Historisk olympisk sejr for Camacho-Quinn skaber debat om Puerto Ricos identitet

Jasmine Camacho-Quinn proudly displays the Puerto Rican flag after winning a gold medal in the Tokyo 2020 Olympics (held in 2021). Screenshot from video.

Jasmine Camacho-Quinn viser stolt det puertoricanske flag efter at have vundet en guldmedalje ved OL i Tokyo 2020, som blev afholdt i 2021. Her vises et skærmbillede af en video fra YouTube af NBC Sports.

Om natten den 1. august fejrede puertoricanere verden over med stor glæde Jasmine Camacho-Quinn, som vandt kvindernes 100 meter hæk ved OL i Tokyo.

Eftersom Puerto Rico må lægge øre til en hel del negative historier om sine økonomiske problemer, kønsbaseret vold og forringelse af ​​offentlige ydelser og infrastruktur, alt imens øen forsøger at overleve COVID-19-pandemien, bliver nyheden om Camacho-Quinns historiske guldmedalje taget imod med åbne arme.

Camacho-Quinn er den ene puertoricaner ud af to, som har vundet guld for Caribien. Tennisspilleren Mónica Puig var den første, da hun vandt guld for 5 år siden ved OL i Río de Janeiro.

I videoen nedenfor kan man se Camacho-Quinns familie, som fejrer det historiske øjeblik:

@JCamachoQuinns familie fester! Puertoricaneren vinder guldmedalje ved #OL i #Tokyo2020

Men hendes præstationer stopper ikke her. I semifinalen satte hun ny olympisk rekordtid med 12,26 sekunder og overgik dermed australske Sally Petersons tidligere rekord på 12,35 sekunder. Dermed er Camacho-Quinn også den første puertoricaner, som har sat en olympisk rekord.

Hendes historie handler om udholdenhed. I semifinalen ved sin første OL i 2016 ramte hun den ottende hæk ud af de i alt ti hække. Hun nåede ikke at genvinde formen før den niende hæk, hvorefter hun faldt. Nu, med ny gejst, tweetede hun:

JEG HAR VUNDET GULD I OL???

Eva Prados, som er advokat og menneskerettighedsaktivist, fremlagde nogle vigtige fakta om denne historiske begivenhed:

Vidste du, at vores første og eneste to guldmedaljer ved OL er vundet af to KVINDER under ledelse af den første KVINDE, der er formand for den olympiske komité. At tale om dette er et eksempel på uddannelse inden for #Kønsperspektiv i sporten.

Camacho-Quinn er puertoricaner og bor i USA. Selvom Puerto Rico ikke er et uafhængigt land, men derimod et amerikansk territorium, har Den Internationale Olympiske Komité siden 1948 anerkendt Puerto Rico som et selvstændigt hold under OL, som konkurrerer adskilt fra det amerikanske. På den måde kan atleter selv vælge, hvilket land de vil repræsentere. Camacho-Quinn besluttede sig for at repræsentere sin mors hjemland, Puerto Rico.

Nogle puertoricanere stillede imidlertid spørgsmålstegn ved, om hun kunne betragtes som puertoricansk eller ej, da hun er født og opvokset i USA. Andre forsvarede hendes valg om at repræsentere det puertoricanske flag. Heriblandt var underviser og aktivist Xiomara Torres Rivera, som skrev følgende på online magasinet Todas, som er dedikeret til journalistik fra et feministisk perspektiv:

No son pocas las personas que se han tomado el tiempo para expresar que Jasmine no es puertorriqueña porque ni siquiera entrena aquí. A esta discusión, podríamos traer el reclamo al Comité Olímpico y al gobierno de Puerto Rico para mejorar las condiciones de los y las atletas que sí entrenan aquí y no logran traer medallas, pero ese es otro tema. Los deportes siempre han sido una manera de manifestar nuestra existencia ante el mundo. De nombrarnos como otra cosa y de empeñarnos en reafirmar que no somos estadounidenses, que somos de Puerto Rico.

En del mennesker har taget sig tid til at udtrykke, at de ikke mener, at Jasmine er puertoricansk, fordi hun ikke engang træner her [i Puerto Rico]. Til denne diskussion kunne vi tilføje anmodningerne til både Den Olympiske Komité i Puerto Rico og regeringen om at forbedre forholdene for de atleter, der træner her og ikke formår at bringe medaljer med hjem – men det er en anden diskussion. Sport har altid været en måde at bekendtgøre vores eksistens over for verden. At navngive os selv som noget andet og insistere på at fastholde, at vi ikke er amerikanere, men at vi er puertoricanere.

Klinisk psykolog og professor ved Harvard Medical School, Jenny Zhen Duan, som identificerer sig som puertoricansk og kinesisk, skrev, at hun godt kunne relatere til den kritik, som Camacho-Quinn har fået:

Ved sidste OL blev man ved med at bedømme, “hvor puertoricansk” Mónica Puig var, når nu “hun ikke talte godt spansk og ikke var vokset op på øen.” Jeg ser allerede historien gentage sig med Jasmine Camacho Quinn. Er det ikke trættende at blive ved med at isolere andre? Jeg har oplevet det hele mit liv, og jeg allerede træt af det.

En anonym bruger på Twitter gjorde følgende observation:

Mange puertoricanere lever uden for Puerto Rico, og målet for mange af os er at blive succesfulde nok til at kunne flytte tilbage til Puerto Rico og/eller gøre vores land stolt. Det var, hvad Jasmine Camacho-Quinn gjorde. Hun nåede målet. Der er intet andet at diskutere.

Daniel Colón Ramos, som er neuroforsker og professor ved Yale University, gav sin definition på, hvad det vil sige at være puertoricansk, og fremførte samtidig en anden lige så vigtig pointe om den manglende støtte til puertoricanske atleter, der træner i Puerto Rico:

Et retmæssigt spørgsmål rejser sig i forbindelse med Camacho-Quinns præstationer, nemlig hvor mange flere atleter, der ville kunne blive som hende, hvis dem, der træner her [i Puerto Rico], fik den nødvendige støtte. Bortset fra det er en puertoricaner for mig en person, der elsker Puerto Rico og arbejder hårdt for hjemlandet. Derudover er det blot en ulempe at vælge at repræsentere vores flag.

Journalist Alejandra Jover påpegede også en anden vigtig kendsgerning om Camacho-Quinn, der ikke har fået den opmærksomhed, den fortjener i diskussionen om hendes olympiske sejr: hendes etnicitet. I et opslag på Twitter forklarer Jover, hvorfor det er så vigtigt at fejre:

Ved du, hvorfor det er vigtigt? Fordi der er mange, alt for mange, sorte puertoricanske piger og kvinder, som føler sig mindre værd på grund af deres hudfarve, deres naturlige hår og deres ansigtstræk. På grund af deres mørke hud. Og nu repræsenterer Jasmine dem og viser sig i kampen om at forsvare de afrikanske rødder i Puerto Rico, som mange foragter.

Men den mest velformulerede kommentar om Camacho-Quinn kom muligvis fra Marisol LeBrón, som er professor i feministiske studier ved University of California i Santa Cruz. Hun formåede i et opslag på Twitter at beskrive en meget almindelig puertoricansk oplevelse:

De klovne, som er imod sorte og adspredelse, sætter spørgsmålstegn ved, hvor puertoricansk Jasmine Camacho-Quinn er, selvom hun bogstaveligt talt slog rekord i den mest puertoricanske OL sportsgren: hækkeløb.

Med Camacho-Quinns guldmedalje kan Puerto Rico slutte sig til fejringerne i Caribien sammen med Bermuda og Jamaica, som ligeledes har vundet. Sejrene blev endnu mere markante ved, at de alle er opnået af kvinder.

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.