Kan du se alle de sprog deroppe? Vi oversætter Global Voices-historier for at gøre verdens borgermedier tilgængelige for alle.

Lære mere om Lingua oversættelse  »

Hvordan fanger “små” afrikanske nationer verdens opmærksomhed?

Dette indlæg er en del af vores reportage fra Global Voices Summit, Nairobi, Kenya 2012. [da]

(Alle links er på engelsk, medmindre andet er angivet.)

GV Citizen Media Summit #gv2012

Dette panels ordstyrere er Janet Gunter, der bidrager til det portugisiske Global Voices, og Julie Owono fra Cameroun.

Janet taler om et panel, hun for nyligt delte med Julie om teknologi og IKT (Informations- og Kommunikationsteknologi). Sådanne paneler er ofte over-repræsenteret af engelsksprogede fra Kenya, Nigeria og Sydafrika. Janet og Julie har organiseret dette panel for at give en mulighed til lande med en mindre stemme. Hvorfor har disse lande en mindre stemme? De er nogle gange adskilt af sprog. Nogle gange er det ikke i nyhedsbureauernes interesse at rapportere fra disse lande. Andre gange skaber historiske bånd til koloniseringen blinde punkter for internationale medier.

Adérito Caldeira fra netavisen @Verdade i Mozambique fortæller os om 2010's optøjer i Mozambiques hovedstad, grundet brødpriserne. Mozambiques regering plejede at yde tilskud til prisen på brød og brændstof. I august 2010 besluttede den sig for at hæve priserne. Herefter spredtes en kædesms, der opfordrede folk til at gribe til handling, når priserne forventedes at stige den 1. september. Den aften gik politimesteren online for at afholde folk fra at demonstrere.

Nogle borgermediers værktøjer var allerede på plads, inklusiv en Ushahidi installation fra det tidligere valg. Derudover fandt reportage fra borgermedier også sted offline; @Verdade udgiver en offline avis, der er en af de største aviser i landet. Tidligt om morgenen modtog Adérito sms'er, der bemærkede, at dæk brændte i Moputo. Snart kunne ingen komme ind i eller forlade byen. Pendlere skyndte sig at forlade byen og sad fast. Midt i en strøm af fejlagtige oplysninger, delte @Verdade de seneste nyheder. Da internettet gik ned, flyttede offentliggørelsen til Facebook og mindedes deres Ushahidi eksempel. Nyheden om skud blev delt på Global Voices og @Verdade fortsatte med at bruge Facebook og Ushahidi for at lede folk i retning af sikre områder, mad og ressourcer.

Janet spørger, om de vestlige medier først kontaktede ham, efter folk var blevet slået ihjel. Bekymrer vestlige medier sig kun om dødstal? Adérito svarer, at de først kontaktede ham, efter en dreng var blevet slået ihjel. En af @Verdades rapportere, der var til stede ved angrebet, bemærkede, at politiet brugte AK-47 skydevåben, og så en dreng dø foran ham.

Var der nogle internationale reportere til stede på det tidspunkt? Sikkert ikke. BBC havde en korrespondent der, men korrespondenten holdte sig til mainstream medierne, der ikke rapporterede historien.


Sara Moreira fortæller historien om statskuppet i Guinea-Bissau i april i år. Dette er et land i Vestafrika med over 1,6 millioner indbyggere. Det var i mange år en portugisisk koloni og opnåede uafhængighed i 1974. Portugisisk er det officielle sprog, men er kun talt af 14%. Landets politiske apparat er baseret på en række af statskup, specielt i de seneste 15 år. Ingen valgt præsident har nogensinde færdiggjort et mandat.

Spændingerne var store i Guinea-Bissau tidligere i år, efter at den tidligere præsident døde i januar. Efter valget i marts, rapporterede Global Voices påstandene om et uretfærdigt valg. Spændingerne steg også, som militæret i Guinea pressede militæret i Angola til at give dem våben.

I dagene, der ledte op til statskuppet, var Sara i forbindelse med portugisiske journalister omkring de voksende spændinger. Det var dog den lokale blogger, Aly Silva (skribent hos Ditadura do Consenso), der kom først med nyheden om statskuppet. Under denne nyhedsbegivenhed, holdte Aly læserne opdateret om militærets bevægelser, efterhånden som hver facilitet blev overtaget. Den efterfølgende dag blev han arresteret af militæret. Ansatte på rigshospitalet ringede efter forsyninger, mens de rapporterede nyheder fra stedet. Under en fredsdemonstration to dage senere, hvor demonstranter blev angrebet, lagde hospitalet billeder ud på en Facebookgruppe.

Janet spørger ind til de portugisiske mediers attitude, da de forholder sig overlegent til borgermedier. Dagen efter kuppet, bemærkede Sara på Twitter, at de portugisiske journalister spøgte med, at borgerjournalister er utroværdige. Da Sara pointerede, at Al-Jazeera gensendte tweets fra bloggerne, begyndte de portugisiske medier at være mere opmærksomme.


Som det næste spørger Archippe Yepmou fra Internet Sans Frontières os om, hvornår vi sidst hørte om Tchad. Det var måske i 2008, hvor der var et kupforsøg imod landets præsident. Det er fire år siden. Han deler to eksempler på den begrænsede rapportering om Tchad. For to uger siden blev syv øverste embedsmænd, herunder to generaler, arresteret på samme tidspunkt som to lig blev opdaget ved siden af statshuset. For to dage siden blev en general arresteret og en anden general, udstationeret ved den sudanske grænse, blev også arresteret. Samtidig med at bloggere rapporterede om disse hændelser, udgav BBC en artikel med titlen; “Chad: Shop Window of Africa.” [“Tchad: Afrikas butiksvindue”]

De fleste nyheder i Tchad kommer fra AFP, hvis journalister i Tchad nogle gange er regeringsministre. Internet Sans Frontières prøver at finde måder at bemyndige rigtige borgerbloggere.

Julie spørger, hvorfor blogsfæren i Tchad er så lille. Svaret er, at de eneste folk der kan blogge, er rebeller. En ven, der er blogger, nu i Paris, fortalte ham, at den eneste måde at blogge på, var at krydse grænsen til en internetcafé i Cameroun. Tchad er et lille land, men de har en hel række af undertrykkelsesmidler til internettet, såsom deep packet filtrering og fortsatte nedbrud hos internet-udgivere. Med 30.000 Facebookbrugere i Tchad, kan regeringen betale folk for at holde øje med, hvad du siger. En ung mand blev arresteret for sin Facebook side og er nu muligvis død.

Julie spørger, hvordan der kan tilskyndes til flere borgermedier i Tchad. Internet sans Frontiéres prøver at give bloggere bedre værktøjer og støtte.

Spørgsmål

Dan fra Al-Jazeera Stream nævner, at det nogle gange er svært for journalister at samarbejde med bloggere, når de frygter konsekvenserne ved at tale med pressen over internettet. Global Voices har prøvet at dække Ækvatorialguinea med bloggere med base i Spanien og Portugal, der arbejder for menneskerettighedsorganistationer. Det er svært at finde bloggere på stedet, der er villige til at tale. Mozambique har tre eller fire faste bloggere. Folk kommenter vold, fodbold eller kriminalitet, ikke politik.

En blogger fra Nairobi spørger angående kvindelige bloggeres position i den Tchadiske blogsfære. Der er ikke mange kvindelige bloggere i Tchad. Han har opfordret  civilsamfundsorganisationer til at inkludere flere kvinder.  Janet påpeger, at ingen af de kilder, panelet har refereret til, har været kvinder.

En anden deltager spørger, om succeshistorierne når ud til internationalt publikum. Gabon har én million indbyggere med en internet dækningsgrad på 9% og 150 bloggere. Julie fortæller os historien om demonstrationer i Gabon under African Cup of Nations [afrikansk fodboldturnering]. Eftersom nyhedsbureauerne rapporterede om fodbold, vidste folk intet om det. Efter at Global Voices startede en side med særlig dækning af uroen i Gabon, fik demonstrationerne international dækning.

Adérito fortæller om flere historier fra Mozambique. Under det sidste valg i 2009, delte @Verdade både informationer om afstemningen og om politiets position. Folk sender også sms'er og tweets til @Verdade. I en nylig sag, kunne publikationen bringe nyheden om et pistolskud.

Jean-Miguel, skribent for Global Voices på portugisisk, taler om, hvordan egyptiske bloggere, der blev nævnt i indlæg, nogle gange blev dræbt eller tilbageholdt sidste år. Hvordan bør skribenter gribe det an at nævne folk i vores indlæg? Bør vi kontakte dem først, og hvordan når vi dem hvis regeringen overvåger? Julie fortæller en historie fra Elfenbenskysten. Under krisen i 2011 spurgte de altid folk, før de citerede dem i et indlæg. Til sidst måtte de flygte til Nairobi. Dette kan tage flere dage, men det er utroligt vigtigt. I Guinea Bissau, tjekker Sara altid om det er i orden, før hun citerer dem.

Victor fra Malawi foreslår, at vi rækker ud til internationale journalister og diaspora-berømtheder for at fremhæve emner fra et givet land. Julie minder os om, at der i morgen vil være et møde fokuseret på at opbygge et netværk af afrikanske bloggere.

Dette indlæg er en del af vores reportage fra Global Voices Summit, Nairobi, Kenya 2012. [da]

Indled debat

Skribenter, vær venlige at Log på »

Retningslinjer

  • Alle kommentarer bliver evalueret af en administrator. Send ikke din kommentar mere end én gang, ellers er der risiko for, at den bliver identificeret som spam.
  • Vær venligst respektfuld over for andre. Kommentarer, som indeholder hadefuld tale, modbydeligheder og personlige angreb vil ikke blive godkendt.