Kan du se alle de sprog deroppe? Vi oversætter Global Voices-historier for at gøre verdens borgermedier tilgængelige for alle.

Lære mere om Lingua oversættelse  »

Syrien: Jeg er Aleppo, Aleppo er mig

Dette indlæg er første del af en artikelserie af bloggeren og aktivisten, Marcell Shehwaro, der skriver om levevilkårene i Syrien under den igangværende væbnede konflikt mellem regimets støtter og de, der forsøger at afsætte det.

Marcell Shehwaro at the funeral of her mother, who was killed at a Syrian regime forces' checkpoint in June 2012. Fellow activists paid tribute by carrying red roses.

Marcell Shehwaro ved sin mors  begravelse. Marcells mor blev dræbt ved et af regimets styrkers checkpoints i juni 2012. Medaktivister hyldede hende med røde roser. Foto: Marcell Shehwaro.

Hvem er jeg? Det spørgsmål har for mig altid været et af de sværeste at besvare eller skrive om, ikke mindst i dag, tre år inde i den syriske revolution. Sandheden er, at jeg egentlig ikke ved, hvor meget der er tilbage af den unge kvinde, jeg var tidligere. Ved at skrive for Global Voices giver jeg mig selv en mulighed for at genopfriske bekendtskabet med mig selv, eller i det mindste minde mig selv om, hvem den person jeg lever med, og som er mig, er blevet.

Jeg er 29 år gammel. Mit navn er Marcell. Navnet betyder “ung kriger”. Jeg kommer fra en lille familie. Min afdøde far, må Gud have barmhjertighed med hans sjæl, var ortodoks præst. Og min afdøde mor, må Gud også have barmhjertighed med hendes sjæl, var husmor og en fantastisk mor.

Jeg studerede tandpleje i byen Aleppo, indtil jeg nåede det punkt, hvor det gik op for mig, at jeg var mere optaget af sociale problemer. Jeg forlod medicin for at læse statskundskab – internationale relationer og diplomati for at være helt præcis.

Jeg kan ikke præsentere mig selv uden at fortælle dig om min by, Aleppo, da vi to er nøjagtig ens: nedslidte, udmattede, fulde af brand, fulde af begær efter livet, forvirrede.

Aleppo er den næststørste by i Syrien. I følge statistikken, var dens befolkningstal fem millioner. Jeg er ikke sikker på, hvor mange der er tilbage, og hvor mange flygtninge der er kommet andre steder fra, for at bo her.

Jeg opdagede i en ung alder min evne til at udtrykke mig mundtligt og på skrift. Måske er det et træk, jeg har arvet fra min far. I skolen elskede jeg at skrive essays, en sur pligt de andre fandt dybt kedsommelig. Jeg læste alt jeg kunne få fat i. Jeg skrev også på, hvad som helst der kunne skrives på: regninger, servietter i restauranter og i margenen af de bøger jeg læste. Da blogging dukkede op, begyndte jeg selvfølgelig på det. Og nu skal du høre, hvad der kom ud af det.

Jeg begyndte at blogge i 2008. Jeg havde venner, der betalte prisen for at have ytret sig frit i det syriske regimes fængsler. For mig var det tilstrækkeligt til at gøre kampen for ytringsfrihed til min mission, hvilket tidligt gjorde mig til modstander af regimet. Modstander af et regime der undertrykte almindelig frihed og borgerlige rettigheder.

Da revolutionen startede i Egypten, kunne vi ikke mobilisere os selv i anden retning end frem mod håbet om en revolution i Syrien. Så uden yderligere overvejelse, sluttede jeg mig til revolutionsbølgen. Til en begyndelse skrev jeg om det. Senere sluttede jeg mig til protestdemonstrationerne. Jeg kan stadig huske følelsen af eufori blandet med bekymring, og den frygt og forlegenhed, der sad bagest i halsen, når jeg råbte, “Folket vil vælte regimet!”

Under en demonstration begyndte skudsalverne fra de syriske sikkerhedstyrkers våben at regne ned over os, og de der stod omkring mig begyndte at løbe. Det var dér, jeg opdagede, at jeg hører til dem, der bliver lammet af frygt, hvilket forhindrer mig i at bevæge mig, og gør mig til en forhindring for de, der forsøger at flygte. Mine venner tog fat i mine hænder og trak mig væk for at beskytte mig, og siden det har jeg samlet mange historier om at være på randen af død, kvæstelse eller anholdelse, og hvordan mennesker der var mere rationelle end jeg har grebet ind og reddet mig.

Det tog sin tid for det syriske efterretningsvæsen at opbygge et dossier på mig især i betragtning af, at der er mindst en informant for hvert 10 syrere. I løbet af den tid, og efter et år med protester og mange råd fra venner og familie om at passe på, indtraf vendepunktet for mig: min mor døde som martyr ved et af de syriske regimetroppers checkpoints i Aleppo. En del af mig var tabt for altid.

Efter den storslåede begravelse, hvor mange revolutionære deltog og bar min smerte sammen med røde roser, begyndte myndighederne på en ugentlig basis at indkalde mig til forhør om mine aktiviteter. På det tidspunkt var den væbnede revolution kommet tættere på Aleppo. Dengang var jeg imod enhver form for oprustning. Jeg troede på, at en fredelig forandring ville garantere syrernes rettigheder og koste færrest mulige ofre. Reelt er store dele af min by allerede blevet befriet, bortset fra mit kvarter og de steder jeg kender, som er forblevet under det syriske regimes kontrol.

Da forhørene blev mere alvorlige, og det syntes uundgåeligt, at jeg snart ville blive anholdt, besluttede jeg at tage imod et stipendium til en kandidatuddannelse i borgerrettigheder i Storbritannien. Som alle andre der har overlevet så blodige begivenheder, som dem jeg havde været vidne til, vendte jeg i det år igen og igen tilbage til Syrien, drevet af skyldfølelse rejste jeg til Aleppo. Da det var farligt for mig at opholde mig i mit eget hjem, boede jeg på skift hos forskellige venner, indtil også deres liv var i fare på grund af deres forbindelse med en aktivist som mig. Jeg var nu tvunget til at træffe den indlysende rigtige beslutning at flytte til den befriede del af Aleppo og efterlade venner, familie, minder, hjem og mine forældres to gravsteder. Kort sagt, det meste af det, der havde været mit liv.

At bo alene som aktivist i en krigssituation, væk fra familie og velkendte omgivelser, medførte nye udfordringer. Jeg var flyttet til et område, som jeg ikke vidste noget om, udover at regimets efterretningsapparat ikke var til stede. Men også her lurede døden på mig i andre afskygninger.

Som en af meget få utildækkede kvinder i et konservativt og ydmygt kvarter, blandt mennesker, der trods et voldeligt miljø, er meget venlige, lider jeg ind imellem under en forstenende ensomhed. Jeg lever i konstant frygt for at blive bortført. Nogle gange kan jeg klare det, men andre gange bryder jeg sammen af udmattelse.

Jeg er omgivet af historier om helte, hvis heroisme måske inspirerer andre til selv at bevirke forandringer. På grund af alt dette og fordi vores hverdagsliv er fyldt med begivenheder, der måske ikke kan rummes i et enkelt liv, har jeg besluttet at skrive til dig. Nogle af artiklerne vil beskrive mit daglige liv. Andre gange vil de berøre erindringer og ønsker for det liv vi gerne vil leve, trods de rædsler vi oplever.

Det står dig frit for, om du vil sympatisere med mig eller fordømme mig. Men mit håb er, at det jeg fortæller dig vil afspejle noget af drømmen, ønsket om at skabe forandring og troen på at forandring er mulig, hvor uopnåelig eller smertefuld den drøm end er.

 

Marcell Shehwaro blogger på marcellita.com og tweeter fra @Marcellita, begge steder fortrinsvist på arabisk.

 

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.