- Global Voices på dansk - https://da.globalvoices.org -

Latinamerika: “Hvor er de forsvundne?”

Kategorier: Latinamerika, Guatemala, Mexico, Peru, Uruguay, Venezuela, Borgermedier, Digital aktivisme, Historie, Krig & Konflikt, Menneskerettigheder
Manifestación convocada por la Agrupación de Familiares de Detenidos Desaparecidos. 2009, Santiago, Chile. Foto de antitezo en Flickr (CC BY-NC-SA 2.0) [1]

Demonstration organiseret af Foreningen for pårørende til fængslede-forsvundne. 2009, Santiago, Chile. Foto af antitezo på Flickr (CC BY-NC-SA 2.0)

Alle links er på spansk, hvis ikke andet er angivet.

Dette er anden del af en artikel i to dele. For at læse den første klik her [2]. Vi inviterer også til at besøge Kontoret for FNs højkommisær for menneskerettigheders hjemmeside via dette link [3] [en], hvor man kan finde lidt mere officiel information om emnet.

I den foregående del udforskede vi nogle af historierne fra og bevægelserne af familiemedlemmer til forsvundne i Latinamerika. Vi så nærmere på vidnesbyrd, vi så på forskellige sammenhænge, og vi præsenterede populære sange, som stiller spørgsmålet: “Hvor er de forsvundne?”

Efter årtier med ubesvarede spørgsmål og sager, der fortsat gør listen af ofre længere, kunne vi sige, at takket være deres pårørende kan de forsvundne og deres historier findes, hvis overhovedet virtuelt, på de sociale medier.

Vi kan se familier og venner kæmpe for, at erindringen ikke bliver endnu et offer for tvungen forsvinding. Således bliver internettet en kilde til utallige initiativer og historier, som kæmper mod straffrihed og en tilbagevenden til fortiden.

I denne del ser vi på nogle af de fora, der er dedikeret til emnet i Peru, Guatemala, Uruguay og Mexico. På samme måde nævner vi også bidraget fra arcoiris TV [4], som har gjort en dokumentarfilm [4] tilgængelig om de tvungne forsvindinger i Venezuela, instrueret af Ángel Palacios.

I Peru har konflikten mellem den peruanske stat, Sendero Luminoso (Den lysende sti) [5] [en] og MRTA (Revolutionær Bevægelse Túpac Amaru) [6] [en] været den primære kilde til de forbrydelser, der har resulteret i ofre for tvungne forsvindinger.

Ti år efter udarbejdelsen af Rapporten fra Kommissionen for sandhed og forsoning [7] [en] udgiver Spacio Libre [8] nogle observationer over de resultater, som landets domstole har præsenteret om ofrene for tvungne forsvindinger. Redaktionen forsvarer ofrenes ret til at få svar og opremser de uopfyldte løfter, som ikke gør det muligt for det peruanske retsvæsen at komme videre:

Muy poco se ha avanzado en materia de reparaciones y sobre todo en la búsqueda de la verdad y de un proceso sincero de reconciliación, luego de la violencia desatada por la insanía terrorista de Sendero Luminoso y el MRTA y la respuesta brutal de un Estado que no dirimió entre inocentes y culpables y mató tan igual que el enemigo que perseguía.

Y es que no se puede hablar de reconciliación, cuando un sector bastante influyente de la clase política ha pretendido silenciar y desprestigiar un trabajo realizado con ahínco, con compromiso y con un interés concreto de generar memoria y buscar un camino para recuperar la esperanza de miles de familias que perdieron a un ser querido y que en muchos casos (15 mil) no tienen ni idea de donde están.

Man har gjort meget lidt fremskridt med hensyn til reparation og frem for alt i søgen efter sandheden og en oprigtig forsoningsproces efter volden udløst af Sendero Luminosos og MRTAs terroristiske sindssyge og statens brutale svar på denne, som ikke skelnede mellem uskyldige og skyldige og myrdede på samme måde som den fjende, den forfulgte.

Og man kan ikke tale om forsoning, når en temmelig indflydelsesrig del af den politiske klasse har forsøgt at fortie og miskreditere et arbejde udført med engagement, med forpligtelse og med en konkret interesse for at skabe erindring og finde en vej mod at genvinde håbet for tusindvis af familier, som mistede en af deres kære og som i mange tilfælde (15.000) ikke har nogen idé om, hvor de er.

 

Ligeledes i Peru indsamler historikeren Renzo Salvador Aroni [9] historier og analyserer omstændighederne for de familier, der stadig venter på tegn fra deres forsvundne. I sit indlæg “De forsvundnes pårørende” forsvarer bloggeren vigtigheden i at genskabe landets historiske erindring og påpeger at dette også indebærer, at “genskabe erindringen om de fraværende”:

[…] La memoria de los familiares de los desaparecidos, siguen aguardando la posibilidad de que sus seres queridos aparezcan. […] Para los familiares es muy difícil aceptar un hecho aún no concluido.

[…] Erindringen hos de forsvundnes pårørende gemmer stadig på muligheden for, at deres kære dukker op. […] For de pårørende er det meget svært at acceptere en kendsgerning, der endnu ikke er afsluttet.

Forfatteren forklarer også, hvordan brudstykker af erindringen bliver en del af personernes hverdag. Han forklarer, at disse er de smertefulde oplevelser, som nogle gange bliver udtrykt gennem mundtlige fortællinger, kunstneriske repræsentationer, drømme og andre udtryksformer, og citerer en del af vidnesbyrdet fra en mor til en forsvunden.

- Si lo veo, me dice: “mamá no llores por mí”.

Así me habla. Ya no lo he vuelto a ver [a mi hijo: Segundino Flores Allcaco], sólo en mis sueños. Lo veo con la misma ropa que tenía puesta.

- Hvis jeg ser ham, siger han: “Mor, du skal ikke græde over mig.”

Sådan taler han til mig. Jeg har ikke set ham [min søn: Segundino Flores Allcaco] igen, kun i mine drømme. Jeg ser ham med det samme tøj, han havde på.

I Guatemala, hvor de fængslede og forsvundne bliver mindet d. 21. juni, forklarer bloggen Comunidades de Población en Resistencia [10] (Lokalsamfund for befolkning i modstand), at tvungne forsvindinger i Guatemala er en aktuel realitet, som har bredt sig til hele regionen, og som i stilhed er et samarbejde med magten:

La desaparición forzada en Guatemala no es un hecho del pasado. Es un crimen de lesa humanidad de carácter imprescriptible instaurado en América Latina, que también permanece vigente por su continua utilización como mecanismo de control social y dominio político; así como por la impunidad que persiste sobre los hechos cometidos y que hoy se expresa, entre otras cosas, en la reconfiguración de las estructuras de poder que articularon, financiaron y callaron estos crímenes.

Tvungne forsvindinger i Guatemala er ikke en kendsgerning fra fortiden. Det er en forbrydelse mod menneskeheden af umistelig karakter indført i Latinamerika, som forbliver aktuel pga. sin fortsatte brug som redskab til social kontrol og politisk dominans; ligeledes pga. den straffrihed, der fortsætter for de handlinger, der blev begået, som i dag kommer til udtryk bl.a. i omorganiseringen af de magtstrukturer, der ledede, finansierede og fortiede disse forbrydelser.

Bloggen Familiares de Desaparecidos [11] (Pårørende til forsvundne) samler også de uruguayanske familier til forsvundne, som ikke stopper søgningen og forener indsatsen fra de personer, der bor i Uruguay eller er i eksil:

Desde la apertura democrática caminamos juntos respetando la diversidad de pensamientos que nos caracteriza pero unidos en torno a nuestros principales objetivos: MEMORIA, VERDAD, JUSTICIA Y NUNCA MÁS

Fra demokratiets begyndelse følges vi ad med respekt for mangfoldigheden i de tankegange, der kendetegner os, men forenede omkring vores primære mål: ERINDRING, SANDHED, RETFÆRDIGHED OG ALDRIG MERE

I Mexico brød de tvungne forsvindinger ud med narkokrigen. I dette land stillede Comité Cerezo [12] [en] en manual til rådighed, som hedder “Hvad skal man gøre i tilfælde af tvungen forsvinding [13]“, som kan hentes ned fra deres hjemmeside.

Det er vigtigt at tilføje, at spørgsmålet om forsvindinger ikke er enestående for Latinamerika og ikke kun er en del af den historiske erindring. Der er stadig mange mennesker, der forsvinder under mistænkelige omstændigheder, og mange flere bliver bragt til tavshed og terroriseret af disse forbrydelser.

Det er derfor vigtigt at bemærke, afslutningsvis, at de pårørendes kampe rækker længere end til internettet, og at disse initiativer og bevægelser ser deres spejlinger online længe før og efter den internationale mindedag. På denne måde hjælper de sociale medier til at puste nyt liv i minderne og til at forbinde grupper af ofre på tværs af grænser. Deres fælles udgangspunkt: Søgen efter svar og den kollektive kamp for retfærdighed.