Efter uger med tvivl og stigende antal COVID-smittede fylder jamaicanerne vaccinationsstederne op

Pfizer-vaccine mod COVID-19. En ladning ankom til Jamaica den 19. august 2021. Foto: Marco Verch Professional Photographer/Flickr (CC BY 2.0).

Jamaicas kamp mod COVID-19 og dens delta-variant har taget mange drejninger. Den 24. august, hvor et ugelangt udgangsforbud, som havde til formål at bremse en større stigning i antallet af nye smittede, fandt sted for tredje gang, var der masser af personer i og omkring vaccinationsstederne i flere landdistrikter, da Sundhedsministeriet med glæde kunne meddele om tildelingen af 21.000 vaccinedoser.

Selv før delta-variantens tilstedeværelse blev bekræftet den 18. august, var antallet af nye smittetilfælde stærkt stigende og udgjorde 90% af det hidtidige toppunkt den 19. marts. Nu ligger gennemsnittet på 625 smittede dagligt. Store underholdningsbegivenheder, der var tilladt under frigørelses- og uafhængighedsferien i begyndelsen af august, kan forklare en del af denne kraftige stigning. Den 23. august var antallet af smittede på øen næsten 14.000, hvoraf 149 personer i kritisk tilstand var indlagt på hospitalet.

Blogger og menneskerettighedsaktivist Susan Goffe tegnede et grumt billede af situationen og bemærkede, at smittetallet var rekordhøjt den 22. august:

We are in our third wave of Covid-19 in Jamaica […] indicators are all going in the wrong direction, with our vaccination levels too low to have any significant collective impact on the effects of this wave […]

The report issued [with data from August 23, 2021] saw a record number of new cases being confirmed — 879, the highest single day total since the start of the pandemic.

Our hospitals and medical personnel are being overwhelmed […] it is going to get worse before it gets better. Actions taken now, by the government and the people, can help to reduce further infections and further deaths. But downplaying what’s happening, wishing it weren’t so or ignoring the science will not.

Vi er ramt af tredje bølge af COVID-19 i Jamaica […]. Alle målinger går i den forkerte retning med for lidt vaccinerede til at have nogen væsentlig kollektiv indflydelse på virkningerne af denne bølge […].

I rapporten, der blev offentliggjort [med data fra den 23. august 2021], blev et rekordhøjt antal nye tilfælde bekræftet – 879 var det højeste antal på en enkelt dag siden pandemiens start.

Vores hospitalspersonale bliver overvældet […]. Det bliver værre, før det bliver bedre. Handlinger fra regeringen og folket kan hjælpe med at mindske yderligere smittespredning og yderligere dødsfald. Men at bagatellisere det, der sker, ønske det ikke var sådan eller ignorere videnskaben vil ikke [mindske den].

En forsendelse af Pfizer-vacciner, den første forsendelse ud af tre, doneret af USA, ankom til Jamaica den 19. august, med udrulning, der startede allerede to dage senere, den 21. august. De 208.260 doser var forbeholdt unge i aldersgruppen 12-18 år i håb om, at de vil kunne vende tilbage til fysisk undervisning til oktober. Trods en langsom udrulning i begyndelsen tog mange hurtigt imod vaccinen, da smittetallet nåede rekordhøjde i weekenden. Nogle voksne fik desuden lov til at få Pfizer-vaccinen.

I et forsøg på at opfordre befolkningen til at blive vaccineret lagde hustruen til premierministeren, Andrew Holness, et familiebillede op på Twitter, efter at deres teenagesønner var blevet vaccineret:

#BlivVaccineret
Vores drenge har fået deres første Pfizer-vaccine.
Jeg opfordrer alle forældre til at gøre brug af vaccinetilbuddet for at sikre, at vores dyrebare børn er beskyttet og vaccineret. Lad os alle spille en rolle i dette forløb. #GørDetRigtige #BlivVaccineret

Spørgsmål om, hvorvidt forældre skal give samtykke til vaccination af deres børn, har også rejst sig. Eftersom minimumsalderen for samtykke er 16 år i Jamaica, mente en interessegruppe af unge, at vaccination af alle over denne alder ikke burde kræve samtykke fra forældre:

Vi går på ingen måde ind for hensynsløs vaccination af børn uden deres forældres viden eller involvering. Ikke desto mindre kan børn, der er fyldt 16 år, ifølge loven selv give samtykke til lægebehandling, og vi kan ikke se, hvorfor det ikke også skulle gøre sig gældende her.

Resultater fra en uofficiel meningsmåling på Twitter, foretaget af avisen Jamaica Gleaner, viser enighed:

#TirsdagsSnak: En interessegruppe af unge har krævet, at teenagere, der er fyldt 16 år og derover, kan blive vaccineret uden deres forældres samtykke. Er du enig?
Ja – 59.3 %
Nej – 32.2 %
Ikke sikker – 8.5 %

Presset for at få personer vaccineret er gradvist intensiveret, idet organisationer som den indflydelsesrige Private Sector Organisation of Jamaica, organisationen for den private sektor i Jamaica, ruster sine medlemmer til at få deres medarbejdere vaccineret:

Tak @GruppoCampari for at medvirke i bestræbelserne på at få vores produktive sektor fuldt vaccineret! #vaccineret#VaccinerVirker

Som medlem af organisationen for den private sektor i Jamaica er J. Wray & Nephew en af de virksomheder, der står i spidsen for opgaven med at vaccinere dens medlemmer. Holdet bag The Private Sector Vaccine Initiative, [den private sektors vaccine-initiativ], samarbejdede med virksomheden om at afholde en vaccine-dag på arbejdspladsen for personale, pårørende og entreprenører.

Selv de lige så indflydelsesrige kirker er kommet på banen og deltog i et webinar arrangeret af Sundhedsministeriet:

Kirkeledere siger “amen” til vacciner.

Jamaica Council of Churches (JCC), Jamaicas kirkeråd, udsendte efterfølgende en pressemeddelelse, hvori det gav udtryk for en stærk opbakning til vaccinen. Dette er et kæmpe gennembrud, da religiøse bekymringer blev identificeret som en hovedårsag til vaccineskepsis blandt jamaicanere. Pressemeddelelsen blev udsendt den 23. august og omtalte videnskaben som “en gave fra Gud” og fastslog:

We therefore implore, beseech and encourage all Jamaicans who have not yet been vaccinated to do so as soon as it is possible, sparing no effort or cost. In addition, we encourage continued adherence to the long-established protocols […]

Our understanding of the sanctity of life demands that we work in personal and communal settings to preserve life and the quality of life.

Derfor bønfalder, beder og opfordrer vi til, at alle jamaicanere, der endnu ikke er blevet vaccineret, bliver det, så snart det er muligt, koste hvad det vil. Derudover opfordrer vi til, at man fortsat følger de fastlagte retningslinjer […].

Vores forståelse af livets hellighed kræver, at vi arbejder inden for personlige og fælles rammer for at bevare livet og kvaliteten af livet.

I mellemtiden opstod der visse logistiske bekymringer under vaccinationsindsatsen, hvor nogle klagede over tætpakkede vaccinationssteder, andre ikke fik lov at få vaccinen og mindst ét vaccinationssted i landdistriktet løb tør for vacciner.

Der har været diskussioner på nettet om jamaicanernes øgede interesse for Pfizer-vaccinen i modsætning til AstraZeneca, der ankom til Jamaica den 30. juli som en gave fra Storbritannien.

En bruger på Twitter delte sin oplevelse:

Alle mine familiemedlemmer i USA fik Pfizer-vaccinen. Jeg forventede helt sikkert, at den ville komme til Jamaica, jeg vidste det var et spørgsmål om tid, før USA ville donere til os. Jeg tog til Merl Grove [High School] søndag og ventede ikke længe [på en vaccine], [men] da jeg kom mandag med min niece, ventede vi fire timer – stedet var overfyldt.

En anden har dog antydet, at tilstrømningen til vaccinationsstederne er opstået, fordi jamaicanerne er bekymrede over det stigende antal smittede og de stadig mange indberetninger om overfyldte hospitaler:

De ventede ikke på en specifik vaccine. Det er fordi, de ser på tæt hold, at mennesker dør og at hospitalerne er overfyldte.

Alligevel virker der til at være mindre aktivitet på mindst ét af de vaccinesteder, der tilbyder AstraZeneca:

Haha, Mona Ageing and Wellness Centre tilbyder kun AstraZeneca, så der var helt TOMT. Kæmp for Pfizer, hvis du vil, men lad være med at brokke dig, for du har et andet valg.

En klummeskribent foreslog på en humoristisk måde, at mænds interesse for Pfizer-vaccinen måske kommer fra virksomhedens fremstilling af et andet lægemiddel:

Dette har åbenbart fået mange mænd til at tilslutte sig Pfizer den seneste tid. For at være helt ærlig, lige nu vil enhver positiv drejning, der resulterer i, at skeptikerne bliver vaccineret, være en gevinst.

Tro på Pfizer-vaccinen.
Glem ikke, at [virksomheden bag vaccinen også] fremstiller Viagra.
Hvis de kan vække de døde… kan de også redde de levende.

Hvad grunden til at lade sig vaccinere end måtte være, krydser den jamaicanske regering fingre for, at den fart, man havde under rekorddagen for antal vaccinerede, vil fortsætte. Som ét af de lande med lavest vaccinationstal i Latinamerika og Caribien har det meget at indhente.

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.