- Global Voices på dansk - https://da.globalvoices.org -

Quilombola-samfund begræder miljøskader fra industrier omkring Aratu Havn i den brasilianske stat Bahia

Kategorier: Latinamerika, Brasilien, Borgermedier, Etnicitet & Race, Miljø

Eliete Paraguassu i Pecém i Ilha de Maré-distriktet | Foto: Eduardo Machado/Agência Mural.

Denne artikel blev skrevet af Eduardo Machado og Agência Mural [1] og oprindeligt udgivet i februar 2021. Artiklen genudgives her i forbindelse med en aftale med Global Voices om deling af indhold.

En af de største industrihavne i Brasiliens nordøstlige stat Bahia, Aratu Havn, har påvirket samfundets liv i området.

Fiskere, personer, der samler skaldyr og quilombolas på øen Ilha da Maré er bekymrede over de miljømæssige og socioøkonomiske konsekvenser for regionen. De er bekymrede over om forureningen af havet, floderne og mangroverne har forhindret familier i denne region i at indsamle og fange deres egen mad og sælge den.

Udtrykket quilombola [2] referer til personer, der er en del af de samfund, som består af slægtninge til de afrikanske slaver i Brasilien. De undslupne slaver skabte modstandsdygtige samfund i landet, der går under navnet quilombos [3]. Disse samfund opretholder en stærk forbindelse med deres historie og arv og bevarer deres forfædres skikke [4] og kulturer. Der er mere end 500 quilombola-samfund alene i Bahia.

Den 41-årige Eliete Paraguassu, som er rådgiver for quilombolas, samler af skaldyr og fra landsbyen Porto dos Cavalos, siger, at lokalsamfundene i årtier er blevet udsat for kemisk forurening, udledt af de virksomheder, som lejer Aratu Havn [5].

Paraguassu sagde, at flere klager over forureningen i området blev indgivet og sendt til agenturer som FN, Amnesty International [6] og Menneskerettighedskommissionen i Brasilien.

”Denne forurening er et usynligt monster. Vi har flere dokumenter, en rapport og flere samarbejdspartnere, der hjælper os, men pandemien førte til en manglende reaktion på problemet,” forklarede hun.

Blandt de miljømæssige påvirkninger, der blev anført i rapporten, nævnes blandt andet tabet af medicinske planter som aloe vera og det brasilianske pebertræ aroeira, miljøforurening, især af vand, og at der er færre og færre fisk, som fisken Maria Preta, og skaldyr som chumbinho.

Landsbyboerne påpeger også, at lastvognschauffører smider affald på vejen, trænger ind i mangroverne og dræber dyrene.

Ifølge den private virksomhed Central de Tratamento de Efluentes Líquidos (CETREL), der er ansvarlig for at håndtere forurenede områder i store industriområder, blev flere kemiske stoffer, som Det Nationale Miljøråd i Brasilien (CONAMA for sit akronym på portugisisk) har klassificeret som farlige eller meget farlige, fundet.

Aratu Havn blev indviet i 1975 og er en forlængelse af industricenteret i Aratu og industrikomplekset i Camaçari. Området er et af landets vigtigste afsætningsmuligheder for kemisk og petrokemisk industri og står for 60 procent af overskuddet i regionen. Det håndterer desuden gods for virksomheden Bahia State Docks Company (CODEBA).

Ifølge virksomheden er havnen administrationssted for en lang række varer, hvor også blandt andet jernmalm, mangan, kobber, urinstof, gødning, nafta, propylen og kobberkoncentrat håndteres.

Olieplatforme uden for øen Ilha de Maré | Foto: Eduardo Machado/Agência Mural.

Ifølge lokale beboere bortskaffes kemisk affald fra lokal industri gennem rør i farvandet i bugten ved Aratu Havn.

For den 63-årige Maria de Fátima Lima Pereira, fiskerkvinde og formand for den kollektive restaurant Tempero do Quilombo, som fungerer som en slags andelsvirksomhed, i Alto do Tororó, har den industrielle udvikling i området forringet kvaliteten af livet og forvandlet stedet fra et landdistrikt til et bysamfund.

Hun voksede op i Maré og husker, at det allerede begyndte, da hun var 10 år gammel. ”Mangroven blev beskadiget. Den blev sandet til. Det mudder, der var rent og medicinerende, blev til råddent mudder,” sagde hun.

Pereira giver virksomhederne skylden for at ødelægge Matuím, en indhegnet mangroveskov, som er et vigtigt levested for forskellige dyr som rejer, fisk, krebsdyr og bløddyr.

”De valgte at bortskaffe deres affald dette sted. Hvad de kalder udvikling, kalder jeg ødelæggelse. De er ligeglade med samfundene. De tjener penge og folk bliver syge, svækkes og dør,” sagde hun.

Marcella Gomes, en biolog og underviser, der bor på øen Ilha de Maré, fremhævede de mulige konsekvenser og risici for regionens quilombola- og fiskersamfund. “Mange af disse forurenende stoffer er kræftfremkaldende,” fortalte hun.

Alex Santos fanger fisk og skaldyr i Pecém i distriktet Praia Grande | Foto: Eduardo Machado/Agência Mural.

Gomes påpegede også andre miljømæssige forandringer: “Forurenende stoffer, især på lang sigt, påvirker det marine økosystem og ændrer vandkvaliteten og dynamikken i fødekæden [7], mens de mest sårbare organismers død skaber ubalance i hele fødekæden.”

Den 19-årige skaldyrsindsamler Alex Santos da Silva, der bor i quilombola-samfundet i Bananeiras nær Aratu Havn, er en af ​​de få mænd i skaldyrssektoren i Pecém i distriktet Praia Grande. Han har allerede bemærket synlige ændringer i den lokale flora.

”Alle mango-, citron- og jackfrugtplantager dør af forureningen. Jeg kender ikke kemikalierne, men Aratu Havn har slået [træerne] ihjel,” sagde han.

Anerkendelse og tavshed

Quilombola-samfundene i Ilha de Maré og Alto do Tororó har kæmpet for anerkendelsen af ​​deres etniske identitet og afgrænsningen af ​​deres oprindelige landområder siden begyndelsen af ​​90'erne.

Omkring 400 familier fra disse traditionelle samfund i Ilha de Maré i distrikterne Bananeiras, Martelo, Ponta Grossa, Porto dos Cavalos og Praia Grande blev officielt anerkendt mellem december 2004 og september 2005 af Palmares Kulturfond [8], et agentur [8] tilknyttet ministeriet Ministério da Cidadania [8], som er ansvarlig for registrering og udstedelse af officielle dokumenter til quilombola-samfundene.

Imidlertid har det brasilianske institut Incra, et nationalt institut for kolonisering og landbrugsreform, endnu ikke afgrænset de områder for quilombola-samfundene, som allerede er blevet anerkendt og certificeret.

Quilombola-området i Ilha de Maré, der dækker 644,7 hektar, ligger i storbyregionen Salvador [9]. Disse samfund er spækket med kendte og ukendte historier om Brasilien, da de er placeret, hvor den portugisiske kolonisering begyndte – et sikkert fristed med frugtbare områder af jord og vand til at dyrke i.

Efter drab, fordrivelse af de oprindelige folk og handel med afrikanere gjorde sorte slaver, der flygtede fra sukkermøllerne, dette til deres “sted på øen”.

Fernanda Bianca Gonçalves Galo, en uddannet historiker med en kandidatgrad i etiske studier fra uddannelsesstedet Ceao, center for afro-orientalske studier, satte spørgsmålstegn ved krænkelsen af ​​quilombolas ret til en forudgående konsultation. Selvom deres område er anerkendt af Palmares Kulturfond, og det er et beskyttet område, der i Brasilien kaldes et Área de Proteção Ambiental (APA), påpegede hun, at industrielle virksomheder alligevel har udvidet sig inden for regionen på bekostning af dette “ofrede” område.

Hun oplyste, at ingen af quilombola- eller fiskersamfundene i regionen blev konsulteret. ”En af de faktorer, der bidrager til denne ikke-anerkendelse eller tavshed, er de store virksomheder, som er placeret i de omkringliggende områder. Udviklingen er i gang, men der er ingen, der lytter til samfundene, og det er naturligvis, fordi ingen bekymrer sig om disse befolkningsgrupper,” sagde hun.

I en erklæring meddelte instituttet Inema, et institut for miljø og vandressourcer og et regeringsorgan i staten Bahia, at dets tekniske direktører fører kontrol med vandkvaliteten af Aratu Bugt, og at det arbejder med forskellige miljøaktiviteter for at overvåge de virksomheder, som opererer i regionen.

Instituttet sagde også, at det i øjeblikket laver undersøgelser af regionen samt holder øje med om de eksisterende regler bliver overholdt.

Virksomheden CODEBA hævder, at der ikke er nogen “petrokemiske industrier”, som opererer i Aratu Havn, og at der derfor ingen “forarbejdning” er af kemiske produkter.

I forståelse af, at miljøet, som skal tages vare om og beskyttes, tilhører offentligheden, siger virksomheden, at den agerer systematisk på en måde, der skader miljøet mindst muligt i området ved Aratu Havn, herunder Ilha de Maré, i overensstemmelse med de lovgivningsmæssige standarder, som gør sig gældende for havneaktiviteter.