- Global Voices på dansk - https://da.globalvoices.org -

Jeg ønsker hverken had eller medlidenhed, men blot at leve i min egen krop

Kategorier: Latinamerika, Colombia, Borgermedier, Helbred, Homoseksuelles rettigheder, Kvinder & Køn, The Bridge

Tegning af Lucia Jiménez Peñuela og design af Giovana Fleck.

I Colombia er gennemsnitshøjden [1] for kvinder og mænd henholdsvis 154 cm og 171 cm – dette gælder naturligvis de ciskønnede [2] kvinder og mænd. Min krop, der er 188 cm høj, tiltrækker mere opmærksomhed end nogensinde før. I mit “tidligere liv” fik jeg komplimenter for min højde, da det som mand er ganske positivt at være høj. Det var også altid mig, der skulle løfte tunge ting, fordi historisk set er manden den stærke … eller hvad? [3]

Denne krop blev senere set som “en stærk mand, forklædt som en kvinde” og var til sidst ikke længere et menneske, men genstand for nøje undersøgelse af offentligheden.

Udviser folk diskretion, fortæller de dig, at de er forbavsede over din højde. Men langt de fleste gange scanner de dig med urolige blikke – uanset hvilken kjole du har på. Kvindelige kroppe, som ikke længere udtrykker sig gennem det maskuline, men gennem det feminine, bliver konstant seksualiseret, får deres kønsorganer undersøgt og bliver altid kritiseret i lyset af den uopnåelige, ciskønnet, hvide kvindekrop [4]. Her refererer jeg til det engelske udtryk passing [5] – målestokken for, om vi ligner en kvinde eller ej, eller rettere sagt, om man lægger mærke til, om vi er transkønnede eller ej.

Uanset om vi ændrer vores krop, kønsorganer, bryster, kjoler eller noget helt femte, er det, vi gør, aldrig nok – om vi så menstruerede, ville det aldrig være nok. Videnskaben skrider frem, og transkvinder vil i fremtiden kunne blive gravide. Alligevel vil de blive bebrejdet for ikke at være rigtige kvinder.

Nå, men her er jeg. En høj kvinde med kobberfarvet hud, der indtil sidste år modtog tre kommentarer om dagen fra fremmede, som fortalte mig, hvor forkert min krop er. Jeg har oplevet udtryk af afsky, frygt og lyst i andres øjne. For ikke at nævne de verbale og fysiske angreb, jeg har stået på mål for på grund af min feminine identitet.

For et år siden forværrede min mobilitet sig på grund af mange timers stillesiddende arbejde uden pauser, som var årsag til, at jeg oplevede lammende smerter og altid følte mig usikker på benene, når jeg gik. Så nu bruger jeg en stok. Selvom blikkene, kommentarerne og de hadefulde hændelser mod mig ikke er forsvundet fuldstændigt, oplever jeg nu som dårligt gående et nyt blik: det medlidende. Det burde ikke være sådan. Men i det mindste gav det medlidende blik mig noget fra den ubetænksomme menneskehed. Jeg vil hellere have medlidende blikke sendt min vej end det sædvanlige had.

Før i tiden modtog jeg “komplimenterende” kommentarer fra personer, der regnede mig for at være prostitueret – de mente, at det måtte være mit eneste formål [6]. Nu hvor jeg bruger stok, virker min krop mindre tiltrækkende på dem, som kom med disse kommentarer.

Hvor vil jeg så hen med alt det her? Mit mål er ikke, at dem, der læser med, skal have medlidenhed med mig. Mit mål er at fremhæve over for dem, der kritiserer kroppenes diversitet, at de ikke aner, hvad vi har gennemlevet for at få, genvinde og/eller bevare den krop, vi lever i.

De aner ikke, hvilke vigtige rutiner jeg må udføre for at kunne bevæge mig rundt med så få smerter som muligt.

De aner ikke, hvilket mod det kræver [7] at forsvare min krop hele tiden.

De aner ikke, at den stemme, de gør grin med og kalder “en mands stemme”, i virkeligheden kan måle sig med en kvindes efter at have gennemgået maser af logopædterapi [8] for at opnå det – som var det en sanger, der forberedte sig på at optræde.

De aner ikke, hvor mange læger jeg har måtte overbevise om, at jeg er kvinde, så jeg kunne få adgang til sundhed, som er min ret. Læger ser mig som en stærk mand, der blot dukker op til lægekonsultation med fantasifulde lidelser. At jeg ikke menstruerer, er nok til, at de ikke anerkender mig som menneske.

De aner ikke, at resultatet af at blive forfulgt og næsten slået er posttraumatisk stress, eller hvor udmattende det er at skulle lukke øjnene eller se ned i gulvet, hver gang jeg tager bussen, for at undgå de andre passagerers blikke, der kigger på mig, som om jeg er et produkt i en reklame fra et supermarked.

De aner ikke, at mine veninder og bekendte, der lider af mere komplekse handicap end mig [9], bliver udsat for latterliggørelse, blikke, at andre peger på dem og forskellige former for overgreb, som de har oplevet i gaderne og hos deres læge.

De aner ikke, hvor smertefuld elektrolyse kan være, og hvilke komplikationer det kan give at fjerne ansigtshår med laser [10]. Det lader til, at de eneste legitime årsager til, at en kvinde har smerter, er under hendes menstruation, eller når hun føder. Dette kan både gøre ondt på krop og sjæl.

På et eller andet tidspunkt har vi alle kritiseret en andens krop, og det er nemmere at gøre som privilegeret. Tænk på, hvor nemt det er at sige til en transkvinde, at hun ikke er en kvinde og dermed ugyldiggøre hendes opbygning, når du aldrig selv har gjort noget for at være den, du er, ej heller har sat spørgsmålstegn ved, hvem du er. Du har en vagina, menstruation, og du kan eller har været gravid – og dermed er du kvinde. Har du en penis, er du en mand.

Du påpeger igen og igen, at transkvinder er mænd, fordi de har en prostata. Tak, fordi du bekymrer dig om vores helbred, selvom du ville have godt af at bekymre dig lidt om dig selv og sørge for at gå til din årlige lægeundersøgelse. Du skal jo passe godt på din prostata og penis, især når det er det eneste, der gør dig til en mand.

Du sidder på de stole, som er forbeholdt personer med bevægelsesbesvær og andre lidelser, og beslutter om jeg er værdig nok til også at sætte mig. Det betyder ikke noget for dig, at jeg falder i bussen, når den tager et skarpt sving, imens dit blik, der scanner mig fra top til tå, er rettet stift på mine kønsdele. Ligesom på offentlige toiletter, hvor du bestemmer, hvem der må bruge toiletterne [11], bestemmer du også, hvem der har, og hvem der ikke har, bevægelsesbesvær.

Så derfor vil jeg gerne invitere dig til at se på din egen krop, og ikke på min eller andres. Du er ikke i stand til at dømme, fordi du simpelthen ikke er den anden person, men kun dig selv. Anerkend, at de kroppe, du kritiserer, har rejst en lang og hård vej for at blive til eller blive ved med at være dem, de er.