Billede fra Havana. Foto: Pedro Szekely [1]/Flickr [2] (CC BY-SA 2.0 [3])
Denne artikel er skrevet af en anonym fra Cuba, som ønsker at gå under navnet “Luis Rodriguez”.
Imens nogle befandt sig afslappede derhjemme søndag morgen den 11. juli, var andre i færd med en massiv protest [4] i byen San Antonio de los Baños. Her krævede protestanterne at få adgang til vacciner, mad, medicin og frihed. Noget som den cubanske befolkning for øjeblikket bekymrer sig meget om.
Selv Cubas præsident, Miguel Díaz Canel [5], rejste til den lille by for at forsøge at dæmme op for situationen, da protesterne spredte sig til andre dele af hovedstaden og resten af landet. Begivenhederne udløste i sandhed et socialt udbrud, som ikke kun overraskede regimet, men også resten af verden.
Siden begyndelsen på den cubanske revolution for 62 år siden, har man endnu ikke oplevet protester som disse, og mange analytikere og internationale medier hævder, at de i høj grad overgår de begivenheder, som fandt sted i 1994 og refereres til som Maleconazo [6]. I håb om at minimere den store utilfredshed og spontanitet, fastholder den cubanske regering beretningen [7] om, at USA har igangsat protesterne.
Selvom det er rigtigt, at de amerikanske sanktioner [8] forværrer den humanitære krise i Cuba, blev det cubanske folk træt af at høre på, at alle problemer på Cuba kan kædes sammen med USA's blokade af øen. Alligevel opfordrer folket til, at blokaden ophæves for at forbedre levevilkårene. Det er klart, at det ikke alene var regeringens manglende løsninger på de utallige, stigende antal problemer, som var skyld i protesterne den 11. juli på Cuba, men også dens bagatellisering af den virkning, blokaden har haft, og de metoder Trump-administrationen tog i brug. Jeg har altid været imod den amerikanske blokade af øen, som har udsat det cubanske folk for meget lidelse, og som historisk set har været regeringens syndebuk for alle elendighederne på Cuba.
Meget har ændret sig siden begyndelsen af 2000, hvor Cuba begyndte at vise en større politisk og økonomisk stabilitet. Stabiliteten opstod af en strategisk og geopolitisk årsag, nemlig da Fidel Castros politiske allierede, den afdøde præsident Hugo Chávez [9], fik magten i Venezuela. Siden dengang og da Nicolás Maduro efterfølgende fik magten i Venezuela, har landet leveret olie til Cuba.
Den 17. december 2014 fandt en anden hidtil uset begivenhed i historien sted: Da den cubanske regering og USA meddelte verden om, at de havde besluttet at genoprette de diplomatiske forbindelser [10], som havde været afbrudt siden 1961. Selvom sanktionerne fortsatte, nåede Cuba fra dette øjeblik nye højdepunkter for amerikansk turisme, som i særdeleshed gavnede landets økonomi, ikke kun inden for den offentlige sektor, men også inden for den blomstrende private sektor. Her gavnede turismen især de små restauranter, som på Cuba kaldes paladares [11], og boligudlejningen. Det var i denne periode muligt at påvise en usædvanlig forbedring af det cubanske folks levestandard. Generelt set gør denne tid de cubanske borgere nostalgiske, og de husker den som et tegn på håb om en bedre fremtid.
Langt størstedelen af cubanerne på øen og de, som befandt sig i USA på daværende tidspunkt, troede ikke, at det kunne blive værre, da de hørte, at den tidligere præsident Donald Trump, som praktisk talt var ansvarlig for at vende op og ned på sin forgængers politik i forhold til øen, blev valgt som præsident i 2017. Trump-administrationen tog alarmerende midler i brug i et hidtil uset omfang i forhold til Cuba. Det var blandt andet ikke længere muligt for cubanerne at foretage pengeoverførelser [12] gennem det amerikanske selskab Western Union, administrationen annullerede programmer for familiesammenføring, lukkede den amerikanske ambassades konsulære tjenester [13] i Havana som følge af alvorlige beskyldninger om blandt andet, at Cuba skulle have stået bag et “sonisk angreb” mod amerikanske diplomater, og ikke at forglemme de mange sanktioner den indførte.
María Isabel Alfonso [14] er en cubansk-amerikansk akademiker, som beskæftiger sig med, hvilken påvirkning amerikanske sanktioner har på cubanske familier, og især på cubanske kvinder. Hun mener, at virkningerne også har følelsesmæssige og psykologiske konsekvenser. Officielle tal fra den cubanske regering [15], som er blevet offentliggjort af det kendte amerikanske nyhedsmedie OnCubaNews [16], som har hovedkvarter i Cuba, viser, at “den embargo, som USA har pålagt Cuba i næsten seks årtier, er årsagen til, at øen har tabt 9.157 millioner dollars mellem april 2019 og december 2020.”
Når disse tal dumper ned i det daglige liv på øen, er skaderne og påvirkningerne fra de amerikanske sanktioner mod Cuba gennem de senere år mærkbare. Men det er helt sikkert ikke embargoen, der er skyld i, at det cubanske folk har oplevet elendighed, selvom sanktionerne har forværret deres situation. Det er derimod den ubrugelige politiske model på Cuba, som forhindrer udviklingen af menneskelig arbejdskraft, som er en væsentlig faktor for, at det cubanske folk kan leve et mere værdigt og demokratisk liv.
Da pandemien ramte øen i begyndelsen af marts 2020, forværrede deres daglige liv sig endnu mere. I øjeblikket står Cuba overfor den mest akutte sundhedskrise siden pandemiens begyndelse med mere end 5.000 smittetilfælde [17]. Til sammenligning var tallet 1000 i juni. I byer som Matanzas har man været nødsaget til at låne sundhedspersonale [18] fra andre provinser, fordi kapaciteten på hospitalerne er kollapset som følge af stigningen i antallet af smittetilfælde i området.
I dag tør jeg godt bekræfte, at Cuba står over for den værste krise i sin historie, som vil forvandle sig til en humanitær krise svarende til den, Venezuela har oplevet de seneste år. Der står de i uendelige lange køer for at købe de mest basale produkter, som brød, rengøringsprodukter og pulveriseret mælk, som alligevel ikke findes på hylderne. Produkterne kan heller ikke findes i de statslige butikker, som sælger mad og basisvarer til udenlandsk valuta. Hvad der er værre og mere ødelæggende er, at den alarmerende mangel på medicin stiller den cubanske befolkning i en sårbar situation midt i pandemien.
Hvis den nuværende amerikanske præsident, Joe Biden, ikke ændrer sin forgængers politik i forhold til Cuba så hurtigt som muligt, kan konsekvenserne blive tragiske og uventede. Jeg kræver desuden, at den cubanske regering skal være gennemsigtige, når de udtaler sig om protesterne og fjerne den konfrontationsretorik, som fremkalder mere vold blandt cubanerne. De fleste cubanerne på øen, som lever desperate i fattigdom og med dagligdagens vanskeligheder, har et håb om at se lyset for enden af denne endeløse tunnel.