Maleri: Samaria Polet Carias Ayala.

Befolkningen på mellemamerikansk jord har fået indprentet kolonial tankegang gennem spanske sociale normer og et vestliggjort uddannelsessystem. Børn lærer det spanske sprog og historien om deres eget folk fra conquistadorere og deres medbragte lærebøger. Læren foreviges derefter af undervisere, som tilslører sandheden og nøjes med at fortælle den europæiske side af historien.

Dette trænger ind i hjerte og sind hos de oprindelige folk og tærer på mange, der muligvis ønsker at identificere sig med deres indfødte baggrund og forfædre, men som føler sig forvirrede, skamfulde og endda skyldige over deres manglende viden om deres oprindelige slægt. Forestil dig, at du gerne vil i kontakt med dig selv og din familie, men for at gøre dette, skal du samle de få brikker, du har af et stjålet puslespil, mens andre omkring dig insisterer på, at du bliver udraderet.

At genskabe en nativo (indfødt) identitet er nøglen til at bryde med de undertrykkende magter. Ud fra min erfaring refererer betegnelsen nærmere til personer fra Mellemamerika, der på et eller andet tidspunkt har levet i pagt med naturen, men som nu bor i den nordlige del af Turtle Island, som de oprindelige kalder Nordamerika, eller i byer i Mellemamerika. Betgenelsen indígena (oprindelig) er forbeholdt dem, der stadig lever i pagt med Madre Tierra (Moder Jord) og uden forbindelse til grupper af mestizaje, som refererer til personer med blandet etnisk baggrund, i Amerika.

Ved udradering devalueres disse identiteter som absurde. Ved udradering stjæles landområder og oprindelige folk drives til golde eller på anden måde stressende miljøer som byområder, hvor kontakten med naturen er begrænset. Ved udradering indføres betegnelsen mestizaje, en identitet, hvori accepteringen af spansk erobring og negligeringen af indfødtes eksistens før kolonisering er forankret.

Faktisk “er Guatemala et af de lande i verden, der huser flest oprindelige folk,” fortæller Mujeres de Maíz, et online fællesskab for oprindelige folk. Alligevel anerkender den guatemalanske regering kun 40% af befolkningen som oprindelige, selvom landets ledere af de oprindelige folk oplyser, at de udgør mere end 60%. Dette er et eksempel på statistisk udradering, som også sker i andre mellemamerikanske lande som Honduras, der rapporterer, at “omkring 9% af den samlede befolkning identificerer sig enten som en del af de oprindelige folk eller som en del af andre minoritetsgrupper.” Derfor bliver alle indfødte, som er blevet løsrevet fra deres oprindelighed, også selvom de er født i byområder, ikke anerkendt, men snarere identificeret som mestizo (person med blandet etnisk baggrund).

Indfødte, der bor på halen af Turtle Island, mærker tilbageslaget fra udraderingen, som er årsagen til, at fysiske træk og manerer hos de oprindelige folk er uønskede karaktertræk blandt mennesker, som identificerer sig som mestizo. Som indfødt fra Mellemamerika udsættes vi for nogle af de værste former for behandling, et menneske kan blive udsat for såsom tvungen assimilering, tvungne religiøse omvendelser, fysisk vold og kulturelle “udrensninger”, som i virkeligheden er massemord på vores indfødte identitet.

Alligevel står vi fast! Vi flyver over en storm af udnyttelse og social smerte, som vores Guacamaya (ara) slægtninge ville have gjort. Det er sand perseverancia (udholdenhed), som mine ældste ville sige. Vi hører hjemme på denne halvkugle, og vi har hørt hjemme her i hundredvis af år før den igangværende kolonisering. Vi, de indfødte i centrum af Amerika, eksisterer, og vi modstår meget magtfulde kræfter, som ønsker at regere gennem deres udradering af vores oprindelige ideologier, kontakt med landet og beskyttelse af ressourcer.

Uretfærdighederne, som de oprindelige folk i Amerika har oplevet, omfatter stjålne landområder, tvungen børnearbejde, tvangsfordrivelse og hjernevask gennem uddannelse. Vores indfødte kvinder har som de første oplevet, at missionærer og virksomheder ofte krænker dem og deres jord, og i øvrigt tager dem med til fremmede nordlige lande for at arbejde.

Mange af mine slægtninge og min egen mor er kommet i hænderne på kolonister på denne måde, hvor udefrakommende fortryller dem med løgne om et bedre liv, men virkeligheden er frygtelig, når først de bosætter sig i det nordlige.

Det er derfor, at indfødte kæmper for at stoppe byggeprojekter fra udefrakommende aktører, der fortsat plyndrer, voldtager og påvirker det hellige landskab, som vi lever for at beskytte. I dag kæmper Garinagu-samfundene ved kysten af Honduras stadig for deres jordrettigheder og kræver deres stjålne brødre tilbage. Det oprindelige folk Lenca i provinsen Gracias de Dios anerkendes kun den 20. juli på Dia del Indio Lempira, hvor det honduranske folk mindes Lenca-helten, mens det oprindelige folk Tawakh i min bedstemors aldea (landsby) glemmes mere og mere, eftersom ingen stilles til ansvar for de voldelige fordrivelser, stjålne landområder og plyndringer af afgrøder, de oplever fra narkotikahandlere og virksomheder fra norden. Udradering påvirker stemmerne fra de indfødte, som kæmper for en livsstil med fokus på Madre Tierra og vores slægtninge inden for flora og fauna.

Kort over Honduras, der viser, hvor de oprindelige folk bor i dag.

Jeg udtaler mig om alt dette ud fra den erfaring, jeg har fået ved at vokse op i Honduras blandt personer med mørk hudfarve, mens jeg inddirekte er blevet lært at se bort fra og forsømme min oprindelighed og forkaste min mørke hudfarve. Jeg har gennemlevet tvungen assimilation til de koloniale normer og er blevet fordrevet fra mit oprindelige hjemland. Jeg er den levende personificering af modstand mod kolonial lære, mens vi lider under konsekvenserne af at leve som indfødte.

Med udradering i tankerne spurgte jeg Edwin Pastor, en fotograf og guatemalansk indfødt, om hans oplevelse af at være en del af den mellemamerikanske diaspora og forsøge at skabe kontakt til sin oprindelighed. Han sagde:

I am living proof that roots cannot be eradicated. I think it is my responsibility to inherit my culture and keep it alive.

Jeg er et levende bevis på, at rødder ikke kan udraderes. Jeg mener, det er mit ansvar at arve min kultur og holde den i live.

Pastor har gjort sig umage for at fortsætte med at afholde hellige kakao ceremonier med sin tvillingebror, optage den farverige eksistens af den ældre generation og andre Chapins (personer fra Guatamala) i sin fars hjemby, Totonicapán, og informere om de festivaller, som det oprindelige folk Maya K’iche afholder.

Som kunster gør jeg mit bedste for at genoplive gamle skikke og vise mine forfædre, at de bliver husket for deres sande skønhed – som ingeniører, kunstnere, arkitekter, som dem, der beskyttede vores vand og som ærlige handlende. Deres arv lever videre i mennesker som mig. Det er nødvendigt at læge alle sår, der opstod fra massemordene på vores identitet og kultur, således vi kan genskabe kontakten og leve vores liv i fred og gennemsigtighed. For den fremtidige generations skyld, er det nødvendigt at skære det fra, som ikke vil os noget godt. Vi må lægge koloniale koncepter som homofobi, diskrimination i forhold til social klasse, besiddende erhvervelse af jord og kapitalistiske idealer, hvor kapital er vigtigere end indfødtes levevilkår, bag os.

Bevidste handlinger mod de oprindelige folk såsom vold, tyveri af landområder, kolonial skolegang og katolicisme udløser skam og skyld blandt indfødte. Der er ingen kulturel stolthed over at blive kaldt indio (indiansk), da ordet giver associationer til vilde og uciviliserede folk, fremstillet af en Christopher Columbus tabt til søs.

Fortæller du en fra Honduras, som er blevet lært at identificere sig selv med en nationalstat, at de er en indio, vil du ofte få et mystificeret svar som “Mig? Jeg er ikke indio” med en snert af afsky i stemmen, som om, at det er fuldstændig uacceptabelt at identificere personen således, selvom vedkommende har meget tydelige indfødte træk.

Vi bliver, direkte eller inddirekte, lært at hade vores store næser, som kunne minde om vores forfædres ruiner; vi bliver lært at hade vores snavsefarvede hud, som skal minde os om vores frugtbare jord; vi bliver lært at hade, når accept og tolerance i virkeligheden er vejen frem. Det er virkelig nedslående at opleve og internalisere forvrængede perspektiver af sig selv. Det var først da jeg tog til norden, hvor jeg oplevede yderligere udradering af andre grupper, at jeg indså, hvad jeg, og alle dem, der levede før mig, bestod af, og at min oprindelige identitet, ligesom mange andres, ligeledes var blevet slettet og svinet til.

Det er en kamp og rejse, der starter med at elske vores brune hudfarve. For at komme videre må vi fokusere på og forstærke indfødte stemmer fra landtangen, især fra de oprindelige folk af afrikansk afstamning, fordi det er den befolkningsgruppe, som har oplevet størst udradering. Selvom vi ikke alle bærer hovedbeklædninger, som kongelige gør sig fortjent til eller får foræret ved ceremonier, eksisterer vi hver især som vi er, hvor hver indfødt har en tydelig vej i livet. Vi har brug for at blive respekteret, hørt og føle os set. Vi er planterne, som de så desperat forsøger at pløje, og vi vil fortsætte med at vokse og tilpasse os. Vi er de nye forfædre. Velsignelser til dem, der hjælper de oprindelige folk og huser os uden vold og kulturel udradering.