Kan du se alle de sprog deroppe? Vi oversætter Global Voices-historier for at gøre verdens borgermedier tilgængelige for alle.

Lære mere om Lingua oversættelse  »

Tre år inde i den syriske revolution: “Vores drøm er stadig levende”

Dette indlæg er del af en artikelserie af bloggeren og aktivisten, Marcell Shehwaro, der skriver om levevilkårene i Syrien under den igangværende væbnede konflikt mellem regimets støtter og de, der forsøger at afsætte det.

Marcell and friends preparing the martyrs memorial to commemorate the third anniversary of the Syrian revolution

Marcell og hendes venner gør martyrernes mindesmærke klar til fejringen af treårsdagen for den syriske revolution.   Foto:  Marcell Shehwaro.

 

Op til idéen 

I år går det op for mig, hvor sent vi går i gang med at tale om den tredie årsdag for den syriske revolution. Som om vi kan ændre den nedslående virkelighed ved at udsætte at tale om det. Vi markerer, at der er gået tre år siden starten på revolutionen. Meget har ændret sig i løbet af de tre år, så meget at ingen af os længere genkender os selv, eller vores venner, eller vores familie eller vores eget hjem. De, for hvem det er lykkedes at forblive dem de var – hvis man kan finde en syrer, der ikke er forandret – er heldige. Eller måske meget uheldige.

Jeg har også bemærket fraværet af den diskussion syrerne med liv og sjæl har engageret sig i hvert år: den nøjagtige dato for revolutionens udbrud. Det spørgsmål vi for sjov stiller hinanden er: Støtter du 15. marts revolutionen eller 18. marts revolutionen? Jeg vil her kort forsøge at forklare årsagen til denne diskussion, der i år er udeblevet på grund af udmattelse, eller måske fordi vi har opgivet at fastsætte den nøjagtige dato for revolutionens indvarsling.

Hermed det argument der fremsættes af de der støtter den opfattelse at revolutionen startede 15. marts 2011: På den dag fandt en lille protestaktion sted i Al Hareeqa i Damaskus. Et antal demonstranter blev arresteret, hvilket den følgende dag foranledigede en sit-in ved Indenrigsministeriet, for at kræve deres løsladelse.

De der fastholder, at revolutionen startede 18. marts (jeg er i blandt dem) angiver at revolutionen startede i Daraa 18. marts 2011, og at det var herfra, der ikke var nogen vej tilbage. Alt hvad der var sket op til denne dato var blot et forspil med relativt få deltagere, der ville være blevet kvalt i opløbet, hvis det ikke havde været for folkeopstanden i Daraa 18. marts.

I år ser der ud til at være konsensus for, at årsdagen strækker sig fra 15. til 18. marts. og i Aleppo, min by, har debatten bølget i læserbreve mellem de, der har besluttet at blive, hvor de er, og de der har bestemt sig for at tage en pause i Tyrkiet. Vi besluttede at forberede fejringen af denne årsdag 10 dage tidligere.

 

Mens vi gjorde klar til idéen

En af mine venner, der altid er entusiastisk, og som jeg misunder for hans lidenskabelige tro på revolutionen, siger: “Vi er nødt til at organisere noget, der dækker hele Syrien.” Så snart han siger det, går det op for os, hvor svært det er blevet at sige “hele Syrien”. De der lever under belejring udenfor Damaskus og i Homs har helt andre bekymringer end dem i det befriede Nord, og adskiller sig i smertefuld grad fra det almindelige liv i andre dele af landet. Selv de der opholder sig i det befriede Nord har andre bekymringer end de, der bor i Aleppo, som konstant bliver bombarderet; eller Idlib, hvor man fejrer den nylige befrielse; eller Al Raqqa, der lider under et nyt diktatur – en fløj der kalder sig Irak og Syriens Islamiske Stat, eller som syrerne foretrækker at kalde det, Daesh.

På trods af alt dette, starter vi en lille gruppe på Facebook for at forberede revolutionens tredie årsdag, da vi sjældent mødes i det virkelige liv, takket være strømafbrydelser og regionale vanskeligheder med at tilgå internettet. Vi er besluttede på at genoplive revolutionens grundlæggende værdier. Nogen foreslår sloganet “Rettigheder, Menneskelighed, Retfærdighed.” Nu om stunder er der imidlertid nogen der er imod revolutionen simpelthen på grund af ordet “frihed”, så det ord må vi insistere på at have med. Vi beslutter os for “Frihed, Retfærdighed, Værdighed” som denne årsdags motto, der udtrykker essensen af de værdier, vi hyldede i bevægelsens start.

Vi anerkender, at der er mange grunde til at sloganet er blevet ændret i løbet af de tre år, og hvordan lingvistik har infiltreret og nægtet revolutionen dens værdier. Blandt de grunde er politik, penge og et ønske om at tilfredsstille vestlige medier ved at overtage deres sprogbrug. Fordi vi er børn af denne revolution, besluttede vi, at det var nødvendigt at huske folk på, at det der sker i Syrien for øjeblikket ikke er en krise, eller en konflikt, eller en borgerkrig eller et sammenstød mellem modsatrettede kræfter. Det der foregår er en revolution: en drøm om forandring, rettigheder, menneskelighed, frihed, retfærdighed og værdighed. Det er det der ligger til grund for vores valg af dette års slogan.

 

En revolution for fred, værdighed og retfærdighed

På den første dag skal vores slogan være “Frihed”. Vi vil male ordet på forskellige sprog på en offentlig mur i Aleppo for at fortælle den omverden, der ser vores blod flyde, at uanset den pris vi betaler, tror vi stadig på frihed.

På den anden dag vil vi fokusere på “Retfærdighed” og sætte et mindesmærke op med fotografier af 500 martyrer, der er dræbt i Aleppo. Vi vil også lægge blomster på de martyrgrave, der fylder vores kirkegårde.

På den tredie dag vil vi fejre “Værdighed.” Vi vil indsamle breve fra Den Frie Syriske Hærs frontlinie, fra felthospitaler, fra aktivister og fra folk på gaden. Det skal være støttebreve, fra en del af Syrien til en anden.

Og på den sidste dag vil vi opstille revolutionær trafikregulering der skal minde os allesammen om at “kalde folk frafaldne er en farlig skillevej”, “Revolution er en ensrettet Ggade”, og “Vejen forude er overvåget af mediernes kameraer”, og meget andet.

Det er smertefuldt at gennemgå alle de små detaljer, vi har udarbejdet. Det gør ondt at lede efter de gamle slogans, der udtrykte de fleste syreres drøm, inden volden forandrede os. Fotografierne af martyrerne er hjerteskærende. Hvordan kan de allerede være blevet til tal, efter at have været smurt ind i blod og længe før deres efterladte families smerte er overstået? Det er udmattende at skrive til syrere, hvis lidelser og udfordringer vi kun har ringe kendskab til. Det er bekymrende, at de rent faktisk er begyndt at splitte os.

Det smerter os at forsøge at genoplive den glæde, der forsvandt efter det første år, intensiteten i forberedelserne for den anden årsdag og at overveje hvor meget vi har mistet på tidspunktet for denne tredie årsdag.

Jeg er stolt over, at vi efter al den vold ikke har mistet forstanden, og at vi stadig tilslutter os meget høje værdier. Det kan godt være vi er slidt ned af diskussioner, bagholdsangreb og de forfærdelige fejl, der er begået. Men jeg er stolt af bevægelsen, med alle dens fejltagelser, og som jeg har skrevet, på den lokale dialekt, til de krigere, der har givet op af udmattelse:

“Vejen til revolutionen er lige så fyldt med stolthed og frihed, som antallet af de mennesker vi har mistet, og den energi og de drømme der er forsvundet. Jeg skriver dette for at huske jer på det øjeblik, da vi løftede vores hænder i protest og svor, at vi sammen ville gå til vejs ende med at skabe en bedre fremtid for dette land.”

“Jeg skriver for at fortælle jer, at I ikke nødvendigvis har følt vigtigheden af jeres tilstedeværelse sammen med os, sådan som jeg har oplevet den. Husk at hver af os har lænet os til hinanden for støtte, og enhver der forlader kampen, efterlader de andres rygge udsat. Husk at vi har en forpligtelse overfor martyrernes familier.”

“Måske det sidste år især har været et chok, der lærte os at vi måtte betale en høj pris for at se vores frihed vokse, og at vores mulighed for at bo i de befriede områder blev betalt med blod fra de unge mennesker, der tog imod de første kugler ved demonstrationerne. Idag kan vi færdes frit i Aleppo, uden en diktator, takket være de ofre Abu Younis, Sultan, Saif, Amin og andre unge mennesker har bragt.”

“Vi har stadig meget at kæmpe for, Abdulwahab, Abu Mariam. Luay Abu El Joud og Nour og mange, mange flere.”

“Vi har stadig langt at gå for at mennesker ikke længere skal lide martyrdøden i Syrien, som Tuti, der blev dræbt under tortur.”

“Ja, der er lang vej endnu. Men som vi skrev på murene i min by, et citat af [palæstinensisk digter] Mahmoud Darwish:

“Vi er stadig i live og vil holde ud. Og vores drøm forbliver levende, lige meget hvad.”

 

Marcell Shehwaro blogger på marcellita.com og tweeter fra @Marcellita, begge primært på arabisk. 

1 Kommentar

Deltag i debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.