Kan du se alle de sprog deroppe? Vi oversætter Global Voices-historier for at gøre verdens borgermedier tilgængelige for alle.

Lære mere om Lingua oversættelse  »

I et syrisk kvarter: Raketangreb bliver en del af hverdagen

Dette indlæg er del af en artikelserie af bloggeren og aktivisten, Marcell Shehwaro, der skriver om levevilkårene i Syrien under den igangværende væbnede konflikt mellem regimets støtter og de, der forsøger at afsætte det.

Blogger and activist Marcell Shehwaro at a protest in Syria. Image courtesy Marcell Shehwaro

Blogger og aktivist Marcell Shehwaro ved en demonstration i Syrien. Foto: Marcell Shehwaro

Denne artikel ville være blevet anderledes, hvis jeg havde rettet mig efter den talemåde jeg lærte som barn: “Udsæt aldrig til i morgen, hvad du kan gøre i dag.” Jeg havde til hensigt at skrive i går aftes, men opdagede at batteriet på min laptop var ved at være i bund. Der har ikke været elektricitet i mit hus de sidste par dage, så jeg besluttede at udsætte skriveriet til denne morgen.

Dette indlæg skulle have handlet om dagliglivet for en helt almindelig pige, som kun er en lille smule anderledes. Lad os kalde hende aktivist, eftersom nogle finder dette mærkat attraktivt.

Global Voices Online har bedt mig om at formidle oplysninger om vores dagligliv i Syrien. Det var det, jeg ville have skrevet om, hvis jeg havde fået skrevet dette indlæg i går aftes, og hvis jeg ikke havde været sådan en slave af teknologi. Når det kommer til stykket kunne jeg have skrevet det på papir ved lyset fra en petroleumslampe. Jeg har tilsyneladende mistet evnen til at skrive uden at høre lyden af mine fingre, der trykker på tastaturet.

Tilbage til min artikel. Jeg lagde mig til at sove i tiltro til, at jeg ville skrive den her til morgen, så snart jeg havde fundet en stikkontakt med strøm i. Imidlertid havde det syriske luftvåben andre planer. Klokken otte i morges blev jeg vækket af lyden fra en eksplosion i nærheden – en af luftvåbenets raketter ramte omkring 100 meter fra mit hus i det befriede Mashad-kvarter i Aleppo. Vi begyndte at tælle. To … tre … syv … den her var længere væk. Otte … vinduerne begyndte at klapre. Jeg bestemte mig for at åbne alle døre og vinduer. Det eneste jeg kunne tænke på i situationen var, at en influenza forårsaget af kulden ville være mindre smertefuld end at blive ramt af sprængstykker af ituslået glas.

Jeg samlede alle de tæpper jeg kunne finde, krøb ned under dem og slumrede hen. Krigen har lært mig at passe min søvn, uanset hvilke rædsler der udfolder sig udenfor.

Det var fredag og jeg skulle til en demonstration i Bustan Al Qaser-kvarteret. Jeg klædte mig på og gik ud på gaden, hvad der kan synes et modigt skridt i betragtning af bombardementet. Pludselig forekom det nabolag jeg er blevet så vant til fuldstændigt fremmed. I følge de venner der havde holdt tal var der faldet 16 raketter. Og 16 raketter er nok til at forandre særpræget ved et ydmygt beboelseskvarter som mit. Der var glas og murbrokker overalt og mine Ugg-støvler var ikke ligefrem det ideelle fodtøj til disse forhold.

Alle der var på gaden så op mod himlen. Og jeg mener alle. Fem eller seks andre personer var de eneste borgere, der var gået ud af deres hjem. En gammel mand råbte som en gadehandler, der hvervede kunder, ikke som en der varslede død: “Det kommer nærmere … Det er her… Det vil skyde … Det skød …” Hans ensformige messen var sørgeligere end synet af ødelæggelsen.

Kampflyet rammer lige i nærheden. Og nogle løber væk fra lyden af eksplosionen. Min ven og jeg ler ved tanken om at prøve at løbe fra et kampfly. Tror de mennesker vi stadig er i de fredelige protesters tid, hvor vi kunne løbe væk fra levende ammunition? Eller er det bare overlevelsesinstinkt, spontant og ulogisk? Virkelig, hvem kan løbe fra et jagerfly? Jetflyet tømmer sin ladning igen, og min ven og jeg beslutter, at det vil være dumt at fortsætte til demonstrationen. Vi går ind i en nærliggende bygning, hvor vi finder en flok skælvende civile. Jeg misunder dem deres evne til at være bange. Det betyder enten, at deres liv stadig er meningsfuldt, eller at de ikke er vant til at være vidner til død.

Højttalerråb opfordrer de der bor på de øverste etager til at komme ned. Lyden af ambulancesirener bliver kraftigere. Pludselig hører vi skudsalver. Min ven spørger: “Kan de kugler ramme flyet?” Han besvarer selv sit spørgsmål: “Nej, du kære, det er undertrykkelsens kugler.” Jeg misunder den militærperson, der føler sig undertrykt.

Så er alt normalt. Snart fortsætter vi vores tur.

Om få timer vil livet være vendt tilbage til det normale og gaderne vil være fyldt med sælgere og forbipasserende. Kun de, der ligger under murbrokkerne, og deres familier, og de der har mistet deres hjem, vil græde i dag. Billeder vil måske eller måske ikke blive i vores erindring – den sørgende mor, der så sit hus brænde, mens hendes søn stadig var derinde; eller den datter der fortalte, hvordan køkkenet var styrtet sammen omkring hendes mor.

For os andre var det en almindelig dag i et liv med sprængstoffer. Min ven retter mig: denne gang var det ikke sprængstoffer, det var raketter. Vær venlig at tage imod min undskyldning for den fejl: det var bare en almindelig dag med raketter.

Marcell Shehwaro blogger på marcellita.com og tweeter fra @Marcellita, begge primært på arabisk.  Du kan læse de første to artikler i serien her og her.

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.