Der har nu i over en uge været protester på gaderne i Rumænien. Folk kræver, at valget bliver rykket frem, og på rumænske internetfora fortsætter snakken om, hvem demonstranterne er, hvad de vil, og hvilke konsekvenser protesterne vil få. Folk på gaden har endnu ikke en leder, men ikke desto mindre har de en kraftfuld stemme – og det ser ud til, at forandringerne er begyndt at ske.

Mandag den 23. januar 2012 fyrede premierminister Emil Boc udenrigsminister Teodor Baconschi [en] – en uge senere skrev Baconschi dette på sin personlige blog [ro]:

En ting bliver stadig mere klar for rumænere med sund fornuft. En kamp på liv og død er begyndt mellem fortidens kræfter og projektet om et nyt Rumænien. Oppositionen har endelig taget det arsenal, vi har arvet fra kommunisterne, i brug: bevæbnede bøller, fejlinformation, hadefuld propaganda. […] Dette år vil være afgørende for Rumænien. Valget er enkelt: reform, ansvar og sikkerhed – eller tilbagegang, populisme og elitestyre. Men valget vil blive truffet af det oprigtige Rumænien, det hårdtarbejdende Rumænien, det fremadskuende Rumænien, og ikke af det voldelige og uduelige udskud som står i kø som fortidens minearbejdere bag arvingerne til det tidligere kommunistiske [Securitate].

Journalisten Bogdan Ciuclaru skriver [ro] om medborgeransvar, som rumænerne, der er trætte af kun at blive hørt under valgkampen, er begyndt at udøve:

Jeg er også skuffet over Traian Basescu, og jeg vil ikke lade makkerparret [Victor Ponta [en] og Crin Antonescu [en] de to mest fremstående oppositionsledere fra USL/Social Liberal Union [en]] gøre det samme mod mig. Traian Basescu var den sidste repræsentant fra National Salvation Front-generationen [det første parti der blev stiftet efter revolutionen i 1989 [en]], som jeg stolede på og endda kunne lide. I 2004 var han et fænomen, en talentfuld politisk figur, et alternativ til en bande, en slags chilipeber… Jeg tror ikke, han snød mig, det var snarere det, at han skuffede mig, fordi han selv blev til det, han virkede til at fordømme og ville ændre. Efter at have oplevet Traian Basescu tror jeg, vi er løbet tør for fornuftige alternativer, og den eneste person jeg kan stole på, er mig selv – jeg, borgeren… Jeg har ikke ret til at skuffe hjemme, i min bil eller på gaden. Hvis jeg tænker over det, har jeg heller ikke ret til at skuffe banken. Der er strengere regler for borgerne, når det gælder skuffelse. Hvis du ønsker at have det godt med dig selv, skal du fortsætte med at følge disse regler og sørge for ikke at skuffe dine forældre, din familie, dine kolleger, chefer osv.

[…] Politik synes at være den nemmeste måde at skuffe hundrede gange mere intensivt. Når du møder sådan en skuffelse, har du kun få alternativer: at stemme eller protestere. Traian Basescus udvikling, og udviklingen hos andre politiske figurer som han har støttet, får mig til at tvivle på den første mulighed og hælde mest til den anden. For mig er det ikke nok at blive hørt hvert fjerde år. Derfor gik jeg på gaden… Hvis jeg ingenting gjorde, ville jeg føle, at jeg skuffede.

Jeg synes, det er en god ting, at folk protesterer og hæver stemmen for at udtrykke deres utilfredshed. Det er den eneste måde, hvorpå myndighederne stadig kan tage os alvorligt. Der er ingen mening med at have trådløst internet, fjernvarme og busser, hvis vi konstant er frustrerede over ikke at blive hørt af de ledere, vi har valgt…

Demonstranter samles i Bukarest for at protestere mod økonomiske stramninger. Foto: GEORGECALIN, copyright © Demotix (19/01/12).

Det rumænske samfund har forholdt sig ret passivt de sidste 22 år, og journalisten Vasile Ernu foreslår, at man kan vise sammenhold ved at “farve demonstrationerne hvide” [ro]:

Det bliver sværere og sværere at få folk på gaden. Vi kan, måske, samle 2.000 eller 5.000, måske endda 15.000, men det er meget svært. Hvorfor? Der er flere grunde. Vi har glemt, hvordan man protesterer, vi er blevet fragmenteret, vi har glemt, hvordan man er forenet og modig, vi har glemt at ud over egeninteresse, er der en fælles enhed, som giver et samfund mening. Vi har vænnet os til at blive ydmyget, og vi har glemt, at vi også kan være en kraft, som magthaverne bør frygte.

Der er stadig noget, vi kan gøre… Hvad hvis vi begynder at bære hvide bånd og hvide tørklæder? Vi kunne bære dem på vores revers eller fastgjort på brystet, rundt om halsen eller håndleddet. Alle hvide. Vi kunne hænge dem ud ad vores vinduer og biler. Først ville vi måske være 5.000, derefter 15.000, derefter 100.000 og til sidst en million. Vi ville blive flere og flere… Ikke alle kan gå på gaden, men denne handling kan udføres af alle, der føler sig oprørte og er utilfredse med magthaverne. Først vil vi være sky og bange, men så mødes du og jeg, vi genkender hinanden. Først vil der kun være få af os, og derefter vil flere og flere samles og blive modige. Gradvist, fra mig til dig, fra nabo til nabo, fra demonstrant til gendarm, vil flere og flere folk bære hvide bånd. En minimal og ikke-voldelig indsats. […]

Nogle af de rumænske demonstranters slagord går imod hele den politiske klasse, men hvem vil vælgerne stemme på til valget i slutningen af året? Catalin Tolontan forestiller sig livet efter protesterne [ro]:

Jeg vil ikke på forhånd give min tiltro til nogen af de nye politiske bevægelser. Hvad jeg mener, er at vi ikke har råd til at ignorere idéer, bare fordi dem der udtrykker dem, ikke er fejlfrie.
Vi fører alle ufuldkomne liv, men vi forventer, at dem der leder os lever enestående liv. I disse tilfælde er vi, og ikke de, hyklerne. Alle folkene på University Square – kvinder og mænd jeg virkelig beundrer, udtrykker deres holdninger der – har deres svagheder. […]

[…]

Jeg har mine tvivl som journalist og med mine gamle uenigheder med Crin Antonescu [en oppositionsleder og fremtidig præsidentkandidat], selvom jeg synes om det faktum, at han turde sige igen og igen, at medlemmerne af de politiske partier ikke er demonstranterne underlegne. Partimedlemmerne kæmper dagligt på deres virtuelle torv. Hvad skal vi sige til dem? Skrid, vi er ufejlbare! Selvfølgelig kan vi fortsætte med at hade forskellene og længes efter en frelser. Vi ser mod horisonten. For nu tilhører det hvide kun sneen, den eneste løsning for magthaverne, en homogen og kold sne, hvor vi mister os selv, ren, uberørt og isoleret.

Til sidst kommenterer [ro] journalisten, Radu Tudor, Crin Antonescus udtalelse om, at USL's parlamentsmedlemmers vil forlade det rumænske parlament inden for nogle dage:

Personligt har jeg efterspurgt dette i halvandet år. Efter det rumænske demokratis mørke nat den 15. september 2010 – da Anastase Roberta Alma [formanden for det rumænske parlaments deputeretkammer], sammen med 80 parlamentsmedlemmer fra den regerende koalition, snød ved afstemningen om lovforslaget om pension – ser det endelig ud til, at oppositionen ikke længere vil arbejde side om side med det nuværende regimes tyve. […]

Jeg er meget spændt og nysgerrig efter, om oppositionen vil handle i overensstemmelse hermed.

Dette ville betyde fuldkommen solidaritet med de tusindvis af utilfredse folk, der protesterer over alt i Rumænien.

Det ville formentlig være sidste skridt mod at vinde valget.

Nu bliver intelligens skilt ud fra dumhed. Vi får se…