Mørke fortællinger fra Uruguay: Hvordan mødre og bedstemødre leder efter ofre fra Den Kolde Krig

En ny bog af den uruguayanske forfatter Tessa Bridal følger historierne om de kvinder, der leder efter deres elskede, som forsvandt under en smertefuld tid i landets historie: dets militærdiktatur ^[2] fra 1973 til 1985.

Da Tessa Bridal flyttede til USA i slutningen af 1960'erne af familiemæssige årsager, kunne hun mærke, at Uruguay var på vej ind i en turbulent tid. Selv mennesker som Bridal, der ikke var involveret i politik eller aktivisme, kunne mærke det politiske skift. Men Bridal, der var 20, da hun forlod Uruguay, kunne ikke have forudsagt grusomheden ved det frembrydende diktatur, som fængslede og torturerede sine egne borgere og fik dem til at fordufte.

”Da jeg vendte tilbage [til Uruguay] på besøg, kunne jeg mærke, at alt blev værre og værre. Folk var mere og mere bange,” fortalte Bridal i et telefoninterview med Global Voices. “Mange blev anholdt uberettiget.”

Flere år senere genlevede hun denne tid gennem sin seneste bog, der på dansk har titlen “Hukommelsens mørke side: Uruguays forsvundne børn og de familier, der aldrig stoppede med at lede ^[3]“. Bogen følger adskillige familier i deres søgen efter forsvundne slægtninge og forsøger at videregive viden om landets uhyggelige fortid. Især kvinder har utrætteligt forsøgt at genforene deres familier.

Da venstreorienterede bevægelser begyndte at vokse i Latinamerika i 1960'erne, voksede undertrykkelsen mod dem også. Der opstod en guerillabevægelse i Uruguay, kendt som Tupamaros ^[4], men en militærjunta tog til sidst kontrol over landet for at undertrykke guerillaerne.

I nabolandene, Argentina og Brasilien, og andre dele af regionen blev lignende bevægelser skabt. Dog blev også disse undertrykt af militærregeringer under en periode, der kaldes Latinamerikas Beskidte Krig. USA hjalp disse regeringer i planlægningen og viste dem, hvordan de skulle torturere, og hvordan de fik de venstreorienterede bevægelser til at fordufte. Alt dette var en del af, hvad der i dag kaldes Operation Condor ^[5].

Omkring 220 uruguayanere forsvandt i løbet af denne tid, ifølge en sandhedskommission ^[6] fra 2003. De fleste forsvandt i nabolandet Argentina, hvor man anslår, at 30.000 personer forduftede. Omkring 30 blev meldt savnet i Uruguay.

Kigger man på tallene, forsvandt der færre personer i Uruguay end i andre latinamerikanske lande. Ikke desto mindre havde undertrykkelsen en nedkølende effekt i det lille land, som ved starten af militærdiktaturet havde et befolkningstal på 2,8 millioner ^[7]. ”I Uruguay har vi et ordsprog: Vi er få, og vi kender hinanden,” sagde Bridal.

To af dem, der forsvandt, var Emilia Islas Gatti de Zaffaroni og hendes mand Jorge Zaffaroni Castilla. De var begge fremtrædende aktivister, der mente, at Tupamaros havde evnen til at befri uruguayanerne fra fattigdom og lidelse. De flygtede til Buenos Aires, da deres politiske aktivitet gjorde dem udsatte i Uruguay. De blev kidnappet ^[8] i Argentina i 1976 af en koalition ^[9] af argentinske og uruguayanske styrker og ført til et torturcenter i Buenos Aires. Deres 18 måneder gamle datter, Mariana, blev også taget med. Emilia var dengang tre måneder henne i sin graviditet med deres andet barn.

Efter Emilia forsvandt, blev hendes mor, Ester Gatti de Islas, en del af en gruppe, der kæmpede for sandhed og retfærdighed for deres forsvundne familiemedlemmer. Gruppen går under navnet “Mødre og Familier til Tilbageholdte Forsvundne Uruguayanere”. Ester havde brug for at vide, hvad der var sket med hendes datter og barnebarn. Bridal fortæller om Esters utrættelige søgning i sin bog.

Mange forsvundne børn blev adopteret af militære familier. Sommetider var det personerne, der var involveret i deres forældres forsvinden, som adopterede børnene. En sandhedskommission havde kendskab til 40 sager om uruguayanske børn, der forsvandt under den Beskidte Krig. I nabolandet Argentina blev omkring 500 børn ^[12] taget fra deres forældre, efter forældrene blev kidnappet af militæret.

Da Bridal kontaktede Ester, var hun nedslidt efter flere årtiers søgen. “Ester var en kriger i meget lang tid,” sagde Bridal. Hendes aktivistiske år gav pote, og i 1993 identificerede en DNA-test hendes barnebarn Mariana. Hun var opvokset hos en militærfamilie, som muligvis var involveret i hendes forældres forsvinden.

I Uruguay er denne sag blevet et symbol på den indvirkning terroren under Den Kolde Krig har haft på familier, og hvordan vedholdenhed i sidste ende kan afdække sandheden og genforene slægtninge. Men disse genforeninger kan rejse modstridende følelser, og Bridal undersøger nuancerne i disse oplevelser i sin bog.

#MayoMesdelaMemoria ^[13]
Deberíamos recordarle a los jóvenes y no tanto, q hay cosas q no se deben olvidar nunca. Xque después corremos el riesgo de tener fascistas en el gobierno defendiendo a genocidas.
Ella es Mariana Zaffaroni Islas, secuestrada en 1976. Restituida en 1993. pic.twitter.com/2ySN2HSERs ^[14]

— Rosana Rodríguez (@roxyrm2014) May 12, 2021 ^[15]

#MajMindeMåned ^[13]. Vi må minde de unge og ikke så unge om, at visse ting ikke bør glemmes. Ellers risikerer vi efterfølgende at få fascister i regeringen, som forsvarer folkedrab.
Dette er Mariana Zaffaroni Islas, kidnappet i 1976. Hun tilbagevendte i 1993.

Esters kamp repræsenterer så mange latinamerikanske kvinders kampe, og blandt andet derfor var Bridal fast besluttet på at fortælle om den. Kvinder forventes at håndtere alle familieanliggender. Når deres familier trues, er det kvinderne, der tager hånd om det.

“Grunden til, at jeg blev meget draget af disse kvinder, var først og fremmest fordi de var kvinder, og de var så bestemte og så modige,” sagde Bridal. “Meget ofte var det på ingen måde sikkert at undersøge, hvad der var sket med deres voksne børn, som var forsvundet.”

Efter at militærdiktaturet sluttede, og Uruguay blev et demokratisk land, blev få militære officerer ^[16], som havde krænket menneskerettighederne, stillet for retten. Men den dag i dag går de fleste af disse gerningsmænd stadig frit rundt, og det er fortsat farligt at kritisere overgrebene offentligt såvel som at søge sandheden. I 2016 var der indbrud ^[17] på et laboratorie, der anvendes af den uruguayanske undersøgelsesgruppe for retsmedicinsk arkæologi, som er med til at undersøge sagerne om de forsvundne. Den tidligere nævnte gruppe, der kalder sig “Mødre og Familier til Tilbageholdte Forsvundne Uruguayanere”, sagde, at deres modstandere lavede “et angreb på vores medlemmers moral ^[18]” og igangsatte kampagner ^[19] med det formål at miskreditere dem.

Amerikanske embedsmænd, der planlagde og deltog i Operation Condor, blev heller ikke stillet for en domstol. Da Bridal begyndte at forske i sagen, som var omkring den 11. september 2001, var det tabu at nævne den amerikanske regerings rolle i Latinamerikas krænkelser af menneskerettighederne, eftersom patriotismen steg efter angrebene på tvillingetårnene og USA lancerede krig mod terror. Hun fik at vide af redaktører, at tiden ikke var til at udgive en bog, der var kritisk over for den amerikanske regering. Det var næsten som om, de betragtede det som “forræderi” mod USA, sagde Bridal, der bor i Minnesota.

Selvom hendes planer om at udgive bogen blev sat i bero i to årtier, forsømte Bridal aldrig historierne. “Jeg kunne aldrig glemme den bog, fordi jeg blev betroet meget meningsfulde historier,” sagde hun. I Uruguay har historierne om Ester og hendes barnebarn og så mange andre været med til at kaste lys over fortidens overgreb og sikre, at de ikke bliver glemt.

Som de kvindelige hovedpersoner i sin bog udviste Bridal standhaftighed, og “Hukommelsens mørke side ^[3]” udkommer den 26. oktober 2021. På trods af bogens dystre emne håber Bridal, at læserne efterlades med en følelse af optimisme og inspiration.

“Deres mod og vedholdenhed er bemærkelsesværdig. De blev bare ved og ved og ved,” sagde Bridal. “For mig er de i sandhed rollemodeller for mod.”