Kan du se alle de sprog deroppe? Vi oversætter Global Voices-historier for at gøre verdens borgermedier tilgængelige for alle.

Lære mere om Lingua oversættelse  »

Syrien: Min moder .. I live

Denne artikel er en del af en særlig artikelserie skrevet af blogger og aktivist Marcell Shehwaro, som beskriver livets realiteter i Syrien under den væbnede konflikt, der udspænder sig mellem regime-loyale styrker og den frie syriske hær.

مرسيل شحوارو ووالدتها

Marcell Shehwaro og hendes mor på en plakat fremstillet og delt af den jordanske blogger Mohammed al Qaq på facebook

Igen og igen udskyder jeg at skrive denne artikel, som skal handle om “moderen” og Mors dag. For en, som har mistet sin mor til en dræbende kugle, er det ikke ligefrem terapeutisk at skrive om. Selv hvis vi enes om, at det at skrive har magiske egenskaber, så er nogle smerter bare uoverkommelige. De nedbryder din krop og din sjæl og ingen medicin kan kurere dem.

Jeg siger til mig selv, at jeg skal skrive om min mor før Mors dag. (Mors dag fejres i Syrien d. 21. marts red.) for så vil jeg være mere objektiv og neutral. Jeg ved ikke hvem, der har overbevist os om, at vi må være professionelle selv omkring vores smerter? Eller hvem der fortalte mig, at det er min pligt at formidle den brændende virkelighed i Syrien med kølig professionalisme? 

Jeg udskyder at skrive artiklen indtil Mors dag, så jeg kan drage nytte af de følelser, der overvælder mig på netop denne dag og beskrive mine smerter for jer. Og måske jeg, i dette nye og voldelige stadie af sadisme, vil føle en snert af glæde, hvis nogen bagefter fortæller mig, at min artikel fik dem til at græde.

Det lykkes ikke for mig. Lige til det sidste forsøger jeg at undvige at skrive med den undskyldning, at denne “Mors dag” er en dag som Hafez al Assad har opfundet. Han skiftede den internationale mors dag ud med denne dag, d. 21. marts, for på den måde at forhindre mit lands undertrykte kurdiske befolkning i at fejre Norooz. Og vi beskyldes for at være besatte af politik? Hvordan skulle vi ikke være det, når selv vores familiære højtideligheder afgøres af en diktator?

Min veninde Amira spørger til emnet for min næste artikel, og jeg svarer roligt: Min mor. Jeg tvinger mig selv til at skrive om hende, og I har al ret til at hade, hvad jeg skriver, for jeg har skrevet det i et forsøg på at konfrontere min tristhed, ansigt til ansigt. Jeg gik til den, min tristhed, med en plan om at slå den ned, men den overvældede mig og efterlod en sorg i mit sprog, som jeg måske fører videre til jer.

Min mor, Marina, var en husmor, som gentagne gange forsøgte at gøre os, min søster og jeg, til rigtige samfunds-damer. Det lykkedes med min søster.

Hun giftede sig med min far efter en smuk kærlighedshistorie med udveksling af kærestebreve, som endnu er gemt i huset i den besatte del af Aleppo, og som jeg derfor ikke kan nå.

Min mor var enebarn, og hendes forældre var blevet gift i en sen alder, og jeg plejede at drille hende med, at enebørn bliver ødelagt af deres forældres forkælelse, men dette var langt fra sandheden. Hendes forældre døde tidligt og efterlod hende alene uden nogen familie eller søskende, og derfor blev min søster, min far og jeg, alt hun havde af familie.

Hun vænnede sig til at leve som hustru til en religiøs mand, der altid insisterede på værdier, gode manerer og næstekærlighed, og hun holdte af ham for alle de detaljer, der var vigtige for ham, ligesom hun holdte af os for alle de diskussioner, hun havde med mig og alle de små beslutninger, som hun hjalp min søster til at træffe.

Min far døde tidligt af et hjerteanfald, som ikke engang gav ham en ekstra chance. Med ét var han væk og overlod opdragelsen af to teenagere til min mor: Laila, som var på nippet til at stifte familie, og jeg, som var anderledes svær og selvstændig. Jeg ville altid diskutere stort set alting og blev flere gange bortvist fra skolen, fordi jeg nægtede at følge lærerens anvisninger eller skrev stil om, hvor voldelig vores skole var.

I ni år boede min mor og jeg alene sammen, og vores forhold udviklede sig meget i denne periode. Det var indtil revolutionen startede, og min mor allerede den første uge læste et indlæg på min blog med titlen “Vores folk fortjener friheden”. Her påtog hun sig rollen som mor og begyndte at rådgive og argumentere, og jeg spillede min rolle som rebel og nægtede at underkaste mig familiens pres.

Mine venner og jeg var begyndt, med ryggen til kameraet, at fotografere os selv til demonstrationer, men selv på et uskarpt og rystet billede taget med en mobiltelefon kunne min mor stadig genkende mig. Hun ville spørge: “Marcell, er dette dig, til en Salahuddin-demonstration?”, og jeg ville lyve og sige, at det ikke var mig, og hun ville lade, som om hun troede på mig. 

Min mor græd hver gang hun hørte den revolutions-sang hvis tekst lyder “Jeg går ud og demonstrerer med mit blod i mine hænder / hvis jeg kommer tilbage som martyr, mor / så græd ikke over mig”. Hun levede for revolutionen sammen med mig, hun huskede navnene på de af mine venner som var blevet arresteret og bad for dem, hun rettede vores forfejlede syninger i de hjemmelavede revolutionære flag, som vi ville uddele hemmeligt, og hun forsvarede mig over for venner og familie og påtog sig de anklager og den modstand, som var rettet mod mig.

Hver gang sikkerhedsforanstaltninger tvang mig til at rejse udenlands, pakkede min mor kufferten for mig og satte et lille billede af mig i hjørnet af sin computerskærm. En uge før sin død sagde hun til mig: “Du og din søster er alt, hvad der er tilbage af min verden. Hvis du forlader mig, så er det halvdelen af min verden, som forsvinder, er du klar over det?” Selvom jeg udmærket forstod grunden til hendes frygt, blev jeg vred, og jeg svarede egoistisk, hvilket jeg endnu fortryder den dag i dag: “Jeg er ikke mere værd end andres børn, og du er ikke anderledes end andre mødre. Hvis jeg var i fængsel, ville du så ikke også have mine venner til at demonstrere for min løsladelse? Er det ikke det, I har opdraget os til?” Med øjnene fulde af tårer sluttede hun med en sætning, hvis ord jeg ikke tror jeg havde været den samme stærke person foruden: “Mido, ved du, hvor stolt jeg er af dig?”. Og jeg smilede.

En uge senere besluttede officerer ved en militær kontrolpost, at den bil som min mor kørte i hjem fra en vens bryllup, var mistænksom. De skød direkte mod den og en militærkugle ramte min mor og dræbte hende. Min mor, som troede på kærlighed og skønhed og familie og de syriske mødres ret til at leve uden frygt og bekymring.

Én enkelt kugle afsluttede alting.

Eller, mere præcist, en enkelt kugle gennemborede hendes krop, men den dræbte også sjælen og noget af min sjæl. Det afspejler blot regimets manglende respekt for vores sjæle, at en talsmand fra politiet efterfølgende fortalte mig, at “det var enkelt persons fejl, du skal ikke tage det personligt”.

En dag vil jeg skrive for jer om hendes død og begravelse og mit tab, men i dag har jeg valgt at skrive om hende i live.

Min mor, for hvert år vil du fortsat være i live i mine minder, og jeg håber, at du i dag er ligeså stolt af mig, som du var dengang.

Marcell Shehwaro er blogger og aktivist fra Aleppo, Syrien. Hun blogger på arabisk på Marcellita.com og kan følges på Twitter på Marcellita@

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.