Fernando Samalot er blandt mange andre ting en begavet musiker fra Puerto Ricos uafhængige musikscene, hvor han er kendt for sin deltagelse i den eksperimentelle gruppe tachdé [1] [es]. Guitaristen og sangeren lancerede sin første soloindsats inner, for et par måneder siden, efter en række intime koncerter, der resulterede i denne udgave. Albummets coverbillede, et billede af Samalot, som strækker sin hånd mod en nedgående sol, peger på en anden af hans store kunstneriske interesser: fotografering.
Gennem sin Instagram-profil (instagram.com/simonebirch [2]), begyndte Fernando at udforske denne nye lidenskab, samtidig med at han delte resultaterne med resten af verden – en samling af reelt inspirerende billeder, fyldt med eventyr, spiritualitet, og masser af kærlighed. På nuværende tidspunkt bosat i Los Angeles, fortsætter han med at dele sine udforskninger af naturen og andre opdagelser og observationer gennem de mest populære online sociale netværker for fotografering, som er blevet en af hans vigtigste veje til at udtrykke sig selv.
Vi sendte Fernando et par spørgsmål om hans indtrængen ind i fotograferingens verden gennem Instagram og bad ham om at skinne en smule lys på nogle af vores foretrukne fotos fra hans samling.
Global Voices (GV): Hvordan blev du interesseret i Instagram og hvad inspirerede dig til at bruge mediet som en ny måde at udtrykke dig på?
Fernando Samalot (FS): Instagram has played an important role in my life for the past two years. Its significance and its purpose has evolved through time, in tune with my needs at the moment. Originally, it came into my life thanks to my good friend Ferdy Valls (of the electronic duo GRLS) – in October 2011, during a Portishead concert we attended in New Jersey. I didn't have any previous experience with photography so at first I simply took pictures of whatever caught my attention.
Months later, I found myself at a crossroads after the end of a relationship and the separation of my band, tachdé, where I had spent all my life – and my Instagram turned into a photo-diary of sorts where I could channel all my processes. It was then that I began to use it as a vehicle for artistic expression, although it was really more like therapy.
Fernando Samalot (FS): Instagram har spillet en vigtig rolle i mit liv i de sidste to år. Dets betydning og dets formål har udviklet sig gennem tiden, i harmoni med mine nutidige behov. Oprindeligt kom Instagram ind i mit liv takket være min gode ven Ferdy Valls (fra den elektroniske duet GRLS) – i oktober 2011 under en Portishead koncert, vi deltog i i New Jersey. Jeg havde ikke nogen tidligere erfaring med fotografering, så i begyndelsen tog jeg simpelthen billeder af hvad som helst, der fangede min opmærksomhed.
Måneder senere, fandt jeg mig selv ved en skillevej efter afslutningen af et forhold og adskillelsen af mit band, tachdé, hvor jeg havde tilbragt hele mit liv – og mit Instagram blev forvandlet til en form for fotodagbog, hvor jeg kunne kanalisere alle mine processer. Det var på det tidspunkt, at jeg begyndte at bruge det som et middel til kunstneriske udtryk, selv om det i virkeligheden var mere ligesom terapi.
Once those wounds had healed, it became a diary of my adventures in Puerto Rico. By then I had more followers on Instagram and I knew nothing else that I would want to share more with the rest of the world than Puerto Rico's treasures. I was interested in being like an ambassador, showing off a side of our island that many don't know. I wanted to share all the peace and inspiration that I found in its rivers, beaches, valleys, and mountains. It was definitely one of the most beautiful times of my life.
Since then, having moved recently to California, I've maintained a big part of that aspect in my photography – it's still a photo-diary of my adventures. I've documented many trips and explorations, both external and internal. It's the channel where I've manifested myself the most emotionally, spiritually, and artistically.
I owe a great deal of my development in photography to Instagram, since by being exposed to so many incredible photographers from around the world I've been able to develop my “eye” and found my own style. Instagram has been a great source of inspiration, my school, my gallery, and main social link – and contrary to my experience on other social media sites, it has opened many doors and has invited me to explore, learn, connect, experiment, and grow.
Da disse sår var helet, blev det en dagbog over mine oplevelser i Puerto Rico. Inden da havde jeg flere tilhængere på Instagram og jeg kendte intet andet, jeg ønskede at dele mere med resten af verden, end Puerto Ricos skatte. Jeg var interesseret i at blive en form for ambassadør, så jeg kunne vise en side af vores ø, som mange ikke kender. Jeg ønskede at dele al fred og inspiration, som jeg fandt i dens floder, strande, dale og bjerge. Det var helt sikkert et af de smukkeste tidspunkter af mit liv.
Siden da, efter fornylig at være flyttet til Californien, har jeg fastholdt en stor del af dette aspekt i min fotografering – som stadig er en fotodagbog over mine oplevelser. Jeg har dokumenteret mange ture og udforskninger, både eksterne og interne. Det er den kanal, hvor jeg har manifesteret mig mest følelsesmæssigt, åndeligt og kunstnerisk.
Jeg skylder en stor del af min udvikling i fotografering til Instagram, da jeg ved at møde så mange utrolige fotografer fra hele verden, har været i stand til at udvikle mit “øje” og derigennem har fundet min egen stil. Instagram har været en stor kilde til inspiration, min uddannelse, mit galleri og det største sociale link – og i modsætning til min erfaring på andre sociale medier sites, har det åbnet mange døre, og har inviteret mig til at udforske, lære, tilslutte, eksperimentere og vokse.
GV: Hvordan vil du beskrive dit billede “inspiration”?
FS: My feed consists largely of landscapes, portraits, and self-portraits. There's an abundance of sunsets, silhouettes, mountains, valleys, forests, and whichever beautiful landscapes I've had the good fortune of visiting. I try to capture to the best of my abilities the magic and serenity I feel in these places. Since my feed is so personal, each photo usually carries an emotional charge. It's been therapeutic and liberating for me, being able to share my processes through photography and even more gratifying my musings resonate with others.
Min inspiration består hovedsagelig af landskaber, portrætter og selvportrætter. Der er en rigdom af solnedgange, silhuetter, bjerge, dale, skove, og alle de smukke landskaber, jeg har haft held til at besøge. Jeg forsøger til min bedste formåen at fange den magi og sindsro, jeg føler i disse steder. Da mine inspirationer er så personlige, har hvert billede sædvanligvis en følelsesmæssig ladning. Det har været terapeutisk og befriende for mig at kunne dele mine processer gennem fotografering og endnu mere glædeligt at mine spekulationer genlyder med andre.
GV: Hvilke egenskaber leder du efter i et foto, før du deler det?
FS: The most important quality I look for in a photo is for it to transmit a real and honest emotion – whichever it may be.
FS: Den vigtigste kvalitet, jeg leder efter i et foto, er, at det overfører en reel og ærlig følelse – uanset hvad denne måtte være.
GV: Kan du gennemgå en del af din process for os?
FS: All of my photos are taken and edited on my iPhone 4S. They arrive spontaneously, I seldom think of a photo I'd like to take beforehand. I usually capture moments when my subjects are off-guard, and that gives them a more organic and natural feel. When I'm the subject, I ask whoever might be my companion at that moment to take the picture for me, taking into account some directions I give them in terms of composition. In this way, a lot of my photos are collaborative efforts between my friends and I.
Then comes the editing. It is one of my favorite parts of the process and might very well be its own art-form. I love sitting down with an image, little by little transforming it until it gets to where I want it. Although I try to maintain as much fidelity to what I saw with my eyes as possible, sometimes I find myself taking the images to a more dreamlike plane.
FS: Alle mine billeder er taget og redigeret på min iPhone 4S. De ankommer spontant, jeg tænker sjældent på et foto, jeg gerne vil tage på forhånd. Jeg plejer at fange øjeblikket, når mine emner er uventede, og det giver dem en mere organisk og naturlig følelse. Når jeg befinder mig i øjeblikket, beder jeg, hvem der end på daværende tidspunkt er sammen med mig, om at tage billedet for mig; dog sker dette under hensyntagen til nogle retninger jeg giver angående kompositionen. På denne måde er mange af mine fotos en fælles indsats mellem mig og mine venner.
Derefter kommer redigeringen. Det er en af mine foretrukne dele af processen og kan meget vel betragtes som en kunstform i sin egen rettighed. Jeg elsker at sidde ned med et billede, og lidt efter lidt omdanne det, indtil det bliver til det, jeg vil have det til at være. Selvom jeg prøver så meget som muligt at gengive en nøjagtig trofasthed, som den, jeg så med mine øjne, tager jeg nogen gange mig selv i at omdanne billederne til et mere drømmeagtigt plan.
GV: Hvordan redigerer du dem?
FS: The three main apps I use, for color, contrast, and lighting, are “Snapseed”, “PicFX”, and “Afterlight.” Sometimes I also use “Superimpose” for a double exposure effect.
The editing process allows for so much experimentation that each image presents numerous possibilities. This keeps the process refreshing and prevents me from falling into a formula. A lot of times I end up with nine versions of each image, and then comes the most tedious – but funny – part of the process: choosing just one.
FS: De tre vigtigste apps jeg bruger, for farve, kontrast og lys, er “Snapseed”, “PicFX” og “Afterlight”. Nogle gange bruger jeg også “Superimpose” for en dobbelt eksponeringseffekt.
Redigeringsprocessen tillader megen eksperimentering og hvert billede giver således mange muligheder. Dette holder processen forfriskende og forhindrer mig i at falde ind i en [kemisk] formel. Mange gange ender jeg med ni versioner af hvert billede, og så kommer den mest langsommelige – men sjove – del af processen: kun at udvælge ét.
GV: Et af disse billeder endte som coverbillede til din debut EP som soloartist, “inner”. Musiken, som du producerede som en del af tachdé, er også meget filmagtig . Hvordan relaterer din musik til billedekunst? Og har du nogensinde tænkt over, hvilken musik, der skulle ledsage en af dine fotografier, mens du arbejder på det?
FS: Good question! I feel there is an energy that flows between my music and photography, as both are born from a deep space within me and I feel they resonate with the same sensibilities. My intention is the same as with any art I practice, transmitting an honest emotion that passes through the superficial veil and gets to the root of our true nature. Be it as it may, I want to share my love with everyone. I've seen the healing and transformative effects this can have on other people, strangers and friends alike – beginning with myself. Many times I've seen an image so beautiful or listened to a song so stunning that it inspires real change within myself. Music and photography both have served as my medicine. It's with that same intention that I share them with others, hoping that they might help others as much as they've helped me. In the end, all the love you put into your work is what people will receive – that's why I put so much of me into mine, because I want to be an instrument of light at the service of others.
Perhaps I veered off topic a bit, but to answer your second question: few times I've imagined the music that could accompany my images, although in more than one occasion I've found myself remembering Fripp & Eno's album,, as I stare into a beautiful sunset. It's one of my favorites. There is something in those repetitions and melodies that I've found perfect for meditation. It's just the type of feeling that I wish to induce in others.
FS: Godt spørgsmål! Jeg føler, at der er en energi, der flyder mellem min musik og fotografier, da begge er født fra et dyb sted inden i mig, og jeg føler, at de genlyder med de samme følelser. Min intention er den samme som med enhver kunstform, jeg praktiserer i og med at den sender en ærlig følelse, der passerer gennem det overfladiske slør og når til roden af vores sande natur. Lad dette være, som det kan, jeg ønsker at dele min kærlighed med alle. Jeg har set den helbredende og transformative effekt, den kan have på andre mennesker, fremmede som venner – hvor jeg begyndte med mig selv. Mange gange har jeg set et billede så smukt eller lyttet til en sang så fantastisk, at det ligefrem har inspireret en forandring i mig selv. Musik og fotografering har begge tjent som min medicin. Det er med den samme intention, at jeg deler dem med andre, i håb om at de ville kunne hjælpe andre så meget, som de har hjulpet mig. I sidste ende, er al den kærlighed man lægger i sit arbejde, jo det som folk vil modtage – det er derfor jeg lægger så meget af mig ind i mine [kunstneriske udfoldelser], fordi jeg ønsker at være et instrument af lys ved at tjene andre.
Det er muligt, at jeg er kørt lidt af sporet, men for lige at besvare dit andet spørgsmål: få gange har jeg forestillet mig den musik, der kunne ledsage mine billeder, men mere end en gang, har jeg taget mig selv i at huske Fripp & Enos album, Evening Star [3], mens jeg stirrer ind i en smuk solnedgang. Det er en af mine favoritter. Der er noget i disse gentagelser og melodier, som jeg har fundet perfekt til meditation. Det er lige præcis den type af følelse, som jeg ønsker at fremkalde i andre.
Galleri
Følgende er et lille udsnit af de billeder der findes i Fernando Samalots Instagram-galleri, som du kan besøge på instagram.com/simonebirch [4].
Dette billede er af Angeles Crest, bjergene nord for Los Angeles. Det var min første dag ude på opdagelse i Californien og en af de mest fantastiske solnedgange, jeg nogensinde har set. Den dag endte vi med at se på solen, indtil den forsvandt i Stillehavet. Det var majestætisk. Da tiden var inde til at vælge det første coverbillede til mit solo album, udskilte dette billede sig fra de andre. Jeg føler, at det siger meget om det, som jeg ville sige med albummet. Det udvendige lys i færd med at reflektere det indre.
Min første uge i Californien, og takket være Instagram, fandt jeg en ven som inviterede mig til at tilbringe en dag i Joshua Tree. Jeg tror aldrig, at jeg har set sådan et storslået landskab. Det var meget bevægende og kun begyndelsen på alle de andre steder og smukke øjeblikke, som lå og ventede på mig.
Mens jeg sad og sov på et fly til Puerto Rico, vågnede jeg pludseligt forstyrret op fra en drøm, hvor jeg drømte, at jeg faldt. Dette [billede] var et forsøg på at kanalisere denne drøm. Det var meget symbolsk for mig, specielt fordi jeg på daværende tidspunkt var ved at træffe beslutningen om at forlade øen, at konfrontere min frygt og springe ud i det ukendte.
I løbet af mine sidste måneder var Puerto Rico fyldt med eventyr. Dette foto blev taget i Orocovis, i floden kendt som The Hippie. Det var overskyet, men solen kom ud et kort øjeblik. Jeg var i stand til at fange dens spejlbillede i en lille pøl, som lyste med farver, jeg aldrig havde set før i en flod. En kæmpe skat i enhver forstand af ordet.
I 2012 var jeg så heldig at rejse igennem Spanien for anden gang. Dette [billede] blev taget i Natural Parken in Peñalara, nord for Madrid. Det var i denne skov, at jeg overvejede min fremtid, som stadig på daværende tidspunkt var uvis. Billedet er taget af min gode ven Mariola Rosario, en af de fotografer, som jeg beundrer og respekterer mest. Jeg croppede og redigerede billedet. Det er endt med at blive et af mine favoritter og bare det at kigge på det, tager mig tilbage til dette sted.
Dette foto er helt afgjort et af de mest ladte, jeg tog efter jeg flyttede til Los Angeles. Det var en virkelig intens tid, hvor jeg ikke vidste, om jeg havde truffet den rette beslutning. Jeg deler stadig billedteksten, som jeg skrev for det: “Husk at du valgte dette – du valgte at blive et spøgelse” – Jeg har brug for at holde hovedet koldt. Jeg er frygtelig forvirret. Jeg svæver i et hav af usikkerhed, med intet af holde fast i og ingen fast grund at stå på. Mit sind undslipper mig. Det venter, indtil jeg er mest sårbar og kører derefter ud til de samme gamle velkendte steder … som om tryghed og nostalgi nogensinde delte en seng. Nå, men jeg ønsker ikke længere at gå tilbage dertil efter noget. Det behøver jeg ikke. Jeg vil bare gerne være her lige nu. På trods af min angst, bliver jeg her nu. I dette øjeblik af ensomhed og usikkerhed fandt jeg en styrke, jeg ikke anede, at jeg havde. Det var på det tidspunkt, at jeg opdagede, at livets mørkere øjeblikke er præcist det tidspunkt, hvor ens lys er mest tilbøjelig til at skinne. Dette var for tre måneder siden, og siden da har hele mit liv ændret sig. Jeg er taknemmelig for at have denne kronologi af begivenheder og processer for at være i stand til at se tilbage og se fremskridtet. Det er sjovt at tænke på, at en lille app på min telefon har kunnet berette om alle disse begivenheder. Utrolig, vel nok – men det er hvad der skete.
…og historien fortsætter…