Illustration: Giovana Fleck/Global Voices
Omkring 80 procent af mordene på colombianske journalister går ustraffede hen, fortæller Ángela Caro, der er advokat for den colombianske NGO Fundación para la Libertad de Prensa (FLIP). Dette er ikke overraskende i et land med en lang historie af vold mod journalister.
FLIP registrerede 161 mord på journalister fra 1977 til 2000. I kun én af disse sager endte alle involverede i forbrydelsen med at blive dømt. I fire andre sager var det kun hjernen bag mordet, der blev dømt, og i 29 sager var det personen, der begik mordet, som blev dømt. Desværre er ingen blevet straffet i 127 af sagerne, og 92 sager er blevet arkiveret af den colombianske anklagemyndighed.
Disse 161 dræbte journalister var ofre for paramilitære grupper, kriminelle grupper, narkohandlere, medlemmer af den offentlige sikkerhed og statsstyrke samt guerillaer som FARC, ELN og EPL. 61 af disse journalister arbejdede for trykte medier, 64 arbejdede på radiostationer og 16 med TV-journalistik.
Skærmbillede af information som FLIP har indsamlet.
Ved kun få sager fandt de pårørende til ofrene en afslutning. Sagen om Orlando Sierra [1], der var skribent hos regionalavisen La Patria med base i den colombianske by Manizales, og som blev dræbt i 2002, er et eksempel herpå. Det tog 17 år at dømme hjernen bag denne forbrydelse, Ferney Tapasco [2]. Sagen er den eneste, hvor hele den kriminelle kæde – lejemorderen, to samarbejdspartnere og hjernen bag – er blevet dømt.
Dommen efterlod dog andre journalister med en ubehagelig følelse i kroppen. Fernando Ramírez fortalte Global Voices:
This case was resolved with the same evidence that they had at least 10 years before. If justice is a form of dissuasion to prevent people from committing crimes, impunity in Colombia is almost an incentive, because it is really difficult that someone is convicted even though they are guilty.
Denne sag blev løst med de samme beviser, man havde for over 10 år siden. Hvis retfærdighed er en form for afskrækkelse for at forhindre folk i at begå forbrydelser, er straffrihed i Colombia næsten en opmuntring, for det er virkelig svært at dømme nogen, selvom de er skyldige.
Hvis en dommer erklærer en sag om et mord mod en journalist for en forbrydelse mod menneskeheden, kan sagen ikke forældes og vil blive taget op til ny behandling med fornyet kraft. Et eksempel herpå er sagen om drabet på Guillermo Cano i 1986. Han var redaktør hos den colombianske avis El Espectador og fordømte narkotikahandlernes rolle i politik. Caro fra FLIP fortalte imidlertid Global Voices:
There are no efforts from the nation's Public Prosecutor Office to get results. Guillermo Cano's [3] case was declared a crime against humanity in 2010, but there is still impunity.
Landets anklagemyndighed anstrenger sig ikke for at få resultater. Drabet på Guillermo Cano [3] blev erklæret for en forbrydelse mod menneskeheden i 2010, men ingen er endnu blevet straffet for det.
Rapportering fra livets skyttegrave
Ifølge organisationen Journalister Uden Grænser, eller Reporteros Sin Fronteras [4] (RSF), ligger Colombia nummer 134 på indekset over pressefrihed. I toppen af indekset ligger Norge, Finland, Sverige, Danmark og Costa Rica.
Straffrihed for forbrydelser mod journalister er ikke kun et problem i Colombia. Straffrihed findes også i høj grad i Brasilien, Honduras og Ecuador. Knap hver tiende mord på journalister bliver retsforfulgt i Latinamerika, forklarer Ernest Sagaga, chef for afdelingen for Menneskerettigheder og Sikkerhed hos Det Internationale Journalistforbund (IFJ [5]for sit akronym på spansk), i et interview med Global Voices.
Fra 2011 til 2020 [6] var Mexico, Colombia, Brasilien og Honduras nogle af de farligste lande at opholde sig i for journalister, fastslår RSF. De fleste af de dræbte journalister boede langt væk fra storbyer, arbejdede under usikre forhold ofte for forskellige medier og rapporterede om deres lokalsamfund og statsagentur.
I løbet af 1980'erne bredte volden mod journalister sig voldsomt. Problemet med sikkerheden nåede et punkt, hvor IFJ måtte åbne et solidaritetscenter i Bogotá, som tilbød sikkerhed til journalister, mens de lagde pres på landets myndigheder for at opnå beskyttelse til dem.
Sagaga tilføjede:
Indeed, [the government of] Colombia adopted a protection program for journalists under threat, which is still running today. But the program has a mixed record, especially after journalists lost trust in it because of strong evidence of collusion between security forces running the program and those targeting journalists.
Faktisk vedtog [regeringen i] Colombia et beskyttelsesprogram for journalister under trussel, som stadig eksisterer i dag. Men programmet har en tvivlsom historie, især efter at journalister mistede tilliden til det på grund af stærke beviser for et samarbejde mellem de sikkerhedsstyrker, der driver programmet, og dem, som ser journalisterne som et mål.
Selvom de værste år for Colombia er ovre, er der stadig fare på færde, og journalister behøver fortsat beskyttelse.
Retfærdighed er svært at opnå for en journalist
Ud fra oplysninger fra anklagemyndigheden, som blev indhentet i forbindelse med en anmodning om registeroplysninger, fandt man frem til, at der var begået 346 forbrydelser fra 1980 til 2020. I disse forbrydelser var journalister ofre for drab, kvindedrab, drab under beskyttelse (her henvises til drab på personer under statsbeskyttelse) og tvungen forsvinden.
Skærmbillede af informationen, som blev indhentet i forbindelse med en anmodning om registeroplysninger.
Internationale organisationer fremstiller strategier for, hvordan man bremser volden mod journalister i Colombia. Sagaga siger:
Authorities must publicly denounce violence on journalists, investigate, and prosecute them in a credible manner to punish those responsible and deter future similar crimes.
Myndighederne er nødt til at træde frem og fordømme volden mod journalister, efterforske og retsforfølge dem [som har begået forbrydelserne] på en troværdig måde, således de ansvarlige bliver straffet og lignende, fremtidige forbrydelser forhindres.
Udvalget El Comité para la Protección de los Periodistas (CPJ), der beskytter journalister, mener, at Colombia bør fokusere på at bemande lokale efterforskningsafdelinger og fremme gennemsigtigheden. Natalie Southwick, programkoordinator for Central- og Sydamerika og Caribien hos CPJ, fortalte Global Voices:
While Colombia's (admittedly far from perfect) protection mechanism has been a model for other countries across the region, Colombia lags behind other countries like Mexico or Guatemala that have created national- or state-level prosecutor's offices that specialize in investigating cases of violence against journalists and press freedom violations. These offices are not a solution to impunity on their own but allocating staff and resources specifically to address these crimes allows for more opportunity to investigate such cases and identify the perpetrators and sends a clear public message that the state is prioritizing these cases, which in itself can help discourage more violence against the press. Greater transparency in official processes and regular public updates on the investigations into these cases would also help encourage greater accountability from the state institutions responsible for these investigations.
Selvom Colombias (ganske vist langt fra perfekte) måde at tilbyde beskyttelse på har inspireret andre lande, halter landet bag ud i forhold til lande som Mexico eller Guatemala. Disse lande har nemlig oprettet anklagemyndigheder på et nationalt eller statsligt niveau med speciale i at efterforske sager om vold mod journalister og krænkelser af pressefriheden. Myndigheder som disse kan ikke løse problemet med straffrihed alene, men at sørge for personale og ressourcer, som specifikt håndterer forbrydelser som disse, giver større mulighed for at efterforske sådanne sager og finde frem til gerningsmændene. Desuden sender det en klar besked til offentligheden om, at staten prioriterer disse sager, hvilket i sig selv kan hjælpe med at afskrække mere vold mod pressen. Større gennemsigtighed i officielle processer og regelmæssige opdateringer til offentligheden omkring efterforskningerne af disse sager ville også bidrage til at opmuntre de statslige institutioner, som er ansvarlige for efterforskningerne, til at udvise mere ansvarlighed.