- Global Voices på dansk - https://da.globalvoices.org -

Hader arabiske mænd kvinder? Mona Eltahawy i heftig mediestorm

Kategorier: Mellemøsten & Nordafrika, Egypten, Borgermedier, Ideer, Kvinder & Køn, Udvikling

(Alle links i dette indlæg er på engelsk, medmindre andet er angivet)

Den egyptisk-amerikanske journalist og klummeskribent Mona Eltahawy [1] har endnu engang skabt debat med en artikel i magasinet Foreign Policy den 23. april 2012 om diskrimination af kvinder i Mellemøsten, der hedder “Why Do They Hate Us?” [2] [hvorfor hader de os?]. I artiklen fortæller Eltahawy, at arabiske samfund grundlæggende er kvindehadske, og at en endeløs misbrug af kvinder finder sted “brygget på en giftigt mikstur af kultur og religion”.

Mange arabiske journalister, bloggere og aktivister har kritiseret [3] Eltahawy for den måde, hvorpå hun opstiller sine argumenter og har udtrykt vrede over de billeder [2], der fulgte med artiklen. På billederne ses en nøgen kvinde med sort kropsmaling som til forveksling ligner den muslimske niqab [4]. Kritikerne mener, at det er en stereotyp fremstilling [5] af arabiske kvinder.

Magasinet Foreign Policy har efterfølgende trykt fem kommentatorers indslag [6] til debatten.

Mona Eltahawy. Photo by personaldemocracy Flickr (CC BY-SA 2.0). [7]

Mona Eltahawy. Foto af personaldemocracy Flickr (CC BY-SA 2.0).

Eltahawy skriver i artiklen:

Nogle vil sikkert undre sig over, hvorfor jeg tager dette emne op på et tidspunkt, hvor regionen har rejst sig, ikke på grund af et gammelt had mod USA og Israel, men på grund af et ønske om frihed. Er det vigtigste trods alt ikke at sikre det enkelte individs basale menneskerettigheder, før vi begynder at give kvinder særbehandling? Og hvad har spørgsmål om køn, eller for den sags skyld sex, at gøre med det arabiske forår? Men jeg taler ikke om sex gemt væk i mørke hjørner og lukkede soveværelser. Jeg taler om, at selve det politiske og økonomiske system – der behandler den ene halvdel af menneskeheden som dyr – må destrueres sammen med de andre helt oplagte tyranner, der bremser regionens udvikling. Førend vi vender vores vrede fra undertrykkerne i vor parlamentariske højborg til undertrykkerne, der færdes på vores gader og som findes i vore hjem, er revolutionen ikke for alvor begyndt.

Den egyptiske aktivist og blogger Gigi Ibrahim skriver i indlægget “Mona: Why Do You Hate Us?” [8] [Mona: Hvorfor hader du os?] således:

Det grundlæggende problem i Monas fremstilling skal findes i den kontekst og forklaringsramme, som hun bruger i sin analyse af, hvorfor kvinder i Mellemøsten lider undertrykkelse. Den eneste forklaring hun giver, er at mænd og samfundet i den arabiske verden (af kulturelle og religiøse årsager) hader kvinder. Det er fornærmende for de fleste kvinder jeg kender, som har læst artiklen og deler min holdning. Kvinder i Mellemøsten er ikke undertrykte på grund af mandlig dominans, de er undertrykte dels på grund af deres magthavere (som tilfældigvis er mænd) og dels på grund af samfundssystemer der bygger på udnyttelse (udnyttelsen hviler på ens sociale klasse og ikke ens køn). Hvis man indsætter kvinder på magtfulde poster i sådant et forfejlet system, så vil det alene ikke gøre nogen forskel. Vi havde kvinde-kvoter i parlamentet under Mubaraks styre. Ændrede det forholdene for kvinder i praksis? Det var blot blæk på papir. Selv efter revolutionen er kvinder et yndet emne for velmenende politiske partier, når de fremfører politiske budskaber. Et forsøg på at forklare årsagen til kvinders undertrykkelse uden at gøre rede for de historiske, politiske eller økonomiske forhold i de arabiske lande, hvilket i grunden ikke er så ens, som hun får det til at lyde i artiklen, kunne ikke være mere forfejlet end i dette eksempel.

Hafsa Halawa fra Egypten er ikke fuldstændig uenig med budskabet i artiklen:

@Hhafoos [9]: Selvom jeg ikke bryder mig om hendes tone og brug af billeder, så kan jeg ikke sige mig fri for, at Mona Eltahawy rejser nogle spørgsmål, som vi ikke længere kan ignorere.

Den syrisk-palæstinensiske journalist Dima Khatib [10] bidrager til debatten med blogindlægget “Love, Not Hatred, Dear Mona!” [11] [Kærlighed, ikke had, kære Mona!]:

Vi er ikke svage, Mona, og revolutionerne i den arabiske verden har vist os, at vi står stærkere end vi troede, og den arabiske revolutions heltinder behøver ikke at blive pindet ud. Jeg tror ikke, at vi har brug for beskyttelse mod mænds had og hævn. Især efter at revolutionen har lært os, at vi kan stå sammen med mænd i bestræbelserne på at skabe fremskridt i vores samfund. Din artikel lægger op til et billede af de arabiske samfund, der matcher de ledsagende billeder: mørk, dyster, deprimerende, en sort-malet krop. Du har reduceret den arabiske kvindes problemstilling til at handle om mænds følelser. Du har reduceret hende til en karikeret udgave, som stemmer perfekt overens med de forestillinger, Vesten har om hende. […] Det arabiske samfund er ikke så barbarisk, som du fremstiller det i din artikel, hvor du bekræfter læseren i sine fordomme over for os; fordomme, der er udbredte i sådan en grad, at det er skræmmende, og som bidrager til den endnu voksende kulturelle kløft mellem vores samfund og andre samfund og den voksende racisme imod os.

Den libanesisk-amerikanske journalist og blogger Roqayah Chamsedinne kommenterede i indlægget “Us and Them: On Helpless Women and Orientalist Imagery” [12] [Os og dem: Om hjælpeløse kvinder og orientalistiske forestillinger]:

Ikke nok har Eltahawy dæmoniseret Mellemøstens mænd og begrænset dem til én rolle, nemlig plageåndens, mens hendes vestlige publikum klapper og hujer. Hun har forsømt at vise disse mænd vejen frem. Er de fordømte? Skal denne fremstilling gøre det ud for deres skæbne, og er denne prædefineret skæbne forseglet? Har de intet andet valg end at tage disse voldsomme anklager, der stempler dem som naturskabte kvindehadere, på sig? Hvad med mandlige kvindeforkæmpere? Kæmper de en stadig kamp mod deres naturlige kvindehad? Mona Eltahawy har med sin skrivelse sat både mænd og kvinder i en ugunstig situation, hvor mænd forekommer at være hadefulde og kvinder hjælpeløse. Som en kvinde af Mellemøstlig oprindelse vil jeg ikke tillade min stemme at blive misrepræsenteret. Mona Eltahawy er vel nok en af os, men hun repræsenterer ikke “os”, og hun definerer ej heller os.

Den egyptiske menneskerettighedsforkæmper Hossam Bahgat [13] tweetede:

@hossambahgat [14]: “Muslimer hader deres kvinder” er ikke anderledes end “Muslimer er født voldelige”. Sikke et stort tilbageslag for vor sag.

I indlægget “I don't really think they hate us!” [15] [Jeg tror ikke rigtig, at de hader os], taler Nahed Eltantawy, som er assisterende professor i journalistik, om begrebet “de bemyndiggjorte kvinder af det arabiske forår”:

Når jeg ser på disse arabiske heltinder, som har gjort deres folk stolte, ser jeg ikke had. Jeg ser kærlighed, medfølelse og forståelse iblandt de unge mænd og kvinder, som er villige til at arbejde sammen for at skabe en bedre tilværelse, større frihed og et mere retfærdigt styre for os alle. Derfor siger jeg til Eltahawy; din klumme repræsenterer ikke mig, da jeg ikke føler mig forhadt. Jeg har mine betænkeligheder, som måske eller måske ikke deles af mine medsøstre i Egypten. Jeg er overbevist om, at uanset hvilke sociale, kulturelle, politiske og økonomiske problemer, jeg møder, så er disse udtryk for udfordringer, der kan løses, og ikke blot et udtryk for kvindehad.

Ayesha Kazki, som blogger under navnet American Paki [16], var skuffet over, at Eltahawy med sin artikel lavede et “spektakulært opbrud i feminismen”:

At påstå at “den rigtige kamp mod kvinder finder sted i Mellemøsten” sætter de arabiske kvinders legitimitet på spil i kvindekampen, hvilket jeg opfatter som et global fænomen, der ikke kun begrænser sig til de arabiske kvinder. Det efterlader millioner af ikke-arabiske kvinder, der er ofre for et systematisk kvindehad, til sig selv. Mona har på farlig vis isoleret ikke-arabiske kvinder fra en kamp, som er global. Hvis Mona specifikt ville adressere arabiske kvinders forhold, burde hun have gjort det uden at tage hele kvindekampen til fange. Tag muslimerne i andre dele af verden; kunne hun ærligt talt se en afghansk eller pakistansk kvinde i øjnene og læse sin overskrift op for dem uden at slå blikket ned?

Mellemøstforsker Shadi Hamid, der er bosat i USA, kommenterede:

@shadihamid [17]: Hvad end du tænker om @monaeltahawy's artikel, så siger det det hele, at de mennesker, som hun søger at “frigøre”, samtidig er dem, der er mest uenige med hende.

Dette indlæg blev skrevet i samarbejde med Global Voices Mellemøsten og Nordafrika [18] redaktion.