Artiklen er skrevet af Ana Arana og Daniela Guazo, der er del af organisationen MEPI (Fundación MEPI) [linket fører til spansksproget hjemmeside]. Dette er anden del i serien om dækningen af kriminaliteten i Honduras. Første del kan læses her [es].

Læsestoffet i Honduras’ største medier efterlader læserne med et billede af begivenhederne, men med en tilsvarende lille forståelse af, hvad der sker i landet. Nyhederne er de typiske ‘røde nyheder’ om blodige hændelser uden hverken forklaring eller kontekst. Den uafhængige organisation for efterforskende journalistik MEPI med hovedsæde i Mexico City kontrollerer og analyserer dækningen af kriminaliteten ved at at analysere indholdet i flere aviser i San Pedro Sula og Tegucigalpa. Formålet er at identificere, hvordan pressen i Honduras udfører sit arbejde, samt bestemme graden af den censur, der eksisterer i landet, hvor 29 journalister er blevet myrdet i løbet af de seneste 4 år. Mindst 16 af mordene skete som følge af arbejdsrelaterede årsager, ifølge Committee to Protect Journalists i New York. MEPI har siden 2010 foretaget lignende efterforskninger i den regionale presse i Mexico.

MEPI fandt frem til, at medierne plejer at offentliggøre historier om organiseret kriminalitet, men samtidig beskytter bagmændende specielt landets narkobaroner ved ikke at identificere disse. Medierne rapporterer sædvanligvis om bandemedlemmernes voldshandlinger, men undgår at kommentere tilstedeværelsen af internationale narkohandlere og deres forbindelser til forretningsmænd, landets sikkerhedsstyrke og de lokale politikorps. I flere interviews med redaktører, journalister og specialister, der alle ønskede anonymitet, var de gennemgående temaer angsten og det store pres hos medierne grundet den tiltagende vold mod dem.

Tryk på billedet for at besøge siden med den interaktive figur [linket fører til en spansksproget hjemmeside]

En analyse viste, at 7 ud af de 10 offentliggjorte historier om kriminalitet i San Pedro Sula og Tegucigalpa ikke indeholdt detaljer om hverken ofrene eller de mulige motiver bag forbrydelsen. Der kompenseres for manglen på statistisk information ved at tilføje billeder af blødende kroppe med overskrifter, der foreksempel udtrykker:”Døden indtræffer efter besøg hos mor”, “Tre mænd puttes i plasticposer og henrettes”, “Transvestit fjernes fra sit hjem og myrdes” eller “Går ud for et ærinde og ender død”.

I rapporten fandt MEPI nok materiale, som beskriver den udbredte vold og de høje tal. Firs procent af forbrydelserne blev begået med skydevåben. Ifølge resultaterne viser ligene tegn på tortur – før døden indtraf – ligesom den type, der findes blandt den organiserede kriminalitet i Mexico. En stor del af de fundne lig ligger bundet i sorte plasticposer.

I marts måned i 2012 viste mediernes offentliggørelser en stigning af antallet af halshuggede og lemlæstede ofre. Men ingen af beskrivelserne giver en forklaring på, hvorfor denne makabre type drab er dukket op. En journalist refererer til los Zetas, der igennem flere år har opereret i lokalområderne i Honduras og også etablerer sig i bydistrikterne, hvor bandemedlemmerne har aktivitet. “For halvandet år siden begyndte man at finde lig i plasticposer. Dette relateres til los Zetas, men regeringen vil ikke bekræfte det,” forklarer journalisten. 

Det er typisk, at de kriminelle grupper efterlader beskeder på stedet, hvor forbrydelsen bliver begået. Ligesom i Mexico kan beskederne være i form af den måde, som ofrene er blevet myrdet på, eller på visitkort, der ligger ved siden af ligene. I 2012 fandt man mange ofre med et amputeret ben eller en hånd, uden at den pågældende kropsdel blev fundet på gerningsstedet. Disse amputationer kan symbolisere, at ofret havde stjålet og derefter slap væk, og det dermed er en advarsel til resten af gruppemedlemmerne, ifølge en ekspert i kriminalitet fra El Salvardor. 

Pressen i Honduras trykker beskederne, som de kriminelle grupper efterlader. I Mexico besluttede medierne ikke at inkludere disse detaljer, fordi de ikke ønsker at være de kriminelles talerør.

På samme måde identificerer journalisterne ofrenes beskæftigelse uden at uddybe, hvilken type beskæftigelse der er i stor risiko. De mest udsatte faggrupper er taxachauffører, trafikanter/buschauffører og butiksansatte. Dog blev der ikke tilføjet forklaringer, der kvantificerer dødsfaldene eller som forklarer, hvad regeringen gør for at forbedre sikkerheden for arbejdere i disse sektorer.

Fem ud af hver 10. mord i 2012 blev begået af mænd på motorcykel på trods af, at regeringen har forbudt, at to personer kører på samme motorcykel. I forlængelse heraf blev fire ud af hver 10. ofre, der er beskrevet i pressen, ikke identificeret. 

 

Vær opmærksom på tredje og sidste bidrag til serien om dækningen af kriminaliteten i Honduras.