I Mexico steg antallet af mord på kvinder med 137% imellem 2015 og 2020. Siden 2012 har regeringen officielt klassificeret kvindemord som en specifik forbrydelse. Det mexicanske retssystem er desværre stadig ineffektivt, eftersom kun 27% af drabene bliver efterforsket, og kun 4% af de sager, som drejer sig om mord på kvinder, ender i retten.
At kvinder bliver myrdet på grund af deres køn, er et afgørende problem for kvinders helbred i landet. Global Voices kastede et nærmere blik på sagen for at forstå, hvordan man opfatter vold mod kvinder i Mexico og regeringens håndtering af det.
Imellem den 24. og 26. juni udsendte vi et spørgeskema til 625 mexicanere over hele landet, som repræsenterede både mænd og kvinder, alle aldersgrupper og politiske overbevisninger i landet. Vores undersøgelse bekræftede, at størstedelen af mexicanerne er bekymrede over volden mod kvinder i landet, og mange er utilfredse med præsident Andrés Manuel López Obradors tilgang til at løse problemet.
Vi spurgte om to ting: “Hvor bekymret er du over forbrydelser begået mod kvinder i Mexico?” og “Hvordan ville du bedømme regeringens håndtering af forbrydelser begået mod kvinder?”. Vi fandt ud af, at størstedelen af de adspurgte fra Mexico, uanset deres partitilknytning, køn eller alder, var moderat eller ekstremt bekymrede over forbrydelser begået mod kvinder i deres land.
¿Cuánto te preocupan los crímenes contra la mujer en México?
Hvor bekymret er du over forbrydelser begået mod kvinder i Mexico?
Kvinderne var kun en smule mere tilbøjelige til at svare, at de er bekymrede – 83,86% af kvinderne svarede, at de er bekymrede, imens 81,43% af mændene svarede, at de er bekymrede. De adspurgte imellem 18 og 24 år var mindst bekymrede, eftersom 68,68% svarede, at de var “moderat” eller “ekstremt” bekymrede, hvorimod mere end 80% svarede dette i de andre aldersgrupper.
Bekymringen varierede fra 76,2 procent blandt tilhængerne af det venstreorienterede Arbejderparti (Partido del Trabajo (PT) på spansk) til 88,5 procent blandt tilhængerne af det højreorienterede Nationale Aktionsparti (Partido Acción Nacional (PAN) på spansk).
Da de blev bedt om at bedømme regeringens håndtering af forbrydelserne begået mod kvinderne, var de adspurgte, som identificerede sig selv som medlemmer af López Obradors politiske parti, MORENA, alligevel væsentligt mere tilbøjelige til at have positive eller meget positive meninger (43, 37%) end dem, som var tilknyttet andre politiske partier. Tilhængerne af det politiske parti PAN var blandt dem, som viste mindst støtte – her havde kun 7,5% et positiv syn. Samlet set havde kun 27,04% af de adspurgte et positivt syn på regeringens indsats.
¿Cómo evalúas las acciones del gobierno de López Obrador con referencia a los crímenes contra la mujer?
Hvordan ville du bedømme regeringens håndtering af forbrydelser begået mod kvinder?
López Obradors parti, MORENA, fik flertal på trods af den vold, som fandt sted ved valget i juni, hvor 34 politiske kandidater blev myrdet før valget. Kvindelige kandidater er i stigende grad blevet ofre for politisk vold. Selvom regeringen har trådt frem og anerkendt problemet, er det stadig uklart, hvilken vej den ønsker at gå for at stoppe volden mod kvinder.
I marts, på Kvindernes Internationale Kampdag, samlede mere end 20.000 mexicanere sig i Mexico City for at protestere imod López Obradors støtte til politikeren Félix Salgado Macedonio. På daværende tidspunkt var Salgado guvernørkandidat i staten Guerrero i det sydvestlige Mexico, på trods af beskyldninger om at have voldtaget flere kvinder. Da han blev konfronteret med kritik for sin støtte til Salgado og sin ignorering af kønsforbrydelser, afledte López Obrador kritikken mod administrationen og mod “faldet i neoliberalisme” og andre påståede årsager til kønsvold.
I februar udtalte præsident López Obrador sig meget lidt om kvindemordet på syvårige Fatima Cecilia og brugte ikke udtrykket “kvindemord”, da han udtalte sig om hendes død. I stedet gav han det sociale sammenbrud skylden for stigningen af kvindemord.
På samme måde har medier romantiseret sager om kvindemord og vold i hjemmet mod kvinder, i stedet for at holde den mexicanske regering ansvarlig for sin passivitet. Historien om Ingrid Escamilla, som blev dræbt og fik skinnet flået af, af sin partner i februar, blev offentliggjort af medierne, som gav Amor skylden for hendes død – det vil sige kærligheden. Romantisering af kvindemord og vold mod kvinder forstærker kun den giftige machokultur i Mexico, mener mexicanske feministiske forfattere.
Derudover fremhæver organisationen FN Kvinder vanskelighederne ved at indsamle pålidelige data om kvindemord. Mexico har ikke infrastrukturen eller værktøjerne til at differentiere typerne af vold mod kvinder, hvilket resulterer i underregistrering af kvindemord.
Kvinder med lavere socioøkonomisk status er fortsat meget sårbare over for kønsbaserede forbrydelser, og mord på kvinder er hyppigere blandt den oprindelige befolkning i Mexico. Pandemien har kun gjort situationen værre og efterladt 23 millioner kvinder i fattigdom. Antallet af vold i hjemmet er også steget.
Familierne til ofrene, især mødrene til ofrene, har gentagne gange fået at vide af myndighederne, at de er delvist ansvarlige for vold mod kvinder og piger. For eksempel, hvis ofrets mor arbejdede, da hun var barn, brugte hun ikke tid nok med sin datter. Omvendt, hvis hun blev hjemme for at tage sig af sin familie, forkælede hun sin datter.
På trods af, at der findes en general bekymring over forbrydelser mod kvinder og utilfredshed over regeringens håndtering af det, er det endnu uklart, hvordan volden skal stoppes.
Flere NGO'er har hjulpet med at dokumentere sager om kvindemord og har tilbudt rådgivning til ofrenes familier. I den mexicanske stat Chihuahua, da rettigheden til at anlægge civil sag blev introduceret inden for statens juridiske rammer, var advokater i stand til at gå rettens vej på en strategisk måde og retsforfølge udøvere af forbrydelser mod kvinder. Dermed hjalp de med at offentliggøre forbrydelserne og danne nye juridiske præcedenser. Internationalt og nationalt pres har også fået Mexico til at indføre nye politiske initiativer, blandt andet i form af øgede straffe for kønsbaseret vold og tilslutning til FN's Konvention om Afskaffelse af Alle Former for Diskrimination Imod Kvinder. I 2020 godkendte deputeretkammeret et lovforslag om, at straffen for kvindemord skal forhøjes.
Variationen i juridiske normer for kvindemord i de 32 stater i Mexico og den hyppige mangel på håndhævelse af eksisterende love betyder imidlertid, at voldshandlinger mod kvinder sandsynligvis ikke vil ændre sig uden yderligere pres.