bliver mere og mere udbredt blandt befolkningen. En alarmerende kendsgerning er, at størstedelen af ​​chilenerne anser sig selv for at være ”mere hvide” end andre latinamerikanere, og at de betragter migranter som “mere snavset”.

Hertil kommer de overgreb, som begås mod migranter ved grænseovergangene. For eksempel tilbyder de såkaldte “menneskesmuglere” og “pirater” at transportere dem fra by til by til urimelige priser – alligevel bliver de mange gange efterladt på vejen. Ifølge FN's Migrationsorganisation (IOM) bruger en venezuelansk migrant 1.500 dollars på billetter og betalinger til menneskesmuglere under deres rejse fra Venezuela til grænsen mellem Chile og Bolivia.

I Chile kan det i mellemtiden koste 35 dollars per person at rejse 200 kilometer ved hjælp af menneskesmuglere. Faktisk undgår busserne fra officielle virksomheder at tage migranter med, fordi de ikke har sundhedspapirerne i orden. I sidste ende ser det ud til, at alt er opsummeret i følgende citat, som en immigrant udtalte til IOM, da organisationen spurgte ind til hendes udgifter til emigrationen: “Vi Venezuelanere er blevet en virksomhed.”

I situationer som denne beder organisationer som SJM og Migr-Aktion Chile om et mere internationalt samarbejde og fælles ansvar mellem de sydamerikanske lande samt samarbejde med politi, myndigheder i berørte kommuner og centralregeringer. På den anden side mener den colombianske journalist José Guarnizo, at koordineringen bør involvere USA, det land, som mange ønsker at tage til, men som i øjeblikket trods sit store ansvar ikke har en åben politik.

Ifølge Sergio Micco, direktør for INDH, er racediskrimination ved at slå rod i den chilenske meningsdannelse. “Hvis vi chilenere kun taler om migranter i forbindelse med udvisninger og fordrivelser, fremmer det kun fremmedhad og racisme,” forsikrede han.

Af Fabiola Chambi og Cristian Ascencio, en del af CONNECTAS-redaktionen.