Kan du se alle de sprog deroppe? Vi oversætter Global Voices-historier for at gøre verdens borgermedier tilgængelige for alle.

Lære mere om Lingua oversættelse  »

Fire kvindelige journalister trodser oddsene i Mexico City

Dette indlæg er en del af vores reportage om køn og seksualitet i Latinamerika og Caribien i samarbejde med North American Congress on Latin America (NACLA).

På trods af lave lønninger, og de farer der er forbundet med at være reporter i det farligste land i Nord-og Sydamerika for journalister [en], fortsætter nogle kvindelige mexikanske journalister med at arbejde og opleve fremgang i denne profession.

I dette indlæg præsenterer vi dig for fire af disse modige kvindelige journalister. Med anekdoter om migration, politik, drømme og ligestilling giver disse journalister os et lille indblik ind i deres liv for at vise, hvad det vil sige at være kvindelig journalist i Mexico City.

Nicole Medgenberg

nacla_nicNicole, en tyskfødt journalist, flyttede til Mexico City, da hun begyndte på sin bachelorgrad. I dag arbejder hun for en NGO om dagen og om aftenen som journalist, hvor hun primært dækker områder som mad og rejser. Hun har også startet sin egen opskriftsblog La cocinera con prisa [es] (Den travle kok).

Hendes første møde med journalistikken var som 12-årig, da hun lavede et magasin med en ven. Nicole forklarer, hvordan vennen ledte efter billeder til magasinet, mens hun opdigtede historier til hvert enkelt billede. “Jeg har stadig magasinet” siger hun stolt.

Nicole fortæller, at Mexico City har givet hende de samme muligheder, som en mand ville få. “Jeg blev født i en generation og i en kultur, hvor jeg ikke længere tvivler på, om jeg kan stemme, studere eller udøve min profession anderledes end mænd. Jeg er heldig at have tyske og mexikanske forældre, der er meget åbne og støttende om min karriere.

For hende er det største problem inden for journalistikken i dag den lave løn. “Der er brug for en forståelse af, at hvis man vil have nogle journalister, der er dedikerede og erfarne, så er det nødvendigt at behandle dem sådan og betale dem til rette tid og det rette beløb. Det er en profession, der kræver engagement og selvopofrelse, og den er desværre ikke godt betalt.”

Følg Nicole på Twitter: @NicMedgenberg

Elia Baltazar

nacla_elia“Jeg kan ikke sige, at jeg har været udsat for nogen form for diskrimination eller særbehandling, fordi jeg er kvinde. Jeg tror på, at det der er vigtigt er bevidstheden om mine egne rettigheder. Jeg ville ikke tillade det at ske.” svarer Elia på spørgsmålet om, hvorvidt hun er blevet behandlet anderledes som kvindelig journalist.

Elia, der er født og opvokset i Mexico City, arbejder som freelance journalist. Hun begynder dagen mellem kl. 4.30 og 5 om morgenen, hvor hun dedikerer 30 minutter til at læse en bog, der interesserer hende (hun har ikke tid senere). Derefter læser hun nyhederne og planlægger dagen. Kl. 10 er hun allerede i gang med interviews og med at undersøge mulige historier. Hun stopper med at arbejde kl. 22.

Elia har altid drømt om at blive journalist. Hun forestillede sig, at journalistik måtte være det mest spændende job i verden og forbandt det til fjerne lande. Igennem gymnasiet arbejdede hun på skolebladet, og hun fik sit første journalistjob som 18-årig.

I hendes arbejde med netværket Periodistas de a Pie [es], skriver hun artikler med perspektiv på menneskerettigheder og køn.: “Jeg foretrækker at skrive med udgangspunkt i lige rettigheder for alle, og jeg fremhæver blot køn, når der er tale om en klar krænkelse af kvinders rettigheder”. I hendes organisation vælger de ikke kun at skrive om klager, men de forsøger også at finde succeshistorier, der bryder med traditionen om uheldige ofre og styrker borgere med historier om deres egne succeser.

Elia kalder sig selv feminist; på trods af at hun ikke tror på alle teorier om feminisme, så er de en del af hendes personlige og professionelle udvikling. For hende er den største udfordring, som journalister i Mexico i dag står over for, mandlige som kvindelige, de lave lønninger og arbejdsforholdene, “der vanskeliggør dybdegående undersøgelser”.

Følg Elia på Twitter: @eliabaltazar

Sandra Apolinar

Nacla_sandySandra, der oprindeligt er fra Toluca, en by 40 minutter fra Mexico City, er redaktør på musik- og teknologisektionen af Swagger [es]. En normal dag for hende på redaktionen består i at redigere artikler til hjemmesiden. Hun undersøger også emner, som hun kan foreslå som mulige historier til journalister på hendes hold.

“Jeg er ikke stor fan af skandaler i musikbranchen, noget der er forbundet med Justin Bieber eller Miley Cyrus, men vores læsere er meget interesserede i dette, og jeg er nødt til at skrive om det” bekender hun. Sandra vil gerne fortsætte sin karriere inden for sportsområdet. Hun er stor fan af det lokale fodboldhold Diablos Rojos, men hun ved, at det muligvis tager længere tid for en kvinde at gøre karriere inden for sådan et område.

Sandra har vidst hun ville være journalist siden gymnasiet. Hun siger, at hun altid har skrevet for sin egen skyld, og da hun var 16 begyndte hun at interessere sig for også at skrive for andre. I mere end seks år er hun dagligt rejst frem og tilbage mellem Toluca og Mexico City, og selvom hun ikke bor i byen, føler hun, at hun kommer fra “DF” og der er intet andet sted, hun hellere vil arbejde som journalist.

“Den største udfordring jeg ser for journalister i Mexico City, er, at de nogen gange glemmer at være helt objektive, i det mindste så meget som de kan. Journalistik i Mexico vil ikke blive forbedret, hvis journalisternes ego fortsætter med at vokse” konkluderer hun.

Følg Sandra på Twitter: @sandiapolinar 

Daliri Oropeza

nacla_dali“Jeg forsøger altid at afbalancere de stemmer, jeg skriver om. Hvis jeg har interviewet fire mænd, prøver jeg at finde det samme antal kvinder. Jeg kan godt lide at være retfærdig med mine tekster på denne måde” forklarer Daliri.

Daliri, der er født og opvokset i Mexico City, kommer fra en familie, der har arbejdet i cirkusindustrien igennem flere generationer. Hun er den eneste journalist i sin familie, hvilket hun er stolt af. Daliri har boet i mange kvarterer i Mexico City, fra San Rafael til La Roma og fra La Tabacalera til Buena Vista. Hun er forelsket i Mexico City, og selvom hun rejser til andre lande , indrømmer hun, at hun altid vil komme tilbage til DF.

“Jeg er en kvinde, der kan lide at eksperimentere med mit arbejde. Jeg vil gerne afprøve nye ting, og jeg er altid på udkig efter nye historier, nye stemmer at repræsentere.” Sandra har skrevet adskillige historier om indfødte folk fra det sydlige Mexico i staten Chiapas [da].

For Daliri er det hendes bidrag til ligestilling at bringe et lige antal mandlige og kvindelige stemmer i hendes historier. “Jeg er ikke feminist, men jeg vil altid gerne skrive om kvinder i mine historier.” fortæller hun. En af hendes favoritter, og en af de nyeste historier, beskæftiger sig med døtre af politikere, der også selv arbejder i politik, en undersøgelse hun igangsatte for at udforske “en minoritet inden for en minoritet”.

“Der er forskelle på kvinder og mænd i journalistik. Af og til tror nogle mænd, at du ikke kan gøre et godt stykke arbejde som journalist, men man skal ikke lade sådanne kommentarer påvirke ens arbejde. De mennesker er uvidende.” understreger hun og konkluderer, at arbejdet som journalist er hendes passion, og at der er intet andet, hun hellere ville lave.

Følg Daliri på Twitter: @Dal_air

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.