- Global Voices på dansk - https://da.globalvoices.org -

Syrien: Fra et befriet Aleppo

Kategorier: Mellemøsten & Nordafrika, Syrien, Borgermedier, Krig & Konflikt, Politik, Protester, The Bridge

Denne artikel er en del af en særlig artikelserie skrevet af blogger og aktivist Marcell Shehwaro, som beskriver livets realiteter i Syrien under den væbnede konflikt, der udspænder sig mellem regime-loyale styrker og den frie syriske hær.

Taking flight in Aleppo. Photo by Zaid Muhamed. Used with position.

Søger tilflugt i Aleppo. Foto af Zaid Muhammed. 

Jeg skriver denne artikel, imens jeg konstant trykker på tastaturets F5-tast for at opdatere Facebook-siden med nyheder fra Aleppo, så jeg kan følge med i, hvad frontlinjens kampe bringer.

Det lader til at min by gennemlever en ny situation og bevæger sig hen mod befrielsen af nogle af områder. Vi kender endnu ikke omfanget af disse nye områder, og vi kan heller ikke bekræfte, hvad vi hører. Men alle – både de der med længsel venter på en befrielse, såvel som de der er imod den – følger vi nyhederne med spænding.

De revolutionære håber på at kunne forene de dele af byen, som har været adskilt i næsten to år. Med nogle bydele under regimets kontrol og andre i oprørernes hænder er vi, Aleppos indbyggere, selv blevet et opdelt folk, delt inde i os selv. Dele af os lever i de minder, vi har efterladt i bydele, som vi af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan besøge, imens andre dele prøver at integrere dem selv ind i nye bydele og tvinger dem selv til at holde af disse steder.

Befrielsen af Aleppo startede i juli 2012. Dengang drømte vi om fred, men i dag revurderer vi vores drømme og indser, hvor naive vi var at tro, at en fredelig bevægelse af enhver størrelse ville være i stand til at vælte et regime der, for det første, er støttet af internationale magter og, for det andet, hvis forbrydelser – heriblandt brugen af kemiske våben – er blevet mødt med international tavshed. Mellem vores drømme om på fredelig vis at skabe forandringer i landområder, som i måneder havde været underlagt bombardementer fra byens centrum, fandt befrielsen af store dele af byen sted. Den væbnede revolutionære modstandsbevægelse tog kontrol med 70 % af Aleppo.

Befrielse er normalt ledsaget af den ødelæggelse, der finder sted, når våben anvendes. Kaosset og hærværket forstærkes af den kreativitet med hvilken regimet og luftvåbnet formår at efterlade ethvert sted de flyver over med en forfærdelig stank af død. Pludselig forsvandt alle indbyggerne i de befriede områder, de flygtede enten til regimekontrollerede eller besatte områder, fordi de er bedre sikret mod bombardementer og kampe, eller til flygtningelejrene ved den tyrkiske grænse.

Aleppos fire millioner indbyggere er uden tvivl blevet påvirket af, at krige har nået deres dørtrin. De som troede på vigtigheden af forandring, såvel som de der var imod, har mærket befrielsens konsekvenser. Den har ændret tiden og livets gang: butikkernes åbnings- og lukketider, brugen af brændsel, de konstante strøm-, vand og kommunikationsafbrydelser.

På krigens side opstod der krigherrer, folk der profiterer på krigen og ikke vil have kampene til at stoppe, folk som vil stjæle alt det gode i os for at sælge det til andre.

Skolerne i de regime-kontrollerede områder blev omdannet til flygtningecentre, hvor man huser de, som er flygtet fra de befriede områder og yder dem humanitær hjælp: en fantastisk kammeratlig gestus. Vi troede, at denne situation ville være midlertidig, så nogle af os tog den livsændrende beslutning at flytte til de befriede områder og udfylde journalisternes, lægernes og hjælpearbejdernes pladser efter de forlod området. Vi havde den forestilling, at byens totale befrielse ikke ville lade vente længe på sig, og at vi snart ville blive genforenede med vores familier og vende tilbage til vores normale liv. Mange tog afsted uden andet end en lille kuffert. De var ikke klar over, at de ikke ville kunne vende tilbage til deres hjem i næsten to år.

På dette tidspunkt boede jeg i den besatte del af Aleppo. På næsten ugentlig basis blev jeg kaldt ind til forskellige typer af afhøringer – en oplevelse jeg vil skrive om en dag. Afhøringerne var nok til at lamme alle mine revolutions-relaterede aktiviteter, men det var ikke tilstrækkeligt truende til at få mig til at flygte til det befriede Aleppo eller ud af Syrien.

De områder vi hørte om, som var blevet befriede, var så fremmede for os som Afrikas jungle, og de virkede ikke til at være en del af den by, jeg havde boet i hele mit liv. Det var fattige områder, som vi ikke havde haft mulighed for at lære noget om på grund af det manglende on-the-ground sociale arbejde i Syrien. Det var områder, som vores sociale klasse, eller måske vores sekteriske retninger, havde forhindret os i at besøge før.

Det siges at den syriske revolution antændte gnisten i landets sekterisme; nogle hævder, at før revolutionen levede vi sammen i harmoni. Men den bitre sandhed er, at vi levede side om side, i kasser som adskilte os totalt fra hinanden. Faktisk var det revolutionen, der bragte alle syrerene sammen, uanset klasse, kultur og sekt. Først efter revolutionen hørte jeg navnene på nogle af kvartererne i det befriede Aleppo, selv om de ikke lå mere end 10 minutters kørsel fra mit eget kvarter. Jeg havde aldrig haft venner fra de områder og det var først efter revolutionen, at jeg overhovedet fik tanken om, at jeg en dag ville få det.

Salahuddin? Det første revolutionære område i Aleppo og hvor jeg tilbragte et helt år med næsten dagligt at protestere? Jeg anede ikke, at det eksisterede på kortet over min by før 2012.

Aleppo blev befriet. Den blev ødelagt. Og de af os, som havde forskanset os i vores papkasser blev genstand for valg og uklarheder, som afspejlede det byen selv gennemgik. Vi var nødt til at vælge mellem at forblive fanger i selvvalgte flygtningecentre med en atmosfære af frygt og modstand mod forandringer; eller at befri os selv fra disse steder, hvor vi havde buret os inde med vores ejendele, og nærme os andre for at slutte os til dem i revolutionen med al dens smerte og dele angsten og frygten med dem.

Vi klagede konstant over alle de venner, vi havde forladt på den anden side og som vi ikke længere kunne se. For hver kamp var der en ny ekstremistisk eller ondskabsfuld mand, som ville herske over os med sit gevær. Vi var nødt til at bære over med følelsen af behov, bedrøvelse og ophobede minder. Aleppo ændrede sig, og vi ændrede os med den.

Aleppo blev befriet. De nye grænser forblev stabile i næsten to år og var adskilt af en blodig passage bemandet af regimets snigskytter klar til at høste ti liv om dagen blandt de der modsatte sig adskillelsen og krydsede over fra en del af byen til en anden. Den alternative rute fra Aleppos to dele, med bil, tog ti timer, i stedet for den ene time det tidligere havde taget. En dag vil jeg skrive om konsekvenserne af denne opdeling og om, hvordan det lykkedes regimet at få os til at trodse hinanden.

Det Aleppo der endnu ikke var blevet befriet var genstand for diktatorens luner. Når han signalerede, at han ville hvile sig lidt, levede dets indbyggere et næsten normalt liv; og når han besluttede, at intet liv skulle eksistere der, så havde de intet liv overhovedet. Dette Aleppo står også på tærsklen for et andet spørgsmål: Er de befriede områder virkelig befriede, der findes jo nogle som tvinger byen til at se ud som kun dem? Vi var konstant tvunget til at miste dele af os selv for hver ven, vi havde forladt på den anden side.

Aleppo trækker endnu en gang sine grænser med blod: blod der spildes på vores vej mod befrielse, blod der spildes i opretholdelsen status quo, blod der spildes for at få os til at betale prisen for at gøre oprør med en undertrykker.

Idag ser vi frem til et mirakel, der kan få os alle til at leve sammen i én by. Så vi kan få modet til at drømme om at vende tilbage til have én stat i hvilken vi alle er forenede i frihed.

Vi har ret til at drømme om forening.

Og jeg har ret til at drømme om at leve som et helt individ.

Marcell Shehwaro er blogger og aktivist fra Aleppo, Syrien. Hun blogger på arabisk på Marcellita.com [1] og kan følges på Twitter på Marcellita [2]@