Foto: Giovana Fleck/Global Voices.

Denne artikel er skrevet af en forfatter fra Cuba, der af sikkerhedsmæssige årsager går under pseudonymet Luis Rodriguez. Musikken nedenfor er udvalgt af Global Voices og Spotify.

Det er mere end to måneder siden, at protesterne af hidtil uset omfang fandt sted den 11. juli i Cuba, hvor tusindvis af cubanere gik på gaden for at kræve retten til ytringsfrihed og grundlæggende behov som mad og medicin. Sidan da har utilfredsheden over de problemer, som aldrig løses og hver dag forværres, fyldt i cubanernes bevidsthed.

Mange inden for og uden for øen har undret sig over, hvorfor det sociale udbrud den 11. juli, der omtales 11J, og som kom bag på den cubanske regering, ikke førte til de ønskede resultater. Den voldsomme undertrykkelse af demonstranterne har medført en udbredt frygt blandt dem, der har forsøgt at gå på gaden for at protestere igen. Staten opretholder fuld kontrol over de cubanske medier og har instrueret alle tilgængelige medier til at manipulere med fortællingen om 11J. Desuden stempler staten dem, der protesterede den dag, som “kriminelle og terrorister.”

Men hvad har så ændret sig i Cuba? Det er et spørgsmål som mange millioner cubanere ofte stiller, eftersom de fortsat mangler fødevarer, konstant oplever strømafbrydelse, mangler medicin og hele tiden møder undertrykkelse fra den cubanske regering, som forsøger at trække dens ideologi ned over hovedet på dem.

Ifølge NGO'en Cubalex, der ligger i USA og arbejder for menneskerettigheder, er 437 protestanter, ud af de i alt 949, som blev arresteret, stadig tilbageholdt. Derudover er “kun 62 personer blevet stillet for en domstol, hvor 53 af dem, og dermed størstedelen, er anklaget for offentlig uorden. Dog er andre også beskyldt for krænkelser, at gøre modstand, at tilskynde til at begå kriminalitet og for at forvolde skader,” beretter den statsstyrede avis Granma. Dog er disse data offentliggjort af internationale medier. I bund og grund har næsten ingen i Cuba adgang til endelig information om de anholdte.

I situationer som disse er grunden til misinformation, at regeringen, i modsætning til andre lande, ikke tillader, at fængsels- eller retsinstitutioner overvåges af organisationer eller NGO'er som Amnesty International og Human Rights Watch.

Derfor kommer de få relevante oplysninger, cubanerne rent faktisk modtager, fra cubanske kilder som Cuban Observatory of Human Rights og andre systemkritikere, der opererer inden for lovens rammer med ringe adgang til pålidelige oplysninger om sagen. Dette forklarer, hvorfor vi ved så lidt om de anholdtes situation.

Størstedelen af ​​de anholdte er almindelige mennesker og oppositionsledere som Luis Manuel Otero Alcántara, der er den første leder af San Isidro-bevægelsen. Han blev løsladt efter at have været tilbageholdt på hospitalet Calixto García i en længere periode, men da han forsøgte at deltage i protesterne, blev han fængslet i et stærkt bevogtet fængsel, hvori han stadig befinder sig. Også rapperen Maikel Osorbo, som er hovedpersonen i musikvideoen “Patria y Vida“, blev anholdt. Det blev han allerede før protesterne på 11J-dagen, og han er endnu ikke blevet stillet for en domstol.

José Daniel Ferrer er leder af organisation UMPACU i byen Santiago de Cuba og bliver betragtet som den vigtigste leder af den traditionelle opposition. Han har flere gange siddet fængslet i Cuba, og nu er han igen idømt fængselsstraf – denne gang på 4 års fængsel.

Kunstnere og intellektuelle forblev ikke på sidelinjen, da protesterne fandt sted, men spillede en hovedrolle i en af de mindre velkendte ​​begivenheder under protesterne. En gruppe kunstnere tog nemlig til ICRT, et institut for film, radio og TV, hvor de krævede retten til at komme i fjernsynet, således de kunne give befolkningen gennemsigtige oplysninger om begivenhederne. Her blev de voldeligt undertrykt.

Dialog og Gag Law

I Cuba efter 11J forsøger regeringen desperat at minimere den sociale utilfredshed og ændre sit image over for verden ved at skabe såkaldt “plads til dialog” med samfundets forskellige sektorer såsom kunstnere, religiøse og bydelenes populære ledere. Omvendt har regeringen ikke lavet “plads til dialog” med den politiske opposition, som man har gjort i mange andre lande, herunder selv i Venezuela, som er en af Cubas politiske allierede.

Før regeringen kan opnå at skabe en dialog med civilsamfundet, skal den, ifølge Julio Cesar Guanche, “gennemgå de anholdtes retslige og juridiske situation, politiretsafgørelserne og anerkende retten til at demonstrere fredeligt.” Nægter regeringen dette, vil muligheden for at skabe den dialog, som den forsøger at skabe, fortsat være meget begrænset.

Staten har forsøgt at håndtere krisen ved at sænke prisen på, hvad det koster at få adgang til internettet og, meget modsigende, ved at bekendtgøre den nye Lov 35 om informationer på sociale netværk. Loven nævner, at enhver borger, der fremmer falske nyheder og tilskynder til vold på sociale netværk, kan blive retsforfulgt. Mange i Cuba har sammenlignet denne lov med regeringens pinefulde forsøg på at indføre en regel, der på engelsk omtales Gag Law, og som fratager cubanerne deres ytringsfrihed.

I lyset af denne frustrerende situation konkluderede jeg, at denne opvågning af det cubanske folk var nytteløs, og at den ikke medførte de ændringer, vi ønskede – men de historiske erfaringer fra 11J giver os også indsigt. For første gang i årtier viste et enormt antal cubanere sig på hele øen for at gøre krav på deres rettigheder, langt de fleste på en fredelig måde. Som den cubanske statsforsker og historiker Armando Chaguacedas sagde: “Cuba forstod, at det havde ret til at have rettigheder.”

En ny march vil finde sted den 20. november for at kræve, at de politiske indsatte bliver løsladt og for at forsvare demokratiet. Intet og ingen vil være i stand til at stoppe historiens gang i et land, der på 11J-dagen forstod, at den eneste vej til frihed er gennem en fredelig og politisk overgang i Cuba.