Kan du se alle de sprog deroppe? Vi oversætter Global Voices-historier for at gøre verdens borgermedier tilgængelige for alle.

Lære mere om Lingua oversættelse  »

Dyk ned i Indiens historie gennem familieportrætter

Hjemmesiden for the Indian Memory Project, som fotografen og designeren Anusha Yadav startede i 2010, beskrives som “en visuel og mundtlig fortælling om det indiske subkontinent via familiearkiver”. Det er en online samling af billeder, som befolkningen har bidraget med. Bidragyderne fortæller, hvilken historie der ligger bag hvert billedet.

Global Voices snakkede med Anusha Yadav om, hvad der inspirerede hende til at starte hjemmesiden og hvordan den virker.

Global Voices (GV): Hvad gav dig ideen til at starte the Indian Memory Project?

Anusha Yadav (AY): Fotografier har altid fanget min opmærksomhed på museer, i bøger eller i folks hjem. Jeg voksede op i Jaipur, delstaten Rajasthans hovedstad, hvor alt hvad der var blevet efterladt fra min barndom var velbevarede og beskyttede bygninger og historiske paladser. Den skole jeg gik på, Maharani Gayatri Devi-skolen, havde dronningens egne private fotografier og ejendele. Når jeg var hjemme og besøge mine venner, ville jeg stirre med store øjne på dagligstueborde og vægge, hvor der var billeder af de royale, eliten eller bare almindelige familier over det hele.

I mit eget hjem viste vi altid mine fars feriebilleder på væggen vha. en projektor. Billeder der var blevet taget, mens vi boede i London, Storbritannien og Portland i USA. Jeg genoplevede, hvad jeg betragtede som de lykkeligste minder, og jeg blev ved med at insistere på, at min mor skulle genfortælle alle vores oplevelser fra stedet. Malerier inspirerede mig ikke nær så meget som fotografier. Malerier er fantasifulde, endda opdigtede, mens fotografier er virkelige og meget opsigtvækkende, fordi de er tættest på sandheden. Ved hvert billede som fik mig til at stoppe op, begyndte jeg at rejse i tid, mens jeg forestillede mig personernes liv og oplevelser.

Image contributed to the Indian Memory Project by Laxmi Murthy, Bangalore: "My great-grandparents (right) with the Chennagiri family, Tumkur, Mysore State (now in Karnataka), circa 1901."

Billede givet til the Indian Memory Project af Laxmi Murthy, Bangalore: “Mine oldeforældre (højre) sammen med Chennagiri-familien, Tumkur, i staten Mysore  (som nu hedder Karnataka), omkring 1901.” Billedet er brugt med tilladelse.

Fra 1992 til 2006 gik jeg på Det Nationale Design Institut, der ligger i Ahmedabad, hvor jeg arbejdede med forskellige grafiske designere og reklamebureauer og rejste til og boede flere forskellige steder i verdenen og i Indien. Fotografering og billeder var allerede blevet enormt vigtige for mig. Jeg følte at jeg med fotografier, havde en bedre forståelse for verden.

I 2006 gik jeg på the University of Brighton for at få en kandidatgrad i fotografering, men jeg blev nødt til at droppe ud og flytte tilbage til Indien efter et semester på grund af økonomiske årsager. I 2007 arbejdede jeg stadig som fotograf og bogdesigner, og jeg begyndte samtidig at komme med ideer til coffee table books til forlæggere. En af ideerne kom efter, at det gik op for mig for mange år siden, at alle havde mindst et personligt foto. I Indien er de mest almindelige familiefotos fra bryllupper, der er en begivenhed, hvor der altid bliver taget billeder, og selvom folk muligvis ikke har råd til det, så bliver de nygifte fotograferet umiddelbart efter brylluppet. Uanset hvad, så fungerer billederne som et bevis på ægteskabet. Det at udforske og dokumentere Indiens utroligt forskelligartede kultur og identitet gennem disse meget personlige billeder af bryllupper, klæder, traditioner og glemte ceremonier, virkede derfor som en fantastisk idé til en ny bog.

Det var som en guddommelig indgriben, at Facebook lige havde introduceret en ny fotodelingsplatform, der vil komme til at betyde begyndelsen på crowdsourcing af billeder og historier. Jeg startede en gruppe, hvor jeg bad familie, venner og andre om at lægge billeder ud og bad dem dem om at fortælle lidt om deres billeder. Bidragyderne var allerede et skridt foran og fortalte mere end bare bryllupshistorier. De beskrev begivenheder, der i mit hoved med det samme blev opdelt i flere kategorier, såsom den Indiske/Pakistanske/Bangladeshiske deling, Det Britiske Imperium, migration, kærlighed, ægteskab og venskab, kampe og verdenskrige, job og karriere og ordinære og ekstraordinære familieliv. Hvert billede kom med en medrivende anekdote om folks liv, familier, kvaler og bedrifter, der formede sig til en samlet historie om en nation og et subkontinent. The Indian Memory Project havde taget sin form.

Image contributed to the Indian Memory Project by Sawant Singh, Mumbai: "My grandmother Kanwarani Danesh Kumari, Patiala, Punjab. Circa 1933." (Copyright Sawant Singh)

Billedet er givet til the Indian Memory project af Sawant Singh, Mumbai: “Min bedstemor Kanwarani Danesh Kumari, Patiala, Punjab, omkring 1933.” Billedet er brugt med tilladelse.

GV: Er der nogle begrænsninger på, hvad du accepterer af materiale?

AY: Alle billeder og fortællinger skal være fra før 1991. På dette tidspunkt begyndte billeder – til dels på grund af fotokabiner og senere på grund af digitalisering – at blive mindre opstillede. Dette betyder dog ikke, at billeder fra det 21. århundrede ikke skal dokumenteres, men der er altså to århundrede før det, som lige skal dækkes. Jeg er desuden mere interesseret i opstillede billeder, da man kan få nogle mere nøjagtige fortællinger ud af dem.

 

GV: Får du bidrag uden for Indien?

AY: Ja, det gør jeg. Indtil videre har jeg modtaget 20 billeder og fortællinger fra udlændinge blandt andet fra Sydafrika, Australien, Storbritannien, Pakistan, Bangladesh og USA. Jeg tager gerne imod billeder til projektet, bare så længe der er en forbindelse til Indien.

Image contributed to the Indian Memory Project by Nate Rabe, Melbourne, Australia: “My friends, Jeff Rumph, Martyn Nicholls, and I (centre), an unknown boy and my father, Rudolph Rabe (right), Dehradun, Uttar Pradesh (now Uttaranchal), June 1975.” (Copyright Nate Rabe)

Billedet er givet til the Indian Memory project af Nate Rabe, Melbourne, Australien: “Mine venner, Jeff Rumph, Martyn Nicholls, og mig selv (i midten), en ukendt dreng og min far, Rudolph Rabe (til højre ), Dehradun, Uttar Pradesh (der nu hedder Uttaranchal), juni 1975.” Billedet er brugt med tilladelse.

GV: Hvilket billede og hvilken historie fra hjemmesiden er i øjeblikket din favorit?

AY: Det der senest er blevet lagt op er som regel min favorit, indtil noget nyt kommer! Hvert indlæg er en favorit, fordi det giver en ny brik i vores forsøg på at samle Indiens historie.

Den lethed, hvormed folk fortæller om familiehemmeligheder og ikke førhen omtalte eller undertrykte historier, synes jeg også er vældig interessant. Hvor meget folk er klar til at sige, fortæller noget om, at vores samfund udvikler sig.

 

Denne video introducerer det Indiske Memory-projekt:

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.