Vores nye normal behøver ikke at være dikteret af informationsmonopolerne

Foto: Gabriel Vasquez/Flickr (CC BY 4.0)

Denne artikel blev oprindeligt udgivet på Comunicares, og er redigeret af Global Voices. 

Ser man nyhederne igennem i disse tider under pandemien, især dem, som er relateret til telekommunikationssektoren, hvor jeg arbejder, virker det til at informations- og kommunikationsteknologien (IKT) spiller en stor rolle i den nye normal, som er udsprunget af COVID-19. IKT spiller især en stor rolle i dens mest skræmmende aspekter, der er forbundet med overvågning heriblandt kunstig intelligens.

Det lader til, at vores overlevelse enten skyldes Amazon, den fantastiske mulighed for at overvåge vores lokation via vores mobiltelefoner, eller det faktum, at piger og drenge ved hjælp af IKT kan fortsætte deres undervisning, trods resultaterne har vist sig at være mindre tilfredsstillende – især i sidstnævnte tilfælde.

Men vores nye normal behøver ikke at være dikteret af informationsmonopolerne og deres påstande om fordelene ved 5G, kunstig intelligens og Big Data. Den nye normal kan være en normal, som bringer os tættere på naturen – og til at lære os dette har vi folk i de oprindelige samfund og i bondesamfundene.

Jeg har fået æren af at arbejde med de oprindelige samfund i Mexico efter at have været i karantæne i et distrikt på landet. Disse samfunds modstandsdygtighed, ikke overfor virussen, men over for den tilstand af samfundene som pandemien har forårsaget, er imponerende. Mange af disse samfund fortsætter dybest set deres hverdag uforandret. Det eneste, der er forandret, er, at andre ikke må besøge dem.

Samfundet i Santa María Yaviche, Oaxaca, Mexico. Foto: Skribenten selv.

Når journalister har henvendt sig til mig, bekymrede for, at børn i de indfødte samfund ikke har internetforbindelse, og dermed ikke kan fortsætte deres skolegang på normalvis, spørger jeg mig selv: Hvordan kan jeg forklare dem, at det faktisk er en fantastisk mulighed for at indsnuse vigtig viden om livet, som de kan få fra deres samfund – heriblandt dyrkning af majs, forståelse af naturen, kunst og bevarelse af landområderne?

Samfundenes modstandsdygtighed overfor indespærringen stammer ikke fra deres telekommunikationssystemer. Det er faktisk oftest her, at det er sværest at finde internetforbindelse – men som jeg var inde på før, er det en del af deres livsstil. Desværre er mange af samfundene blevet overbevidst om at bevæge sig længere og længere væk fra denne livsstil.

På baggrund af denne læring vil jeg dele nogle linjer om, hvad jeg drømmer om, at en ny normal kunne være.

Så vidt vi ved, er coronavirussen, som er årsagen til sygdommen Covid-19, direkte relateret til påvirkningen af økosystemer, udnyttelsen af vilde arter og forbruget af dyr som flagermusen, der blandt andet besidder en vigtig rolle som blomsterbestøver.

Flere og flere skovområder og jungler er blevet ødelagt de seneste år. Selv præsidenter fra Brasilien og USA taler ikke længere om at slå et slag for beskyttelsen af miljøet, men advokerer åbent for handlinger, der involverer ødelæggelse af skove og jungler. Handlingerne er mange og synlige for alle: skovdrift, minedrift, fragmenteringer, rørledninger og energiprojekter.

Den nye normal, som jeg drømmer om, vil have fastlagte rammer indenfor udviklingen af byen, således der lægges stor vægt på bevarelsen af det vilde liv i området. Samtidig vil den have spredningskorridorer og byggestandarder, der skal sikre, at store procentdele af områderne forbliver grønne eller bevarede. En model, hvor livet bliver prioriteret, ikke kun i reglen, men også i den akademiske verden, på ingeniør- og arkitekthøjskoler, i andre skoler og i medierne, som alle skal være med til at skabe en ny social idé om vækst, hvor bevarelsen af samfunds økosystemer trumfer minedrift, urbanisering og turisme.

Jungle i Guatemala. Foto: Melissa Vida.

Noget andet som det oprindelige folk kan lære os, er bæredygtig madproduktion. Forbindelsen mellem byerne og maden, som indtages, brydes mere og mere, hvilket resulterer i, at vi mister den kulinariske kultur. Konsekvensen af dette er en mindre varieret diæt, eller tilvalg af diæter rig på raffinerede fødevarer og fedtstoffer, som forårsager fedme, diabetes og hypertension, og som i denne pandemi har været væsentlige faktorer i den høje dødelighed af virussen i Mexico.

I den nye normal, som jeg forestiller mig, ligger der byhaver i hvert kvarter, hvor folk, der ikke har plads derhjemme, ville kunne bede andre om et stykke jord til at dyrke mad på, på en bæredygtig måde. Jeg besøgte sådanne steder i Washington og Stockholm, og jeg er sikker på, at mange andre ville kunne nyde af noget lignende.

Det er vigtigt, at dem, der ikke har arbejde, i det mindste kan få mad på bordet. Undersøgelser viser, at på grund af de fremskridt, der sker inden for kunstig intelligens og automatisering, vil 47% af alle stillinger i USA erstattes af teknologi i de følgende årtier, og i lande som Indien eller Thailand ligger tallet på omkring 70%.

Jeg forestiller mig også en revurdering og nytænkning af landbrugserhvervene tæt på byområderne, således de beskyttes mod urbanisering, og bliver anerkendt for deres økonomiske og kulturelle betydning, eftersom det mad vi indtager i byerne, skyldes dem.

Byhave i San Diego, USA. Foto: Osbornb/Flickr (CC BY 2.0)

En anden kurs som den nye virkelighed vil sætte er en radikal ændring i uddannelsessystemet, som har vist de værste resultater i denne pandemi. Imens vi i Mexico mener, at det er vigtigt at øge undervisningstimerne, er skole- og arbejdsdagen i nogle nordiske lande reduceret, således der er mere tid til overs med familien – og her viser resultaterne i læringsniveauerne sig at være meget positive.

Jeg forestiller mig en mindre invasiv uddannelse, der værdsætter den enorme viden, der findes i samfundene, og efterlader plads til at videregive den. Her forestiller jeg mig skoler, der er mindre kontrollerende, og som, i stedet for at overdrage viden, starter en dialog, som giver forskellige kulturer mulighed for at berige hinanden.

Til sidst tror jeg, at den nye normal ville have brug for en ny byarkitektur. Her kan de oprindelige samfund og bondesamfundene lære os noget andet. Deres beboelsesområder består både af byområder og områder til beplantning. Husene er små, men terrasserne er store, og her er der plads til alt; der dyrkes blandt andet grøntsager, man har husdyr, og pigerne og drengene leger. En indespærring i disse områder kan vise sig at være ganske behagelig – og som jeg var inde på før, er der endda jord til at dyrke landbrug på.

Køkkenhave. Foto: Carlos Zambrano/Flickr (CC BY-NC-ND 2.0)

I kontrast hertil viser byerne i stigende grad tegn på ophobning, moderne hjem, der minder om hoteller, til folk med høj indkomst, hjem til folk med lav indkomst og fængsler – men ingen tegn på grønne områder. I hvert fald ikke mange.

I den nye normal vil der kunne findes flere grønne områder, flere parker, bedre beskyttelse af skovområderne i byerne, og en ny konstruktionsform, hvor alt bebygget areal samtidig har et vis antal grønne områder.

Den nuværende krise fremhæver de problemer, som skabes af det dominerende civilisationsparadigme, og løsningen findes ikke i den udbredte teknologi, som i dag ses som et helbredende middel. Det er på den måde, som de oprindelige folk lever, og som har tilladt dem at overleve i tusinder af år sammen med de økosystemer, som de bor i, at vi skal søge svaret.

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.